Naturalismen i England
NATURALISMEN I ENGLAND
Det er min Hensigt i Englands Poesi fra de første Aartier af dette Aarhundrede at
forfølge den stærke, dybt begrundede og følgerige Strømning i engelsk Aandsliv,
der frigjort fra de klassiske Former og Vaner frembringer en den hele Litteratur
beherskende Naturalisme, fra Naturalismen fører til Radicalisme, fra Opstand mod
nedarvet litterær Convenients stiger til mægtig Revolte mod religiøs og politisk
Reaction og som i sig bærer Spirer til alle frisindede Ideer og alle frigjørende
Bedrifter, som den europæiske Cultur siden da har virkeliggjort.
Den Periode af [skjøn Litteratur](n5684), jeg vil skildre, er en blomstrende rig, med
høist forskjelligartede, hyppigt hverandre fremmede eller hverandre fjendske
Aander og Skoler, hvis indbyrdes Sammenhæng ikke umiddelbart opdages, men først
viser sig for det kritiske Blik; og dog har Perioden sin Enhed, og det Billede,
den afgiver, er af Historien selv sammenhængende componeret, hvor broget og
bevæget det end er.
1. Fælles træk af tidsalderen
I.
Først og fremmest har denne Gruppe af engelsk Litteratur visse
Charaktermærker, der ere fælles for den hele europæiske Aandsretning i denne
Periode, fordi de frembringes af samme Aarsag. Napoleon truede Europa med et Universalmonarchi. Dels
instinctmæssigt dels med bestemt Bevidsthed bøiede alle de truede
Folkeaander for at undgaae Overvældelsen sig ind imod deres egne Livskilder.
Nationalitetsfølelsen vækkes og svulmer i Tydskland under Frihedskrigen, i Rusland flammer den iveiret med
Landets gamle Hovedstad, i England begeistres den for en Wellington og
Nelson og hævder i blodige Slag fra Nilen til Waterloo
det gamle engelske Herredømme over Havet, i Danmark fremkalder Kanonaden fra Slaget paa Rheden en ny Folkeaand og en ny
Poesi. Det er denne Nationalfølelse, der overalt hos Folkene leder dem til
at fordybe sig i deres egen Historie og egne Sæder, i deres Sagn og
Eventyrkredse. Kjærligheden til det Folkelige fører til Studiet og
Gjenfremstillingen af det egentlige saakaldte »Folk«, de lavere
Samfundsklasser, som det 18de Aarhundredes poetiske Dannelse endnu ikke
havde bearbeidet. Ja Reactionen mod [Verdenssproget](n5685) bringer endog Dialekterne
til Ære.
I Tydskland førte, som jeg tidligere har skildret,*)Se »Den romantiske Skole i
Tydskland« S. 291 ff. Nationalitetssværmeriet til
Begeistring for Tydsklands Fortid, for Middelalderen, dens Tro, dens Overtro
og dens Samfundsorden. I Italien finder med Manzonis
Hymner en
tilsyneladende Tilbagevenden til Katholicismen Sted. Den dogmatiske og
asketiske Religion hævder sig her som Poesi og Moral; den bliver fra en Tro
til et kunstnerisk Motiv. Manzonis religiøse Begeistring er den samme som den, der
ledsagede Paven tilbage til Rom og indgav Alexander Ideen til den
hellige Alliance. I Frankrig, der skjøndt det selv havde
fostret Napoleon, tvunget af
Tidsaanden betraadte et lignende Spor som Tydskland, vendte den litterære
Bevægelse sig mod Akademiet, mod den saakaldte klassiske ↄ: abstract
kosmopolitiske Litteratur og man gik bag om Ludvig den Fjortendes Tidsalder
tilbage til det 16de Aarhundredes Digtere, til Du Bellay og Ronsard, ja til de stakkels groteske
Poeter som Boileau
havde haanet og fortrængt. (V. Hugos
Optræden, Sainte-Beuves første litteraturhistoriske Skrifter,
Théophile Gautiers
»Les grotesques«.) I Danmark fulgte Aanderne
ved Aarhundredets Begyndelse i Hovedsagen den tydske Strømning. Man
opponerede mod den franske Cultur. Oehlenschlägers Digt »Busten« i
»Langelandsreisen« antyder den nye Bevægelses Charakter.
Digteren antager først den Buste, han finder i det fremmede
Værelse, for Voltaires, og nu
følge Versene:
Vi to er ei af samme Skole,
En af os maa af Stuen gaae.
Saa opdager han, at det er Ewalds
Buste, for hvilken han staaer, og giver sin begeistrede Taknemmelighed mod
Digteren Luft. En omstændelig Analyse af Hauchs »Hamadryaden« har ligeledes ført mig til
det Resultat, at det var den franske Aandsretning, især som denne tog sig ud
gjennem tydske Briller, hvilken den nye Skole vilde tillivs.*)Se »C. Hauch« af G. Brandes. »Nyt
dansk Maanedsskrift« 1873, 3die og 4de Hefte. Steffens bragte jo desuden den
tydske Culturstrøm med sig. Men i Bevægelsens andet og ligesaa
betydningsfulde Stadium omdanner den sig fra polemisk mod Frankrig til
polemisk mod det Fremmede overhovedet, særligt Tydskland, der i vort
Fædreland altid havde spilt Undertrykkerens Rolle, og ved en besynderlig og
dog naturlig Consequents bliver det selve den Tilbagesøgen til det
Folkelige, hvortil man efter Tydsklands Exempel hengav sig, der fjernede
stedse mere fra Tydskland. (Retningen mod det Nordiske, Grundtvig).
Man gjenfinder i England de samme Grundtræk, der betegne
Bevægelsen i alle andre Lande. Man afrystede den franske Dannelse, der i det 18de Aarhundrede havde behersket de høiere Samfundsklasser.
Den klassiske Retnings sidste Digter Pope skulde snart ikke mere staae som Mester for den unge
Slægt. Man ruskede den lille Mand i hans zirlige Paryk og traadte i hans
Haves velordnede Bede. Og nu saaes det ret, hvilken mægtig Reserve den
britiske Folkeaand besad i de friskere af Culturen uudtømte Kongeriger, der
laa afsides fra det politiske Livs Midtpunkt. Irland, der i det 18de
Aarhundrede havde frembragt en Tænker som Swift og en Skribent som Goldsmith, sad inde med en Skat af deilige Melodier, der
saasnart en stor lyrisk Digter laante dem Ord, lød fra alle syngende Læber i
Europa. Waliserne samlede og udgave deres gamle Digtninge og i Skotland, til
hvis lavere Samfundslag de engelske Fabrikarbeideres kuede Levevis endnu
ikke var trængt hen, og hvor det af sin Fortid og sin Hjemstavn stolte Folk
fastholdt sine Folkesange, sin Overtro og sin politiske Særaand, dukkede i
Slutningen af det 18de Aarhundrede Macphersons
Ossian op som en Protest mod al forstandskold og regelret
Kunstdigtning. Dens Indflydelse var lige stor paa Alfieri og Foscolo i Italien, paa Herder og Goethe i Tydskland og paa
Chateaubriand i Frankrig. Saa følger i England Percy’s
Samling af de engelske Folkeviser og i Skotland
Walter Scotts
Samling af gamle skotske Ballader. Men mellem
disse to ligger en af hine litterære Strømninger fra Land til
Land og tilbage, som det er mit Hovedøiemed at paapege, og som her paa en
slaaende Maade træder for Dagen. Der sad, kort efter at Percys
Samling var udkommen, i
Gøttingen en stakkels juridisk Embedsmand, i
trykkende Kaar, levende i et fortvivlet og demoraliserende Dobbeltægteskab
med to Søstre, i hvis Hus denne Bog en Dag dumper ned. Den gjør et saadant
Indtryk paa Bürger, at
den fremkalder en Revolte i hans Sind, og han plages af Lyst til at skrive
Noget, der længe havde været banlyst fra al god Kunstdigtning, men som han til Baggesen (se »Labyrinthen«) betegnede som den
egentlige »Poesi«: en Ballade. Saa begynder han da paa sin berømte
»Leonore«, udarbeidende den langsomt, Uge efter Uge, og med
en saadan Overbevisning om Betydningen af det Skridt, han foretager sig, at
hans Breve til hans Venner derom strømme over af den heftigste Selvfølelse.
Saa kommer denne Ballade ud og gaaer snart Europa rundt. I Aaret 1795 gjør
en ung Dame i Edinburgh en anden juridisk Embedsmand
bekjendt med den, og denne unge Jurist, Walter Scott ved Navn, i hvem der ligeledes stak en Digter
og det en meget større, debuterede i Poesien med en
Oversættelse af denne Ballade og en anden om »Den vilde
Jæger«. Da disse
Oversættelser modtoges med Bifald, begyndte han at ansee sig for Digter. Og
det er paa Grundlag af disse Oversættelser og den af »Götz v. Berlichingen«, som Scott i 1799 udgav,
at den nationale skotske Romantik i hans Poesier reiste sig.
Her er altsaa oprindeligt i denne Litteratur et Pust af den fælleseuropæiske
Reaction mod det 18de Aarhundrede. Vi finde den levende Nationalfølelse, der
afløser Kosmopolitismen, i England hos Wordsworth i Skikkelse af en poetisk beskrivende Patriotisme
og hos Southey som hel- og
halvofficiel Forherligelse af Kongehuset og de nationale Bedrifter, medens
Scott og Moore formelig staae som digteriske
Incarnationer af de to andre Kongeriger. Den almindelige Tilbagesøgen til
det Folkelige repræsenteres først og fremmest af Wordsworth, der særlig fremstiller
de lavere og laveste Klassers Liv, Forkjærligheden for Middelalderen først
og fremmest af Scott, der
forener en Antiqvars Forkjærlighed for Minderne fra Fortiden med en
Torypolitikers Lyst til at
fremstille det Nedarvede i den mest tiltrækkende Belysning. Den egentlige
Overtroens Romantik finder sin Digter i Coleridge, hvis forsætlige
Naivetet og Simpelhed er i nært Slægtskab med den Tieckske, og Coleridge er det ogsaa, der som
Repræsentant for Datidens tydske Philosophi nedlægger en abstract
videnskabelig Protest mod Oplysningsperioden. Hans Lære er ganske uengelsk,
rent apriorisk i Modsætning til den engelske Videnskabs experimentale
Charakter, den er conservativ, religiøs og historisk, fordi den tidligere
Philosophi havde været radical, vantro og metaphysisk, det er
en Schellingianisme, der fra først af søger at bevare saa mange af det
forrige Aarhundredes Resultater som muligt, men som stedse mere haardnakket
og mere bornert iler til den modsatte Yderlighed af den, paa hvilken man i
det forrige Tidsrum var strandet. For Romantikens uordentligt phantastiske
Retning staaer Southey med sine østerlandske
Epopeer som Repræsentant, og hvad endelig Romantikens
sønderrevne og lidenskabelige Helte angaaer, da fremtræde de i vildere og
mandigere Skikkelse hos Byron, medens Shelleys Aandetro og hans Opløsen af alle faste Former i
ætherisk Musik erindrer om Inderligheden og Ubestemtheden hos Novalis.
2. Fælles træk af folkekarakteren
II.
Men disse Tidsalderens fælles og bredeste Grundtræk modificeres paa en høist
kjendelig Maade ved en Række af særligt engelske Træk, der uden at forekomme
andensteds gjenfindes hos de hinanden ellers mest ulige Aander, som denne
Periode af Englands Litteratur har at opvise.
Disse Træk lade sig samtlige føre tilbage til eet Grundtræk: den kraftige
Naturalisme. Jeg sagde, at den første Bevægelse er den, at
Skribenterne blive nationale. Men det at blive national vilde i England sige
at blive Naturalist, som det i Tydskland betød at blive Romantiker, i
Danmark at blive Oldnordisk. De dyrke, studere, og tilbede
allesammen Naturen. Wordsworth, der ynder at bære sine Passioner tilskue som Ideer,
flager formelig med Ordet Natur og gjenfremstiller i grandiose Billeder, men
med smaalig Omhu, Bjerge, Søer og Floder, Bønder og Almuesmænd fra
Nordengland. Scotts
Naturskildringer ere som bekjendt udførte paa Grundlag af paa Stedet gjorte
talrige Notitser og ere saa troe, at en Botaniker vilde kunne lære Stedets
Vegetation at kjende igjennem dem. Keats er med alt sit Sværmeri for Antiken og den græske
Mythologi en med de skarpeste Sandser og den fineste universelle
Sandselighed udstyret Sensualist, der seer, hører, føler, smager og
indaander alle Afarter af Farvepragt og Fuglesang og Silkeblødhed og
Druesaft og Blomsterduft, som Naturen rummer. Moore er lutter aandiggjort Sandselighed. Den forvænte og
forvænnende Digter synes at leve omgivet af alle Naturens skjønneste og mest
udsøgte Eiendommeligheder. Han blænder vor Aand med Solglands, døver den med
Nattergalemelodier og drukner den i Sødme. Vi leve med ham i en stadig
Vision af Vinger, Blomster, Regnbuer, Smil, Rødmen, Blussen, Taarer, Kys og
atter Kys. Naturalisme, det er den virkelig dybest liggende Tendens i Værker
som Byrons »Don
Juan« og Shelley’s »The Cenci«. Med andre Ord, paa
engelsk Grund er Naturalismen saa stærk, at den gjennemtrænger den
romantiske Supranaturalisme hos Coleridge ikke mindre end den høikirkelige Theisme hos
Wordsworth, den atheistiske Spiritisme hos Shelley, den revolutionære Liberalisme hos Byron og den historiske Interesse
hos Scott. Hos alle Digterne
behersker den deres personlige Tro og deres poetiske Retning.
Denne kraftige, saftigt mættede Realisme beroer paa forskjellige
gjennemgribende engelske Egenskaber. Først Kjærligheden til Land og til Sø.
Næsten alle de i denne Periode optrædende engelske Digtere ere enten
Landmænd eller Sømænd. Den engelske Muse var fra Arildstid af en Ven af
Herresædet og Forpagtergaarden. Wordsworths ægte engelske Poesi svarer nøie til de
vidtbekjendte Malerier og Stik, der skildre engelsk Landliv med et Præg af
Sundhed og Ligevægtens Ro og nu og da med et evangelisk Skjær over Scenen,
naar Landsbypræstens faderlige Virksomhed eller Husandagtens opbyggelige
Charakter bliver fremstilt. Burns,
Sangeren bag Ploven, Skotlands største digteriske Geni, viede tidligt den
skotske Digtning til Landet, og der er Sandhed i det
spydige Ord, at Scott i alle
sine Epopeer kun skrev en rimet Reisebog til Skotland. At allerede de
Samtidige havde dette Indtryk kan sees af Moores satiriske Spøg over, hvorledes Scott i sine Digte »gjør« det ene
Herresæde efter det andet.*)
»Should you feel any touch of poetical
glow
We’ve a Scheme to suggest – Mr. Scott, you
must know
Having quitted the Borders, to seek new renown,
Is coming, by long Quarto stages, to Town;
And beginning with Rokeby (the job’s sure to pay)
Means to do all the Gentlemen’s Seats on the
way.
Now the Scheme is (though none of our hackneys can beat
him)
To start a fresh Poet through Highgate to meet him;
Who, by means of quick proofs – no revises – long
coaches
May do a few Villas, before Scott
approaches«.
Moore: »Intercepted letters« Nr. 7.
Og hvilken Rolle spille ikke disse Herresæder i to saa
polart modsatte Digternaturers Existents som Byrons og Scotts. Newsteads Navn er uadskilleligt knyttet til Byrons som Abbotsfords til Walter
Scotts. Det gamle Abbedi med dets middelalderlige og
phantasirige Architektur er Byron den nødvendige Folie for hans Pairstitel og Pantet paa hans Hjemstedsret i England.
Han afhænder det først, da han har sagt sit Fædreland Farvel for bestandig.
Walter Scotts Eiendom er vel
ikke saa gammel og ærværdig; men han kjøber sig Abbotsford, da det Ønske om Landbesiddelse, der altid
har været mægtigt i ham, bliver uimodstaaeligt, og han indretter sig i den
lykkelige Periode af sit Liv, han tilbringer her, som havde han aldrig voxet
op med anden Udsigt for Øie end den at vise en gammel skotsk Godsbesidders
kongelige Gjæstfrihed og leve hans dristige Friluftsliv. Hans største
Morskab er den halsbrækkende Fornøielse at vade gjennem rivende
Strømme, selv om han ved at gaae 50 Skridt videre havde kunnet komme over en
Bro, at ride paa en Hest saa vild at den ikke kan rides af nogen Anden, og
at drive Laxejagt med Spyd ved Fakkelskin, snart gjennemblødt af Regn, snart
stivfrossen i Nattekulden. Hvilken Kjender af Byrons Liv mindes ikke her hans
Forkjærlighed for vilde Rideture og forvovne
Svømmeexperimenter!
Ikke desmindre er der i de to Digteres Forhold til deres Grundeiendom en
Modsætning, som charakteriserer deres forskjellige Naturer. Byrons Forkjærlighed for Newstead var begrundet i hans
aristokratiske Tilbøieligheder, Scotts for Abbotsford i
hans historiske Instincter. Som Walter
Scotts Herresæde havde Ettrick Skoven til Baggrund, saaledes
havde Newstead den ved Robin Hood og hans lystige Mænd berømte Sherwood Skov.
Alligevel have disse Minder ingensomhelst kjendelig Indflydelse udøvet paa
Byrons Poesi, skjøndt han
iøvrigt skildrer selve Abbediet fortræffeligt i 13de Sang af »Don
Juan«. Minderne fra Ettrickskoven gaae derimod som et Omkvæd
gjennem Scotts hele Digtning, ja
det er endog ham og ikke Byron, som (i »Ivanhoe«) kalder Sherwoodskovens
Liv og Poesi op fra de Døde.
En anden engelsk Betingelse for Naturalismen er Digternes Kjærlighed til de
høiere Dyr og deres stadige Forhold til Dyreverdenen. De have
den Forkjærlighed for alle Husdyr, som er en Consequents af deres engelske
Sands for Hjemmet. De slæbe Hjemmet og Husdyrene med sig, naar de reise.
Næsten alle disse Skribenter ere Sportsmen, fremfor Alt ivrige Ryttere. Man
bør agte paa dette Træk for ikke, som det altfor ofte gjøres, at se en
individuel barok Eiendommelighed i Træk, der ere rent folkepsychologiske
Bestemmelser. Ikke for Intet nedstammer denne Race fra to
mythiske Helte med Hestenavnene Hengist og Horsa. Vi
gjenfinde ogsaa Byrons
Kjærlighed til Heste, Hunde og alleslags vilde Dyr, der saa tidt er
fremhævet som en betegnende Særhed hos den menneskesky Forviste ligesaa
udpræget hos den i blomstrende hjemlig Lykke levende Walter Scott. Mathews’s bekjendte Brev
om Livet paa Newstead viser os Byron som Yngling omgiven af et
helt Menageri, hvoriblandt en Bjørn og en Ulv;
Medwins Meddelelser om hans Liv i
Italien skildre os hans Opbrud fra Ravenna i Aaret
1821 »med 7 Tjenere, 5 Vogne, 9 Heste, en Abe, en Bulldog, en Dogge, 2
Katte, 3 Perlehøner og andre Fugle.« Sligt kan synes en
rent personlig Særhed. Men man læse blot til Sammenligning i Walter Scotts Biographi
Beskrivelsen over hans Flytning til Abbotsford. Den hele Forskjel er den, at Antiquarens
Marskandiserbutik her pudsigt blander sig med Menageriet: »Toget lignede en
Karavane, Vognene vare fyldte med gamle Sværd, Buer, Skjolde og
Landser, Hønsene havde man indkvarteret i gamle Hjælme, og selv Køerne
maatte i denne Procession bære gamle Faner, Standarter og Musketter. Ved
Siden af Toget løb et Dusin Bønderbørn, belæssede med Fiskeredskaber, Net og
Laxespyd og førende alle Afarter af Hunde ved Linen.« –
Man finder et Tegn paa den tungsindige Byrons Melancholi i hans Kjærlighed til Hunden Boatswain og i den høitidelige Indskrift han lod sætte paa sin
Yndlingshunds Grav. Men man bør for at forstaae dette
Træk, betænke, at den levelystne Scott, da hans Yndlingshund Camp
døde, lod den høitideligt begrave i sin Have, medens hele Familien stod og
græd om Graven.
Dog endnu mere charakteristisk end Kjærligheden til Grundbesiddelse og til
Heste og Hunde og end de Vidnesbyrd, den sætter sig i den engelske Poesi, er
den engelske Forkjærlighed for Havet. Englænderen er et Amphibium. En
betydelig Gruppe af hele denne Periodes Naturskildring er Marinemaleri. Det
var en gammel, i hin Tid paany glorværdigt hævdet Overlevering, at England
var Havets Dronning; den engelske Digtning var og blev Søens ypperste
Skildrer og Fortolker. Der gaaer et Pust af Havets Friskhed og Frihed
gjennem dette Lands bedste Poesi; Havet selv stod for dets Digtere som det
store Frihedssymbol paa samme Maade, som Alperne til
alle Tider have gjort det for de frie Beboere af Schweiz. Med
Sandhed udbryder Wordsworth
(»Sonnets dedicated to Liberty« I, XII):
Two voices are there; one is of the Sea,
One of the Mountains; each a mighty Voice:
In both from age to age Thou didst rejoice,
They were thy chosen Music, Liberty!
Derfor dukker da ogsaa den længst begravne Aand fra Vikingetiden op paany
hos Landets ypperste Digtere i denne Tidsalder, i hvilken den engelske Poesi
i dette Aarhundrede synes at have culmineret. Coleridges Digt »Den
gamle Sømand« samler al Havets Rædsel og Gru, Byrons Vikingefarter afspeile sig
direkte i »Childe Harold« og »Don Juan«, Shelleys Lidenskab for Sø og
Seilads lever og aander i hans Rytmers Bølgeslag og i alle dem af hans
Sange, der forherlige Vind og Vove, først og fremmest i hans Mesterværk
»Oden til Vestenvinden«.
Overført paa Samfundet bliver Naturalismen, som allerede hos Rousseau, revolutionær, og bag
hin Kjærlighed til Grundbesiddelse og denne Lyst til at udsætte sig for
Havets Luner og beherske dem, der er Naturalismens dybtliggende Aarsag,
ligger hos Englænderen den endnu dybere nationale Selvstændighedsfølelse,
der under de bestemte historiske Forhold i dette Tidsrum saa naturligt
maatte føre de bedste Aander til Radicalisme. Ingen Nation er gjennemtrængt af denne Selvfølelse i den Grad som den engelske; man seer
det bedst naar Engelskmanden i Udlandet optræder mellem Fremmede; hans Titel
som Englænder melder ham »som en
Fanfare«. Det er denne Selvstændighed, der er
gaaet over i den engelske Litteratur, som i afgjørende Øieblikke har gjort
dens Kunst til Charakterkunst, og den er det, som i den Periode vi have for
Øie gjør Udslaget og iværksætter Omslaget i Europas litterære Bevægelse. Der
udfordredes en Englænder til som Byron ene at stemme den Strøm, der flød ud fra den hellige Alliance – en Englænder,
først fordi kun en engelsk Digter vilde have havt Charakter dertil, dernæst
fordi paa hin Tid kun Englands Digtere besad det udprægede politiske Hang og
den skarpe politiske Sands, der altid har udmærket denne den første, ja
maaskee eneste parlamentariske Nation. Der udfordredes fremdeles en
Englænder til med denne vilde Energi at kaste Handsken til sit eget Folk.
Kun i det nationalstolteste Folk kunde der findes store Aander, som vare
stolte nok til at trodse Nationen. Denne personlige Selvstændighed hos
Folkets fremragende Digteraander betinges ved en ægte engelsk
Eiendommelighed. Disse Digtere have saa godt som ingen Theori, sjeldent nok
en æsthetisk, aldrig nogen philosophisk; medens f. Ex. Tydskerne Lessing, Goethe og Schiller alle indlægge sig de
betydningsfuldeste Fortjenester af Videnskaben, er der blandt
det engelske Digterfolk ikke en eneste Videnskabsmand. Ja, hvad der er det
mærkeligste, disse Skribenter conferere ei engang med hinanden. Goethe og Schiller brevvexle i det Uendelige
om de forskjellige Sujetters Natur og deres rette Behandling, ja discutere
tidt vidtløftigt nok Nødvendigheden af en Strophe mere eller mindre;
Heiberg og hans Skole
følge bestemte æsthetiske Principer, hvorom de ere komne overens, og ere
næsten lige saa kritiske som productive, men Scott og Byron og Moore, hvem dog et hjerteligt Venskab
forener, udføre hver for sig deres poetiske Værker fuldstændigt isolerte,
uden at give eller ønske et Vink, et Raad, en Samtale med Broderdigteren
angaaende det paabegyndte Arbeide. Selv naar ganske undtagelsesvis en
Paavirkning finder Sted, som af Wordsworth og især af Shelley paa Byron, da foregaaer den saa at sige hemmeligt, fuldstændigt
ubevidst, og saaledes, at den af dens Gjenstand enten ikke nævnes eller
idetmindste ikke tilstaaes. En amerikansk Forfatter har slaaende betegnet
denne Egenskab hos Racen, naar han siger: »Hver af disse
Øboere er selv en Ø.«
Jeg berørte den politiske Sands og Interesse. Som der ikke er en blandt
disse Digtere, der er Videnskabsmand, saaledes er der næsten ikke en iblandt
dem, der ikke er Politiker. Den politiske Tendens er en direkte Følge af den
nationale Realisme. Forskjellige Overbevisninger [kunne](n5686) skille disse Digtere politisk, men de tage alle Parti, Scott som
Tory, Wordsworth som Royalist, Southey og Coleridge først for saa imod
den nye Tids Frihedsprinciper, Moore
for Irlænderne, Landor, Byron
og Shelley som Radicale for
de Undertrykte i alle Folk og for selve de undertrykte Nationer. Maa man
undtage en enkelt Digter som Keats,
der næsten kun dyrkede l’art pour l’art,
da maa man heller ikke glemme, at han døer 25 Aar gammel. I denne
Virkelighedsinteresse ligger, at de rent litterære Spørgsmaal (Klassicisme
eller Romantik f. Ex.) aldrig i deres Livet uvedkommende Abstracthed her
kunne faae den overdrevne Betydning, som der samtidigt tillægges rent
litterære Controverser i den tydske, den danske, ja selv i den franske
Litteratur. Kun er det morsomt hos disse Digtere at see hvorledes
Englænderens Trang til praktisk Indgriben forener sig med Poetens
phantastiske Hang. Scott drev
sin Uvillie mod Revolutionen til rent Don-Quichoteri. Han blev f. Ex. med en af sine Venner,
en Hertug, enig om, ifald Franskmændene skulde gjøre Landgang i England, da
at drage ud i Skovene og leve der som Robin Hood og hans
Mænd. Omtrent paa samme Tid var det, at Southey og Coleridge i Ungdommens første
jakobinske Hede forkyndte deres Bekjendte, at de vilde udvandre til en ensom
Egn i Amerika; Bredderne af Susquehanna bleve valgte, fordi denne Flods Navn syntes de unge Mænd særligt smukt og melodisk (pretty and melodical); der vilde de saa
danne en Commune Pantisokracy, hvor al
Eiendom skulde være fælles og alle Mennesker lige i Naturtilstanden. Landor, der iøvrigt
ingenlunde skyede som Soldat i Spanien at sætte sit Liv
for Alvor ind paa Kampen for sine Ideer, vilde som Yngling hjemme i
Warwickshire fornye de arkadiske
Idyllers Tid; han svarer som Digter temmelig nøie til
Socialisten Owen. Shelley, der i Politiken havde saa
fin en Modtagelighed, at man bestandig mindes det Udtryk af ham, der findes
i hans »Julian og Maddolo«:
Me, who am as a nerve, o’er which do creep
The else unfelt oppressions of the earth.
Shelley, der forudfølte saa
mangen politisk Revolution, der 50 Aar før Parlamentsreformen gjennemførtes udkastede den
nøiagtige Plan til den i en politisk Brochure, og som i Dramet
»Hellas« profeterede den græske Opstands lykkelige Udgang
paa en Tid, da den for Statsmændene stod som haabløs, Shelley er rent Phantast, saasnart
han kommer ind paa Kapitlet om Menneskeslægtens tilstundende Guldalder. Man
efterlæse hvorledes han som Yngling skildrer den i »Queen Mab«:
»Nordpolens Is smelter, Ørkenerne opdyrkes, Basilisken
slikker Barnets Fod, Vindene blive melodiske, Frugterne ere altid modne,
Blomsterne altid smukke. Løven leger med Kiddet, Mennesket
dræber og spiser intet Dyr, Fuglene flygte ikke mere for Mennesket. Der
gives ingen Rædsel mere.« Maa man ikke herved mindes
enkelte af den samtidige franske Socialismes vildeste Utopier: Indførelsen
af Phalansterier vilde efter den af Fourier
udkastede Plan i den Grad indvirke paa den hele Jords
Økonomi, at tilsidst endog Naturforholdene vilde blive radicalt forvandlede:
en Nordlyskrone vilde, befæstet ved Nordpolen, give
Siberien
Andalusiens Varme, Mennesket vilde berøve Havet dets
Salt og til Gjengjæld give det en Limonadesmag, og Havuhyrer vilde som
Søheste lade sig spænde for vore Skibe. Heldigvis gjorde Dampmaskinen kort
derefter dette Forspand overflødigt. Selv Byron, den uden Spørgsmaal mest
praktiske af disse Digtere, er dog Digter ogsaa i sin Politik. Det er neppe
tvivlsomt, at Grækenlands Kongekrone har lokket ham som hans Anstrængelsers
Maal.
Det er da ei min Mening at ville tilsløre, hvorlidet det fattes ogsaa
engelske Digtere paa Phantasteri i praktisk Retning. Der gaaer dog ligefuldt
et realistisk Træk gjennem deres Moral og deres Livsbetragtning, som ikke
findes saa udpræget hos noget andet Folk. Der er flere Gran af sund
Menneskeforstand opløst i deres Poesi end i andre Digteres. Dem alle
udmærker en levende Retfærdighedstrang. Wordsworth arver den fra Milton, Byron og Shelley føle den saa primitivt, som kunde de
gjøre den gjældende mod en Verden. Den spiller ingen Rolle hverken hos
Byrons store tydske
Forgjænger Goethe eller
hos hans rigtudrustede franske Efterfølger Musset. Ingen af disse har nogensinde som han stævnet
Fyrster og Regjeringer for Retfærdighedens Domstol. Men hvad der især er
eiendommeligt engelsk, det er at denne Retfærdighed, hvorom Englænderne
drømme, ikke som den, Schiller
f. Ex. tilbeder, er en apriorisk Idee, men et Barn af Nytten. Man vælge for
tydeligt at fornemme dette en saa luftig, saa idealistisk Digter som
Shelley og man vil se,
at hans Moral er en ligesaa udpræget Nyttephilosophi som Benthams og Stuart Mills. Der forekommer med
Hensyn til dette Punkt en slaaende Passus i et af hans Essays. Han siger i
2det Capitel af »Speculations on Morals«: »Hvis Nogen fremturer i at spørge, hvorfor han bør fremme
Menneskehedens Lykke, saa forlanger han en mathematisk eller metaphysisk
Grund for en moralsk Handling. Absurditeten af denne Skepticisme er mindre
aabenbar, men ikke mindre virkelig end den at fordre en moralsk Grund for en
mathematisk eller metaphysisk Kjendsgjerning.« I
Theorien: Den høieste Lykke for det størst mulige Antal og i den dybe,
praktiske Retfærdighedstrang, der er dens psychologiske Ophav, ligger i
Virkeligheden Udgangspunktet for den engelske Poesies Radicalisme under den
store europæiske Reaction.
3. Den politiske baggrund
III.
Da Englænderne paa engang ere det mest udholdende og det mest foretagende
Folk, den Nation, der hænger mest ved Hjemmet og den mest reiselystne, den
som langsomst foretager Forandringer og den politisk mest frisindede af
alle, spalte Aanderne i dette Land sig naturnødvendigt i to store politiske
Grupper, af hvilke den ene betegner den conservative Fastholden, den anden
det vovende Frisind. Partidelingen har her ingen Lighed med Frankrigs. Er
det end en Overdrivelse med Taine at sige, at Frankrig kun har to Partier, de
tyveaariges og de fyrretyveaariges Parti, saa er denne
Inddeling dog den væsentlige, som de historiske Partinavne kun modificere. I
England er Spaltningen begrundet i selve Nationalcharakteren, og vi finde i
denne bevægede Periode af Landets Poesi Wordsworth som Repræsentant for den ene Gruppe af
Egenskaber, Byron som Type
for den anden.
Men endnu dybere begrundedes i Aarhundredets første Dage Spaltningen ved
Datidens Hovedbegivenheds dobbeltsidige Natur. Denne Hovedbegivenhed var
Krigen mod Frankrig. Allerede om den tydske Frihedskrig
brugte jeg det Udtryk, at den vel var Opstand mod et frygteligt Tyranni, men
mod et saadant, der repræsenterede Revolutionens Ideer, og at den vel var Kamp for Arne og Hjem, men paa Commando af de gamle reactionære
Dynastier, og kunde dette med Sandhed siges om Tydsklands
Kamp, i hvor langt høiere Grad gjælder det da ikke om England, hvis
Uafhængighed var uanfægtet, men hvis Interesser vare i høi Grad truede og
som under hele den langvarige Krigsperiode og endnu længe efter ikke som
Tydskland i Bevægelsens Spidse havde de mest frihedselskende Mænd, men havde
nedlagt den høieste Magt i Hænderne paa den stiveste og mest haardnakket
reactionære Toryregjering, som
Englands Historie nogensinde havde seet.
Derfor er det, at Baggrunden for hele denne Periode af skjøn Litteratur er
saa mørk. De Skyer, der danne den, ere tunge og sorte, »sunbeamproof« vilde Shelley kalde dem. England tager sig som
Baggrund for det Billede, jeg vil oprulle, ud som et Landskab i
Natbelysning. Folkets store Egenskaber vare vildledte: dets
sjeldne Standhaftighed anvendt til Bekæmpelse af Frihedstrangen hos et andet
Folk, dets ædle Frihedskjærlighed først brugt til Styrtning
af det napoleonske Despoti, for saa at misbruges til Reisning af alle de
gamle møre Troner, som man, dækket af Krudtrøgen fra
Waterloo, tømrede op med en
Hast som ellers kun Skafotter. Folkets neutrale Egenskaber
bleve opammede til slette: Selvkjærligheden og Fastheden opfostredes til
Adelshaardhjertethed og Kjøbmandsegoisme, som den trives under Reactioner,
Loyaliteten overfor Kongehuset hidsedes til Servilitet, og den
folkelige Selvfølelse æggedes til Nationalhad, som det udklækkes under lange
Krige. Og endelig overudvikledes Folkets slette Egenskaber. Den
Kjærlighed til ydre Decorum for enhver Pris, der er de moralske Instincters
Skyggeside, udvikledes til moralsk Hykleri og den Fasthængen ved en
etableret Religion, der er en praktisk og uspeculativ Aandsretnings mindst
tiltalende Ledsager, opildnedes dels til religiøst Hykleri dels til
Intolerancens Forfølgelseslyst. Ingen Tid var gunstigere for Udviklingen af
Hykleri og Fanatisme end denne, i hvilken Folket af sine Førere direkte
opmuntredes til at pukke paa sin Religiøsitet overfor det fritænkerske
Frankrig. Mest af alle lede Landets største Digtere derunder. Det er
nuomstunder blevet en Trivialitet at tale om den »cant«, der fordrev Byron fra sit Hjem, og mangen mere forfinet Aand er
tilbøielig til at ville forklare som ærlig om end bornert Overbevisning,
hvad man tidligere rask væk betegnede som Hykleri. Men det er mig umuligt at
gaae ind paa denne Opfattelse. En Religiøsitet, der lægger sig for Dagen som
den engelske gjorde det mod Byron og Shelley, er ikke Dumhed alene, den er et af megen Bornerthed
baaret høist modbydeligt Hykleri. Jeg vil anføre den udmærkede amerikanske
Iagttager Ralph Waldo Emerson’s Anskuelser om dette
Punkt, fordi Emerson som
Amerikas første Kritiker, som Englændernes største Beundrer og
som Bedømmer af sin egen Race har alt Krav paa Tiltro. Han siger: »Den engelske Forstands Søvnighed med Hensyn til Religionen
beviser hvor megen Fornuft og Ufornuft der kunne forenes i een Hjerne.
Englændernes Religion er Phrase, deres Kirke en Dukke og enhver Kritik
bliver tilbagevist med Rædselshyl. I vente, at de i det gode Selskab ville
lee af Pøbelens Fanatisme, men de gjøre det ikke, de ere selv Pøbelen […]
Englænderne, der i alle Ting hade Forandringer og fremfor Alt afskye dem i
religiøse Anliggender, holde fast paa den sidste Pjalt af det Kirkelige og
hykle paa en gruelig Maade. Englænderne – og jeg vilde ønske, det
indskrænkede sig til dem, men det er et stygt Hang, som ligger i det
angelsachsiske Blod i begge Verdenshalvkugler – hykle fremfor alle andre
Folk. Franskmændene overlade dem ganske og aldeles denne Industri. Hvad er
saa modbydeligt som de høflige Buk, man gjør for Gud i vore Bøger og Aviser!
Den populære Presse er skjændig i sit nøiagtige Maal af hellig Holdning, og
Dagens Religion er et Sinai, hvis Tordenkiler smeddes af
de Rige […] Kirken er i dette Øieblik meget at beklage. Naar en Biskop
træffer sammen med en intelligent Mand, kan han kun [hjælpe sig](n5687) ved at drikke
Vin med ham.« Denne Skildring gjælder Tiden omkring 1830,
man tænke sig da selv, hvorledes Tilstanden tyve Aar tidligere
var.
Først og sidst blev dog Folkets beklageligste Last, Hanget til
Undertrykkelse, formelig sat i System. Om ingen Periode gjælder det som om
denne, hvad man har betegnet som Britanniens Grundskade: England, Skotland
og Irland undertrykke i Forening de fjerne Kolonier, England og Skotland
gjøre fælles Sag for at undertrykke Irland, kue den irske Kirke og holde
irsk Industri og Handel nede, England samler sig for at trænge Skotland
tilbage, og i England selv undertrykker den Rige den Fattige og den
herskende Kaste alle de andre. Af 30 Millioner Mennesker var i dette Tidsrum kun een politisk stemmeberettiget, og
den, som blot vil læse Udfaldene mod Englands Godsbesiddere
i Byrons
»Bronzealderen«, vil kunne see, hvor
skamløst de under Krigen berigede sig paa de andre Klassers Bekostning og
hvor hensynsløst deres hele Politik gik ud paa at kunne vedblive hermed.
Denne Tilstand er det, som udøver en dels fordærvelig, dels i modsat Retning
begeistrende og ansporende Indflydelse paa Landets Skribenter. De, i hvem
den hellige Ild brænder svagt, slukkes tidligt og staae som reactionære
Støtter for den herskende Tilstand. De derimod, hvis lynsvangre Aander vare
anlagte til at gaae mod Vinden, udvikle under Trykket af disse Forhold en
Frihedspathos, der sætter den politiske Atmosphære i
Skjælven. For disse Digtere staaer England som »et
Gibraltar af Convenientser«, og de forlade deres
Fædreland for at angribe, bombardere og bestorme deres Hjem med alle
Spottens og Indignationens Projectiler.
Det er nødvendigt at gaae noget mere i det Enkelte med Hensyn til de
politiske Forhold i dette Hjem for ret at kjende den Jordbund, paa hvilken
Litteraturen spirer iveiret og for at forstaa de ikke-litterære (politiske,
sociale og religiøse) Principer, der spalte Digterne i hinanden modstaaende
Grupper. Paa Englands Trone sad ved Aarhundredets Begyndelse (allerede siden
1760) Georg den 3die. Fra hans Barndom
af havde hans Moder stræbt at bibringe
ham de overdrevne og uengelske Forestillinger om Souverainitetens Betydning,
der vare gjældende paa Fastlandet, og det var i den Grad lykkedes, at den
ene efter den anden af de høie Lorder, der vare valgte til Prindsens
Hovmestere, frasagde sig dette Hverv, fordi deres Indflydelse blev
modarbeidet. En af disse, Lord Waldegrave, der
ikke blot var en skarpsindig Iagttager, men en hengiven Tilhænger af Huset Hannover, har givet et
Charakterbillede af sin Myndling, der er alt andet end
indtagende; han skildrer ham som jævntbegavet, men uden al Flid, som strengt
retskaffen, men uden den Aabenhed og Frimodighed, der gjør Retskaffenheden
elskværdig, som oprigtigt from, men stadigt opmærksom paa sin
Næstes Feiltrin og Synder, som bestemt, men stædig og fordomsfuld; han
skildrer hvorledes Forbitrelse og Vrede aldrig give sig Luft hos ham, men
strax slaae ind og øieblikkeligt kun afføde Forbeholdenhed og Forstillelse,
for siden hen at ytre sig med des større Virkning, og hvorledes den samme
Konge, der havde en saa haardnakket Hukommelse for enhver Uret, der var
tilføiet ham, besad en mere end kongelig Glemsomhed overfor de Tjenester,
som vare ham viste. Hans Aands fuldstændige Forbening i Fordomme var dog
maaske hans største Mangel som offentlig Personlighed og som Regent. I sit
private Liv var han jævn, ærlig, paalidelig og indgjød sine Undersaatter
stor Agtelse, skjønt Manglerne ved hans Opdragelse aldrig bleve oprettede.
Da han kom til Roret, havde han liden eller ingen Kundskab hverken til
Mennesker eller til Bøger, og hele sit Liv var og blev han fuldstændigt
uvidende med Hensyn til Litteratur og Kunst; men det egennyttige Hof omkring
ham bibragte ham snart en ikke ringe Menneskekundskab, og han, mod hvem
Store og Smaa, hvor han saa hen, rakte Haanden ud, lærte snart at kjende
hver Mands Pris og beregne den Nytte, han kunde have af ham. Hans af Naturen
gode Forstand blev hverken styrket ved Studier eller Reiser eller Samtaler,
men alle de Detailspørgsmaal, der ikke udfordrede nogen finere Sjælens og Tankens Dannelse, forstod han at sætte sig ind i og behandle med
den Dygtighed, der var nødvendig for en Regent, som allernødigst vilde
indskrænke sig til at være Konge af Navn.*)Massey:
»History of England« I, 59 ff.
Skulde jeg paa en for Danske forstaaelig Maade med et eneste Ord betegne
Georg den 3die, da vilde jeg sige: han var Englands Frederik den sjette. Han var en virkelig
patriarchalsk Regent og følte sig selv som sit Folks Fader. Landet mistede under ham de nordamerikanske Colonier,
som Danmark under Frederik den
sjette mistede Norge, uden at dette Tab
eller den ufornuftige Politik, der havde fremkaldt det, gjorde noget Skaar i
Monarchens Popularitet. Kong Georgs
Husholdning var et Mønster paa en engelsk Gentlemans Husliv. Tidligt op om
Morgenen! var dets første Princip. Det var tarveligt, ordentligt, økonomisk,
ægte borgerligt indrettet i enhver Henseende. Det var kjedsommeligt i en
Grad, som dets Historieskriver Thackeray
»gyser« ved at overveie. Naar Kongen
selv var staaet rigtigt tidligt op en Dag og selv havde vækket sine Pager,
slog han paa sin Morgentur en Passiar af med Enhver, han mødte, gik
incognito ind i mangt et Hus og mangen en Hytte, gav snart et Barn en
Sølvskilling, snart en fattig Kone en Høne. En Dag traf han med Dronningen en lille Dreng, med hvem de gave sig i Snak, indtil Kongen sagde til ham: Knæl ned, det
er hendes Majestæt Dronningen, med hvem du taler! Men da den Lille
haardnakket vægrede sig derved af pligtskyldigt Hensyn til nye Benklæder,
rørte denne tidlige økonomiske Sands den gamle Georg saa stærkt, at han trykkede Drengen til sit
Hjerte.
Dagene ved Hoffet gik hen med en slæbende Ensformighed, der jog de unge
Prindser langt bort fra Hjemmet og havde sin Del af Skylden for at de artede
sig saa slet. Om Aftenen spillede Kongen enten sin Tokkodilje eller han
havde sin Aftenconcert, hvortil han regelmæssigt nikkede, medens Pagerne
gabede sig ihjel ude i Forværelset.
De daglige Spadsereture foregik en
famille paa [Windsorvolden](n5688), medens Folket samlede sig
gemytligt rundt omkring og saae paa, og Drengene fra
Eton trykkede deres rødkindede Hoveder frem under
Hobens Albuer. Musiken spillede, og naar Friluftsconcerten var forbi, undlod
Kongen aldrig at tage sin trekantede Hat af og hilse Musikanterne med de
Ord: Jeg takker Dem, Gentlemen.
Hvilken Dansk maa ikke ved disse Scener tænke paa Frederik d. 6tes Spadsereture og Seiladser som Storadmiral i
Frederiksberg Have! Som han vandt Georg d. 3die Hjerterne ved sin borgerlige
Optræden og sin luvslidte Frakke; ogsaa om Kong
Georg gjælder det, hvad Orla
Lehmann siger om Frederik d.
6te, at man »i Kongens Jævnhed (baade i Forstand og Færd) og godmodige Deltagelse for Individernes Vel saa
en Erstatning for Statsmandens og Regentens Brøst« – og
hvormange havde endda Øie for den sidste! For det store Flertal af Englands
Beboere var den gamle Georg en mægtigt skarpsindig Statsmand og en vældig
Souveræn – jeg vil blot minde om et i sin Tid berømt Stik
af ham (Gilray’s), hvor han er afbildet – i gammel
Paryk med en snever, gammel, grim [Windsor-Uniform](n5689) – som Konge af Brobdingnag, holdende en lille Gulliver paa
sin ene Haand, og med en Operakikkert i den anden, hvorigjennem han
iagttager Mandslingen. Hvem tror man den lille Gulliver var? Han bar
trekantet Hat og den lille graa [Marengo-Frakke](n5690). De fleste af mine danske
Læsere ville erindre et lille gammelt Billede, der i photographisk
Gjengivelse for nogle Aar siden gjorde megen Lykke. Det havde til
Underskrift »Den høye elskede Familie«
og forestillede Frederik d. 6te med
samt sin hele Slægt fra den største til den mindste paa en Spadseregang. Er
dette lille Familiemaleri, der findes hos Miss Burney ikke det nøiagtigste Sidestykke dertil? Hun
beskriver en Eftermiddagspromenade i Windsor. »Det var virkelig en rigtig nydelig Procession. Den lille
Prindsesse Amelia, der netop var bleven
tre Aar gammel, gik ene og forrest med en ny Kjole paa af fint Musselin, og
med en smuk lukket Hat, hvide Handsker og Vifte, i høi Grad
henrykt over Paraden og uafbrudt dreiende Hovedet for at see Enhver, hun gik
forbi; thi alle de Spadserende stode op mod Husene fra det Øieblik den
kongelige Familie kom tilsyne, for at den kunde have Passagen fri. Saa
fulgte Kongen og Dronningen, ikke mindre glade over deres lille Yndlings
Fornøielse, Kronprindsen havde budt
Lady Waldegrave Armen,
derefter kom Prindsesse Augusta,
Arm i Arm med Hertuginden af Ancaster,
General Bude, Hertugen af
Montague og Major
Price, der som Staldmester sluttede Toget.«
Hvilket smukt Billede! udraaber Thackeray: Medens
Processionen langsomt drager forbi, spiller Musikcorpset sine gamle Melodier
og Sollyset falder over de gamle Fæstningsværker og belyser den kongelige
Standart, der hænger ned fra det store Taarn, de mægtige Elmetræer og den
loyale Mængde af Tilskuere, som det yndige Barn kjærtegner med sit uskyldige
Smil.
Dette er den hjemlige Idyl, hvortil udadtil svarer Kongens Lidenskab for at
undertrykke Nordamerika, bekjæmpe den franske
Revolution, tilintetgjøre den irske Kirke og lade
Negerhandlen med alle dens Rædsler vedblive at bestaae. Dog selv den
hjemlige Idyl varede ikke Aarhundredet ud. I Aaret 1788 havde Kongen det
første Anfald af Afsind, og allerede da drøftedes med uhørt Lidenskab i
Parlamentet Prindsen af Wales’
Regentskab, der i Aaret 1810 blev definitivt fastslaaet. Oppositionen mente dengang at have for lange Tider styrtet
Toryregimentet, ifald Prindsen
blev udnævnt til Regent. Hans Charakter og Sæder vare imidlertid hos Folkets
store Flertal saa ilde berygtede, at hans Tronbestigelse imødesaaes med
Angst. Men netop som et Lovforslag desangaaende skulde forelægges, saa
Pitt sig istand til at
forelægge Parlamentet en Lægebulletin om Hans Majestæts umiddelbart
forestaaende Helbredelse, og Faren drev for denne Gang over. Prindsens
Skuffelse var stor, og han kunde des mindre skjule den, fordi han under
Kongens Sygdom havde lagt et alt andet end sønligt Sindelag for Dagen. Han
besad et vist Talent til at efterligne Gebærder og Stemmer, og det var en af
hans Hovedfornøielser under Faderens Sygdomsperiode at more de gode Hoveder,
de lystige og udsvævende Mænd og Kvinder, der udgjorde hans stadige Kreds,
med at copiere sin afsindige Faders Udseende og Handlinger for dem. Man har
i dette ene Træk hans Charakter, den Mands Charakter, der saa længe paa
Grund af en vis ydre Politur og Anstand bar Navnet af »den første Gentleman
i Europa.« Man maa beundre den Færdighed, hvormed denne Mand forstod, om end
blot for en kort Tid, at vinde Tidens sjeldneste Aander. Han havde Burke og Fox og Sheridan til Omgangsvenner. Vel sandt, det var neppe hans
Meninger om Forfatningsspørgsmaalene eller om Irlændernes Forhold, de brød
sig om at høre – hans Meninger om Sligt! Men han
snakkede om Terninger med Fox
og med Sheridan om Vin;
det var Punkter, hvor Narrens og Geniernes Interesser mødtes, og Brummells Ven og Rival var mellem
Tidens Dandyer Autoritet i ethvert Spørgsmaal om hvilke Knapper der passede
til en vis Art Vest og hvilken Sauce der harmonerede med en vis Art Postei.
Og se ham saa vinde Moore et kort
Minut! I dennes Brev til sin
Moder fra Juni 1811
(»Memoirs« I, S. 225) seer man tydeligt, at han er smigret
af Prindsregentens »hjertelige
Familiaritet«. Og det Samme gjælder et Øieblik om
Byron; hans Forsoningsbrev til Walter
Scott viser tydeligt, hvor lidet ufølsom
han var for Regentens Smigrerier i Anledning af »Childe
Harold«. Og nu Scott! I
sin Egenskab af haardnakket
Tory var han altid
Prindsregentens tro Mand, hvor ædel og brav han end var. Da Georg den 4de som Konge ankom til Skotland,
hvor han optraadte i en Klanhøvdings Kostume med sine fede Lægge blottede og
et skotsk Skjørt om sin uhyre Vom – Slutningen af Byrons »Bronzealderen«
spotter derover – gik Walter
Scott ombord i Kongens Jagt for at hilse paa ham, greb et
Glas, hvoraf Hs. Majestæt lige havde drukket, udbad sig den Naade at maatte
beholde det, lovede at det for evigt skulde gaae i Arv i hans Familie, gik
hjem, traf der et uventet Besøg, kastede sig i en Stol og – satte sig paa
sin Baglomme for altfor tidligt og smerteligt at mindes det
kongelige Erindringstegn. Han vedblev at være Georg
d. 4de tro, selv da Moore længst havde spækket ham med sine Vittighedspile, da
Byron længst havde
gjennemhaanet ham med sine blodige Epigrammer, og da selv Brummell paa en Spadseretour i
Hyde Park havde betragtet ham fremmed gjennem sin
Lorgnet og spurgt Prindsens Ledsager: »hvem er Deres
fede Ven?«
Vor »fede Ven« var efterhaanden bleven ganske overordentlig fed. Det Liv,
han førte med Orgie paa Orgie havde givet ham en saadan Embonpoint, at han
ikke mere gad gaae. Naar han skulde kjøre ud, blev et Bræt lagt ud af
Vinduet, og herpaa lod han sig glide ned i sin Vogn. Medens Væverne i
Glasgow og Lancashire
skreg til Himlen af Hunger, foranstaltede han kjæmpemæssige Festligheder med
uhørt Pragt og modtog den landflygtige Bourbon som
Ludvig d.
18de. Drengen er Fader til
Manden, siger Wordsworth. Georg d. 4de betegnede sin Indtrædelse i
Hoflivet ved en Stordaad, værdig hans tilkommende Liv. Han opfandt et nyt
Skospænde. Det var een Tomme langt og fem Tommer bredt. »Det bedækkede,«
fortæller Samtiden, »den hele Vrist og rakte ned paa
begge Sider af Foden.« Ved hans første Optræden paa et Hofbal læse vi at
hans Vams var af rosenfarvet Silke med hvidt Opslag, hans Vest af hvid
Silke, broderet med forskjelligfarvet Glandsstof og prydet med
en Overdaadighed af eftergjorte Ædelstene. Hans Hat var smykket med to
Rækker af Staalperler, femtusind i Tallet, med en Knap og en Snor af samme
Metal og sat op med et krigerisk Snit.
Et krigerisk Snit! Det passede godt til det Hoved, som bar den. Dette Hoved
var, dengang da dets Besidder begyndte at holde Hus i sit nye, prægtige
Palads Carlton House, fuldt af løse Planer til at opmuntre Litteratur,
Videnskab og Kunster, og det kunde et Øieblik synes at være Alvor, naar man
ved Prindsregentens Bord kunde høre Walter
Scott, Tidens bedste Fortæller, med uindskrænket Loyalitet og
Elskværdighed meddele af sit uudtømmelige Forraad af morsomme og
humoristiske Historier, eller naar Moore i denne Kreds sang nogle af sine søde anakreontiske Sange, eller Grattan, Irlændernes stolte Fører, bidrog
til Underholdningen med sin fantasirige og følelsesfulde Veltalenheds Liv.
Men hvor snart veg ikke disse Mænd Pladsen for et Selskab, der ganske
anderledes passede for Prindsen: franske Kokke, franske Dandsere, Jockeyer,
Hofnarre, Koblere, Skræddere, Boxere, Juvelerere og Fægtemestre. Med slige
Folk tilbragte han den Tid, han havde tilovers fra sine Elskerinder og sine
Drikkelag. Han viste sin kunstneriske Smag og Sands ved i dyre Domme at
sammenkjøbe sig hele Læs af chinesiske Snurrepiberier. Neppe var da ogsaa
Skjønaanden bleven Regent, før han brød med de gode Hoveder
blandt Whiggerne, hvis Selskab
han havde søgt. Han slog om og blev pludselig
Tory. Det forekommer mig, at
fire europæiske Regenter i dette Aarhundredes første Halvdel staae i et
iøinefaldende Slægtskabsforhold til hinanden: Ludvig d. 1ste af Baiern, Friedrich Wilhelm d. 4de af
Preussen, Christian d. 8de af
Danmark og denne engelske Prindsregent. Det er de fire reaktionære Skjønaander paa
Tronen. Her som i Danmark optræder i Kongefamilien det litterære
Dilettanteri efter den patriarchalske Enfold. Rigtignok var det i England
forenet med de uhyggeligste Sæder og en næsten ubegribelig Ladhed. I Aaret
1816 hensade i Newgate 58 Dødsdømte, oppebiende at
Prindsregentens Fornøielser og Adspredelser skulde levne ham Tid til at
underskrive Dødsdommen eller at benaade, og mange af dem havde siddet
saaledes ventende fra December til Marts. Forgjæves lød i Parlamentet
Brougham’s frygtelige Anfald
»paa dem, der naar Fængslerne vare overfyldte med
Ulykkelige, ikke et Øieblik kunde opsætte deres tankeløse Fornøielser for at
gjøre Ende paa denne sørgelige Svæven mellem Liv og Død.«
Man efterslaa i denne Anledning Moore’s Satirer i »Twopenny Post-bag«. Her
viser det sig, at den elskværdige irske Sangfugl havde Næb og Kløer. Man seer af Scotts »Levnet« (III, 342), med hvilket roligt
Smil Regenten i 1815 skjemter med de Vers af Moore, der skildre hans Bord som
overfyldt med Modejournaler paa den ene Side og uunderskrevne Dødsdomme paa
den anden! Disse Vers vare kun altfor retfærdige og havde
kun hjulpet altfor lidt. Allerede i en Parlamentstale, holdt i April 1812,
havde Castlereagh
sagt: »Det er umuligt for Hans kongelige Høihed at frigjøre
sin Person fra den overvældende Dynge af Papirer, som ere ophobede paa hans
Bord«, og i Moores Satire »The insurrection of the papers«
hedder det:
On one side lay unread Petitions,
On th’other Hints from five Physicians,
Here tradesmen’s bills, – official papers,
Notes from my Lady, drams for vapours,
There plans of saddles, tea and toast,
Death-warrants and the Morning
Post.
Og herefter lader Regenten 4 Aar senere 58 Dødsdomme ophobe sig!
Jeg sagde, at han neppe var bleven beklædt med Regjeringens Insignier før
han brød med sine fordums Venner og blev
Tory. Det store, langvarige
Toryministerium blev stiftet
med Liverpool i Spidsen, en seig Reactionær, men godmodig doven,
fra hvem Forbitrelsen altid gled over paa hans Colleger; han var som
Førsteminister en Slags constitutionel Konge med hæderlige Hensigter og
moderate Evner. Han nød, ligesom hans Collega Lord Sidmouth, det
Privilegium hverken at blive frygtet paa Grund af sin Charakterstyrke eller misundt paa Grund af sit Talent. Den mest betegnende og
mest udsatte Personlighed i
Ministeriet
Ministesteriet
var Lord
Castlereagh, en middelmaadigt begavet, men energisk Mand,
hvem
Wilberforce engang definerede
som en Fisk i Koldblodighed. Han havde et smukt Ansigt og
en commanderende Stemme, og hans ydre Habitus bar større Æresbevisninger
tilskue, end der havde været skjænket noget Underhusmedlem siden Robert Walpoles Dage.
Han var »den ædle Lord med det blaa
Baand«. Han var fra først af absolutistisk sindet, og
hans Samkvem med Fastlandets uansvarlige Regenter havde end mere bidraget
til at udvikle de for en constitutionel Minister betænkeligste
Grundsætninger hos ham. Ingen Bevidsthed om hans Forstands Sneverhed eller
hans Opdragelses Mangler forhindrede ham fra strømmevis at fremkomme med
uformelige Sætninger og løse Argumenter. Hans Skoledannelse var saa ringe,
at han ikke formaaede at sætte to Sætninger rigtigt sammen, og han vakte kun
altfor tidt Husets Latter ved sin Svada; men han stod med urokkelig
Haardnakkethed mod alle Angreb, uden at nogen ytret Mistanke eller Bitterhed
syntes at rokke ham et Haarsbred fra hans Vei, og overfor Parlamentet anslog
han atter og atter Absolutismens gamle [»Vi alene vide«](n5692). Byron, Shelley og Moore flaae ham ligeligt i deres Digte.
Tilbage staaer endnu at nævne Kantsleren Lord Eldon, Incarnationen af
Torypartiets Doctriner, hvis Tanker Dag og Nat vare optagne af hvad han kaldte at
opretholde Constitutionen. Den, der vilde hæve et eller andet gammelt
Monopol, en eller anden forældet Friheds-Hindring eller Indskrænkning, og
end mere Den, der vilde afskaffe en gammel, grusom Straffelov, lagde efter
hans Opfattelse Haand paa Constitutionen. Og ikke desmindre var han selv
uafbrudt den første til at suspendere sit eget Palladium, Loven, saasnart
den stod ham i Veien. At ophæve Habeas-Corpus
Akten for en Tid, at kneble Pressen o. s. v., slige
gavnlige Amputationer vare efter hans Skjøn Liv for Constitutionen, at
indgyde den nyt Blod, det var Død.
Det var dette Ministerium, som i 1814 forbausede Alexander af Rusland ved dets Iver for at
gjenoprette de af Revolutionen rystede Principer. Den russiske Keiser
haanede det engelske Ministerium ved at beklage dets reactionære
Tilbøieligheder og søge Omgang med Oppositionens Førere i London. Det første
Indtryk
Intryk
ændret ordlyd pga. omarbejdelse i B, SS, Fu og 1923-24
af den franske Revolution havde
paa Englands Regjering og Folk været sympathetisk. Modstanderne Pitt og Fox enedes i at hilse den som en af
de største og bedste Begivenheder i Menneskehedens Historie. Men neppe var
Blod blevet udgydt hinsides Kanalen, før Befolkningens Masse, ja selv
Oppositionens Flertal saa alle sine Traditioner: Kongemagten, Religionen,
Eiendomsretten i Fare, og dannede et uhyre Ordenens Parti.
Burke var blandt
Whiggerne den, der først med
voldsom Heftighed fordømte Revolutionen og som særligt fordømte sin Ven og
Partifælle Fox for hans Forsvar
for dens Aand. De gamle Whigger
sluttede sig til Burke. Pitt, der havde planlagt en Række
nødvendige Reformer, vovede end ikke at skride ind imod Englands
fordærvelige Valgsystem og tilstod paa given Opfordring, at hvorvel han var
dybt gjennemtrængt af Nødvendigheden af en Parlamentsreform, var Tiden nu
ikke gunstig til saa vovelige Experimenter. I enhver frisindet Rørelse, selv
i den uskyldigste og dybest berettigede, begyndte man at spore den frygtede
Jakobinisme. Da Wilberforce
indledede sin Agitation mod Slavehandelen, var han paa engang støttet af
Regjering og Opposition. Kun Kongen, Rhederne og Overhusets Aristokrater stode ham imod. Men
da han i 1791 anden Gang prøvede Stemningen, var den slaaet saaledes om, at
Abolitionisterne næsten bleve
betragtede som Jakobinere, og med 163 Stemmer mod 88 blev Loven om
Slavehandelens Ophør forkastet. Hertil kom det i England skrækindjagende
Indtryk, Revolutionen havde gjort paa Irland. Man hilste Budskabet om den,
som Slaver og Heloter hilse Budskabet om Frihed. Skjøndt det irske Folk,
ført af den ædle, af Byron
saa begeistret besungne Henry
Grattan, i Aaret 1782 havde faaet sit Parlament anerkjendt
som ligeberettiget med det engelske, var det dog i kommerciel
og religiøs Henseende fuldstændig undertrykt. Den maadeholdne Thomas Moore bruger selv det Udtryk,
at han som Barn af katholske Forældre kom til Verden med Slavens Aag omkring
sin Hals. Han fortæller, hvorledes han som Dreng i 1792 blev taget med af
sin Fader til et Festmaaltid i Dublin i Anledning af
Revolutionen, og hvorledes Præsidenten udbragte følgende Toast: Gid Brisen
fra Frankrig maa bringe den irske Eg til at grønnes! Hos
ham finder man den Bevægelse, der gik igjennem den irske Ungdom, skildret.
Han kjendte og beundrede dens Fører Robert
Emmet. Naar Emmet i
den Dublinske Discussionsklub, hvis Ledestjerne og Prydelse han var, i
veltalende Ord skildrede den franske Republiks Bedrifter, naar han med en
Hentydning til Cæsar, der svømmende over
Rubicon, holdt sit Sværd i
Veiret med den ene Haand, sine
Commentarer over Vandet med den anden,
udbrød: »Saaledes vader Frankrig gjennem et Hav af Blod i
Storm; men medens det med den ene Haand svinger Sværdet imod dets
Undertrykkere, holder det i den anden Videnskabens og Litteraturens Skatte
uplettede af den blodige Strøm, hvorigjennem det kjæmper sig
frem« – da lyttede hans unge Landsmænd ikke blot til
Talens direkte Indhold, men efter enhver Digression eller Allusion, der
kunde drage Irland ind under det behandlede Sujet. Slige Hentydninger
udebleve da heller ikke. »Naar et Folk,«
udraabte han en Dag, »der rask gaaer frem i Kundskab og
Magt, tilsidst bemærker, hvor langt dets Regjering er seilet agter ud bag
det, hvad Andet er der da at gjøre, end at trække Regjeringen frem i Høide
med Folket!« Den Dag var ikke fjern, da Robert Emmet dyrt skulde bøde for saa
dristige Ord. I 1798 exploderede det opsamlede Sprængstof, og Castlereagh vaskede
(efter Byrons Udtryk) sine
unge Hænder i Erins Blod. Det Raseri, hvormed Regjeringen gik tilværks mod
Rebellerne, var saa dyrisk og vildt, at neppe nogen Opstands Undertrykkelse
i den moderne Tid har ført saadanne Rædsler med sig. Jeg kommer tilbage
dertil sidenhen i Anledning af Moores
irske Melodier. Hadet til Revolutionen
fortsatte sig som Had til Napoleon.
Det gik over alle fornuftige Grændser.
Thackeray fortæller
en Anekdote, der giver en Forestilling om dets Grad. »Jeg kom,« siger han,
»fra Indien som Barn, og vort Skib lagde an ved en Ø paa
Veien hjem, hvor min sorte Tjener tog mig med til en lang Spadseretur over
Klipper og Høie, indtil vi naaede en Have, hvor vi saae en Mand gaae op og
ned. »Det er ham,« sagde den sorte Mand, »det er Bonaparte. Han spiser tre Faar hver Dag og alle de smaa
Børn, han kan faae fat paa««, og Thackeray tilføier: »der var flere Mennesker i det britiske
Rige end dette stakkels Calcuttatyende, der havde en lignende Rædsel for den corsikanske Menneskeæder«. Den fremtræder
lige stærkt i Wordsworth’s
Sonetter, i Southey’s Digte og i
Walter Scotts famøse
Napoleonsbiographi. Napoleonskrigene indlede den store britiske Reaction:
Gjentagen Suspension af Habeas-Corpus-Akten, Eduard d. 3dies gamle
Høiforræderibestemmelse skærpet, Forsamlings- og
Petitionsret indskrænket, Pressefriheden snart forvandlet til et tomt Ord.
Især i Skotland bleve grusomme Love fra Fortiden fremsøgte og høit dannede
Mænd sendte som gemene Forbrydere til Australiens Straffecolonier. Man
vovede imod Republikanere og Lighedsmænd i England at tale om Kronens
Uindskrænkethed, om Parlamenter og Juryer som om underordnede Bi-Magter. Der
dannedes et altbeherskende Parti under Feltraabet: Konge og Kirke!
Kongen selv var gal, Prindsregenten værre end gal og Kirken forhyklet.
Misvæxt, Oversvømmelse, Hungersnød indtraf i 1816. Nagende Hunger drev rundt
i Landet den lavere Befolkning planløs fra Hus og Hjem. Man finder
Stemningen udtalt i Shelley’s »Anarchiets Maske«. I
Leicestershire ødelagde Arbeiderne i deres
Fortvivlelse Kniplingsvæverierne og sloge Væverstolene i Stykker. Det er til
deres Forsvar, at Byron
holder sin første, smukke Parlamentstale. Man seer af Romillys Dagbøger, hvor umuligt det var
for de faa frisindede Mænd at faae den ringeste Reform sat
igjennem. Han, den almindelig hædrede og ærede Reformator af Englands
grusomme Straffelovgivning (den samme, der er bleven saa bekjendt som
Prindsessen af Wales’ juridiske
Støtte og som Lady Byrons
Sagfører), siger i sin Dagbog fra 1808: »Hvis Nogen ønsker
at faae en adæquat Idee om de ulykkelige Virkninger, som den franske Revolution og de Rædsler, der fulgte den,
have afstedkommet i vort Land, saa lad ham blot forsøge en eller anden
[legislativ](n5693) Reform efter humane og liberale Principer. Han vil da opdage,
ikke alene hvilken stupid Rædsel for Forandringer, men hvilken grusom Aand
der er faret i altfor mange af hans Landsmænd.« Paa
Romillys Forslag om Ophævelse
af den Lov fra Vilhelm d.
3dies Tid, hvorefter Butikstyveri blev straffet med
Hængning, svarede Lord Ellenborough,
kraftigt secunderet af Lord
Eldon, med Beklagelse af »at en moderne
Philosophi nu endog understod sig til at rokke ved Aarhundreders vise
Anordninger«, og det var ikke Regjeringen alene, det var
Parlamentsmedlemmer i Mængde, der vare som besatte af Bøddeltilbøieligheden.
Romilly fortæller selv,
hvorledes en af hans yngre
Kolleger i
Parlamentet besvarede enhver Forestilling og Indsigelse med det stereotype
»I am for hanging all«. Og dog
skulde man sandelig troe det i det 19de Aarhundrede var paa Tide at gjøre
Ende paa Hængelidenskaben i England, der endnu vidnede kun altfor
ufordelagtigt om det dybe Fond af Raahed i Nationen. Under
Henrik d. 8de vare 72,000
Tyve blevne hængte, nu under Georg d.
3die hængtes gjennemsnitligt 2000 om Aaret, hvad fra 1760 til
1810 udgjør den smukke Sum af 100,000. I Aaret 1817 blev Forfølgelsen af
Tænke- og Skrivefriheden formelig sat i System under Processerne mod den gamle Bogelsker Hone, der ved en sjelden Forening af Sandhedskjærlighed og
Kløgt for Retten den ene Gang efter den anden tilintetgjorde ethvert Forsøg
paa at faae ham dømt for Blasphemi. Saa fulgte i 1818
Optøierne af den fattige Befolkning i
Manchester, hvor Rytteriet
huggede ind og Soldaterne mishandlede de ubevæbnede Folkeskarer. Indtrykket
heraf er bevaret i Shelleys
Digte fra 1819.
Visselig er da denne Litteraturperiodes politiske Baggrund mørk – mørk af
forskrækkede Philistres Angst for Frihedsbevægelsens Udskeielser i Frankrig,
mørk af stolte Toryers
tyranniske Lyster og Høikirkens Tryk, mørk af irske Katholikers og engelske
Arbeideres Blod – og over alt dette er paa Samfundets Tinde Kronen lagt om
Vanvidet i Georg den 3dies Pande og
Scepteret lagt i Haanden paa den slappe Utugt, der i Skikkelse af Prindsregenten fylder Kongesædet som
Stedfortræder for den Bornerthed, der havde beklædt Tronen med hans Fader.
Og det er denne Trone, som Lord
Eldon støtter med sine sex Kneblelove, hvortil han har
omdannet Englands ældgamle Forfatning, og som forherliges og
lovprises i Castlereaghs ligesaa ugrammatikalske som frihedsfjendske
Parlamentstaler og i Southeys ligesaa umelodiske som
vel betalte Smigerhymner – indtil Skilsmisseprocessen mellem Georg d.
4de og Caroline, med sin uhyre, alle Begreber
overgaaende Skandale, udbredt strømmevis som en Kloak fra Overhusets
Talerstole, drukner Kronens Glands og Hoffets Decorum i et Hav af Skarn – og
Spaniens, Grækenlands og Sydamerikas Slag i Slag paa hverandre følgende
Revolutioner rense Luften, og Castlereagh
overskjærer sin Hals (en Gaasefjær, som Byron siger) og England
under Canning anerkjender de
sydamerikanske Republiker og forbereder Slaget ved Navarino.
Shelleys, Landors og Byrons Poesier have deres politiske
Parallel i disse Regjeringshandlinger af Canning. Men selve Cannings Taler ere et Supplement til disse Digteres Værk.
Castlereaghs
leddeløse Taler og hans flaue og magre Depecher – dobbelt magre fordi han
som ægte Forretningsmand af Metternichs Skole foretrak mundtlig Meddelelse – afløstes
direkte af Cannings frimodige
og
og
glødende Veltalenhed. Medens Castlereagh som hans ham
overlevende Colleger paa den forsmædelige Congres i
Verona kun gik ud paa under
Skin af evangelisk Fred at opretholde Taushed og Mørke i Europa, lyste nu
Cannings Taler som en Skovbrand i den hellige Alliances dybe Nat. Hans store
politiske
potitiske
ændret ordlyd pga. omarbejdelse i B, SS, Fu og 1923-24
Grundtanke var Folkenes Selvbestemmelsesret. Den 8de August 1827 døde
han; men den 10de October samme Aar sloges Slaget ved
Navarino, der ligesom var den
Dødes sidste Villie, og som for os nutildags er det politiske Symbol paa den
nye Aands Vaagnen i Europa.*)Miss Martineau: »The
history of England during the thirty years peace« I, II.
Massey: »History of England during the reign of George the
Third« I–IV. Thackeray: »The four Georges«.
Reinhold Pauli: »Geschichte Englands seit den
Friedensschlüssen« 1814 und 1815. Emerson: »English
characters«.
4. Naturalismen indvarsles
IV.
I Sommeren 1797 faldt Talen mellem Beboerne af en lille Landsby ved Kysten
af Somersetshire ofte paa to unge Mænd, der nylig
havde opslaaet deres Bopæl der, og som dagligt saaes spadserende sammen
fordybede i ivrige og uendelige Samtaler, hvori fremmede Ord og fremmede
Navne, uforstaaelige for de Forbigaaende, udtaltes under livfuld Spørgen og
Svaren. Den ene af disse to unge Mænd var 27 Aar gammel, han havde en dyb
Alvor i sine Miner, en uforstyrrelig Værdighed, ja Høitidelighed i sit
Væsen, lignede mest en ung Methodistpræst og havde en monoton og trættende
Stemme. Hans et Par Aar yngre Ledsager, der talte med uafbrudt Svada,
urolige og hyppige Haandbevægelser, havde et stort rundt Hoved,
hvis Form tydede paa en mærkelig Intelligens, et glat Ansigt, dybe lysebrune
Øine med et inspireret og forvirret bekymret Blik og et underligt Udtryk af
slap Ubestemthed og gjennemgaaende Charaktersvaghed af den Art, der ikke
udelukker en pludseligt opblussende Styrke. Hans Stemme var Musik, hans
Veltalenhed syntes at fortrylle selv hans forbeholdne Tilhører og Ven. Hvem
og hvad vare disse to unge Mænd, der slet intet Selskab søgte der i Egnen?
Det var det Spørgsmaal, Beboerne forelagde sig. Hvad Andet end Politik kunde
det være, hvorom de discuterede saa heftigt, og hvis saa var, hvad Andet
kunde de da være end Sammensvorne, end Jakobinere med Oprørsplaner! Snart
rygtede det sig, at den ældste af de to Venner, Mr. Wordsworth, i længere Tid havde
opholdt sig i Frankrig under Revolutionens Begyndelse og med stor Varme havde delt
Tidens sociale Begeistring, og at den yngste, Mr. Coleridge, tidligt havde gjort
sig bekjendt som ivrig Demokrat og Unitarier, havde skrevet et Drama:
»Robespierres Fald«, havde udgivet to politiske Brochurer:
»Conciones ad populum«, ja havde lagt en Plan til med nogle
Ligesindede at oprette en socialistisk Commune i det fjerne Amerika. Hvad
var det nødigt at tvivle mere? En kjærlig Sjæl i Nabolauget angav Vennerne
for Regjeringen i London, og denne udsendte en Spion, der skulde iagttage deres Spadseretures Maal og deres
Samtalers Gjenstand. Snart ankom en rødnæset Bardolph-lignende Politispion til den fredelige Egn,
fulgte upaaagtet de to Venner, og da han saa dem gaae med Papirer i Haanden,
betvivlede han ikke, at de »[optoge](n5694) Kort«
over Landet. Han tiltalte dem nu og da, og valgte sig sit Skjul i Buskene
bag en Bænk ved Kysten, deres Yndlingshvilested. Her laa han saa i Timer paa
Lur. Først troede han, at de to Sammensvorne vare komne under Veir med den
Fare, der truede dem; thi i deres Tale forekom ofte et Ord, han opfattede
som Spy-nosy (Spionen med Næsen), hvilket Ord han var tilbøielig til at
fortolke om sig selv; men snart overbeviste han sig om, at det var Navnet
paa en Mand, der havde skrevet en Bog og var død for lang Tid siden. Man
seer, at Vennerne have udtalt Spinoza paa Engelsk. Samtalen dreiede sig næsten udelukkende
om Bøger, og den Ene opfordrede den Anden snart til at læse dette, snart til
at lægge Mærke til hint. Men Politimanden kunde ikke opfange et Ord om
Politik og opgav snart skuffet Forsøget for at vende sin Sporernæse
andensteds hen.
I Virkeligheden var her intet Truende at opdage; den politisk-revolutionære
Rus havde de to Venner for længe siden sovet ud, og selv hin Spinoza, der spillede saa stor en
Rolle i deres Samtaler, havde de lært at kjende paa anden Haand
og discuterede ham uden at forstaae ham, endsige tilegne sig ham. Det var
Coleridge, som
gjennem Schellings første Skrifter havde lært Substansphilosophien
at kjende, og som nu indviede sin philosophisk ulærde Ven i den nyerhvervede
Visdom. Men Spinoza var i disse
Samtaler kun Symbol paa en mystisk Naturcultus; Jakob Bøhmes Navn lød fredeligt sammen med hans. Det gjaldt
her ikke Videnskab, men Poesi, og var der under disse lange Discussioner
Tale om en Revolution, saa var denne Revolution en rent litterær og poetisk,
med Hensyn til hvilken de to ensomt Boendes Ideer ud fra forskjellige
Udgangspunkter paa en slaaende Maade stemte overens.
Hvad der i disse Samtaler fuldbyrdedes, det var intet Andet og intet Ringere
end det bevidste litterære Brud med det 18de Aarhundredes Aand,
som samtidig foregaaer under forskjellige Former over hele Europa.
Coleridge havde en
prøvende Natur, hvis Afsky for det franske klassiske Pudder var bleven vakt
allerede i Skolen, hvor en enkelt original Lærer havde advaret sin
opmærksomme Discipel mod Harper, Luther og Lyrer i Stilen og fordret dem
erstattede med »Pen og Blæk«, mod Muser, Pegasus, Parnas og
Hippokrene i Lyriken og stemplet Sligt som Parykmaner og Conveniens. Coleridge negtede da Pope og hans Efterfølgere Digternavnet
og svor ved Bowles’
Sonetter; han talte mod Pope, som Oehlenschlägers unge Venner herhjemme lidt senere talte mod
Baggesens Poesi. Det germaniske
Naturel i ham var en født Fjende af Esprit, Epigram og Pointer; det forekom
ham, at den fra Frankrig stammende Skoles Fortrin ikke vare af poetisk Art;
de bestode efter hans Mening i rigtig og skarp Iagttagelse af Mennesker og
Sæder i en kunstig og forfinet Samfundstilstand og i den slebne Form, som
disse Iagttagelser modtog; denne Form var en Art Viddets Logik, udfoldet i
glatte og stærkt epigrammatiske Vers; selv naar Sujettet var af en uvirkelig
Natur, henvendte Digteren sig til Intelligensen, ja selv i den
sammenhængende poetiske Fortælling var der sørget for en Pointe ved
hveranden Linies Udgang og det Hele tog sig ud som »en
Sorites af Epigrammer«. Man fandt efter Coleridge’s Opfattelse med
andre Ord her ikke poetiske Tanker, men upoetiske overførte i et Sprog, man
af Vedtægt kaldte poetisk; i selve Undfangelsen af Digtet var intet
Phantastisk, ja det bristede tidt Digteren saa stærkt paa Phantasi, at det
afhang af et stort eller lille Begyndelsesbogstav, om Ordene skulde
betragtes som Personificationer eller som blotte Begreber; men medens
Englands gamle store Digtere som
Spenser
Spencer
havde kunnet udtrykke de mest phantastiske Indfald i det reneste og
simpleste Engelsk, kunde disse nyere ikke udtale almindelige Trivialiteter
uden i det besynderligst slette og phantastiske Engelsk, saa
Resultatet saa ud som om Echo og Sphinx
havde lagt deres Hoveder i Blød sammen for at bringe det tilveie. Med
Uvillie vendte Coleridge
sig bort fra hine Forsøg paa at dække Phantasiløshed ved forskruet Diction.
Hvor vidt denne gik, har man et Bevis paa i følgende Linie af Digteren Donne i en
Ode til Koppeindpodningen: »Vaccination! du himmelske Mø!
stig ned!«*)
»Inoculation! heavenly maid,
descend!«
Men selv hos langt bedre Poeter end denne, ja endnu i den bedste
senere engelske Poesi vedligeholdt hin Uvane at tage Abstractioner for
Skikkelser sig altfor længe. Hos Shelley optræde »Tvillingerne Vildfarelse og Sandhed« (»the
twins Error and Truth«) endnu som handlende Personer.
Dette hele rhetoriske System forekom Coleridge direkte at nedstamme fra den Vane at skrive
latinske Vers i Skolerne. I Modsætning hertil stod det for ham som Idealet
at udtrykke naturlige Tanker i en naturlig Stil, der hverken var boglig
eller plat, hverken lugtede af Lampen eller Rendestenen, og de
gammelengelske Ballader i Percy’s
Samling stode med deres Naturtoners
uforfalskede Folkelighed for ham som Veivisere. Ogsaa han ønskede at lade
saadanne Naturtoner klinge.
Her var det, at Wordsworth kom
ham imøde med sine Grublerier og Forsætter. Han var en af de
Aander, der finde Behag og Sikkerhed i afgjørende og stærkt forkastende
Domme. Hans Mening om hele den engelske Poesi siden Milton var den, at Folket efterat have
frembragt denne store Mand havde mistet sin poetiske Kraft og kun bevaret en
Compositionsform, saa at Poesien var kommen til at bestaae i en Sprogkunst
og en Ordleg og Digteren bedømtes efter sit Herredømme over
Sproginstrumentet. Derfor havde den metriske Stil fjernet sig mere og mere
fra Prosaen. Opgaven var at føre den tilbage til den, saa den kun ved den
rytmiske Form adskilte sig fra det daglige Sprog. Medens Coleridge sværmede for
Naturmelodier, var Wordsworth
saa radical, at han theoretisk ikke kunde nøies med mindre end en rimet
naturlig Prosadialog.
Og til denne Naturalisme i Opfattelsen af Formen kom en lignende i
Opfattelsen af det poetiske Indhold. Det var en af Wordsworth’s Yndlingspaastande og en
af hans heftigste Anker mod den herskende litterære Skole, at der neppe var
forekommet et eneste originalt Billede af den ydre Natur eller een ny
Beskrivelse af den imellem Milton og
Thomson. Selv udrustet med en
høi Grad af Modtagelighed for den materielle Naturs Phænomener gjorde han
Raabet: Natur! Natur! til sit Løsen – og med Naturen mente han Landet i
Modsætning til Byen. Ved Bylivet glemte Menneskene den Jord, hvorpaa de
levede; de kjendte den ikke mere, huskede vel de grove Træk af
Markens og Skovens Physiognomi, men ikke Naturlivets Enkeltheder, ikke dets
vexlende Skuespil med deres utallige, smilende, straalende, alvorlige og
forfærdelige Scener. Hvem kjendte mere Navnene paa de forskjellige Træer og
vilde Blomster, hvem kjendte Tegnene paa Veir og Vind eller vidste, hvad det
betyder, at Skyerne fare netop saaledes afsted, at Hjorden trykker sig
saaledes, eller at Taagerne rulle saaledes ned af Høiene! Wordsworth havde fra han som Barn
legede mellem Cumberlands Høie kunnet [raade alle
disse Runer](n5696). Han var dybt fortrolig med enhver Art engelsk Natur i Vaar som
i Vinter; han var skabt til at gjengive, hvad han saa og følte og til at
gruble derover, før han gjengav det, skabt til med fuld Bevidsthed om hvad
han foretog, at fuldbringe den poetiske Reformation, som var begyndt af den
stakkels Chatterton, »den søvnløse Dreng«, og af Bondesønnen,
den Wordsworth i primitiv
Begavelse saa langt overlegne Burns.
Han var vel kun et af de talrige Organer for den Kjærlighed til den ydre
Natur, der med Aarhundredeskiftet udbreder sig over Europa, men han havde en
stærkere og intensivere Bevidsthed om den Kjendsgjerning, at der gik et nyt
poetisk Pust hen over England, end nogen anden Mand i de forenede
Kongeriger.
Derom bleve da Vennerne enige, at man kunde dele den hele
engelske Poesi i tre Grupper, den poetiske Krafts og Ungdoms Tid fra
Chaucer til Dryden, den poetiske Goldheds Periode fra
Dryden inclusive til det 18de
Aarhundredes Slutning, og Gjenfødelsens Tidsalder, som nu begyndte med dem
selv efter at være forudforkyndt af deres Forløbere; og ganske som den nye
Tids Mænd i Tydskland og Danmark søgte disse Ynglinge efter store slaaende
Betegnelser, der kunde udtrykke deres Forskjel fra dem, de vilde bekjæmpe,
og de fandt netop de samme som hine. De tillagde sig selv Phantasi og dermed
den egenlige skabende Evne; de skrev Side op og Side ned til uklar
Forherligelse af »imagination« i Modsætning til »fancy«, som Oehlenschläger og hans Skole
lovpriste Phantasien og i det Høieste indrømmede Baggesen Lune. De havde Fornuft,
Forgjængerne kun Forstand, de havde Geni, hine kun Talent, de var
Skaberkraften, hine kun Kritiken. Selv en Aristoteles kunde som Ikke-Digter ikke drive det til nogen
høiere Titel end Talent. Ogsaa i England lod man det gaae ud over
Nureddin, og følte sig
uendeligt overlegen over hans »naturløse« Forsken.
5. Naturfølelsens dybde og sandhed
V.
Wordsworth’s egentlige
Udgangspunkt var altsaa det, at Menneskene i Bylivet og under dets Spredthed
havde glemt Naturen: de vare blevne straffede derfor, idet det
selskabelige Samliv havde splittet deres Kræfter og Evner ad og svækket
deres Hjerters Modtagelighed for simple og rene Indtryk. Blandt Wordsworth’s Hundreder af Sonetter
er der en, som med Hensyn paa denne Grundtanke er særligt betydningsfuld
(»Miscellanous Sonnets«, Part I,
Nr. 35). Den begynder med en Klage over, at Menneskeverdenen er altfor meget
om os, og at vi som Følge deraf kun see Lidet i Naturen, der træder os imøde
som vort Eget. Saa følger:
»Søen, der blotter sin Barm for Maanen,
Vindene, der snart ville hyle Timer igjennem, men som nu ligge sammenfoldede
som sovende Blomster, alt dette træffer os ude af Stemning. Det bevæger os
ikke. Store Gud! Jeg vilde hellere være en Hedning, opdraget i en forkastet
Tro. Da kunde jeg, naar jeg stod paa denne skjønne Slette, have Glimt, der
vilde gjøre mig mindre trøstesløs, kunde øine Proteus, naar
han hævede sig op over Havet eller høre den gamle Triton
blæse paa sit snoede Horn«.
Det er mærkelige Ord i Wordsworth’s Mund, mærkelige, fordi de vise, hvad al sand
Naturalisme i Grunden er, med hvor mange theistiske Klude den end
udstafferes: dybest inde er den i Slægt med det gamle Grækenlands
Naturopfattelse og fjendsk mod alle den nye Tids officielle Dogmer; inderst
inde er den stemplet med den Pantheisme, som vi i dette
Aarhundrede gjenfinde beherskende den poetiske Naturfølelse i alle
Litteraturer. Jeg har paavist den Pantheisme, der skjulte sig under
Tiecks romantiske
Naturbetragtning,*)Se »
Den
den
ændret ordlyd pga. omarbejdelse i B, SS, Fu og
1923-24
romantiske Skole i Tydskland« S. 147. den
møder os her under Form af Menneskets selvforglemmende og halvt bevidstløse
Sammensmelten med Alnaturen som en enkelt Tone i dens store Samklang. Den
har fundet Udtryk i et lille eiendommeligt Digt:*)Wordsworth: »Poetical works«, 1832, II, S. 16.
»En Slummer lagde Segl for min Aand, jeg
havde ingen menneskelig Bekymring. Min Sjæl var som en Ting, der ikke kunde
føle Berøringen af jordiske Aar. Den havde ingen Bevægelse, ingen Kraft, den
hverken hørte eller saa, men rullede med Jordens daglige Omløb sammen med
Klipper og Stene og Træer!«
Fordyber man sig i den Stemning, hvoraf et Digt som dette er udsprunget, da
har man Symptomet paa et rent pantheistisk Ideesæt: det ubevidste Liv er
seet som det bevidstes Grund og Kilde, og alle Jordens Væsener opfattede som
sammenvoxne i Naturens Skjød lige til det Punkt, hvor Bevidstheden begynder.
En af Spirerne til det nye Aarhundredes Poesi ligger i et saadant lille
Digt; thi imod det civiliserede Menneske, som det forrige Aarhundrede havde
udviklet og lovprist, stillede den nye Tid Mennesket som
Naturvæsen i Kredsen af alle dets Slægtninge: Fugle og vilde Dyr, Planter og
Blomster. Christendommen bød at elske alle Mennesker, den naturalistiske
Pantheisme byder at elske det ringeste Dyr. Jeg troer, at
»Hart-leap-well« er mig kjærest af Alt, hvad Wordsworth har skrevet. Dette simple
Digt – en Dobbeltromance – er et Indlæg af gribende Veltalenhed for et
stakkels prisgivet og jaget Dyr, en Hjort, det vil sige en Gjenstand, som de
klassiske Digtere næsten kun kunde afvinde culinarisk og gastronomisk
Interesse og som Riddertidens Beundrere, ja selv Scott, vilde give deres Helte at fælde
i hundredvis. Rørende trods sit ringe Sujet, stort og simpelt i sin Stil, er
det et ædelt Vidnesbyrd om den dybe Pietet mod Naturen, der er
Wordsworths Adelsbrev.
Denne Pietet er hos ham først og fremmest Ærefrygt for det Barnlige og for
Barnet, og denne Veneration for det Menneskevæsen, der i sin Ubevidsthed
staaer Naturen nærmest, er atter et af det nye Aarhundredes originale Træk.
I et lille Digt, som Wordsworth har stillet i Spidsen for alle sine andre, siger
han:
»Mit Hjerte jubler, naar jeg seer en
Regnbue paa Himlen. Saaledes var det, da mit Liv begyndte; saaledes er det
nu, da jeg er Mand; gid det maa være saaledes, naar jeg ældes, hvis ikke lad
mig døe! – Barnet er Fader til Manden, og jeg vilde ønske, at
mine Dage maatte blive knyttede til hinanden en for en ved et Baand af
naturlig Pietet«.
Her er Ærefrygten for Barnet ført saa vidt og stillet saaledes paa Spidsen,
at den erstatter Pieteten mod Alderdommen. Men, som jeg engang har udtrykt
det, Barnets Indsættelse i dets naturlige poetiske Rettigheder er kun eet af
de mange Phænomener af Naivetetens Tronbestigelse i de europæiske
Litteraturer. »Det 18de Aarhundrede, der har sin Styrke i
den ræsonnerende Forstand, sin Fjende i Indbildningskraften, i hvilken det
kun seer de forældede Traditioners Forbundsfælle og Livegne, sin Dronning i
Logiken, sin Konge i Voltaire,
sin Poesies og sin Videnskabs Gjenstand i det abstracte, det oplyste og
selskabelige Menneske, sender Barnet, der hverken er selskabeligt eller
oplyst eller abstract, ud af Dagligstuen og langt, langt ind i Ammestuen,
hvor det kan høre Eventyr, Sagn og Røverhistorier, saa meget som det lyster,
vel at mærke, naar det sørger for som voxent Menneske at have glemt alt
dette Uværdige. I det nittende Aarhundredes Samfund indtræder Reactionen«.*)G. Brandes: »Kritiker og Portraiter«. S.
326. Vi finde den her med dens yderste Consequenser, selv hos
saa reflecteret en Digter som Wordsworth. I en af sine Sonetter (»Poetical
works« II S. 165) skildrer han en Spadseretur, han
paa en deilig Aften foretager med en lille Pige, maler den milde
Aftenstemning, kalder den »stille som en Nonne, der i sin
Tilbedelse neppe drager Aande« og henvender sig saa til
Barnet med de Ord:
»Kjære Barn! kjære Pige, som gaaer her med mig, hvis Du
synes urørt af høitidelige Tanker, saa er din Natur ikke derfor mindre
guddommelig. Du ligger hele Aaret igjennem i Abrahams Skjød og holder din Andagt ved Templets
inderste Alter, da Gud er med dig, naar vi ikke vide
deraf.«
Den theistiske Udgang er hos Wordsworth obligat, men som enhver opmærksom Læser seer, kun
paaklæbet Grundtanken om Barnets i og for sig guddommelige Natur. I sin
berømte »Ode til
Udødeligheden«
udfører han denne Grundtanke med et saadant Sværmeri, at det endog var en
saa vidtgaaende Dyrker af Naiveteten som Coleridge for stærkt. Han
tilraaber her et sexaars Barn:
»Du, hvis ydre Skikkelse synes at negte din Sjæls
Uendelighed, du bedste Philosoph, som endnu har bevaret din Arvelod, du Øie
blandt de Blinde, der døv og taus læser det evige Dybs Mysterium. Du mægtige
Prophet! du velsignede Seer, paa hvem de Sandheder hvile, som vi hele vort
Liv igjennem anstrenge os for at finde!«
Vel modtage alle disse Udtalelser en Slags poetisk-philosophisk
Bortforklaring derved, at Barnets Storhed føres tilbage til at
det staaer Livet før Fødselen og dermed Varslet om Udødelighed nærmere end
vi; men selv dette bør efter Coleridge’s næsten autoriserede
Forklaring ingenlunde opfattes som Wordsworth’s bogstavelige Mening.
Barnet æres som Jordens Fostersøn, og Ynglingen, der dog stedse maa drage
længere bort fra »Østen« (Solopgangsstedet), er endnu
»Naturens Præst«.*)
»The Youth, who daily farther from the
East
Must travel, still is Natures
Priest«.
I talrige Digte kommer Wordsworth tilbage til den Modtagelighed han som Yngling
besad for ethvert Naturskuespil. I et af dem, der som næsten alle hans Sager
har en lang og slæbende Titel (»Influence of natural
objects
objets
, in calling forth and strengthening the imagination in boyhood
and early
youth«)
takker han Verdensaanden fordi den fra hans Barndom af sammenflettede
»de
Lidenskaber hos ham, af hvilke vort Sjæleliv bygges, ikke med Menneskets
ringe og lave Værker, men med høie Gjenstande, med varige Gjenstande, med
Liv og Natur.« Saaledes, siger han, rensedes hans Følelsers og Tankers
Elementer, til han følte en vis Storhed (grandeur) i sit Hjertes Pulsslag.
Man agte paa den fine og inderlige Natursands i den følgende (i Originalen
metriske) Skildring:
»Og ikke var hint Samliv med Naturen mig karrigt tilmaalt. I Novemberdage, naar Taagerne, der rulle
ned i Dalene, gjøre en ensom Egn end mere ensom, mellem Skove ved Aftenstid
og midt under Sommernætters Ro, naar jeg langs Kysten ad den skjælvende Sø
gik hjemad i min Ensomhed, nød jeg dette Samkvem. Jeg fornam det i Mark og
Eng baade Dag og Nat og ved Vandet hele Sommeren igjennem, og i den kolde
Aarstid, naar Solen var gaaet ned og Hyttens Vinduer, synlige i mange Miles
Afstand, skinnede gjennem Tusmørket. Jeg brød mig ikke om deres Vinken. – Ja
en lykkelig Tid var det for os alle; for mig var det en Henrykkelsens Tid.
Klart og høit slog Landsbyklokken sex, jeg styrtede ud stolt og hoverende
som en utrættet Hest, der ikke bryder sig om sit Hjem. Skoede med Staal fløi
vi da alle med hvislende Lyd hen ad den blanke Is, i en fælles Leg, der
efterlignede Jagten og Skovens Glæder: det tonende Horn, det høit gjøende
Kobbel og den jagede Hare. Saaledes fløi vi afsted gjennem Mørket og Kulden
og ei en Stemme var stum; imidlertid kastede de steile Brinker Lyden
tilbage; hvert løvtomt Træ og hver isglat Klippe klirrede som Jern, medens
de fjerne Høie sendte ind i Larmen en fremmed, ikke overhørt Tone af
Melancholi, og medens Stjernerne i Øst stode gnistrende klare og i Vest
Aftenens orangefarvede Himmel tabte sin Glands. – Ikke sjeldent trak jeg mig
da bort fra Sværmen til en stille Bugt, eller jeg foer
overgivent ad en Sidevei bort fra den larmende Flok for at overskjære
Reflexlyset fra en Stjerne, et Billed, som stedse flygtede for mig,
blinkende paa den glasklare Flade, – og ofte, naar vi lode Vinden drive vore
Legemer frem og alle de beskyggede Skrænter paa begge Sider kom feiende
gjennem Mørket, har jeg midt under den susende Fart paa eengang bøiet mig
tilbage paa min Hæl og pludseligt standset – endnu fløi de ensomme Klipper
forbi mine Øine, ret som om Jorden synligt havde drejet sig for mig om sin
Axe; og bag mig udstrakte Bjergene sig i høitidelige Rækker, dog svagere og
svagere, og jeg stod fortabt i Skuet, til Alt var roligt som en
Sommersø«.
Jeg mener, at dette er et Naturmaleri, som søger sin Lige. Dog i et af sine
skjønneste og betydningsfuldeste Digte »Tintern Abbey« har
Wordsworth selv skildret
sin Natursands i Udtryk, om hvilke han senere ikke med
Urette har paastaaet, at de gaae igjen i de berømteste og mest poetiske
Steder af Byron’s
»Childe Harold«, og som i ethvert
Tilfælde utvivlsomt have gjort Epoche i engelsk Poesi. Han siger:
»Thi Naturen var da – efter at mine
Drengeaars plumpere Fornøielser og deres muntre Legemsøvelser og Lege vare
forbi – Et og Alt for mig. Jeg kan ei skildre hvad jeg dengang var. Det
syngende Vandfald betog mig som en Lidenskab: det høie Fjeld,
Bjerget og den dybe og skyggefulde Skov, deres Farver og deres Former vare
mig dengang en Attraa, en Følelse og en Kjærlighed, der ikke trængte til
nogen ydre Tiltrækning, som Tankerne over Skuet kunde føie dertil, eller til
nogen Interesse, som ikke laantes fra Synet«.
Lad det virke komisk, naar Wordsworth i 1820 underholder
Moore om Byrons Plagiater fra ham og
fortæller, at hele tredie Sang af »Childe Harold« er grundet
paa hans Følelser og Stil, og lad
Lord Russell have
Ret, naar han i den Anledning tørt bemærker, at hvis Wordsworth var Ophavsmand til
»Childe Harold«, saa er det hans bedste
Værk, man begriber dog let, at det for Wordsworth maatte staae som om
Hovedstederne i hin tredie Sang og de skjønne Steder om Ensomheden i de
tidligere Sange kun i antithetisk og kunstlet Form indeholdt, hvad der hos
ham var sagt naturligt og simpelt.*)Se Thomas Moore:
»Memoirs« III, 161. Det er ikke vanskeligt at
see en indskrænket og overstraalet Aands saarede Forfængelighed i disse
Udbrud, men det bør ikke glemmes, at Wordsworth virkelig først havde anslaaet den Accord, som
Byron med saa overlegent
Talent varierte, heller ikke at enkelte særligt slaaende og levende Vers af
Wordsworth øiensynligt ere
forblevne i Byrons Erindring.
Hvo kan f. Ex. læse denne Linie i »Childe Harold«
(3die Sang,
72.
72
Strophe): »Og mig vare de høie Bjerge en
Følelse« uden at mindes de nys citerede Ord og hvo kan
negte, at Byron optager og
beriger hin Stemning hos Wordsworth, naar han synger (»C. H.« III,
65):
»Ere ikke Bjergene, Bølgerne og Skyerne en Del af mig og af
min Sjæl, som jeg af dem? Ligger ikke Kjærligheden til dem dybt i mit Bryst,
ren i sin Lidenskabelighed?«
Men medens Wordsworth i
»Tintern Abbey« fremstiller denne sin Lidenskab for Naturen
som noget Forbigangent, der kun har varet et flygtigt Øieblik under en
Overgangsalder for strax at optages i Overveielse og beherskes af Reflexion,
er den hos Byron den blivende
Følelse og den, som udtrykker hans Væsen. Hos ham er Jeget i dets Forhold
til Naturen ikke indeklemt i den theistiske Spændetrøie, der er ingen
dogmatisk Dæmning opstillet mellem Naturen og ham, han føler sig i
pantheistisk Mystik som Et med den, og uden at nogen deus
ex machina fører dem sammen.
Den umiddelbare Lidenskab er da heller ikke det betegnende for Wordsworth’s Forhold til Naturen.
Hans Særegenhed i Opfattelsen og Gjengivelsen af Naturindtrykkene er af
finere og mere sammensat Art. Indtrykket bliver, skjøndt modtaget med friske
Sandser, afdæmpet og mildnet ved Reflexion derover. Det stemmer ikke
umiddelbart Digteren til Sang. Hvis han med Goethe kan sige: »Jeg synger som Fuglen, der boer i Grenene«, da er det
idetmindste ikke som Nattergalen synger, ikke nogen rigt udstrømmende
Kjærlighedssang, der vidner om Sjælens Hus og spotter Nattestilheden, som
den bryder og splitter. Wordsworth har selv skildret Nattergalens Sang med lignende
Ord (»Poems of imagination« Nr. X), saa tilføier han:
»Jeg hørte selv samme Dag en Skovdue synge
og fortælle sin hjemlige Historie til mig. Dens Stemme var begravet mellem
Træerne, dog hørtes den, naar Vinden bar paa. Den holdt ikke op, men kurrede
og kurrede, beilende med tungsindige og tankefulde Toner. Den sang om en
Kjærlighed, der ikke var uden Hvile, der langsomt begyndte, men aldrig
endte, der rummede alvorlig Trofasthed og indre Glæde, det var Sang – det
var Sang for mig«.
Wordsworth har villet male sig
selv i Linien »and somewhat pensively he
wooed«. Efter saa mange Digteres Sædvane har han søgt at
hæve sin Praxis til Theori og bevise, at al god Poesi maatte have hans egen
Digtnings Egenskaber. Al god Poesi, siger han, er den
uvilkaarlige Overstrømmen af mægtige Følelser, men dog er intet værdifuldt
Digt blevet frembragt af nogen Mand, der ikke foruden at besidde ualmindelig
Følsomhed tillige havde tænkt længe og dybt.
Grunden er efter hans Mening for det Første den, at Strømningen
af vore Følelser stadigt bestemmes og styres af vore Tanker, for det Andet
den, at vore Tanker selv ikke ere Andet end »Repræsentanter
for alle vore tidligere Følelser« – et dybt og lykkeligt
om end ikke videnskabeligt tilfredsstillende Ord, der paa en træffende Maade
charakteriserer hans egen poetiske Reflexion.
Denne bestaaer nemlig, nøiagtigt defineret, deri, at Naturindtrykket
opspares og gjemmes for ligesom at fordøies, tilgavns at tilegnes og atter
senere at kunne fremtages af Sjælens Forraadskammer og da endnu engang at
beskues og nydes. Den, der ret har forstaaet denne Eiendommelighed hos
Wordsworth har Nøglen til
hans Originalitet. I »Tintern Abbey« forklarer han, hvorledes
denne Manddomsalderens stille Tilegnelse af Naturens menneskelignende
Stemninger er fulgt paa Ynglingeaarenes umiddelbare og heftige Glæde over
Naturskjønheden:
»Hin Tid er gaaet og med den alle dens
smertefulde Glæder og al dens svimlende Henrykkelse. Dog derfor hverken
sørger eller klager jeg; andre Gaver have fulgt dem, der, skulde jeg troe,
ere rigelig Erstatning for hint Tab. Thi jeg har lært at lytte til Naturen,
ikke som i den tankeløse Ungdoms Tid, men saaledes, at jeg ofte
gjennem den hører Menneskelighedens stille, sørgmodige Musik, hverken
skurrende eller barsk, men med fyldig Evne til at tugte og tvinge. Og jeg har da følt et Noget nærværende, der betog mig med
den Glæde, som ledsager ophøiede Tanker […] en Bevægelse og en Aand, der
driver alle tænkende Væsener og alle Gjenstande for alle Tanker, og som
ruller gjennem alle Ting«.*)
»For I have learned
To look on nature, not as in the hour
Of thougtless youth, but hearing oftentimes
The still, sad music of humanity
Nor harsh nor
grating«.
Her har Wordsworth omskrevet
sin Domaine, bestemt og mildt betegnet det Omraade, som er hans. Hvilken
Modsætning til Byron, der
sjeldent eller aldrig hørte den humane Røst i Naturen og allermindst
nogensinde hørte den klinge uden Skurren – han, som i »Childe
Harold« endog kalder det hele Menneskeliv for
»den falske Tone« i Altets store Accord.
Men vi ere endnu ikke naaede til de mest eiendommelige Udtalelser i
»Tintern Abbey«. Det er dem, i hvilke Wordsworth skildrer det opbevarede
og opsparede Naturindtryks stille Virken paa Sindet. Han siger:
»Disse skjønne Former have under min lange Fraværelse ikke
været mig hvad Landskabet er for en blind Mands Øie; nei ofte har jeg i
ensomme Værelser og midt under Byers og Stæders Larm i trætte
Timer skyldt dem søde Sandseindtryk […] ogsaa Glædesfølelser, jeg nu har
glemt, men saadanne, som maaskee ikke have nogen ringe Indflydelse paa hin
bedste Del af en god Mands Liv: hans smaa navnløse, uerindrede Handlinger af
et godt og kjærligt Hjerte.«
Og han udvikler, at han skylder disse Naturindtryk endnu en anden og mere
ophøiet Gave, det lykkelige og klare Sind, der betager Livets Byrder deres
Tryk, og slutter sin Tankerække med den Forvisning, at der i dette
nydelsesrige Øieblik, da han gjenseer de kjendte Steder, er ikke blot
øieblikkelig Fornøielse, men »Liv og Næring for
kommende Aar.«
Atter og atter kommer denne Vending tilbage hos ham. Jeg vil som særligt
prægnant anføre Digtet Nr. XV i »Poems of imagination«, hvori
Digteren fortæller, hvorledes han paa en ensom Vandring nærved en Sø
pludseligt opdagede en hel Hærskare af gyldne Narcisser, der svajede og
dandsede for Vinden, saa tæt ved hverandre som Stjernerne i Melkeveien og i
endnu muntrere Bevægelse end de pladskende Bølger, langs hvilke de
voxte:
»Jeg stirrede og stirrede, men anede
lidet, hvormeget Udbytte dette Syn havde bragt mig. Men ofte, naar jeg
ligger tankeløs eller grublende paa mit Leie, glimte disse Blomster frem for
hint indre Øie, som er vor Glæde i Ensomheden, og da fyldes mit
Hjerte med Glæde og dandser i mit Bryst omkaps med
Narcisserne«.
Intet kan være den lyriske Digters sædvanlige Liv i Nuet mere modsat end
denne Lyrikers bevidste Opbevaring af Nuet til fremtidigt Brug. Han
charakteriserer sig selv som en Samlernatur, han sammenhober sig formeligt
Vinterforraad af lyse Sommerøieblikke, og der er noget Sandt, noget
Almenmenneskeligt, som altfor mange Mennesker overspringe og forsømme i
dette; men fremfor Alt er der heri noget nationalt: det undrer En ikke, at
den engelske Naturalisme begynder med økonomisk og husholderisk
at danne sig en Kapital og et Lager af Naturindtryk.
Vi kjende Alle de Stemninger, som kunne føre dertil. Mangen en af os har
foran en vid ubegrændset Udsigt over det blaa, i Sollyset spillende Hav
følt, at en daglig Adgang til et saadant Naturskue maatte udvide Sjælen og
feie alt Smaaligt ud af dens Kroge, har beklaget at maatte forlade Stedet og
har klamret sig til Indtrykket for forsætligt at kunne fornye dets Virkning.
Eller man har med deilige Landskaber for Øie, især naar man levede i dem paa
Reiser og med den Vished, at man vanskeligt saa snart igjen vilde kunne nyde
deres Skjønhed, bestræbt sig for at forholde sig saa passiv som muligt for
ret at lade Billedet brænde sig ind i Ens Erindring. Man har ogsaa tidt
instinctmæssigt vendt tilbage til det smukke Minde, som Sjælen
overhovedet uvilkaarligt søger tilbage til alle lyse Erindringer i dens
Billedrække for at hente Kraft og Livsmod fra dem. Men stærkere Impulser
have hos os Andre overdøvet disse. Vi have ikke kunnet nedsylte dem for
Fremtiden eller stedse tygge Drøv paa dem paany. Samfundslivet,
Verdenslarmen og Lidenskabernes Liv have gjort os det umuligt at finde vore
dybeste og mest inspirerende Glæder i Minder om Solglimt paa Blomster eller
om sammenvoxede Kjæmpetræer. Anderledes gik det til i den engelske Digters
Sjæl, hvis Livskald det var paany at vække Interessen og Sandsen for alle
hine elementære Stemninger og Indtryk. Hans praktisk uvirksomme Sjæl
vegeterede i disse Naturdrømmerier, og det lader sig ikke negte, at denne
stadig tilbagevendende Syslen med de simpleste Naturindtryk har holdt hans
Sjæl fri og ren til at kunne føle Skjønheden i dens simple og jordiske
Former uden Phantasteri og uden Ophidselse. Hvor sjelden er ikke denne Evne!
hvor ofte fattes den hos de aller største og bedste Aander! hvor hurtigt gik
den i engelsk Poesi ikke atter tabt! Den aabenbarer sig skjønnest og
fyldigst i de faa poetiske Kvindeskikkelser, hvis Omrids ere givne i
Wordsworth’s Smaadigte.
Hans fortællende Digtes Helte ere af langt mindre Værd, dels bestemte til at
vække Interesse for Landbefolkningen og de laveste Classer, dels skildrede i
den Hensigt at fremkalde en moraliserende Virkning. Men de faa
let henkastede Kvindefigurer, der ere sete med samme rolige og dog
forelskede Blik, hvormed Wordsworth saae paa Træer og Fugle, ere Naturen selv. De ere
selve den engelske Kvindenatur, og Ingen har truffet dens Lineamenter med
sikrere Haand end han. Man læse et af disse Smaadigte*)»She was a phantom of delight«.
»Poet. W.« II. S. 13. i min
Prosa-Oversættelse:
»Hun var et Ideal af Ynde, da hun første Gang straalede for
mit Blik, et elskeligt Syn, skabt til at smykke et enkelt Minut; hendes Øine
vare som svagt glimtende Stjerner, hendes lokkede Haar var dunkeltlysende,
og Alt hvad hun var og bar syntes Ran fra Vaaren og
det
den
ændret ordlyd pga. omarbejdelse i SS, Fu og 1923-24
muntre Daggry: en dandsende Form, et smilende Billede, som man søgte,
undredes over og fulgte.
Jeg saae hende paa nærmere Hold. En Aand var hun, men ikke mindre en Kvinde,
hendes Bevægelser i Huset lette og sikre og hendes Fjed jomfrueligt raske;
et Aasyn, i hvilket søde Erindringer og lige saa søde Løfter mødtes; en
Skabning, ikke for lys og god til Menneskenaturens daglige Brød, til
forbigaaende Sorger, uskyldig List, Ros, Dadel, Elskov, Kys og Taarer og
Smil.
Og nu seer jeg med klart Blik den sande Puls i dette Drivværk, et Væsen, der
ud- og indaander Tanker, der lever paa Reisen fra Fødsel til Død
med fast Forstand, med rolig Villie, med Udholdenhed, Forsorg, Behændighed
og Kraft, en fuldendt Kvinde, ædelt anlagt til at advare, at vederkvæge og
at herske, og dog endnu bestandigt en Aand, og endnu bestandigt klar og lys
med noget af en Engels Lethed i sit Væsen.«
Hvis mit Øie ikke skuffes, da har man her et ægte naturalistisk Ideal af den
engelske Kvindetype, og man kan berede Wordsworth en Triumph ved at
sammenligne denne Skildring med de kvindelige Idealer, som Englands største
Digtere i den nærmest følgende Tid morede sig med at tegne. Tag Shelleys Fremstilling af
Blomsternes og Insekternes ætheriske
Beskytterinde i hans Digt
»Mimosen«! Billedet af den
feagtige Skjønhed er yndigt som Alt, hvad der kommer fra Shelleys Pen; hendes Ømhed for
Planterne, hendes rørende Medlidenhed med alle de smaa stygge og foragtede
Dyr, »hvis Hensigt, skjøndt de gjorde Skade, var
uskyldig« giver hendes Alfevæsen menneskelige Træk – men
et Menneske er hun dog ikke, hun saa lidt som Shelley’s »Feen fra
Atlas« eller »Epipsychidion’s« utydelige Heltinde.
Shelley var som Lærken, han har besunget, en Foragter af Jorden
(»scorner of the ground«). – Eller tag
de lidenskabelige østerlandske Heltinder i Byrons tidligste poetiske
Fortællinger, Medora, Gulnare, Kaled! De naae ikke den skjønne Simpelhed her. De optræde altid kun i den høieste Lidenskabelighed, deres Elskov,
Hengivelse og Besluttethed gaae over alle Grændser. De ere digtede for en
Læseverden, hvem det bedøvende Byliv i Londons Menneskemasse og den stadige
Sysselsættelse med Verdensbegivenhederne havde meddelt en Art nervøs Trang
til de heftigste aandelige Pirringsmidler. Men for Wordsworth stod det fra først af som
en smuk og lønnende Opgave at levere Beviset for, hvor dybt Menneskenaturen
kan sættes i Bevægelse, røres og gribes uden Anvendelse af grove eller
voldsomme Stimulantser. Han indsaa vel, at den der var vant til skrigende
Farver, let vilde være ude af Stand til at afvinde Værker nogen Smag, hvis
Originalitet bestod i en mild og naturtro Colorit, men han besluttede at
tvinge Læserens Forventninger til et Digts Virkemidler tilbage i det
naturlige Spor.
6. Landliv og skildringer fra landet
VI.
Man forstaaer ikke Wordsworth’s poetiske Styrke og Begrændsning
tilbunds uden et Blik paa hans Levnet. Man forefinder da et særligt idyllisk
og beskyttet Liv. Han fødtes i den velhavende Middelstand (Faderen var Sagfører), studerede i
Cambridge, reiste, kom tilbage og arvede allerede
i 1795 fra en Beundrer af hans Genius 900 Pund, der tilligemed hans Del af
den Summa 8,500 Pund, hvilken en engelsk
Lord
udbetalte Familien som en Gjæld, han var den afdøde Fader skyldig, satte
Digteren istand til at leve uden at vælge noget Fag. I 1803 blev han gift, i
1813 bosatte han sig i Rydal Mount ved »Søerne«. Han
havde en Sinecura som Stamp-Distributor
med 500 Pund aarlig fra 1813-1842, da han opgav den til Fordel for en af sine
Sønner,
i 1843 fulgte han Southey som poet-laureate, og nød som saadan en
Regjeringspension af 300 Pund aarlig til sin Død. Den indtraf først i 1850,
da han netop havde fyldt sit 80de Aar. Sikret fra alle Sider mod Livets ydre
Omskiftelser betragtede han dem med et protestantisk-philosophisk Blik. Et
Levnet som dette var ikke skikket til at opflamme Lidenskaben, den findes
ikke heller hverken i hans Liv eller i hans Poesi. I andre fremragende
Skribenters Levnet pleier der at forekomme en eller anden tungt veiende
biografisk Omstændighed, et eller flere Vendepunkter, en eller anden
historisk Kilde til Melancholi eller til Charakterstyrke eller til
Productivitet, hos Wordsworth
findes Intet af den Art. Ingen medfødt Ulykke lammede ham, intet Angreb paa
Liv og Død æggede ham og gav hans Aand dens Indsegl. Visselig blev han
haanet og spottet af Kritiken, og det lang Tid nok: fra 1800-1820 var hans
Poesi traadt under Fødder, fra 1820-30 kjæmpende og efter 1830 almindelig
anerkjendt. Men Oppositionen var ikke dum og hidsig nok, Kampen
ikke hed nok, Seiren ikke glimrende nok til at give hans Levnet Farve og
Glands, eller til at gjøre det til et Stof for Sange. Hans inderste
personlige Liv var da aldrig saa stærkt og energisk, at det kunde absorbere
hans Poesi eller give den Sujetter. Det ledede ham meget mere til at see
udad. Naturomgivelserne og den lille uanseelige Menneskeverden, i hvilken
han levede, fyldte og betog hans Sind. Han var ikke som Byron for optaget af sit Eget til
at have Sindsro tilovers til at dvæle ved det Smaa og de Ringe, som han med
Mildhed og Medlidenhed fremstilte og beskrev.
Vistnok følte han sig som Centrum i sin Verden. Fra hans idylliske og
tilbagetrukne Hjem udgik fra Tid til anden Digtsamlinger eller større Digte,
ledsagede med oplysende Fortaler, der med lange Rækker af Exempler oplyste
Læseren om, at alle store Digtere havde været miskjendte og
forsmaaede af deres Samtid, at enhver Forfatter, forsaavidt han er stor og
original, er nødsaget til selv først at skabe den Smagsretning, der kan nyde
hans Værker, og at han vel har faaet Veien brudt og banet af sine
Forgjængere med Hensyn til Alt, hvad han har tilfælles med dem, men i Alt
hvad der særligt er hans eget vil være i samme Situation som Hannibal mellem Alperne.
(Fortale fra
1815).
Han vidste det vel, at ingen banebrydende Aand kan vente fuld Anerkjendelse af andre samtidige Mænd end dem, der ere yngre end han
selv. Men Kritiken, der ei havde været voldsom nok til at gjøre ham
krigerisk og hensynsløs som Byron, gjorde ham selvopfyldt og arrogant. Hans Livs
Afvexling bestod deri, at han i sin beundrende Families Skjød modtog de
tilfældige Besøg af saadanne Beundrere, der vare paa Fodtur der i Egnen og
forsynede med Anbefalingsbreve. Dem underholdt han sig med paa en kold og
værdig Maade, stødte dem ikke sjeldent ved den Egoisme, hvormed han
uafladeligt priste, citerede og foredrog sine egne Værker, den
Ligegyldighed, han udviste for alt Andet, den pinlige Strenghed, hvormed han
af sine Omgivelser fordrede ethvert synligt Tegn paa Ærefrygt og den Alvor,
hvormed han repeterede det mindst betydende Ord, der var sagt til hans Pris.
Man finder en hel Del slaaende Anekdoter om hans Selvfølelse. Thomas Moore meddeler
(»Memoirs« III, 163) hvorledes Wordsworth en Dag, da han spiste til
Middag hos Lord Dawy pludseligt
uden at noget Ord var faldet, der kunde lede til denne Gjenstand, raabte fra
den ene Ende af Bordet til den anden: »»Dawy, veed De, hvorfor jeg lod »Den hvide
Daa
Due
fra Rylstone« trykke i Quart?« – »Nei! hvorfor var
det?« – »For at vise Verden min egen Mening om
den.«« –
Wordsworth læste aldrig
andre Værker høit end sine egne. Den Dag, da Walter Scotts »Rob Roy«
var udkommen, med et Motto af Wordsworths Digt »Rob Roys
Grave«, var Wordsworth netop tilstede i en Familie, hvor Romanen var
ankommen og med Forventning imødesaaes. Han greb den, og man ventede, at han
vilde forelæse de første Kapitler; men istedenfor det gik han hen til
Bogskabet, tog et af sine egne Bind ud deraf og læste sit Digt høit for
Selskabet. Emerson har
bevaret os Notitser, nedskrevne umiddelbart efter to Besøg hos Wordsworth, der have Aars Mellemrum.
Efter det første skriver han: »W. talte ilde om Franskmændene, ikke
bedre om Skotterne, ingen Skotte kunde skrive Engelsk. Hans Mening om
Franskmænd, Irlændere og Skotter syntes at være formulerede i al Hast efter
smaa Historier, der vare hændte ham eller Medlemmer af hans Familie i en
Diligence eller Postvogn. Hans Ansigt opklaredes nogle Gange, ellers var
hans Conversation ikke udmærket ved nogen særegen Kraft eller noget særeget Sving.
W. ærer sig selv ved sin
simple Troskab mod Sandheden, men man forbauses over hans Tankers snevre
Grændser. At slutte fra en enkelt Samtale gjorde han Indtryk af en
indskrænket og ægte engelsk Aand, som betalte Begeistringens sjeldne Timer
med den tørreste Prosa i andre.« – Efter sit andet Besøg
(i 1833) skriver han: »Wordsworth bragte sin Yndlingsgjenstand paa Tapetet, at
Samfundet ved overfladisk Cultur blev oplyst uden alt Hensyn til den moralske Dannelse. Skoler nyttede ikke. Skolemestereren var ei
Opdragelse. Han vilde bringe mig og alle gode Amerikanere til at indsee, at
Moralen, det conservative Element maatte dyrkes. Han skjændte og smeldte
over »Wilhelm Meister«. Den var fuld af Utugt af enhver Art.
Det var som om Fluer parrede sig i Luften. Han var aldrig kommen videre end
til første Del og havde kastet Bogen fra sig, saa oprørt var han bleven. Han
citerede sine Sonnetter: »En høihjertet Spaniers Følelser« og
»De to Stemmer« og fremsagde sine Vers til
Lærken.« Det forekommer mig,
at man har Wordsworth hel og
holden som han gik og stod i daglig Omgang i denne photographiske Notits: de
haanlige Domme over alle fremmede Nationer, Argumentet mod den moderne
Cultur – det samme som Muhamedanerne i Asien den Dag idag altid have paa
rede Haand imod den – at den nemlig lader sig forene med stor Immoralitet,
Forherligelsen af den conventionelle Moral som det conservative Element,
(den sande Moral er det mest radicale Element, der gives) den om Novalis erindrende Indignation over Goethe og endelig Citaterne af
hans egne Poesier som Finale!
I 1843 traf Wordsworth en Dag
for første Gang sammen med Dickens. Wordsworth havde en stor Foragt for alle unge Mænd, og
den fælles Ven, hos hvem Sammentræffet
havde fundet Sted, var derfor nysgjerrig efter at erfare hans Indtryk af den store Humorist. Efter at have trukket sine Læber iveiret
paa en Maade der var ham egen, og efter at have svunget sit ene Ben over det
andet, saa man saae hans nøgne Ankler over hans Sokker, svarede han
langsomt: »Aa, jeg er ikke meget tilbøielig til at see
kritisk paa de Folk, jeg træffer, men da De allerede spørger mig, saa vil
jeg oprigtigt tilstaae, at jeg anseer ham for en meget snaksom og meget
almindelig ung Fyr – men forresten kan han være meget dygtig. Forstaa mig
vel, det er ikke min Mening at sige et Ord imod ham, for jeg har aldrig læst
en Linie af hvad han har skrevet.« Nogen Tid efter
rettede den fælles Bekjendt varsomt det
Spørgsmaal til Dickens, hvordan
han havde syntes om Laureat-Poeten? »Syntes om ham!« svarte Dickens. »Aldeles ikke. Han er en
skrækkelig gammel Æsel«.*)
»Like him! Not at all. He is a dreadfull old
ass.« R. S. Mackenzie: »Life of
Dickens.« Læseren vil visselig ikke underskrive saa
peremptorisk en Dom. Men saa meget staaer klart, at der maa have været noget
for Taalmodigheden i høi Grad
irriterende
Irriterende
ændret ordlyd pga. omarbejdelse i SS, Fu og 1923-24
ved Wordsworth’s
personlige Omgang. Naar han talte, siger en af hans Samtidige,
arbeidede han som en Hval og forkyndte Truismer i
Orakeltone. Ordet Truisme (Sandhed, der er for sand til
at behøve at siges) er betegnende for mere end hans mundtlige Production. Det rammer hele den contemplative og didaktiske Side af
hans Poesi. Der er i den ingen særlig aandelig Kraft eller Lidenskab, men
en Hamletsk Dvælen ved de store Spørgsmaal om at Være
eller Ikke-være. Fødsel, Død og Fremtid,
Menneskets Lidelser og Synder i dette Liv og dets Haab om et fremtidigt Liv,
Lidenheden af vor Videns hele Sphære og det skrækindjagende Forhold, hvori
vi staae til det Overnaturliges Verden – det er, siger Masson de stadige og uundgaaelige
Gjenstande for den almenmenneskelige og særligt for Wordsworth’s Contemplation og Bekymring.*)Se Masson: »Wordsworth, Shelley, Keats and other
essays«. Men disse Tanker bevæge sig ulykkeligvis, da
de ikke tilhøre Midtpunktet men den yderste Peripheri af vor Viden, ad
Baner, der ikke føre nogensteds hen, ad gamle opslidte og af dybe Spor
gjennemfurede Veie, der gaae i en Ring, og som man kan befare med rolig og
værdig Melancholi, men uden Nytte eller Udbytte for sig selv eller Andre. At
Wordsworth bestandig paany
udmunder i denne vor Videns Peripheri, som Tilhængerne af de positive
Religioner betragte som vore Tankers naturlige Midtpunkt, har mere end noget
Andet bevirket, at hans Ry aldrig, hvor stort det end er i England, har
kunnet trænge synderligt ud over Landets Grændser.
Da Coleridge lærte
Wordsworth personligt at
kjende, havde denne allerede skrevet nok til at man kunde danne sig en Dom
over Beskaffenheden af hans Originalitet. Hvad der rørte Coleridge i Wordsworth’s Poesi det var
Foreningen af dyb Følelse med hvad der syntes ham dyb Tanke, den fine
Ligevægt mellem Sandhed i Iagttagelsen og Indbildningskraft til at
modificere det Iagttagne, fremfor Alt Evne til at sprede en ideal Verdens
Atmosphære over Former, Situationer og Tilfælde, som Vanen havde berøvet al
Interesse for det almindelige Øie.
Wordsworth’s og Coleridge’s første Samtaler
dreiede sig da om hvad der for dem stod som Poesiens to Hovedpunkter, Evnen
til at vække Læserens Sympathi ved tro Natursandhed og Evnen til at meddele
Nyhedens Interesse ved Indbildningskraftens omstemmende Farver. Den
pludselige Tiltrækning, Øiet og Sjælen føle ved Lys- og Skyggespillet i
Naturen, det nye og fortryllende Udseende, Maanelys eller Solnedgang kunne
give et forud bekjendt Landskab, syntes dem at angive Muligheden af,
hvorledes begge Elementer kunde forenes. Her havde man jo Naturens egen
Poesi, det gjaldt om at gjenfrembringe den. De vilde ikke direkte efterligne
Naturen men Naturens Poesi.
De besluttede at skrive en Serie af Digte, bestaaende af to forskjellige
Genrer. I den første skulde Hændelser og Handlende være overnaturlige og det Fortrin, som tilsigtedes, skulde bestaae i den
dramatiske Sandhed i Skildringen af saadanne Sindsbevægelser, der naturligt
vilde ledsage Situationen, hvis den var reel. Og reel i den Forstand var den
jo for ethvert Menneske, der nogensinde paa Grund af ligegyldigt hvilken
Illusion troede sig under overnaturlig Paavirkning. Udførelsen af denne
Opgave tilfaldt Coleridge
og der er for mig ingen Tvivl om at det ligeledes er ham, der har stillet
den. Enhver i europæisk Litteratur nogenlunde bevandret Læser seer strax, i
hvor nært Slægtskab den staaer til de Opgaver, som stilledes og løstes af
den tydske Romantik. Eiendommeligt engelsk er det kun
at
af
Eftertrykket her er lagt ikke paa det Overnaturlige eller
Phantastiske, men paa Natursandheden, saa at Romantiken her kun bliver en af
Naturalismens Former.
I den anden Digtgenre skulde Sujetterne vælges ud af det daglige Liv. Men
Wordsworth, hvem denne
Gruppe tilfaldt, foresatte sig at meddele de jævneste og mest naturlige
Begivenheder et Skjær af noget Overordentligt, Nyt, ja Overnaturligt ved at
udrive Sindet af dets Vanesøvn og tvinge det til at rette sig paa den
Skjønhed og de Undere, den virkelige Verden upaaagtet udfoldede for den
menneskelige Sands. Han gjorde Forsøget første Gang i de »Lyriske
Ballader«, der i Fortalen betegnedes som et
»Experiment«, nemlig det: om Gjenstande, der efter deres
Natur ikke vare skikkede til »ornamental« Fremstilling, ikke alligevel skjøndt
fremstillede i det daglige Livs Sprog kunde interessere, og han fortsatte
senere Forsøget i Hundreder af Digte af høist forskjelligt Værd, hvis Helte
og Heltinder alle tilhøre de lave og laveste Folkeklasser, opvoxede i
landlige Beskjæftigelser og fremstillede i en Ramme af landligt Liv. Vi have
i vor danske Litteratur ingen Digtgruppe af denne Art. Derimod vil den, der
med Opmærksomhed studerer Wordsworth nu og da træffe paa en Form for den poetiske
Anekdote og paa en Fortællertone, der erindrer ham om Runebergs »Fänrik
Stål«. Selv i Rytme og Metrum er nu og da nogen Lighed; det vilde
være interessant at erfare om Runeberg overhovedet har kjendt den engelske Digter; maaskee
kommer den hele svage Lighed af at Begivenhederne hos begge bestandig
foregaae indenfor samme snevert begrændsede Localitet, Egnen om de engelske
ligesom Egnen om de finske Søer. Forskjellen imellem dem er i ethvert
Tilfælde uhyre. Hos Runeberg den krigerske Baggrund og Stemning, den flammende
lyriske Stil, den patriotiske og historiske Begeistring, hos Wordsworth det stagnerende Liv i
landlig Fred, den rent episke Holdning og den fuldstændige
Klokketaarnspatriotisme, Kjærligheden til et Par Communers Liv og Levnet.
Hos Runeberg Soldatens Begeistring for Hæren, hos Wordsworth Landsbypræstens Deltagelse for Menigheden.
Der gives imidlertid et enkelt dansk Digt, som paa en aldeles overraskende
Maade minder om Wordsworth’s
Tone og Stil, kun at det er langt mere dramatisk end Noget, han har
frembragt, det er Henrik Hertz’s
»Frugthandleren«. Dette Digt har altid, længe inden jeg
kjendte Wordsworth, syntes mig
at staae mærkværdigt alene iblandt Hertz’s Poesier, saa mange Strenge de end anslaae. Dets Helt
er som skabt til at behandles af Wordsworth, dets Evne til at røre uden at forherlige er
netop eiendommelig for Søskolens Mester. Selvfølgelig har det imidlertid
ikke den Eiendommelighed, hvorpaa netop Wordsworth som saadan kjendes, den, han
selv betegner som Evnen til at give det Hverdagsligste et næsten
overnaturligt Skjær. Her et Exempel paa, hvorledes han
bærer sig ad dermed. Jeg vælger et Digt, der ganske sikkert er et af hans
mest betegnende, om jeg end langtfra vilde kalde det et fortrinligt Digt.
Det hedder »Resolution and Independence«. Digteren skildrer sin
Spadseregang en Sommermorgen, Duggens Glimten, Fuglenes Sang, Harens Flugt
over Markerne, tænker paa, at han selv har levet ubetænksomt som Markens Dyr
og Skovens Fugle og hvorledes et saadant Liv engang kan hævne sig. Det
falder ham ind, hvormange betydelige Digtere, der ere endte i
Jammer og Nød og høist prosaiske Bekymringer med Hensyn til Fremtiden trykke
hans Sind. Da seer han pludseligt i denne ensomme Egn en gammel Mand noget
borte:
»Han syntes mig den ældste Mand, der nogensinde bar graat
Haar. Som en uhyre Sten undertiden sees liggende paa den skaldede Top af en
Høi, et Under for Alle, der faae Øie paa den, fordi Ingen forstaaer,
hvorledes den kom derop og hvorfra, saa den seer ud som et sandsende Væsen,
som et Sødyr, der er kravlet derop fra Havet og nu hviler paa en Klippe
eller Sandbanke for at sole sig der – saadan saa denne Mand i sin høie
Alderdom ud, syntes ikke helt levende, ikke heller død, ikke heller helt
sovende. Hans Skikkelse var sammenkrummet, hans Hoved havde under Livets
Pilgrimsgang bøiet sig ned imod hans Fødder, ret som om et eller andet
frygteligt Tryk af Smerte eller Raseri eller Sygdom, der var faldet over ham
i længst forbigangne Tider, havde lagt en mere end menneskelig Vægt paa hans
Legem […] Ubevægelig stod den gamle Mand som en Sky, der ikke hører de
høirøstede Vinde, naar de kalde, men som sætter Alt i Bevægelse, naar den
overhovedet værdiges at flytte sig.«
Hvor genial er ikke her Dobbeltlignelsen og hvor mystisk virker den ikke!
Oldingen ligner den uhyre Sten paa Høien og denne Sten seer atter saa mægtig
ud, at den synes som et Sødyr at have kravlet derop. Med
sjelden Kraft er herved Indtrykket af den høie Alderdom givet. Den Gamle
syntes »den ældste Mand«, der nogensinde
havde levet. Vare vi i Tydskland eller paa Romantikens Grund, vilde vi ikke
forbauses ved at erfare, at vi her havde Jerusalems
Skomager for os. Men vi ere i England, og vi føres af
Wordsworth. Det viser sig
da, at den gamle Mand er et i høi Grad almindeligt menneskeligt Væsen,
Iglesamler af Profession, en Profession, der passer sig for gamle og svage
Folk i en vandrig Egn. Den gamle Mands fortrøstningsfulde, gudhengivne Tale,
hans Sindsro selv i den yderligste Ensomhed og Fattigdom beroliger den unge
Digter i hans Frygt for Fremtiden, og han beslutter, saa tidt en lignende
Frygt skulde reise sig i hans Sind, at mindes den gamle Iglesamler. Dette er
»ingen Odeflugt«, som Ewald etsteds siger, men det er et godt
Mønster paa Wordsworth’s Evne
til at give det trivielleste, mest naturalistiske Stof et vist phantastisk
og storstilet Præg ved Behandlingsmaaden. Denne Bestræbelse har i ikke faa
af Wordsworth’s Digte
karrikeret sig selv, overalt nemlig, hvor hos ham en mystisk-religiøs eller
rædselsfuld Virkning foraarsages af en eller anden simpelthen uhyggelig
eller forunderlig Begivenhed, der udrustes med det saakaldte Overnaturliges
Virkekraft. Det er høist puerilt, naar i Digtet »The Thorn« en
Fortæller (hvis Stand eller Vilkaar ikke angives, men om hvilken
Wordsworth selv til
Coleridge sagde, at
han havde tænkt sig ham som en gammel pensioneret og fuldstændigt forvrøvlet
Skibscapitain) med en ekstatisk Rædsel, som gjaldt det en Spøgelsehistorie,
fortæller om en stakkels afsindig Pige, der om Natten, klædt i en høirød
Kjole, sidder og jamrer sig under en Tjørn. Og rent parodisk bliver denne
Retning i Wordsworth’s med saa
stor Prætention Publicum forelagte »Peter Bell«, der uden
Shelley’s
Satire af samme Navn visselig vilde være
fuldstændig glemt; her er det nemlig en raa og grusom Karls Forfærdelse over
den overnaturlige Standhaftighed, hvormed et stakkels Æsel taaler de
grueligste Prygl hellere end at ville flytte sig fra Stedet, der i Forening
med en af Mørket ophidset Phantasi frembringer Karlens moralske Omvendelse.
Det viser sig, at Æslets Udholdenhed havde sin Aarsag i, at dets Herre var
faldet i Vandet paa Stedet, hvor det stod, og at det vilde henlede
Opmærksomheden herpaa. Æslets moralske Storhed staar her i en glimrende
Modsætning til Mandens Æselsagtighed, og Wordsworth, som manglede al komisk Sands, forsømmer ikke at
fremhæve denne Modsætning. Og dette er ingen Tilfældighed, men et
Charaktertræk. Den nye Skole følte med sit Had til det Blændende og sin
Kjærlighed til det Simple og Jævne en virkelig Tiltrækning til Æslerne,
disse stædige, taalmodige og særligt miskjendte Naturproducter,
som stedse overstraaledes af mindre nøisomme Dyr. Coleridge lod sig endog i sit
bekjendte Digt »Til et ungt Æsel, da dets Moder blev tøiret i Nærheden
af det« henrive til det varme Udbrud: »Jeg
hilser Dig som min Broder«*)
»Innocent fool! thou poor despised
forlorn!
I hail thee
brother«.
og til det mere end philanthropiske Ønske i et andet Liv at kunne
skjænke Æslet en Græsgang i en overjordisk Fredens og Salighedens Dal – da
skulde dets glade Brægen klinge skjønnere i hans Øren end den sødeste Musik.
Det kan ikke undre, at Spottefuglen Byron strax fik fat i hin Broderhilsen og gjorde sig lystig
over den i sin første Satire: »English bards and scotch
reviewers«. For Coleridge var denne extreme Naturalisme dog ikke naturlig,
han var selv den første til at gjøre sig lystig over sine Extravagancer.
Wordsworth derimod, som af
Naturen var anlagt paa Consequents og tilmed af en stridbar Charakter, førte
som Digter den rent litterære Naturalisme ud i dens sidste og yderste
Consequentser.
Han valgte sig næsten gjennemgaaende Sujetter af Landboernes og særligt af
de lavere Folkeklassers Liv, og det ikke for som det forrige Aarhundredes
Franskmænd selv poleret og sleben at nyde det Uslebne som Contrast og med en Følelse af Overlegenhed, men fordi han mente, at
Hjertets væsentlige Lidenskaber hos disse Klasser fandt en bedre Jordbund og
naaede større Modenhed end hos de Dannede og fordi de, som underkastede en
ringere Tvang, talte et jævnere Sprog. Han mente, at Menneskehjertets
Grundfølelser hos Landboeren fremtraadte mere enkelte og elementære og
derfor lettere lode sig iagttage end under Bylivet. Han var endelig
overbevist om, at Samlivet med Naturens skjønne og blivende Former i
Forening med de landlige Beskæftigelsers nødvendige og stadige Charakter
maatte gjøre alle Følelser mere varige og stærke. Man finder da her i
Aarhundredets Fødselsstund Spiren til den mere end et halvt Seculum varende
og vidtudbredte, fra Land til Land sig forplantende æsthetiske
Grundanskuelse, der i Tydskland, Frankrig og Skandinavien fører til
Bondepoesi og Bondenovelle, i adskillige Lande til særlig Forherligelse af
Almuesproget. Idet man botanisk anatomerer denne Spire, lærer man Plantens
Naturhistorie tilbunds at kjende.
Wordsworth’s Udgangspunkt er
rent topographisk. Stedbeskrivelse i dette Ords videste
Forstand er endnu mere eiendommelig for ham end for Scott. Hans Livs Opgave var at skildre
engelsk Natur og engelske Naturer saaledes som han kjendte dem Ansigt til
Ansigt. Og da han kun vilde skildre hvad han var absolut fortrolig med, saa kom han til den Theori, at det var enhver Digter nødvendigt
at knytte sig stadigt til en eller anden Plet af Jorden, og sammenknyttede
selv sit Digternavn med Nordenglands Søer, hvis Omgivelser gjennemgaaende
afgive hans Digtes Sceneri. Han gik endog saa vidt, at han betegnede den
Enkeltes Fødested som det Sted, der passede bedst til Skueplads for hans
Virksomhed hele Livet igjennem. Saaledes blev han særligt engelsk Naturmaler
og saaledes fik hans Skildringer en rent local Interesse. Den store engelske
Kunstdommer John Ruskin har med Rette kaldt
Wordsworth Periodens store
poetiske Landskabsmaler. Medens Byron atter og atter fløi bort fra
Hjemmet for at skildre Grækenlands og Orientens Natur med fremmede og
glødende Farver, medens Shelley gyste for Englands Klima som dødbringende for hans
zarte Constitution og atter og atter forherligede Italiens Kyster og Floder,
medens Scott besang Skotland, og
Moore aldrig blev træt af at
lovprise det grønne Erins Skjønhed, stod
Wordsworth ene som den
fuldblods Englænder, dybt rodfæstet i Landet og sammenvoxet med selve dets
Jordbund lig en gammel Eg med hundrede Rødder. Hans Ærgjerrighed var den at
være en ægte engelsk beskrivende Digter. Naar han da fordybede sig i den
Egn, i hvilken han havde hjemme, spadserede, seilede, gik i Kirke og tog mod
Beundrerbesøg, saa var det med den aller omstændeligste Kundskab til de lavere Klassers Liv der i Egnen og til det landlige Liv
overhovedet. Han har det samme Blik derfor som en god og værdig engelsk
Landsbypræst af den Art, han selv har skildret i »Excursionen«.
Hans Specialitet, det er alle de sædvanlige Sognebegivenheder og
Sogneulykker, som hændes i en landlig Egn i England: et længst forsvundet
Sognebarns Tilbagekomst til Egnen, hvor hans Hjem er forsvundet og hvor han
finder alle sine Kjæres Navne paa Kirkegaarden (»The
brothers«), en stakkels forført og forladt Piges Skjæbne
(»Ruth«), et idiotisk Barns natlige Ridt efter Lægen og
Faren vild paa Veien (»The idiot boy«), det overraskende
Eventyr, en blind lille Dreng har bestaaet uden at komme til Skade
(»The blind highland boy«), en gammel ypperlig Faders Sorg
over sin vanslægtede Søn (»Michael«), en i hele Egnen elsket
Diligencekudsks beklagelige Forfalden til en lille Svir og paafølgende
Afskedigelse fra Embedet (besunget i fire Sange under Navnet: »The
waggoner«). Det eneste U-engelske i Maaden, hvorpaa disse
Begivenheder, selv de lettere og lystigere iblandt dem, meddeles, er den
fuldstændige Mangel paa Humor i Fremstillingen. Istedenfor Humor har
Wordsworth, som Masson ypperligt har udtrykt det, »et haardt velvilligt Smil«. Men dyb og
alvorsfuld er til Gjengjæld den Pathos, hvormed han fortæller de tragiske og
alvorsfulde blandt disse simple locale Historier. Har den i al sin Renhed og
Ægthed ingen pythisk-skjælvende eller moderne-glødende Charakter, saa virker
den des stærkere paa Menneskeslægtens Flertal, der ynder, at Digteren ikke
hæver sig altfor stærkt over deres Niveau og som føler det Velgjørende og
Helbredende ved den Sympathi, der er dens Ophav. Det er en Sympathi, der
ligner Præstens eller Lægens, og som, skjøndt mindre mild end professionel,
griber ved sit fuldendte Udtryk.
Ingensteds forekommer dette Udtryk mig skjønnere end i saadanne Digte som
»Simon Lee« og »Den gamle Tigger fra
Cumberland«. Det første Digt er en Anekdote om en gammel Jæger,
der i sin Ungdom havde været den flinkeste med Horn og Hund, tilfods og
tilhest, men som nu paa sin gamle Alder var bleven saa svag, at Digteren en
Dag traf ham med Møie arbeidende paa saa let en Gjerning som at opgrave en
mør og raaden Rod af et gammelt Træ.
»I er overanstrengt, gode Simon
Lee, giv mig Eders Hakke, sagde jeg til ham, og ved dette Ord
modtog han glad min tilbudte Hjælp. Jeg slog med Hakken, og med et eneste
Hug løsnede jeg den indfiltrede Rod, paa hvilken den gamle Mand saa længe og
saa frugtesløst havde arbeidet.
Der kom Taarer i hans Øine, og Tak og Pris syntes at
strømme fra hans Hjerte saa hurtigt, som jeg aldrig havde troet det muligt.
– Jeg har hørt om uvenlige Hjerter, der gjengjældte venlig
Hjælp med Kulde. Ak Menneskenes Taknemmelighed har langt oftere efterladt
mig i Sorg!«*)
»I’ve heard of hearts unkind, kind
deeds
With coldness still returning;
Alas! the gratitude of men
Hath oftener left me
mourning«.
Faa Digtere have vist den skjønne Pietet som Wordsworth mod de uden egen Skyld
Unyttige, Menneskeslægtens ydmyge »Venerabilia«. »Den gamle Tigger« er et
Exempel fremfor alle. Wordsworth skildrer hvorledes han, kjendt af Alle, gaaer
omkring fra Hus til Hus der i Egnen:
»Jeg har kjendt ham fra min Barndom; og da var han saa
gammel, at han ikke synes ældre nu. Han vandrer afsted, en ensom Mand, saa
hjælpeløs af Udseende, at den reisende og muntre Rytter ikke sorgløst
slænger sin Almisse til ham ned paa Jorden, men standser – for at han
sikkert kan lade sin Mynt falde ned i den gamle Mands Hat, og ikke heller da
taber han ham af Syne, men endnu, naar han har givet sin Hest Tøilen, passer
han med et Sideblik paa den gamle Tigger og vender sig halvt tilbage. Og
naar Bomkonen om Sommeren dreier sit Rokkehjul i sin aabne Dør og seer den
gamle Tigger komme langt borte, saa forlader hun sit Arbeide, og løfter
Bommen for ham, for at han kan komme forbi. Og Postdrengen! naar hans
raslende Hjul komme bag paa den Gamle paa Skovveien, saa
slaaer han Smæld ad ham, og hvis den gamle Mand ikke efter denne Advarsel
forandrer sin Gang, saa dreier Drengen uden Støi op mod Veisiden og kjører
venligt forbi – uden nogen Ed paa sine Læber eller nogen Vrede i sit
Hjerte.
Betragter ikke denne Mand som unyttig! I Statsmænd, som ere saa rastløse i
Eders Kløgt, I som altid have en Kost i Eders Haand for at feie alt
Fortrædeligt ud af Verden! I Stolte, som i Eders Overmod see hen til Eders
Talenter, Eders Magt og Kundskab, kalder ham ikke en Byrde for Jorden! Det
er Naturens Lov, at ingen, ikke den ringeste og laveste af alle skabte Ting,
ikke den enfoldigste eller den mest skyldige af alle existerer uden at
medføre noget Godt – der er et Aandedrag og et Pulsslag af det Gode, et eget
Liv og en Sjæl uadskilleligt forenet med enhver Livsform […] Hvorsomhelst
den gamle Tigger gaaer hen, tvinger en mild Nødvendighed de Andre til
Kjærlighedshandlinger, og Vanen udfører Fornuftens Gjerning, og forbereder
dog den Efterglæde, som Fornuften ynder. Og saaledes finder Sjælen sig uden
Tvang ved denne søde Fornemmelse af Glæde umærkeligt ledet til Dyden og den
sande Godhed […] Den velhavende Mand, der sidder i sin egen Dør – og der lig
Pæren, som hænger over hans Hoved, trives i Solskin, den kraftige og unge,
den lykkelige og tankeløse, de som leve beskyttede og som
blomstre blandt andre Væxter af deres egen Art – alle see i ham en taus
Paaminder, der nødvendigvis paatvinger deres Sind en forbigaaende
Selvlykønskningstanke […]«
Man læse dette Digt i Originalens pragtfulde femfodede Jamber, og man vil
tilstaae, at er det end en Prædiken, saa er det dog en Prædiken in optima forma. Der laae jo nemlig i
denne samme Naturalisme, der i sin senere Udvikling følgerigtigt og logisk
udviklede sig til Humanisme og Radikalisme, fra først af et Hang til
Moraliseren og evangelisk Religiøsitet. Den opsøgte de Simple af Hjertet, de
Fattige, de i Verdens Øine Ringe – det var stemmende med Evangeliets Moral. Den vragede en forfinet Civilisation
og vendte den Ryggen for til sine Helte at kaare Fiskere og Bønder – den
fulgte forsaavidt Evangeliets Exempel. Og saaledes
forenedes hos Wordsworth
ganske consequent Naturdyrkelsen med det i England saa høist populære
moraliserende og protestantisk-christelige Element. Man vrage heller ikke
helt hans moralske Læredigte. Der er mange Gange en egen Storhed i Maaden,
hvorpaa den simple Lære er udtrykt. Jeg finder en sand Høihed i de Ord,
hvormed det i »Laodamia« forkyndes den sørgende Hustru, at hun
istedenfor at kræve sin Husbond tilbage, bør give Afkald paa ham for gjennem
Kjærligheden at lutres til et høiere aandigt Liv:
Learn by a mortal yearning to ascend
Towards a higher object. – Love was given
Encouraged, sanctioned, chiefly for that end;
For this the passion to excess was driven, –
That self might be annulled; her bondage prove
The fetters of a dream, opposed to love.
Ja selv den abstracte »Ode til
Pligten«,
der indeholder en rent Kantisk Begeistring, har genialt-absurde Linier,
sublime som et af Kirkefædrenes Paradoxer. Det er til Pligten at Digteren
raaber: »Du holder Stjernerne fast i deres Baner og ved Dig
er det, at de ældste Himle ere friske og stærke«!*)
»Thou dost preserve the Stars from
wrong
And the most ancient Heavens, through Thee, are fresh and
strong«.
Dog fra alle den Art Digte vil Læseren hurtigt vende tilbage til
Wordsworth’s egentlige
Omraade, hans Idyller.
Endnu et Blik paa disse Digte og paa den Theori, de af Digteren ere bestemte
til at hævde. Det er utvivlsomt, at Wordsworth har tillagt Skildringen af det landlige Liv en
større Betydning for Poesien overhovedet end der tilkommer det. Hans
Omgivelser vare vel skikkede til at fremkalde en saadan theoretisk
Overvurdering hos ham. Naar han til sine Helte har kunnet anvende
shepherd-farmers fra Cumberland og Westmoreland som Modeller, saa ligger dette i, at
disse Mænd, som paa den ene Side ere uafhængige nok til ikke at arbeide for
Andre og paa den anden Side dog ikke hævede over Nødvendigheden af at
arbeide eller over en tarvelig Simpelhed, frembyde almindeligt poetiske
Egenskaber. At Landlivet i og for sig skulde forbedre, er en Overtro; det
kan fuldt saa vel sløve.
Coleridge har f. Ex.
oplyst, at hvis man i England sammenligner Maaden, hvor Fattiglovene udøves
i Liverpool, Manchester og
Bristol med Maaden, hvorpaa
man paa Landet fordeler Fattigunderstøttelsen, saa falder Sammenligningen
ganske ud til Byernes Fordel. Men Wordsworth har fremdeles
overvurderet den Betydning, som Skildringen af de landlige Beskjæftigelser
har for hans egen Poesi. Ikke blot ere Hovedpersonerne i mange af hans
bedste Poesier (som »Ruth«, »Michael«, »the
brothers«) ikke udtrykkeligt Bønder eller Landboer, men mangen en
Gang har han i Kraft af sin naturalistiske Lidenskab og sit dermed
beslægtede Hang til at moralisere gjennem Forherligelse af de laveste
Samfundsklasser knyttet Navnet paa en eller anden uanseelig eller lav
Profession til Evner og Egenskaber, som det er lidet sandsynligt at finde
knyttede til den. Det er et Paradox, som Wordsworth med en vis Forkjærlighed prædiker i sit Digt
»Excursionen«, at der er store Digtere skjulte i de laveste Stænder;*)
»Oh! many are the Poets that are
sown
By Nature; Men endowed with highest gifts,
The vision and the faculty divine;
Yet wanting the accomplishment of Verse
[…]«
»The Excursion« I. »The wanderer«.
det tilfredsstiller ogsaa hans evangeliske Instincter at tænke sig
Talentets Uafhængighed af Formue og gode ydre Livsvilkaar; lad være det er
uafhængigt deraf; men vilde det dog ikke være urimeligt i et Digt at give
Poeten Skorstensfeierprofessionen og saa i en nøiagtigt opfunden Biographi
forklare, hvorledes det gik til at han paa engang blev Digter, Philosoph og
Feier. Slige Særsyn kan kun den virkelige Levnetsbeskrivelse retfærdiggjøre.
I Poesien virker en saa vidt dreven Naturalisme stødende som altfor lidet
typisk. Og hvad Forskjel er der paa dette Tilfælde og de mange, hvor
Wordsworth lægger en
Bissekræmmer, en Iglesamler, en Bonde Tanker i Munden, som det maa forbause
at høre udtalte fra saadanne Læber? For at retfærdiggjøre og tilfulde at
forklare sine Charakterer nødes da Wordsworth til at indføre en Mængde tilfældige underordnede
Omstændigheder af den Art, der ere nødvendige til at etablere
Sandsynligheden af en Kjendsgjerning i det virkelige Liv, men som vi med
Fornøielse vilde skjænke en Digter. Den smaalige Hensyntagen til
Sandsynligheden, den smaalige Ængstelighed i Motiveringen er i
høi Grad trættende hos Wordsworth, især i de lange Overgange og Beskrivelser i
»Excursion«, hvilke Byron vittigt har stemplet som et evindeligt: »Her gaae vi op, og her gaae vi ned, og her gaae vi rundt«.*)
»Or Wordsworth with his eternal: Here we go up, up,
and up, and here we go down, down, and here round about, round
about! Look at the nerveless laxity of the Excursion. What
interminable prosing!«
Byron.
Men Wordsworth’s Valg af sine
Æmner fører ham til en Eiendommelighed i sproglig Henseende, der turde
betegnes som denne Naturalismes yderligste litterære Consequents. Det var
Wordsworth’s Paastand, at
det Sprog, som taltes af den Klasse, han skildrede, saa snart det blot blev
renset for sine Pletter, var det bedste, som gaves, fordi Mænd og Kvinder af
Almuesklassen paa Landet vare i stadigt Samkvem med de Gjenstande, fra
hvilke vort Sprogs bedste Del oprindeligt var afledet og fordi de paa Grund
af deres Synskredses Ensformighed og Sneverhed vare mindst udsatte for den
sociale Forfængelighed, der leder til at søge og udarbeide sine Udtryk. Da
dette Sprog er det bedste, vil det, mener Wordsworth, være umuligt for nogen Digter at sætte nogen
bedre Udtryksmaade istedenfor det, og det ganske ligegyldigt
om han skriver i Prosa eller i Vers. Og saaledes kommer da Wordsworth til sit bekjendte og
interessante Paradox, at der hverken er eller kan være nogensomhelst
væsenlig Forskjel mellem Prosasprog og metrisk Composition. Hvis
han herved blot agtede at nedlægge en Protest mod alle de kjedsommelige og
ynkelige Sprogforvridninger, hvortil Rimnød og Mangel paa rytmisk Evne have
drevet kun altfor mange selv blandt fremragende Digtere, saa vilde man af
Hjertet applaudere. Jeg for min Del er fuldkomment villig til at underskrive
det Kapitel i Théodore
Banvilles Poetik,*)»Petit traité de
poésie française«. S. 56. der har til Overskrift:
Licentia poetica og til Indhold: Der gives
ingen. Men Wordsworth vil have sin Sætning ganske anderledes forstaaet.
Han hævder at Sproget ikke blot i store Partier af ethvert godt Digt
nødvendigvis i alle andre Henseender end den metriske maa falde sammen med
Prosa, men at det endog ganske maa stemme overens med Prosastilen i de mest
interessante Partier af de aller bedste Digte. Thi, siger Wordsworth, hvor sandt og levende
Digterens Sprog end er, saa levende og saa sandt som Dens, der virkelig er i
den digtede Situation, kan det dog aldrig blive; med andre Ord, det kan
aldrig overgaae, kun i det Høieste nærme sig til Virkelighedens prosaiske Udtryk. Med ægte engelsk Haardnakkenhed hævder han sin
Doctrin overfor de Angreb, som fremkom allevegnefra. Man havde som et
Mønsterdigt efter den nye Poetik
anført denne af Johnson fabrikerede
fabrikeret
anført denne af Samuel Johnson fabrikerede
anført denne af Samuel Johnson lavede
burleske
denne burleske
ændret ordlyd pga. omarbejdelse i SS, Fu og 1923-24
, men fra Prosasproget visselig ikke afvigende Strophe:
I put my hat upon my head
And walked into the Strand,
And there I met another man,
Whose hat was in his hand.
Dette er ikke Poesi, siger man. Indrømmet svarer Wordsworth, men det er heller ikke
som Prosa hverken interessant i sig selv eller ledende til noget Interessant
og derfor ude af Stand til at sætte Følelser og Tanker i Bevægelse. »Hvorfor bevise, at en Abe ikke er nogen Newton, naar den ikke engang er noget
Menneske?« Og mod den almindelige Mening, som han
charakteriserer omtrent med de Ord, at en Forfatter ved at skrive paa Vers
gaaer ind paa et formelt Engagement om at han vil imødekomme visse aandelige
Vaner, give visse Klasser af Ideer Plads i sin Bog og omhyggeligt udelukke
andre, stiller han saa hin Overbevisning om den gode Poesies og den gode
Prosas Identitet, der, grundet paa Lede ved den poetiske Affectation, førte
ham til i sin poetiske Frembringen snart stærkt at selvbegrændse, snart rent
at trivialisere sin i saa mange Maader mønsterværdige og mesterlige poetiske
Stil.
Til den Forherligelse af Landalmuens Sprog, fra hvilken Wordsworth gaaer ud og som ikke er
uden Analogi med den Dyrkelse af Almuesproget, der hertillands er gaaet ud
fra Grundtvig, er først og
fremmest at svare, at en Bondes Sprog, renset, som Digteren fordrer, for
Provindsialismer og reguleret efter Grammatikens Regler ikke vil være
forskjelligt fra enhver anden forstandig Mands, kun at Bondens Begreber ere
færre og mindre klare. Dernæst vil han paa Grund af sin ringe Udvikling kun
dvæle ved enkeltstaaende Kjendsgjerninger, hentede fra hans snevre Erfaring
eller overleverede Tro, medens den Dannede seer Tingenes Sammenhæng og søger
almindelige Love. Wordsworth
mener at Sprogets bedste Del afledes af de Gjenstande, der
omgive Bonden og sysselsætte ham. Men de Forestillinger der dreie sig om
Føde, Ly, Sikkerhed, Velvære ere paa ingen Maade Sprogets bedste Del. Det
nytter heller ikke med Wordsworth af dette Sprog kun at fordre en vis Grad af
Lidenskabelighed for at stemple det med Ærestitelen poetisk; thi Lidenskaben
skaber ingen nye Tanker og intet nyt Ordforraad, den sætter kun det Indhold,
som haves, i forøget Activitet, og den formaaer ingenlunde at gjøre
Talesproget til Poesi, da den neppe nok formaaer at gjøre det til Prosa. Det
er jo nemlig allerede en besynderlig naturalistisk Forvexling af Wordsworth at han bruger Ordene
Talesproget og Prosaen iflæng. Den gode Prosa er allerede
renset for de tomme og meningsløse Gjentagelser, de usikre og stammende
Talemaader, som Halvdannelse og Forvirring aldrig undlade at føre med sig,
og af hvilke Wordsworth
desværre kun har optaget altfor mange i sine Digte overalt, hvor han
indfører dramatisk Diction. Det er den usalige Forkjærlighed for den aller
platteste Naturefterligning, der i hans Digte afstedkommer de pludselige og
pinlige Overgange fra en høi og ædel Stil til en fuldstændigt udistingueret.
Se f. Ex. »The blind highland boy«. Poesi har efter Wordsworth’s Definition sin
Oprindelse i Sindsbevægelse, erindret i Ro. Den gaaer ud paa Efterligning af
Naturens Sprog med det ene Forbehold, at, da det er Digterens Hverv at
meddele Fornøielse, ikke Sandhed ligefrem, saa benytter han Verseformen, som
bereder Læseren en Rækkefølge af smaa behagelige Overraskelser ved Rytme og
Rim. Metret virker ved stadigt at vække og tilfredsstille Nysgjerrigheden,
men paa saa simpel en Maade, at det ingen selvstændig Opmærksomhed
tiltrækker sig. Det paavirker, omtrent som en kunstigt tilberedt Atmosphære
eller som Vin under en beaandet Samtale, Bevidstheden mægtigt men ubemærket.
Ved dets stedse tilbagevendende Regelmæssighed dæmper og mildner det
Fortællingens lidenskabelige eller gribende Indhold og ved sin Tendens til
at afklæde Talen dens Virkelighedspræg kaster det over
Compositionen en Slags Halvbevidsthed om dens Uvirkelighed. Men iøvrigt kan,
mener Wordsworth, selv den
bedste Poesi i ingen Henseende være forskjellig fra Prosa. Han glemmer at
opkaste sig det Spørgsmaal, om der ikke omvendt gives en Mængde af
Udtryksmaader, Constructioner og almindelige Sætninger, som ere paa deres
Plads i en Prosameddelelse, men som vilde virke i høi Grad stødende i Poesi,
og om der ikke i ethvert pathetisk Digt uden alt Kunstleri kan forekomme en
Bygningsmaade og Ordning af Sætningerne eller en Benyttelse af Talens
Figurer, som i Prosastil vilde være umulig.
Den eneste Mening, i hvilken en stor Del af den bedste Poesi kan siges at
ligne det virkelige Sprog er den, at dens Udtryk ere saadanne, som nogle faa
af de mest Gjennemdannede ved meget sjeldne Leiligheder vilde anvende. I
daglig Samtale flakker Talen løst omkring, i den offentlige Tale samler den
sig til fast Tankesammenhæng, og i den skrevne Bog vinder den udarbeidede
Sætning sig naturligt fremad gjennem mange Snoninger. I Verset endelig kan
Formen ikke være for udsøgt og for fast. Her gjælder den Lære, som Théophile Gautier i sit herlige Digt
»Kunsten« har prædiket:
Oui l’oeuvre sort plus belle
D’une forme au travail
Rebelle,
Vers, marbre, onyx, émail!
Point de contraintes fausses!
Mais que pour marcher droit
Tu chausses,
Muse, un cothurne étroit!
Dog hvor meget der end lader sig sige mod denne Wordsworth’s Poetik eller »Prosaik«,
som den rettere kunde hedde, en Lære, der af de Samtidige i Begyndelsen
optoges, som var den enstydig med Hexenes gamle Sang i
»Macbeth« »fair is foul, and foul is
fair«, den har for os Efterlevende en høi Grad af
Interesse som et præcist og utvetydigt Udtryk for det første litterære
Extrem af den engelske Naturalisme.
7. Naturalistisk romantik
VII.
Vi have et Øieblik tabt Coleridge af Sigte. Da Wordsworth og han fordelte de nye Digtgenrer imellem sig,
tilfaldt der, som alt berørt, ham den Wordsworth’s lige modsatte Opgave at behandle overnaturlige
Stoffer paa naturlig Maade. Han løste den i de Bidrag, han gav til de
»Lyriske Ballader« og overhovedet i den lille Cyclus af
Digte, hvortil hans betydelige Digternavn er knyttet.
Samuel Taylor Coleridge
var et Landbarn og en Præstesøn, født i October 1772 i
Devonshire. Fra 1782-90 gik han i Skole i
Christ’s Hospital i
London, og fra denne hans Skoletid er det, at hans Venskab med en anden engelsk Romantiker, hans varme
Beundrer Charles Lamb, skriver sig.
1791-93 studerede han i Cambridge uden Udsigter og
uden Hjælpemidler, hvorpaa han i et Anfald af Fortvivlelse, foranlediget
enten ved Gjæld eller ved ulykkelig Kjærlighed pludseligt forlod
Universitetsstaden og lod sig under Pseudonymen Silas Titus Cumberback
indskrive i det 15de lette Dragonregiment.*)
[…] »being at
a loss
loss, when suddenly asked my
name, I answered Cumberback and verily my habits were so little
equestrian, that my horse, I doubt not, was of that opinion
[…]«
Det synes paa ingen Maade at have været Ærgjerrighed, der bragte
ham til, som nogle Aar tidligere vor Ewald, at forsøge sin Lykke som
Soldat, men udelukkende Mangel paa Erhverv. Han blev da
ogsaa kun fire Maaneder Dragon. Thi da han en Dag paa Væggen under sin
Saddel havde skrevet dette latinske Klageraab
Eheu quam infortuni miserrimum est fuisse
felicem!
og da hans Capitain ved denne Leilighed opdagede hans Dannelsestrin, gjorde
denne hos hans Familie de nødvendige Skridt for at han kunde vende tilbage
til Cambridge. Herefter er det at det korte Tidsrum
falder, i hvilket han optraadte som antiorthodox Demokrat og som Følge deraf
nødtes til at slaae sig enhver Tanke om Universitetscarrière af Hovedet. Jeg har allerede nævnt hans og Southeys fælles Forherligelse af Robespierre (første Akt af
denne Oprørsmands
»Fald« var skrevet
af Coleridge, anden og
tredie af Southey) og tillige hans
vilde Communist- og Nybyggerplaner. Medlemmer af det lille Udvandrerselskab,
de stiftede, vare kun Coleridge, Southey, en ung Kvæker ved Navn Lovell og en vis Yngling ved Navn George Burnet, der var Skolekammerat af
Southey. Men Guden Hymen havde
valgt det Aar 1795 til at bringe disse samfundstruende Planer til at
strande. Coleridge var
reist til Bristol for at holde offentlige Foredrag og
udfoldede der al den Veltalenhed, der hos ham, omtrent som hos den ligeledes
mundtlig saa bedaarende Welhaven, synes at have suget Kræfterne fra hans poetiske
Værker. En ung Dame der i Byen vandt hans Hjerte og endnu samme Aar blev
Coleridge viet til
Sara Fricker, medens hendes
Søstre Edith og Mary Fricker ombyttede deres Efternavne
med Navnene Lovell og
Southey,
og – Reisen til Amerika endte som Børnenes hos Chr. Winther.
Hvorledes skulde Coleridge, der hele sit Liv igjennem var uden Villie, have
kunnet udføre en saa længe lagt Plan! Han, som aldrig har faaet Andet udført
end det, han ikke havde besluttet eller som efter dets Natur ikke lod sig
beslutte! I Aaret 1796 blev han, som dengang endnu var lidenskabelig
Unitarier, af nogle andre Philanthroper »overtalt« – han
bliver altid overtalt – til at udgive et Ugeskrift kaldet »the
watchman« (Vægteren), der skulde give 32 Sider stort Octav for
den moderate Pris af 4 Pence og hvis flammende Subskriptionsindbydelse bar
Devisen »Kundskab er Magt«. I den
Hensigt at samle Abonnenter dertil foretog han, ung og hed som han var, en
Agitationsreise nordpaa fra Bristol og
Sheffield og Landet rundt, prækende i alle de
større Byer paa Veien som ulønnet Lægprædikant i blaa Kjole og hvid Vest,
uvillig til at adoptere en mere præstelignende Dragt for at ikke saa meget
som »en Lap, der mindede om den
babyloniske Kvinde«, skulde klæbe ved
ham. Den Skildring, han har givet af denne sin
Odyssee, maler os den unge engelske Romantiker som han
var og blev: uklog paa alt Verdsligt, skiftevis begeistret for enhver
religiøs og philosophisk Halvhed, men sprudlende humoristisk i Opfattelsen
af de Andres og sin egen Latterlighed.
Han aabnede sit Felttog i Birmingham og rettede sit
første Angreb paa en streng Calvinist, en Lysestøber af Profession. Han var
en høi, skummel Mand, hvis Længde saa meget overgik hans Bredde, at han
havde kunnet tjene til Ildrager i sit eget Støberi. »Og
dette Ansigt!« udraaber Coleridge, »jeg har det for mig i dette
Øieblik. Det slattede, sorte, garnlignende Haar, skinnende af Fedt,
afklippet i en lige Linie langs med de sorte Stubber af hans krudtlignende
Øienbryn, der saa ud som en sveden Efterslæt af forrige Uges
Barbering: Hans Frakkekrave bagved i fuldstændig Overensstemmelse med det
tykke og klæbrige Tougværk, som jeg tænker han kaldte sit Haar, og som med
en Krumning indefter ved Nakkeleddet – den eneste Tilnærmelse til en Bøining
i hans Ansigt – sank ned bagved hans Vest, medens Ansigtet, magert, mørkt,
haardt med stærke lodrette Furer, gav mig en utydelig Forestilling om En,
der saae paa mig gjennem en slidt Strygerist, lutter Sod, Fedt og Jern. Men
han var en af de ægte Fuldblods – en sand Elsker af Friheden og der, som jeg
var underrettet om, til Manges Tilfredshed havde bevist, at
Mr. Pitt var et af Hornene
paa det andet Dyr i Aabenbaringen, det, der talte som en Drage
[…]« I en halv Time udfoldede
Coleridge sin hele
Veltalenhed for ham, beviste, beskrev, lovede og profeterede, begyndte med
Nationernes Uafhængighedstilstand og endte med det
tusindaarige Riges nære Komme, Voxstabelmanden lyttede
med udholdende og prisværdig Taalmodighed, skjøndt en vis Lugt, der ikke var
ambrosisk, røbede hans Gjæst, at han var kommen paa en Støbedag. Endelig tog
han Ordet: »Og hvad, Sir, ville Omkostningerne blive?« –
»Kun fire Pence, Sir, for hvert Nummer, som udkommer hver ottende Dag.« –
»Det løber dog op til en Slump Penge inden Aarets Udgang. Og hvormeget var
det, De sagde der blev givet for Pengene?« – »To og tredive
Sider, Sir, stort Octav, tæt trykt.« – »32 Sider! Gud bevare mig, med
Undtagelse af hvad jeg foretager mig paa Familiens Vegne paa Sabbathen, saa
er det mere, end jeg nogensinde læser, Sir! hele Aaret igjennem. Jeg er saa
fuldt som nogen Mand i
Brummagem, Sir! for
Frihed og Sandhed og alle den Sort Ting, men i dette her’ Tilfælde – De
ta’er det ikke ilde op, Sir! – maa jeg meget bede mig
undskyldt.« –
Saaledes endte Coleridge’s første Forsøg paa Rekruthverving i Kampen mod
den hellige Treenighed. Hans andet i Manchester
overfor en statelig og velhavende Bomuldgrosserer førte kun til, at denne
maalte ham fra Hoved til Fod og spurgte ham, om han havde en Factura paa
Tingen. Coleridge rakte
ham Subscriptionsindbydelsen, og efter at han mumlende havde ladet sine Øine
glide hen over den første Side og endnu hurtigere over den anden og sidste,
krammede han den sammen mellem sine Fingre og sin anden flade Haand, gned og
glattede saa betænksomt og eftertrykkeligt den ene Side mod den anden, stak
den i sin Lomme og vendte med et »Overløbet med de Artikler!«
Coleridge Ryggen for at
trække sig tilbage til sit Comptoir. – Efter disse mislykkede Forsøg opgav
Coleridge den Tanke
at vinde sine Abonnenter enkeltvis, men kom ikke desmindre hjem fra denne
mindeværdige Tur med næsten 1000 Navne paa sin
Subscribentliste. Dog – allerede det første Nummer kom – paa ægte
Coleridge’sk Manér – for sent; det andet, der indeholdt en Afhandling
mod Festdage, jog 500 conservative Abonnenter paa Flugt, og de
følgende Numre, der vare fyldte med Udfald mod fransk Philosophi og Moral og
mod dem, der plæderede til de Fattige og Uvidende, istedenfor
for dem til de Velhavende og Ansete, bragte de øvrige,
jakobinske og demokratiske, Abonnenter til at sige Bladet af. Coleridge synes, idet han selv
meddeler dette Factum, end ikke at ane, hvor naturlig en Straf for al hans
Halvhed dette var – en Halvhed, der bestod i aldrig at ville tage sin egen
Tankes Consequentser. Halv var han i det Politiske, halv i det Religiøse; da
han som gammel Mand tænker tilbage paa denne Tid, udbryder han selv: »Min Hjerne var med Spinoza, skjøndt hele mit Hjerte var med Paulus og
Johannes«, og han skynder sig med at forelægge Læseren de
rigtige Beviser for Guds og Treenighedens Existents, som han i sin Ungdom
ikke har været Mand for at hitte paa.*)Se
»Biographia literaria« vol. I, Afdel. II, S.
208–9 Da Ugeskriftet ikke oplevede mere end en halv Snes Numre,
blev Coleridge
Journalist, skrev først imod Ministeriet Pitt, men snart, da
hans Anskuelser mere og mere droges i conservativ Retning, strengt
ministerielt, og særligt efter Schweiz’s
Besættelse af Franskmændene som ivrig Franskhader. Saa
antifranske vare hans Artikler i »Morning Post«, at de endog
tiltrak sig Napoleons Opmærksomhed, og
Coleridge som deres Forfatter blev en særlig
Gjenstand for Førsteconsulens Vrede. Hans Frihed vilde endog under hans
Ophold i Italien været udsat for Fare, hvis han ikke itide var bleven
advaret saavel af den preussiske Minister Wilhelm v.
Humboldt som af selve Cardinal Fesch
gjennem en underordnet Embedsmand.
Aaret 1797, det samme, hvori han lærte Wordsworth at
kjende, blev i poetisk Henseende det afgjørende Aar i hans Liv, hans »annus mirabilis«. I dette Aar var det,
at han forfattede sin vidtberømte Ballade »Den gamle Sømand« og
det i Englands Poesi Epoche gjørende Digtfragment
»Christabel«.
»Christabel« er Indledningen til en Romanzecyclus, der aldrig
blev fortsat, og uden Tvivl det tidligste engelske Digt, der er
gjennemtrængt af den i streng Forstand romantiske Aand, og som derfor ved
det nye i Tonefaldet, Indholdet, Charakteren og Versbehandlingen gjorde et
mægtigt Indtryk paa de samtidige Digteres Hjerter. Det uregelmæssige og dog
velklingende Metrum paavirkede Scott saa stærkt, at han
tilegnede sig det i sit første romantiske Digt »The lay of the last
minstrel«. Han tilstaaer frit, hvormeget han skylder »det skjønne og tantaliserende Brudstykke
»Christabel««, hvilket
han som alle Tidens andre Digtere havde lært at kjende i Manuscript, siden
Coleridge læste det høit i alle Selskaber hele 20
Aar igjennem, inden det saa Lyset som offentlig Eiendom.
Byron lærte Digtet at kjende paa samme Maade som
Scott. Og da han inden han hørte det, i et af sine
Digte (»Beleiringen af Corinth«, Afsnit XIX) havde skrevet
nogle Verslinier, som frembøde Lighed med nogle Vers i
»Christabel«, benytter han senere
Leiligheden til i en Note at sige nogle Ord til dette »vilde og mærkværdigt originale og skjønne Digts« Ære.
At dog ikke Alle delte disse Digteres og Wordsworths
end større Beundring, kan sees af Moores Levnet og
Breve. Baade han selv og
Jeffrey tage stærke Forbehold med Hensyn til
Digtets Affectation. (Se II, 101, IV, 48 af Moores
»Memoirs«.) For os Danske, der gjennem
Tieck og Schlegelerne og
senere især gjennem Ingemann ere blevne saa grundigt
indviede i hin poetiske Manérs Mysterier, har Brudstykket umuligt en saa
stor Interesse. Den grændseløse Naivetet i Fortællemaaden, og det hele
forsætligt Barnlige i Anlægget og Tonen er for os hvad
Hvedebrød er
Hvedebrød
for Bagerbørn. Digtets høieste Fortrin er, fraseet dets søde og fulde
Melodi, den eiendommelige Magi, hvormed den onde Fees Væsen er givet, det
eiendommeligt Dæmoniske, der ingensinde tidligere i engelsk Poesi var fremtraadt med en Virkekraft som her. Det fortjener
at erindres, at er end Digtets første Del skrevet 1797, er ikke blot dets
anden Del forfattet, men uden Spørgsmaal ogsaa en Overarbeidelse foretaget i
Aaret 1800, det vil sige efter at
Coleridge paa en Reise sammen med
Wordsworth til Tydskland havde lært den moderne
tydske Poesi, dens middelalderlige Forudsætninger og dens nyeste Tendentser
at kjende. Hans andet Capo d’opera,
Balladen »Den gamle Sømand«, der er endnu mere søgt naiv i
Dictionen og udstyret som de middelalderlige Folkeballader, der kjøbes
enkeltvis i Smaagadernes Boder, med en prosaisk Indholdsfortegnelse i
Margenen, er blevet det mest populære af Coleridge’s
Digte, skjøndt det ved sin Fremkomst blev angrebet med Bitterhed. Paa en
grændseløst affecteret Indledning (tre Bryllupsgjæster glemme deres
Bestemmelse over den gamle Sømands Fortælling, saa veltalende er han – og
det paa Gaden, som Falstaff siger)
følger en gyselig Spøgelsehistorie paa et Dødningeskib, hvis Rædsler alle
afstedkommes derved, at en Sømand er letsindig nok til at dræbe en Albatros,
der har søgt Tilflugt paa Skibet. Hele Mandskabet paa ham alene nær straffes
med Undergang for denne Ugjæstfrihed. Da Digtet var ungt, discuterede, som
Swinburne fortæller, den engelske Kritik meget
levende det Spørgsmaal, om dets Moral (den, at man ei bør skyde
Albatrosser?) ikke var saa overveiende, at den skadede Digtets
phantastiske Side, medens Andre mente, at Digtets Feil stak i dets Mangel
paa Virkelighedsmoral, og i vore Dage har dette Punkt givet Anledning til
et lignende Ordskifte mellem
Freiligrath
Freiliggrath
og Julian
Schmidt. Den moderne Kritik skjænkede saa vist
gjerne Balladen og dens Digter »Moralen«, hvis den poetiske Kjærne deri lod
sig finde. Jeg tilstaaer ikke at kunne finde den, og mener med et Exempel at
kunne oplyse, hvor Grundmangelen stikker. Der findes i Digtsamlingen
»Zeitlosen« af den tydske Lyriker Moritz
Hartmann et længere Digt, der, skjøndt det ikke forkynder sig
som affødt af Coleridge’s »Den gamle
Sømand«, ved første Blik viste sig for mig som en direkte
Efterligning deraf. Det bevæger sig i samme metriske Form, og Sujettet er
absolut beslægtet. Dets Titel er »Der Camao«
(»Zeitlosen« S. 177). Fuglen Camao, der i dette Digt svarer
til Albatrossen hos Coleridge, blev i Middelalderen
pleiet i ethvert Hus paa Pyrenæerhalvøen og behandlet
med en paa en almindeligt udbredt Overtro hvilende Ærefrygt. Denne Fugl
sagdes nemlig ikke at kunne trives i et Hus, hvis Glands var plettet ved
Husfruens Skyld; den døde, saasnart der ved hendes Troløshed kom ringeste
Plet paa Husherrens Ære. Sædvanlig hang dens prægtige Bur i Husets Forhal. I
Hartmanns Digt fortæller nu den gamle afsindige
Mand, der her svarer til den sindssyge Sømand hos
Coleridge, hvorledes han som Page
opflammedes af den vildeste Lidenskab for sin Herres Hustru, og hvorledes
han pintes af Fuglens Sang til Ære for hendes Kydskhed, hvem den skyldte sit
Liv, hver Gang han afvist paany styrtede ud fra hendes Værelser, fortvivlet
over hendes Kulde. Hans Herre vender hjem fra Krigstog og har sin Ven, en
ung, deilig Sanger og Helt, i Følge med sig, hvem Slottets Frue viser det
hjerteligste Venskab og hvem Pagen snart omfatter med Skinsygens hele Had.
Ude af sig selv angiver han de to Unge, men hans Herre svarer ham roligt, at
Camao lever og netop i dette Øieblik synger til Estrellas Ære. Da beslutter han i blodgjerrigt og skinsygt
Raseri at hævne sig og dræber Fuglen; Vasco ihjelslaaer sin Hustru – og fra nu af flakker
Forbryderen rastløs og afsindig uden nogensteds at kunne finde Sjælero om
fra Land til Land.
»Der Camao« kan ikke med Hensyn til Sprogbehandlingens
Eiendommelighed og Virtuositet i fjerneste Maade stilles ved Siden af
»The ancient mariner«, men hvad den digteriske Kjerne
angaaer, staaer det ikke blot høit over sit engelske Forbillede, men
kritiserer ovenikjøbet paa en fuldstændig fyldestgjørende Maade
Coleridge’s Ballade og den hele affecteret
romantiske Ideekreds, den betegner. Her er Drabet af Fuglen en virkelig
menneskelig Handling, udført af et virkeligt menneskeligt
Motiv; her er Straffen over Drabsmanden ikke nogen Grille, men en retfærdig
og naturlig Consequents af hans Ugjerning; her er den Ulykke, Fuglens Drab
bringer over Vasco’s Hustru og ham
selv, ved en virkelig Aarsagsforbindelse knyttet dertil, medens Sømændenes
Undergang i Kraft af Ugjæstfriheden mod Albatrossen tager sig ud som en Art
Vanvid; her viser endelig Forskjellen sig klart mellem en sand poetisk
Optagen af den overtroiske Forestilling og den romantiske Behandling af
samme. I begge Digte beroer jo Alt paa en Overtro, og
Hartmann er langt fra at ville underkaste denne en
rationalistisk Kritik; men han paadutter ingen Anden den, hans Digterværks
Skjønhed er ganske uafhængig af, om Læseren i Ordets vulgære Forstand
troer paa Camaos magiske Indflydelse eller ikke, medens den
romantiske Forskruethed netop præker Ærefrygten for det Magiske og
Uforklarlige som Summen af al Levevisdom og al Poesi. Dog staaer »Den
gamle Sømand« end ikke høit sammenlignet med en senere Tids af
Romantikens Svøb udviklede Poesi, saa staaer dette Digt dog langt over de
fleste af den tydske Romantiks beslægtede Productioner. Digtet er trods alt
sit romantiske Skinvæsen inspireret af Havet, det virkelige naturlige Hav,
hvis vexlende Stemninger, hvis ængstende og truende Alvor det skildrer. Den
friske Brise, det fraadende Skum, den uhyggelige Taage og den
hede, kobberfarvede Aftenhimmel med sin blodige Sol, alle disse Elementer
ere Naturens, og [de paa Havet Forslagnes](n5698) hele Jammer, Hungersnøden, den
nagende Tørst, der bringer dem til at suge Blodet ud af deres egen Arm, de
blege Ansigter, den frygtelige Dødsrallen, den rædselsfulde Forraadnen, alle
disse Elementer ere Virkelighedens og skildrede med en Englænders hele
naturalistiske Kraft.
Meget engelsk er ogsaa det Træk, at Coleridge selv paa
det Fortræffeligste kunde see Skyggesiderne ved en Produktion som hans
berømte Ballade. Den nationale Grundegenskab, Humoren, stiller ham i denne
Henseende mærkværdigt aandsfrit. Man høre, hvad han selv
har meddelt om sin Selvkritik. En poetisk Dilettant udtrykte til en af hans
Venner det Ønske at blive indført hos Digteren, men betænkte sig, da der
øieblikkeligt gaves ham Adgang dertil, af den Aarsag, at han »maatte
tilstaae, han var Forfatter til et forbistret strengt Epigram over Den gamle
Sømand, hvilket han vidste havde foraarsaget Coleridge
stor Ærgrelse«. Digteren forsikrede sin Ven, at hvis Epigrammet var godt,
vilde det kun forøge hans Lyst til at gjøre Bekjendtskab med Forfatteren og
udbad sig det forelæst. Og da viste det sig til hans ligesaa store
Overraskelse som Morskab at være et Par Spotterier, som han selv havde
skrevet og indrykket i »Morning
Post«. Føier man nu hertil, at Coleridge selv skrev tre
Sonetter for, som han siger, at gjøre Nar af den nye Retnings affecterede
Simpelhed og klynkende Egoisme, Sonetter, hvis svulstige Fraser udelukkende
vare tagne af hans egne Digte, saa lader det sig ikke
nægte, at han med en sjelden Aandsoverlegenhed har stræbt at holde sig fri
for hin Fortabthed og Hildethed i en Doctrin, som var den tydske Romantiks
svageste Side.
Alligevel var det fra Tydskland, at hans Aand fik sin kraftigste og
væsenligste Næring. Han var den første Englænder, der trængte ind i den
tydske Litteraturs af Fremmede endnu ubetraadte Skove og det omtrent
samtidigt med at Mme de Staël brød de romanske
Folkeslag Veien derind. Paa samme Tid som han frembringer sine nysnævnte
berømteste Digte, begynder han at studere Tydsk, og
Schiller og Kant tiltrække ham
først. I 1798 foretager han saa med Wordsworth en
litterær Opdagelsesreise til Tydskland. I Hamburg
opsøge de to unge Mænd Patriarchen Klopstock, der roste
Bürger, men ellers talte koldt og ilde om den yngre
Skole i Litteraturen, og netop om Coleridge’s Guder, om
Kant og om Schiller, hvis
»Røvere« han erklærede ikke at kunne læse, men som til
Gjengjæld underholdt dem desmere om »Messiaden« og sin
Indignation over de slette engelske Oversættelser af dette Digt.
Coleridge gav sig i Tydskland til at studere
Gothisk, læste Mestersangerne, Minnesangerne og Hans Sachs, og udgav ved sin
Hjemkomst Schillers »Wallenstein«, som
Benjamin Constant ikke længe efter skulde bearbeide for
den franske Scene. Saa er det, at han bosætter sig ved
hine »Søer« i Nordengland, hvor Wordsworth og
Southey noget tidligere havde opslaaet deres
Pauluner, og efter hvilke den litterære Skole, de efter de Samtidiges
Opfattelse udgjorde, fik Navn. Navnet betyder imidlertid ei stort meer end
om man 1830 havde villet kalde
Hauch, Ingemann,
Wilster og Peder Hjort
Soranere. De engelske Digtere af Søskolen vare fuldt saa
forskjelligt anlagte som de nævnte Lectorer i Sorø. Men Kritiken slog
Coleridge bestandig sammen med
Wordsworth og Southey, fordi
det vidstes, at han stod i venskabelig og intim Forbindelse med disse Mænd,
fordi han aldrig forsømte nogen Leilighed til at rose dem, saa lidt som de
nogen Leilighed til at rose ham, og fordi han og de øvrige
Lakister engang hvert Fjerdingaar i »
Quarterly
Quaterly
Review« bleve krandsede med friske
Laurbær og Synderen Byron samtidigt [fugtlet med friske
Skorpioner](n5699). Heraf var Følgen, at Wordsworth og
Southey næsten aldrig vare under Kritikens Vandfald
uden at han, som dog næsten aldrig lod høre fra sig, tillige blev alvorligt
dyppet. Den Omstændighed, at Søskolen, omtrent som Prærafaeliterne og Nazarenerne i Malerkunsten, gik ud
paa at være lutter poetisk Fordybelse,
lutter Barnesind og Barnetro, lutter præstelig Blidhed og Salvelse aabnede
en skarp og bidende Kritik en stadig Adgang til Spot og Løier mod Den, der
for Alle maatte staae som Skolens Theoretiker. Som Yngling havde
Coleridge i sit Digt »Ild, Hungersnød og
Slagteri« ladet alle Rædslerne en efter en besvare ethvert
Spørgsmaal om hvo der bød dem at rase, med dette frygtelige Omkvæd om
Pitt:
The same! the same!
Letters four do form his name
He let me loose, and cried: Halloo!
To him alone the praise is due.
Nu var han Mr. Pitt’s tro Journalist og han som alle
Søskolens andre Medlemmer en streng Tory, de liberale Ideers Fjende saavel
paa Statens, som paa Kirkens Omraade, hvad Under da, at han i Flæng med de
Andre fra det liberale Parties Side var udsat for partiske og uophørlige
Angreb! Og dog vilde det have været saa let og saa naturligt at skjelne ham
som Digter ud fra alle de Andre og give ham den Ære, der tilkom hans
Originalitet. De ganske faa Digte, han i Løbet af et temmelig langt Liv har
skrevet, hævde sig ved Sprogets udsøgte Melodiøsitet; deres Harmonier ere
ikke blot fine og iørefaldende som Shelleys, men
contrapunktisk sammensatte og rige, af en egen tung og vægtig Sødme; hver Linie har en Honningdraabes Smag og Vægt. I Digte som
»Love« eller som »Lewti« sikkert de sødeste af
hans Poesier, i en østerlandsk Phantasi som »Kubla Khan«, der
udsprang af en Drøm, hører man Coleridge’s
Nattergalerøst fløite og lokke, hvisle og synge med alle den ypperste
Sangfuglstemmes vexlende Cadencer.
Shelley er, som Swinburne slaaende
har sagt, naar han med Hensyn til Sprogets Harmonier sammenlignes med
Coleridge, hvad en Lærke er i Sammenligning med en
Nattergal. Men Coleridge’s Poesi er
ligesaa uplastisk som den er melodiøs og ligesaa lidenskabsløs som
vellydsmættet. Den er rent romantisk-phantastisk, det vil sige, at den
hverken fremstiller et energisk levet personligt Sjæleliv eller
gjenfremstiller Iagttagelser fra den omgivende Verden. Det er i den sidste
Henseende interessant, at Coleridges store Reise til
Syden blev aldeles uden Frugt for hans Poesi; det eneste, han hjembragte fra
den, Hymnen »Før Solopgang i Chamounidalen«, hvor han aldrig
satte sin Fod, er omskrevet efter den i vor Litteratur velbekjendte
Digterinde Friederike Brun’s Beskrivelse af
Dalen. Hans historiske Sands var ligesaa ringe som hans
Localsands. Han siger selv: »Den kjære Sir Walter
Scott og jeg vare nøiagtigt men harmonisk modsatte deri, at
enhver gammel Ruin, Høi, Flod eller Træbul i hans Sind fremkaldte en
Hærskare af historiske og biographiske Ideeforbindelser […] hvorimod jeg troer, at jeg selv kunde gaae over Sletten ved
Marathon uden at føle mere
Interesse for den end for enhver lignende Slette […] Charles
Lamb har skrevet et Essay om en Mand, der levede
i Fortiden – jeg har tænkt paa at tilføie et om en Mand der overhovedet ikke
levede i Tiden, men udenfor den eller jævnsides med den«.*)»Specimens of the table talk of the late Sam. T.
Coleridge« vol. II, 225. Hans Poesi er derfor i
Ordets bogstavelige Forstand Drømmebilleder; det af hans
Digte som de bedste Kjendere sætte høiest, componerede han isøvne under en
Drøm.
Hans eget Liv var saa villieløst og planløst som en Drømmendes. Af Naturen
indolent blev han med Aarene mere og mere tilbøielig til Opsættelse, og hans
Opsættelsessyge (Englændernes procrastination) optaarnede stedse flere
Vanskeligheder paa hans Vei, som hans Arbeidskraft ikke var stor nok til at
overvælde. For at søge Lindring for legemlige Lidelser tyede han til Opium,
men forfaldt snart til Opiumsspisning, der yderligere forøgede hans Mangel
paa Evne til at fuldføre nogen Plan. Efter et vandrende Liv med vexlende
Ophold i sine Venners Huse, under hvilket han skiftevis holdt
litteraturhistoriske Forelæsninger og gav Bidrag til Tidsskrifter, gav han
sig som uskikket til at lede sit eget Liv fra 1816 af i Huset
hos en Læge ved Navn Gillmann og levede i
Highgate hos denne Mand og under hans Herredømme
i en frivillig Adskillelse fra sin Familie, hvilken han overgav til Vennen
og Svogeren Robert Southey’s Forsorg. Paa Opiumsrusen
fulgte nu en Katzenjammer med Anger og Selvbebreidelse og stedse mere
orthodox Religiøsitet. Hvad han i denne Periode skrev har gjennemgaaende til
Formaal at gjendrive hans Ungdoms Kjætterier og hævde i Dogmatiken
Treenigheden, i Politiken den engelske Statskirke mod alle kritiske
Anfægtelser.*)»On the constitution of Church and
State according to the idea of each«. – Lay Sermons.
Emerson har efter et Besøg hos ham malt os ham som
»gammel og fuld af Fordomme«
ophidset over den Uforskammethed, den Haandfuld Priestleyanere beviste ved
at vove at negte Paulus’s i Aarhundreder uantastede
Treenighedslære,
og spækkende sin Tale med allehaande Gammelmandstrivialiteter. Atten Aar gik
hen for ham under Drømmerier, Conversation og Forfatten af opbyggelige
Afhandlinger, medens han bestandig havde langt mindre Indflydelse som
Frembringer end som Stimulus. Han æggede og pirrede Andre til Production;
boende ikke langt fra London og paa Grund af sit
sprudlende Conversationstalent uafladeligt søgt af de bedste Skribenter
levede han som Tilskuer til Livet under Samtaler med Mænd som
Charles Lamb, Wordsworth,
Southey, Leigh Hunt,
Hazlitt, Carlyle, netop i de
samme Aar, under hvilke Aanderne af den hans modsatte Retning,
Shelley og Byron med ildfuld
Kraft udtalte sig mod den politiske og sociale Ordning, om hvis
Fortrinlighed han var overbevist. Medens han villieløs og Disciplin
underkastet som et Barn lod sit Liv conservere af Andre, og selv conserveret
stedse mere uddannede sig til Conservativ, udviklede de to store
Frihedsdigtere, kastede ud fra deres Hjem og henviste alene til deres egen
personlige Energi, den høieste Selvstændighedsfølelse, der endnu i Poesiens
Historie var kommen til Udbrud, og opreves, da hverken nogen Anden eller de
selv gjorde Noget for at conservere deres Liv, længe før Tiden i
lidenskabelige Kampe for saa at bortrives af en tidlig Død. Den personlige
Undersøgelse og den personlige Frihed vare for dem et lige saa dyrebart
Klenodie som Church of England var det for ham.
8. Søskolens frihedsbegreb
VIII.
Vistnok er det langtfra, at Coleridge og Søskolens
øvrige Medlemmer skulde have kaldt sig andet end varme Venner af Frihed; den
Tid var forbi, da de Reactionære kaldte sig anderledes:
Coleridge har skrevet et af sine smukkeste Digte, Oden »France« som en Hymne til Friheden og
kræver her Skyer, Bølger og Skove til Vidne paa, at han altid har elsket
den, og Wordsworth, der udtrykkeligt har tilegnet den
to store Grupper af sine Digte, betragter sig endog som dens givne Talsmand.
Efter en flygtig Læsning kunde man antage disse Digtere for fuldt saa
frihedselskende som Moore eller
Shelley eller Byron. Men selve
Ordet Frihed betyder i hines Mund noget Andet end i disses. Man maa for at
forstaae det analysere det med de to simple Spørgsmaal: Frihed – for hvad?
Frihed – til hvad?
Frihed er disse conservative Digtere et bestemt endeligt Gode, som England
har og som Europa mangler, Retten for et Land til at regjere sig selv uden
Enevoldshersker, fremfor Alt uden nogen Enevoldshersker af en fremmed
Stamme. Det Land, der har dette Privilegium, er frit. Ved Frihed forstaaes
altsaa i denne Leir Frihed for fremmed politisk Despoti; om
Frihed til Noget er saa at sige i den ikke Tale. Man kaste et
Blik henover Wordsworth’s Frihedssonetter og see, hvad
det er han besynger. Det er de europæiske Folkeslags Kamp mod
Napoleon, der betegnes som en Art Antichristen.
(»Djævlen paa sin Flammetrone«
kalder Scott ham.)
Digteren sørger ved Spaniens, ved
Schweiz’s,
Schweiz’s ved
Venedigs, ved Tyrols
Erobring af de Franske. Han besynger den tapre
Hofer, den brave Schill, den forvovne Toussaint
L’ouverture, der have vovet at byde Voldsmændene Spidsen, og
ikke mindre Gustav den 4de Adolf af Sverrig, der med
romantiskridderlig Evneløshed havde tilkastet Napoleon
Handsken og forkyndt sit Sværmeri for en Bourbonistisk Restauration. Kort
efter skulde jo ogsaa Victor Hugo og
Lamartine som Legitimister besynge hans Søn
Prinds Gustav af Vasa. Fra
Napoleon gaaer Hadet og Afskyen over paa Frankrig.
I en af Sonetterne (»Inland within a hollow vale I stood«)
fortæller Wordsworth, hvorledes Canalen mellem England
og Frankrig et Øieblik havde forekommet ham smal som en Indsø og Angest
grebet ham for at England kunde været landfast med hint fortabte Land; da
styrker den Tanke ham atter, hvor stor den engelske Folkesjæl er, og hvor
ringe den franske. I en anden Sonet glæder han sig ved Tanken om hvor
betydelige Mænd og betydningsfulde Bøger England har frembragt og studser
ved at Frankrig i Modsætning hertil ei har frembragt »et
eneste betydeligt Bind, ikke en eneste Mesteraand […] men har lige stor
Mangel paa Bøger og paa Mænd.«
Derfor vender han da atter og atter tilbage til England; hans Sonetter ere
een lang Kjærlighedserklæring til dette Land, for hvilket han føler »som en Elsker og et Barn«, dette Land,
som er det eneste, paa hvilket nu »alle Jordens Forhaabninger hvile«.*)»Sonnets dedicated to Liberty«. I, XVII og
XXI. Han følger i sine Digte sit Land under dets Kampe, han
lovsynger som Southey enhver af dets Seire og hans
Frihedssonetter udmunde derfor ogsaa høist betegnende i den store pompøse
»Taksigelsesode« for Slaget ved
Waterloo. Vi spørge os
nutildags, hvad det var for en Art Frihed,
Waterloo bragte; men vi
forstaae fuldt vel, at den Gruppe af Digtere, hvis Helte vare selve
Nationalheltene Pitt, Nelson og
Wellington, hvis Lovsange gjaldt den engelske
Forfatning i dens Egenskab af at være Friheden selv og England som Mønsteret
for alle Stater, vandt en Popularitet hos Folkets store Flertal, som det
endnu den Dag idag ikke er lykkedes deres store poetiske Modstandere at naae
op til. For hine var Folket et Ideal, som det var, disse stræbte at tvinge
deres Folk til at rette Blikket mod et ikke naaet, ja end ikke erkjendt
Ideal; hine smigrede Folket og lønnedes med Laurbær, disse opdroge og
tugtede Folket og stødtes ud af dets Skjød. Medens Æresposten som Poeta laureatus tilbødes
Scott og beklædtes saavel af
Southey som af Wordsworth, har
det engelske Folk endnu den Dag idag ikke aflagt et eneste offentligt
Vidnesbyrd om hvad det skylder Shelley og
Byron.*)
Først i disse Dage har Disraeli
som Præsident for Byron Memorial Committee stillet sig i Spidsen for
Indsamlingen til en Statue af Digteren, som skal reises paa en af
Londons Pladser. Aarsagen er
den, at deres Frihedsbegreb var saa forskjelligt fra Søskolens. For dem var
Frihedsideen ikke realiseret i et Land eller i en Forfatning, forelaa
overhovedet ikke som en færdig Ting, for dem var Kampen for Frihed ikke
heller realiseret i en dybt egoistisk Krig mod en revolutionær Erobrer. De
følte det dybt, hvor stor en Ufrihed, politisk saavel som aandelig, religiøs
saavel som social, der kunde trives under en saakaldt »fri« Forfatning.
Lidet oplagte til Lovsange over hvor herligt vidt Menneskeheden og særligt
deres Landsmænd vare komne, følte de under det saakaldte Frihedsregimente et
dybt og brændende Frihedssavn, Savn af Frihed til altfor Meget
– til at tænke uden Hensyn til Dogmer og til at skrive uden at krumme Ryg
for en offentlig Mening, til at handle som det stemmede med deres inderste
Individualitet uden at underkastes Control af dem, der fordi de selv ingen
Personlighed besadde, vare de mest høirøstede og ubarmhjertige Dommere over
de Charakterfeil, der vare knyttede til Selvstændighed, Originalitet og
Geni. De saa, at den herskende Kaste under »Friheden« hyklede og løi,
udsugede og plyndrede, tøilede og tvang, bastede og bandt fuldt saa galt som
den enkelte Selvhersker gjorde det med sin Enevoldsmagt, og uden som han at have den store Aands Myndighed og Geniets Undskyldning. For
Søskolens Digtere var Tvangen ikke Tvang, saasnart den var
engelsk, Tyranniet ikke Tyranni, saasnart det var
constitutionelt monarchisk, Obscurantismen ikke virkelig
Obscurantisme, saa snart den udgik fra en protestantisk Kirke.
De radicale Digtere kaldte Tvangen for Tvang, selv naar den svang Englands
egen Fane over sit Hoved og mødte med den engelske Cocarde til Politiskilt,
de udstrakte hines Uvillie mod absolute Konger til Kongerne overhovedet, de
ønskede ikke blot Jorden befriet fra katholske Præsters Regimente, men
overhovedet fra Præsteformynderskab. Da de saae Digterne af den modsatte
Skole, der i Ungdommens Hede vare gaaede fuldt saa vidt som de selv, give
sig til at forherlige Englands Toryregjering med en Renegatgruppes hele
Iver, da kunde de ikke betragte dem som andet end som Frihedsfjender. Derfor
sørger Shelley i sin Sonet til
Wordsworth over at han »har
svigtet Sandhed og Frihed«, derfor fristes
Byron atter og atter overfor
Southey til at »skjære ham op som
et Græskar«, og derfor er der overhovedet i disse
Digteres Lidenskab for Friheden et helligt Raseri, en ædel Ild, hvoraf ingen
Gnist er at finde i Søskolens platoniske Kjærlighed til den. Naar
Shelley synger til Friheden: »Men
skarpere er dit Glimt end Lynets Blinken og hurtigere dit Fjed end
Jordskjælvets Trampen! Du døver Oceanets Raseri, din Stjerne
blinder Vulkanerne, Solens klare Lampe er en Lygtemand mod dit
Lys«, da føler man, at denne Frihed ikke er en Ting, som
lader sig gribe med Hænder eller give som Grave i en Constitution eller
registrere i en Statskirke, men er Menneskeaandens evige Fordring, dens
umistelige Krav til sig selv, den himmelske Ild, Prometheus
nedlagde som Gnist i Menneskehjertet, da han dannede det,
og som det har været de største Digteres Gjerning at puste op til den
Flamme, der er Kilden til alt Lys og al Varme for dem, som føle, hvor
gravmørkt og stenkoldt Livet vilde være uden den. Denne Frihed er det, som i
hvert nyt Aarhundrede dukker op med et nyt Navn, som i Middelalderen
forfølges og udryddes under Navnet Kjætteri, i det 16de Aarhundrede
forfægtes og bekjæmpes under Navnet Reformation, i det 17de Aarhundrede
dømmes til Baal og Brand som Trolddom og Atheisme, i det 18de Aarhundrede
bliver til et Evangelium under Form af Philosophi for under Revolutionen at blive til en Magt i Skikkelse af
Politik, og som endelig i vort eget Aarhundrede af Fortidens Repræsentanter
stemples med det nye Øgenavn: Radicalisme.
Den Frihed, Søskolens Digtere prise, var et bestemt concret
Indbegreb af Friheder, ingen Frihed. Hvad de revolutionære Digtere derimod
forherlige, var vel i og for sig den sande Frihed, men de
opfattede denne Frihed saa abstract, at de i det Enkelte altfor
hyppigt skjød ud over Maalet. I Svækkelsen af al bestaaende Regjering saa de
kun Svækkelsen af slet Regjering, i undertrykte Folkestammers halv
barbariske Oprør saa de den evige Friheds Morgenrøde.
Shelley var saa abstract, at han ansaa Slaget for
vundet, hvis han med eet Slag kunde udrydde alle Konger og Præster, og
Byron lærte først sent ad Erfaringens Vei, hvor faa
republikanske Dyder de i Frihedens Navn sammensvorne europæiske
Revolutionsmænd besad. Søskolens Mænd vare sikrede mod de radicale Digteres
ædelmodige Vildfarelser og Anticipationer, men Efterverdenen har havt større
Nydelse og Udbytte af Frihedskjærlighedens Udskeielser hos disse end af
hines fra alle Sider begrændsede og omhegnede Frisind.
9. Søskolens østerlandske romantik
IX.
Her er Stedet til at unde den Mand en Plads, som var
Byrons og Shelleys værste
Fjende og Coleridges bedste Ven og som i det Hele
staaer Coleridge nær som fremragende engelsk
Romantiker, hvor langt hans Productioner end i Indholdsværd staae tilbage
for Vennens.
Robert Southey, født 1774 i
Bristol, var Søn af en Lærredshandler der og
beholdt hele sit Liv igjennem Præget af at være kommet til Verden i snevre Kaar og med en snever Horizont for Øie. Efter en kort
Tid at have studeret i Oxford blev han som Søskolens
øvrige Digtere grebet af Revolutionsaanden og forfattede i 1794 et høist
jakobinsk Poem »Wat Tyler«.*)
Som Indskrift til det Værelse, hvor Kongemorderen
Martin havde siddet
fængslet, forfattede han paa den Tid følgende Linier:
»For thirty years secluded from mankind
Here Martin lingered. Often have
these walls
Echo’d his footsteps, as with even tread
He paced around his prison. Not to him
Did Nature’s fair varieties exist;
He never saw the sun’s delightful beams;
Save when through yon high bars he pour’d a sad
And broken splendour. Dost thou ask his crime?
He had rebell’d against the
King, and sat
Jn judgment on him; for his ardent mind
Shaped goodliest plans of happiness on earth
And peace and liberty. Wild dreams! but such
As Plato loved«
o. s. v.
Herpaa forfattede dengang Canning følgende
ganske morsomme Parodi: »Indskrift paa den Celle
i Newgate, hvor Mrs.
Brownrigg, Lærlinge-Mordersken, sad
indespærret«:
»For one long terme or ere her trial came,
Here Brownrigg linger’d. Often have
these cells
Echo’d her blasphemies, as with shrill voice
She screamd for fresh geneva. Not to her
Did the blithe fields of Tothill,
or thy street,
St.
Giles,
its fair varieties expand;
Till, at the last, in slow-drawn cart she went
To execution. Dost thou ask her crime?
She whipp’d two female ’prentices to death
And hid them in the coalhole. For her
mind
Shaped strictest plans of discipline. Sage schemes!
Such as Lycurgus
taught« o. s. v.
Da ogsaa han havde opgivet sine Udvandringsplaner og
havde faaet sin
Miss Fricker, bosatte han sig i
London 1797. Fra 1807 af nød han en Statspension
af 150 Pund aarlig. Efter Digteren Pye’s Død blev han
Poeta laureatus med 300 Pund aarlig.
Denne Stilling, som medførte Forpligtelse til at besynge alle de det
kongelige Hus vedrørende Begivenheder, blev først af
Prindsregenten tilbudt Walter
Scott, der spurgte sin Velynder Hertugen af
Buccleugh om Raad. I Hertugens Svar hedder det: »Hvorledes kunde De udholde paa en kongelig Fødselsdag at
høre en Hob hæse og kvækkende Chorister aflire Deres Vers i Recitativer til
Opbyggelse for Biskopper, Pager, Hofdamer og Livgardister! o skrækkeligt,
tre Gange skrækkeligt!«
Scott afslog da den tiltænkte Udmærkelse, men foreslog
Southey til den som loyal og trængende Digter. I
største Delen af sit Liv var han henvist til at leve af sin Pen og skrev
saaledes nødtvungen Meget. Flittig som han var, økonomisk og prydet med alle
gode huslige Egenskaber efterlod han sig en Kapital af 12000 Pund.
Romantiken var hos ham som hos Tydskerne saa langt fra at udelukke de borgerlige og spidsborgerlige Dyder, at den tvertimod paa det
Bedste forligtes med dem. Den havde jo nu engang saa lidt med Livet at
gjøre. Til Gjengjæld forhindrede hans ærbare Philisteri ham ingenlunde i at
lade sin Phantasi foretage de vildeste østerlandske Flugter.
Der var i Southeys første Periode, den frisindede,
øiensynligt noget Smukt og Varmt ved hans Begavelse. Han havde Begeistring
og han havde Mod. Hans Epos »Joan of Arc« fra 1797 er et Digt,
som fremgaaer af ligesaa inderlig en Følelse for Frankrigs
Heltinde som den Schiller fem Aar senere
lagde for Dagen i sit Drama »Jomfruen fra Orleans«. Som
Schillers Digtning er
Southey’s et Modstykke til
Voltaires
»Pucelle«, ja den decente engelske
Poet forsikrer endog i sin Fortale, at han aldrig »har
gjort sig skyldig i at kaste et Blik« i dette Digt. I
»Joan of Arc« er Southey endnu ikke
Romantiker. Han kaster nu og da sit Blik fremad lige til sin Samtid. I
tredie Sang forherliger han Madame Roland som den
heroiske Kvinde, der blev Martyr for Fædrelandskjærligheden, i tiende Sang
Lafayette, hvis Navn »Friheden
bestandig vil elske«, og selv i Fremstillingen af
Jeanne’s Bedrifter er ganske
anderledes end hos Schiller enhver Appel til det
Magiske undgaaet. Paa et afgjørende Sted i Digtet, hvor Jomfruen udspørges om sin Tro, aflægger
endog hun og gjennem hende Digteren en saa ærlig Bekjendelse
til Naturen, at man tilfulde føler, hvorledes ogsaa for
Southeys Vedkommende den i Datidens engelske Poesi
Alt beherskende Naturalisme er den Grundvold, hvorpaa han staaer.
»Kvinde,« siger en Præst til Jeanne d’Arc, »Du synes at lade haant om vor
Kirkes hellige Forskrifter, og hvis jeg ret forstod dine Ord, siger Du, at
Ensomheden og Naturen lærte dig religiøse Følelser og at Messer og
Syndsforladelse og Brugen af Vievand nu ikke mere kjendes af dig. Hvorledes
kunde Naturen lære dig sand Religion? Naturen kan lære at synde, men Præsten
alene kan lære Anger og byde St. Peter aabne Himmelens Porte og udløse
Sjælen af Skjærsilden […]«
Pigen svarer: »I den hellige Kirkes Fædre! hvis en simpel
Pige som jeg skulde fare vild paa disse vanskelige Punkter, saa henfører
ikke Brøden til selvraadig Forstand, der sætter sin egen Styrke over den
himmelske Visdom. Sandt er det, at jeg i lang Tid ikke har hørt Lyden af den
høittonende Messe eller ført det hellige Vand til skjælvende Læber: dog
Fuglen, som sendte sin muntre Sang som en Hilsen til Solens Morgenstraale
syntes mig at kvidre en sødere Tak til Himlen i sin vilde Lykkes Melodi end
der nogensinde klang gjennem de Kirkebuer, som Mennesker have hvælvet;
alligevel plukkede jeg aldrig tankeløst de modne Klaser af Vinranken uden at
mindes den Gud, som skjænkede mig dette ublodige Maaltid. I
have sagt mig, ædle Herrer, at Naturen ene lærer Mennesket at synde. Hvis
det er Synd at opsøge det saarede Lam, at forbinde dets Saar, at bade dem
med mine Taarer, saa er det Synd, hvad Naturen lærte mig! nei I Fædre! nei!
Det er ikke Naturen, som kan lære En at synde: Naturen er lutter Godhed,
lutter Kjærlighed, lutter Skjønhed! I de grønne Skoves rolige Skygge er der
ingen Last, der bringer Harmens Rødme til at stige op i Kinden, der er ingen
Elendighed, ingen ulykkelig Moder, som bleg og forhungret hænger over sine
sultne Børn med et saadant Blik, saa mat, saa jammerfødt, at det en Dag med
fordømmende Veltalenhed vil anklage de Mægtige paa Jorden! […]«*)Southey: »Joan of Arc«, Book III.
Den opmærksomme Læser vil alene i dette lille Declamationsnummer kunne spore
ikke blot Efterklangen af den revolutionære Lidenskab hinsides
Kanalen, der her er omsat i engelsk
Naturdyrkelse, men ogsaa den unge Digters Mangel paa Evne til at give sit
Sujet en virkelig Tids- og Localfarve. Frankrig og Middelalderen ere ham,
hvad senere Østerland og Sagnverdenen skulde blive ham, et Costume,
hvorunder han lader sine engelske og protestantiske Ideer agere. Der
udfordredes dog imidlertid et vist Mod til paa hin Tid, da
Nationalhadet mod Frankrig var saa levende, at forherlige Fjendens nationale
Heltinde, og Digtet er trods dets Tørhed saavel i Følelse som i Farve et
Værk, som gjør en ung Digter Ære; men den Aand, der her bar hans Evner oppe,
skulde hurtigt forsvinde af hans Poesi.
Jo mere Ungdommens uegennyttige Begeistring for Menneskehedens store Opgaver
og Drømme ebbede i hans Sjæl, des mere følte han Trangen til at bøde paa
denne Tørke ved at befrugte den med en Strøm af rent udvortes Romantik. Han
var efterhaanden naaet til et vist Herredømme over Sprogets Midler,
formaaede at skrive løst byggede, men melodiske og i al deres Vaghed og
Monotoni ret stemningsfulde Stropher. I denne bløde og smidige Form
udrystede han saa al Arabiens Overtro og alle Orientens mest phantastiske
Drømme, og af Blandingen fremgik hans to Hovedværker »Kehamas
Forbandelse« og »Thalaba, Ødelæggeren«. Retningen
mod Østerland er en fælles romantisk, vi finde den samtidigt hos
Oehlenschläger, og da Bevægelsen naaer Frankrig hos
Hugo (»Aly og Gulhyndi« – »Les
orientales«). Men hvad der særligt
maatte lokke de engelske Digtere til Orienten var det farveløse
protestantiske Liv i Hjemmet med dets strenge og kolde Decorum. Dog der
udfordredes en Irlænder, Thomas Moore, en Colorist med
celtisk Blod i sine Aarer til om saa blot tilnærmelsesvis at forstaae et Folk og en Sagnverden som det gamle Persiens og til i det
engelske Sprog at gjenfremstille Østens Natur i en Stil, der er som
overstrøet med Juveler og barbariske Ornamenter. »Lalla
Rookh« er intet Mesterværk og er meget for
europæisk og humant i Charakterer og Reflexioner, men »Thalaba«
er saare mat i Sammenligning med »Lalla Rookh« og saa decent
som en engelsk Præken. Dette Digt, som i sin Tid nød en vis Navnkundighed,
lider under den skrigende Modsigelse mellem Sceneriets brogede Flitter og
Følelsernes nøgterne Ærbarhed. Vi ere paa den ene Side i en Verden, der ikke
er mindre eventyrlig end »tusind og een
Nats«; men tillige i en Verden, hvor der uafbrudt
doceres Monotheisme og philanthropisk Moral. Heltens Levnet ledes af det
allerspecielleste Forsyn. Skal han forlade sin Pleiefaders Hus saa skeer der
intet Ringere end at en Flok syriske Græshopper, forfulgte af en Fugleskare,
sendes hen over Huset, en af Fuglene taber ud af sit Næb en Græshoppe, der
falder ned for Thalabas Fødder, og paa
dens Pande staaer med fine Skrifttegn at læse: »Naar Solen
bliver formørket ved Dag, da reis, Du Søn af Hodeirah!« (3die Sang, Strophe 32). Men
paa samme Tid som Digteren bruger et saa eventyrligt Maskineri kan han
ligesom i »Joan of Arc« ikke lade være at sikre sin Læser mod
Stedets og Tidens vildfarende religiøse Meninger. Alle hans Hovedpersoner
ere Rationalister overfor deres østerlandske Religion og
mangle saa lidt som muligt i at være gode Protestanter. Da Græshopperne
komme, siger Thalabas Pleiefader
Moath: »Troer du
mon, at det er en Skaal Vand, som med Præste-Mummespil er bleven sat op paa
en eller anden syrisk Moskee, der har ledet dem hid fra det fjerne Khorasan?
Nei Allah ene, som bestemte hin Slægt til Menneskets Straf og Plage
[…]« Det er umuligt for en indfødt Araber at udtrykke sig
med mere Kritik. Og saaledes gjennemgaaende. Southey
opdynger phantastiske Motiver, for saa, naar han selv bliver kjed deraf
eller synes, at Læseren kan trænge til en Lære, selv at slaae dem sønder og
sammen med en eller anden evangelisk Text. Thalaba har paa sin Finger en Talisman, som beskytter ham
mod de onde Aander. Derfor gaaer alle den onde Aand Lobabas Bestræbelser ud paa at franarre ham
Ringen. Engang forsøger han f. Ex. at drage den af hans Finger, medens han
sover. Men en eller anden af de gode Genier udsender en Vespe, der stikker
Thalaba i Fingeren lige over
Ringen, saa det bliver umuligt at drage den over det opsvulmede Sted. Paa
lignende Maade krydses bestandig hans Planer. Endelig lykkes det den
frygtelige Troldmand Mohareb at
besnakke Ynglingen. Efterat Troldmanden mere end een Gang er bleven
overvundet af ham, haaner han ham, fordi han ei ved aaben Kamp, men kun ved en Talisman har kunnet beseire sin Fjende, og driver dette
saa klogt og saa vidt, at Thalaba
kaster Ringen i en Afgrund. Saa gaaer Kampen løs paany. Man venter, at han
nu vil maatte bøie Knæ, værgeløs som han staaer der mod overnaturlig Magt.
Men nei! Thalaba seirer ligefuldt.
Hvorledes og
hvorfor
Hvorfor
? En Stemme fra Himlen forkynder det: Fordi ikke Ringen var den sande
Talisman, den virkelige Talisman »er
Tro«. (5te Sang, Str. 41). Men hvortil da
det hele Apparat? Digteren leder os gjennem Huler under Jorden, hvor
afskaarne Menneskehoveder maa kastes for de Slanger, der bevogte Indgangene,
hvor Lyset kun kan holdes, naar Vandreren anbringer det i den afhuggede
Haand af en henrettet Morder o. s. v., kort sagt igjennem en Verden, hvor
det gaaer ganske anderledes til end i det britiske Rige. Men det Hele er kun
Ballet, pludseligt skeer en Sceneforandring: den østerlandske Garderobe
forsvinder og Souffleuren læser en Troesartikel høit. Saa begynder Balletten
paany. Scenen forestiller et Gjæstebud med overdaadige Retter, med
pragtfulde Vine i gyldne Kar, Vine, rosenrøde »som
Morgengryet« og safranfarvede »som
Aftentaagerne«, og andre som Rubin og Ambra. Hvad nytter
al denne fristende Herlighed? Thalaba
er altfor god en Muselmand til at lade sig forføre. »Men
Thalaba tog ikke Drikken. For han
vidste vel, at Propheten havde forbudt denne Drik, Syndernes
Moder. Og heller ikke trængte Gjæsterne mere ind paa ham for at paanøde ham
den flydende Ild, thi i Ynglingens Øie læste de en uforanderlig
Beslutning.« Ret beseet er »Ødelæggeren« Medlem af en
engelsk Maadeholdsforening; som ægte
teetotaller
tea-totaler vil han kun drikke
Kildevand og »spise Vandmeloner« dertil.
(6te Sang, Str. 24.) Saa fyldes Scenen af Figurantinderne. »Da ordnede en Trop af Kvinder sig til Dands. Deres Ankler vare ombundne
med Bracelet-Klokker, hvis Melodier ringede i Takt. Gjennemsigtige Gevandter
viste det graadige Øie deres ukydske Lemmer, som de med Færdighed vred i
enhver uhøvisk Stilling.« Man ængste sig ikke, Thalaba er en ivrig Modstander af det
arabiske Polygami og vor unge reisende Englænder væbner sig med Tanken om
sin Forlovede i Hjemmet. »Thalaba stirrede, men i sit Hjerte bar han en Talisman, hvis
velsignede Alchymi forvandlede den urene Scenes løse Indtryk til dydige
Tanker. Oneizas Billede svømmede for
hans Øie, hans egen arabiske Piges Billed.« – Thalaba fødes i
England næsten samtidigt med at Aladdin
skabes i Danmark.
(»Kehama«
er fra 1801,
»Aladdin«
fra 1804,
»Thalaba«
fra 1810.) Hvor fiskeagtig staaer han
ikke i Sammenligning med sin danske Broder! – Han naaer Maalet, han bliver
gift med »sin egen arabiske Pige«. For
at det Hele kan være tilgavns asketisk og religiøst, døer hans Brud samme Nat. For at Alt paany kan faae et østerlandsk Sving,
tvinges Thalaba af det arabiske Fatum
til at dræbe en ung uskyldig Pige ved Navn Laila. For at endelig Alt kan ende tilgavns evangelisk,
slutter han med i en pathetisk Sørgetale at tilgive den Troldmand, der er
Skyld i alle hans Ulykker, den samme, hvem han hele sit Liv igjennem har
opsøgt for at hævne sin Faders Drab og som endelig nu er ude af Stand til at
undflye ham. »Gamle Mand! jeg dræber Dig ikke, sagde
Thalaba
Thabala
. Det Onde, Du har gjort mig og mine, medfører selv dets egen bitreste
Straf.« O Thalaba!
du taler som en Bog, men som en af de Bøger, man lukker. Lad os lukke den og
kaste et Afskedsblik paa dens Forfatter. Selv
Thackeray, der overroser
Southey som Charakter, maa om hans Hovedværk
tilstaae, at det vel turde være muligt at i Kampen mellem Thalaba
og Tiden er det den sidste »Ødelægger«, der har beholdt
Valpladsen. Jeg gad vide hvor mange nulevende
Engelskmænd, der have læst dette Digt. For Efterslægten er og bliver
Southeys Navn kun bekjendt ved hans hysteriske
Udfald mod Byron og dennes guddommelige Contrahug. Vi have Southeys
»Domsvision« at takke for
Byrons og for den sidstes Skyld
tilgive vi ham gjerne baade »Kehama« og
»Thalaba«.
Og dog – hvor meget tomt Phantasteri disse Digte end indeholde: til
Naturbeskrivelserne strækker dette sig ikke saaledes som hos
Romantikerne i Tydskland. Selv midt under al denne romantiske Forvildelse
fornegter Englænderens ædrue og naturalistiske Anlæg sig ikke. Hvor smuk er
ikke strax Digtets første Strophe med dens Skildring af Ørkennatten, hvis
milde Tonefald Shelley som Yngling efterlignede i sin
»Queen Mab«!
How beautiful is night!
A dewy freshness fills the silent air
No mist obscures, nor cloud, nor speck, nor stain
Breaks the serene of heaven:
In full-orb’d glory yonder Moon divinedevine
Rolls through the dark blue depthsdephts.
Beneath her steady ray
The desert-circle spreads
Like the round ocean, girdled with the sky
How beautiful is night!
Karavansangen i 5te Akt af »Aladdin« giver
ikke et skjønnere Billede af Maaneskinnet paa Ørkenens Sand. Og af saadanne
Billeder er der hos Southey ikke faa. Naar han skildrer
den frygtsomme Antilope, der hører de Vandrendes Skridt og som staaer stille
tvivlsom, hvorhen den skal vende sig i det usikre Skjær, eller Strudsen, som
i sin blinde Hast iler lige mod dem, medens de ubevægelige Taager udbrede
sig over Ørkenen ved Nat, (IV Sang, Str. 19) saa er dette ikke et Sceneri i
tydsk-romantisk Stil, men et naturtro Billede fra Østen,
udført
adført
paa Grundlag af engelsk Iagttagelsesaand.
Der er blevet aflagt varmere Vidnesbyrd til Fordel for Robert
Southeys Charakter af hans Samtidige og Venner end ret let om
nogen anden Mand af et saa tvivlsomt politisk og literært Renommée. Han var
for Wordsworth en paalidelig Ven, for
Coleridge den bedste og mest trofaste Støtte og
hvad der ikke falder mindst tungt i Vægtskaalen Walter Savage
Landor hædrede ham trods sit stikmodsatte politiske
Standpunkt med et Venskab, der først sluktes ved Døden og som har sat sig
talrige Mindesmærker i Landors »Imaginary Conversations«. Da
Emerson 15de Mai 1833 har spist til Middag hos
Landor skriver han: »Jeg spiste
med Landor – han pinte mig med
Southey – men hvem er
Southey?« Man seer, at
Landor har stræbt at gjøre Proselyter for sin Ven.
Endelig har Thackeray, hvor han
søger om Typen for en engelsk Gentleman, ikke betænkt sig paa at nævne den
fattige, flittige og hjælpsomme Robert Southey som
Mønsteret paa en saadan.
Men intet Vidnesbyrd til Fordel for hans personlige Charakter vil kunne
redde hans litterære. Den er stemplet af hans Lovsange over Englands
Kongehus, og af hans Denunciation af
Byron. At han som Søskolens
øvrige Medlemmer stillede sig koldt og fjendtligt til dette nye og
hensynsløse litterære Phænomen, var naturligt. Men at han –
selv en Digter – hidsede den dannede Pøbel mod en anden og saa uendeligt
større Digter med den perfide Anklage for Immoralitet og Irreligiøsitet, det
er en Forbrydelse, som Historien ikke tilgiver og som den straffer ved kun
at opbevare Southeys Navn i en Note til
Byrons Virksomhed. Da »Don Juan« kom
ud, skrev Southey:
»Jeg er ikke blind for, at Publikum er særligt intolerant
mod litterære Reformforsøg […] Men jeg vilde ønske, at den litterære
Intolerance fremgik af en sundere Dømmekraft og angik Værkets Moralitet
hellere end dets Composition, Aanden snarere end Formen. Jeg vilde ønske, at
den var rettet mod de monstrøse Blandinger af Rædsler og Bespottelser, af
Usædelighed og Ugudelighed, hvoraf engelsk Poesi i vore Dage er bleven
besmittet. I mere end 50 Aar har engelsk Litteratur udmærket sig ved sin
moralske Renhed, Virkning af og atter Aarsag til en Forbedring af Folkets
Sæder. En Fader kunde uden nogen Fare have givet sine Børn enhver nyudkommen
Bog i Hænde, hvis den ikke paa Titelbladet bar et eller andet synligt Tegn
paa, at den var bestemt til Forsyning af utugtige Huse. Det gjaldt kun om,
at Værket bar en hæderlig Forlæggers Navn eller blev sendt fra en hæderlig
Boghandler. Dette var i Særdeleshed Tilfældet med Poesien. Det er ikke
længer saaledes, og [ve den, fra hvem Forargelsen kommer](n5700)! Jo større
Forargerens Talent er, des større er hans Brøde og des længere
vil hans Skam vare. Hvad enten Loven i sig selv er ude af Stand til at raade
Bod paa et Onde af denne Betydning eller den bliver bragt til Udførelse med
Slaphed og med en saadan Uretfærdighed, at Forargerens Berømthed sikrer ham
Ustraffethed, saa bør dog enhver betænke, at saa fordærvelige Værker hverken
vilde blive offentliggjorte eller skrevne, hvis de mødte den Modstand, de
burde, i den almindelige Følelse. Enhver, som kjøber slige Bøger eller lader
dem komme over sin Tærskel, forøger Ondet og bliver forsaavidt en Medskyldig
i Forbrydelsen. Offentliggjørelsen af en usædelig Bog er en af de værste
Krænkelser, der kan begaaes mod Samfundets Velvære. Det er en Synd, for hvis
Følger ingen Grændse kan drages, og som ingen senere Anger kan modvirke. Thi
hvilke Samvittighedsnag Forfatteren end maatte lide, naar hans Time kommer,
og komme maa den, det vil Intet nytte. Den jammerfulde Anger paa et Dødsleie
kan ikke udslette eet Exemplar af Bogen […] Mænd med syge Hjerter og
fordærvet Indbildningskraft, som have dannet sig et System af Meninger, der
passer til deres egen sørgelige Opførsel, Mænd, der gjøre Oprør mod det
menneskelige Samfunds helligste Forskrifter og der hade den aabenbarede
Religion, som de trods alle deres Bestræbelser og Pralerier ere ude af Stand
til helt at forholde sig vantroe overfor, arbeide paa at gjøre
Andre ligesaa elendige som sig selv ved at inficere deres Sjæle med en
aandelig Edder. Den Skole, de have dannet, kan mest passende benævnes den
sataniske Skole; thi skjøndt deres Frembringelser aande Belials Aand i deres slibrige Partier og Molochs Aand i de modbydelige Billeder af
Grusomheder og Rædsler, som de søge en Glæde i at fremstille, ere de dog
mest eiendommeligt betegnede ved en satanisk Hovmodets og den
frække Ugudeligheds Aand, der ligefuldt forraader den usalige Følelse af
Haabløshed, der er forenet med den […]«
Jeg har anført saa lang en Prøve paa denne bibelske Veltalenhed, fordi den
er saa typisk for Forfatterens Race. Der er i denne moralske Suppe
Kraftextract nok til at forsyne et helt Dusin ledende Artikler i
anti-fritænkerske Organer, og ethvert kraftigt Udbrud af en mægtig Partiaand
har culturhistorisk Værdi. Men var det ikke som en Nemesis over
Southey at en Boghandler i Aaret 1821, samme Aar
som han affyrede denne Salve, skulde falde paa at gjøre sig en Indtægt ved
hemmeligt at optrykke hans gamle oprørske »Wat
Tyler«, saa at Digteren maatte henvende sig til
Domstolene for at faae Oplaget undertrykt og Ophavsmanden straffet, – og at
Lord Eldon da svarede med at afvise Sagen, fordi
han ikke ansaa det for rigtigt at understøtte nogen Forfatter i hans Ret med
Hensyn til direkte skadelige og Sædeligheden nedbrydende
Producter! Samme Aar var det saa, at Southey i
Anledning af den gamle sindssvage Kong Georg den 3dies
Død skrev sit lange triste Hexameterdigt »The vision of
judgment«
, et
et
Digt som det ikke blot paa Grund af Sujettes Lighed men ogsaa paa
Grund af Overensstemmelsen med Hensyn til Benyttelsen af det Overnaturlige
er interessant at sammenligne med Victor Hugos
legitimistiske Digt »Visionen«.*)G. Brandes:
»Reactionen i Frankrig« S. 279. Charakteristisk
nok apotheoserede Southey den stakkels gamle
Georg den 3die for de eneste Dyder, han havde
besiddet og som Southey selv forstod, de huslige og
borgerlige Dyder: at han var tro mod sin Kone, god mod sine Børn o. s. v.,
Egenskaber, der lige saa lidt udgjøre en god Konge som en god Digter. Saa
var for Byron Maalet fuldt. Den krænkede Apollo reiste sig i sin Vrede, med ubeskrivelig Humor greb
han den stakkels Marsyas ved Øret og flaaede ham levende
i sin »Domsvision«.
10. Den historiske og etnografiske naturalisme
X.
Lad os fra Southey vende Blikket mod en bedre Mand end
han, mod den Digter, der formede den eiendommeligt britiske Romantik paa
Folkenaturens og Historiens Grund, der ikke som Søskolens Mænd
maatte gjøre sig til Renegat for at blive conservativ i religiøs og politisk
Henseende, men som var det uden Had eller Uvillie mod Aanderne af den
modsatte Retning, ren og rolig af Naturel, ædel og fast af Charakter,
poetisk saa sprudlende rigt begavet, at han mere end en Snes Aar igjennem
forsynede alle Europas Lande med en sund og underholdende Læsning, og saa
dybt original i sit Syn paa Menneskeracer og Verdenshistorie, at hans
Indflydelse paa Europas Historieskrivning ikke blev ringere end den han
udøvede paa Romandigtningen i alle civiliserede Lande.
Walter Scott fødtes i Edinburgh
den
15de
15
August 1771 som den niende Søn i en gammel adelig Familie.
Faderen var Jurist og synes med sin strenge
Ordenssands at have havt nogen Lighed med Goethes
Fader; Sønnen har malt ham, siges der, som den gamle Kjøbmand i
»Rob Roy«. Der herskede i Familien en stærk monarchisk
Tradition – først som Hengivenhed for Stuarterne, saa for Huset
Hannover – og den
strengeste
stengeste
Kirkelighed. Den lille Walter var sund og stærk,
indtil i hans andet Aar det høire Ben pludselig blev lamt. Den rolige
Aandsligevægt, hvormed han hele sit Liv igjennem bar denne Lamhed staaer i
en mærkelig Contrast til den Lidenskabelighed, hvormed hans
store engelske Rival omfattede sin beslægtede Vanskjæbne.
Han voxede op i Sværmeri for den fordrevne
Kongefamilie og for Folkesangene med deres Meddelelser om
Høilændernes og Skotternes gamle Kampe; allerede i den spædeste Alder kunde
han lange Stykker udenad af hin Ballade om
Hardiknut, hvormed han i 1815
skulde aflokke Byron Taarer. Alt
hvad der var Anekdotagtigt især i Rim og Balladeform lærte han med Lethed,
derimod bemærkes det udtrykkeligt, hvad der allerede antyder Charakteren af
hans senere Production, at Aarstal og almindelige Principer
tilegnede han sig kun med Vanskelighed. Den lille halte Dreng, der bestandig
red omkring paa en Pony, som ikke var større end en almindelig Slagterhund,
var en Kjender af Percy’s
Samling af gammelskotske Digte og Fragmenter, ja hvad mere
mærkeligt er, han samlede paa gamle Digte som andre Børn paa
Mønter eller Segl og havde 10 Aar gammel flere Bind fulde. Hele sit Liv
igjennem vedblev han ogsaa at være en Balladejæger. Hans Sands var ligesaa
tidligt opladt for Naturomgivelserne som for Poesien. Han standsede og
dvælede ved enhver Ruin, ethvert Mindesmærke, ja ved enhver gammel Sten; men
han betragtede ikke Naturen med Wordsworth’s
eiendommelige Inderlighed for dens egen Skyld blot som Natur; den havde for
ham en overveiende historisk og poetisk Interesse. En Gruppe gamle
sammenvoxede Træer kunde ikke i og for sig vække den Andagt i hans Sind som
i Wordsworth’s; men hed det sig: Under dette Træ har
Karl den 2den hvilet – eller: Dette Træ er helliget
ved Erindringen om Mary Stuart – da skar han Grene af
Træet til Minde om sit Besøg paa Stedet og glemte det aldrig. Femten Aar
gammel lærte han de maleriske skotske Høilande at kjende, der skulde faae
saa stor en Betydning for hans Poesi ved at forsyne hans digtede Skikkelser
med et nyt og Europa ubekjendt Sceneri. Fra det Øieblik af da han var bleven
sig bevidst som Digter, studerede han Naturen aldeles som en Maler optager
Studier. Vilde han beskrive en Egn, reiste han expres derhen, noterede paa
det Nøieste Bjergenes Udseende, Skovenes Beliggenhed og Form, selv Skyernes
Charakter i det givne Øieblik, ja ofte de enkelte Blomster og Buske, der
stode paa Veien eller ved Indgangen til en Hule. Det poetiske Blik paa
Naturen, han havde tilfælles med Romantikerne i Tydskland og Danmark,
udelukkede ikke den kraftigste Realisme og Præcision i Skildringen; medens
Oehlenschläger længe har kunnet hjælpe sig med
»Kjærminder« og Roser, kjendte Scott hver Høi, hver
Dal, hver Bæk, hver Klippe, hver Sten, hver Sti,*)Se
»Marmion« Canto IV, Str. XXIII, hvor han selv bruger disse Udtryk. og
den hele skotske Flora.
Endnu var Scotts Digterkald dog ikke blevet ham klart, han uddannede sig til en flittig og stadig Jurist, der skrev
sine Akter med den zirlige Juristhaand og de juridiske Snirkler, hvormed han
senere skulde bringe saa mange poetiske Værker paa Papiret. Trods sin
Vanførhed besad han et sundt, smidigt og kraftigt Legeme og var saa øvet i
legemlige Idrætter, at han engang en hel Time igjennem paa en ensom Vei
forsvarede sig med sin Stok imod tre Karle, der overfaldt ham. Men hvad der
er høist betegnende for hans aandelige Construction: Denne Sundhed var ikke
forenet med nogen tilsvarende Finhed i Sandseorganerne. Han manglede næsten
helt Lugtesandsen, og hans homeriske
Appetit var alt Andet end Lækkersultenhed; han kjendte
hele sit Liv igjennem ikke god Vin fra slet, og kunde ingen Forskjel smage
paa daarligt og fint tilberedt Mad – et Punkt, hvori han danner den mest
udprægede Contrast til sin yngre Samtidige Keats. I
Forholdet til det andet Kjøn var han saa kold, at han paa Grund af denne
Kulde maatte udstaae Drillerier af sine Kammerater; ikke desmindre nærede
han i Ynglingeaarene romantiske Følelser for en ung Dame, der ægtede en
Anden, men beherskede sig saa fuldkomment, at Ingen anede noget derom. Han
kom hurtigt ud over denne Smerte og efter en kydsk og rolig Ungdom ægtede
han 26 Aar gammel en fransk protestantisk Dame (Miss
Carpenter) hvis Fader var død under Revolutionen. Vinteren
1796-97 tilbragte han under den almindelige Frygt for en Landgang af
Franskmændene med at oprette Frivilligregimenter, og da han var Fyr og
Flamme for Sagen, udnævntes han til et af Regimenternes Kvartermester og
Secretær. Jeg har allerede berørt hans første Oversættelser fra Tydsk. Han,
som saa længe havde været et levende Magasin af Sange, Ballader og
Fortællinger, udgav nu i 1803 en Samling af skotske Folkeviser
(»Minstrelsy of the
Scottish
Sottish
Border«),
som han helligede sit Fødeland, »Albions bedre
Halvdel«; den 3die Del »Nyere
Efterligninger« indeholder Digte af Udgiveren selv.*)Netop samme Aar debuterede i vor Litteratur
Oehlenschläger (»Digte«, 1803)
ligeledes med en Samling Omdigtninger af gamle Folkeviser. En Kritik af Bogen havde den prophetiske Bemærkning, at den
indeholdt Stof til hundrede Romaner.
Med al sin Troskab mod det engelske Kongehus følte han sig dog bestandig som
Skotte, ja der er ingen Tvivl om at selve det skotske Racepræg er det
afgjørende Grundlag for hans Originalitet. Allerede den poetisk-historiske
Interesse, der kommer til Gjennembrud hos ham, er skotsk. Intet Fællesmærke
har været saa udpræget hos Skotterne gjennem alle Tider som en heftig og
lidenskabelig Nationalfølelse. Hint Ord »perfervidum ingenium Scotorum«, der fra
Middelalderen af og i Aarhundreder var den staaende Talemaade om Skotlands
Beboere har oprindeligt ingen anden Betydning. Se vi et Øieblik bort fra den
indre Partispaltning i Landet, som ikke omstøder Følelsen af Fællesskab, saa
finde vi ikke let i noget andet Land en saadan Fornemmelse af Samhørighed
som hos dette lille Folk, hvis Rige er landfast med et andet betydeligt
større, der taler samme Sprog og har Regimentet derover. Ogsaa Englænderen
har en levende Nationalfølelse, men den er langt mindre fremtrædende og
skarp; den er af rent positiv Natur og har til Indhold alt det Meget og
Forskjellige, der efter Englænderens Opfattelse udmærker hans Folk.
Skotlænderens Nationalfølelse derimod er uafbrudt aarvaagen, bestandig paa
sin Post, fordi den i det Væsentlige er af negativ Natur. Naar Englænderen siger: Jeg er en Engelskmand, saa mener han nøiagtigt
dette, som han siger; men naar Skotten siger eller tænker: Jeg er Skotte,
saa betyde disse Ord i hans Mund saa meget som: Jeg er ikke nogen
Englænder.*)Masson:
»Scottish Influence in British Literature«. For
ret at forstaae denne Følelse maa man betænke Skotternes Faatallighed i
Sammenligning med deres mægtige Naboers Antal. Naar man veed, at endnu i
Aaret 1707 Skotlands hele Befolkning ikke naaede op over een Million, saa begriber man, at en dyb Følelse af Sammenhold,
Haardnakkenhed og defensiv Stridbarhed var nødvendig for at den mindre
talrige Race ikke skulde see sin Eiendommelighed overskyllet eller fortrængt
søndenfra. Saaledes kom man da til paa en særligt eftertrykkelig Maade at
beundre og elske det ru og mørke Skotland i Modsætning til det grønne og
frugtbare England, til at omfatte dets Høider, Enge, Sumpe og Taager med en
næsten polemisk Fædrelandskjærlighed. Det kan da ikke undre, at da der i
dette Land fødes en stor episk Digter og det tilmed paa en Tid, da
Nationalfølelsen hele Europa over bryder ind i Poesien, bliver det Skotland,
som frembringer de første og kraftigste Producter af den historiske og
folkepsychologiske Romantik. Hvad laa mere nær for en Digter i dette Land
end at fordybe sig i Høilændernes eiendommelige Sæder og skildre dem med
deres effectrige Costume, hvad var naturligere for den Mand, hvis blotte
Navn syntes at stemple ham som en Incarnation af hans snevrere Fædreland,
end at tye tilbage til Fortiden, dens Monumenter og Minder for ligesom at
bøde paa sine Landsmænds ringere Tal og Betydning i Samtiden ved at skildre
deres Fortidsliv og deres historiske Bedrifter!
Hvad der udmærkede den skotske Nationalfølelse var da først dens Charakter
af Fællesskabsfølelse: Provindsnationen var mere substantiel, rummede ikke saa skarpe individuelle Modsætninger som Hovednationen.
Scott har mange Steder skildret denne energiske
Slægtskabsfølelse hos sine Landsmænd, ingensteds skjønnere end i 3die Del af
»Fængslet i Edinburgh«, hvor denne sunde og smukke Følelse
giver den stakkels Bondepige Freidighed til at henvende sig om Hjælp til
Hertugen af Argyle ganske som til
en Paarørende. Men den skotske Nationalfølelse havde endnu et andet
Grundtræk, nemlig det, at den i sit Væsen var en Particularisme, og som
saadan umodern, traditionel og derfor i Slægt med alle gamle Traditioner.
Heraf hos Scott den overdrevne Ærefrygt for Kongemagten
og dens Attributer. Da han var Medlem af Commissionen for
Undersøgelsen angaaende de gamle skotske Kronregalier, satte Fundet af disse
ham i en saa levende og andægtig Bevægelse, at han, da en af Embedsmændene
vilde prøve Diademet paa en ung Dames Hoved, ei kunde lade være at skrige:
Nei, for Guds Skyld, nei! – Den første store
Particularisme drog fremdeles en Hærskare af nye Particularismer med sig.
Paa samme Tid som ikke ret mange Folk havde Skotternes Samhørighedsfølelse,
havde endnu færre deres Splittethed i Partier og Leire. Individets Følelse
af den Pligt at gaae op i en fælles Substans begyndte ikke først ved Staten,
men ved Stammen, Clanen, ja Familien.
Derfor træffe vi da ogsaa hos Scott som Balladesamler en særlig Forkjærlighed for de Ballader, der behandle
Bedrifter, som Digterens Stammefrænder eller Forfædre have udført. Og derfor
har han i sin Egenskab af Skotte den mest fremtrædende Familiefølelse. Han
var en mønsterværdig Søn, han var en exemplarisk Ægtefælle, han var – som
hans Breve til den ældste Søn udvise – den kjærligste
Fader; han var en god Opdrager af sine Børns Legeme og Sjæl, der nærmest kun
stillede den gammelpersiske Fordring til dem, at de skulde
sidde godt til Hest og tale Sandhed; men selv i disse
Følelser er han ingen ret moderne Aand. I hans Privatliv som i hans Poesi
gik Slægten ham forud for Individet. Han havde en Broder, Daniel
Scott, som forfaldt, og som uden nogensinde at have begaaet
noget directe Uhæderligt dog gjorde Familien Skam. Han skaffede gjennem
Correspondance denne sin forfaldne Broder en lille Ansættelse i Vestindien,
men kaldte ham i Brevene til hans Foresatte bestandig kun sin »Slægtning«,
forlangte ligeledes af ham, at han aldrig maatte angive for Nogen, hvor nært
dette Slægtskabsforhold var, vilde paa ingen Maade see ham, da han var vendt
tilbage til Skotland, eller nævne hans Navn eller overvære hans Begravelse,
da han døde, eller bære Sorg for ham. Det er den Art Feil, som følge med de
stærkt conservative Dyder. Men det vil ikke undre Nogen, at den Mand, der
ellers saa mild i sin Følelse ofrede saa meget paa Slægtens
Alter, ikke kunde blive Individualitetens Digter, men med eet Slag blev
kastet tilbage i Fortiden, da Byron opstod.
I Aaret 1802 stiftedes »Edinburgh Review«, og
Scott gav fra Begyndelsen af Bidrag til dette
Organ, hvis Hovedredacteur var hans Landsmand Jeffrey,
der som Kritiker spiller saa stor en Rolle i Datidens Digteres Liv, skjøndt
en vis djærv Forstand uden Smidighed og uden Skole var hans eneste kritiske
Gave. Dette Medarbeiderskab varede dog kun i 7 Aar, da
Scott i Aaret 1809, misfornøiet med
»Edinburgh Review’s« altfor liberale
Holdning i det katholske Spørgsmaal og
opirret over Jeffrey’s nedsættende Anmeldelse af
»Marmion«, grundlagde »
Quarterly
Quaterly
Review«. I 1805 udkom
Scotts første episke Digtning »Den sidste
Minstrels Sang«. Den gjorde overordentlig Lykke, man glædede sig
over denne Tilbagevenden til Folkepoesien og til Naturen; især bleve
Naturskildringerne høiligt beundrede;
Pitt udtalte, at Scott efter hans
Mening paa flere Steder havde naaet Malerkunstens Virkninger, og hans
Modstander Fox var undtagelsesvis enig med ham i dette
Punkt. Havde Scott allerede blot ved
sin personlige Elskværdighed som Embedsmand været saa populær, at
Wordsworth i Aaret 1803 fandt, at hans Navn var nok til
som med et Trylleslag at aabne En alle Døre i hans Embedsdistricter, saa
blev han nu ligesaa yndet som Digter. I kort Tid afsattes
30,000 Exemplarer. Det var det 16de Aarhundredes Tilstande, der her
fremstillede med tilnærmelsesvis historisk Nøiagtighed traadte Læseren
imøde; Skildringen af de høilandske Sæder interesserte saa meget, at det
Bifald, hvormed de modtoges, bragte Digteren paa den Tanke at forsøge noget
Lignende i Prosa, en Tanke, der senere hen legemliggjort fik Navnet
»Waverley«.
Foreløbigt var Interessen vakt for Middelalderen, Riddervæsenet,
Kongeherligheden, Lehnstroskaben og den skotske Nationaleiendommelighed. De
fodreisende Englændere begyndte at gjøre romantiske Valfarter til Ruinerne
af de gamle Borge og til Valpladsen ved
Killiecrankie,
hvor deres Landsmænd i det 17de Aarhundrede vare blevne slagne af Uhyrerne
med Tartanerne og de nøgne Lægge.
Hidtil havde Scott skrevet om Aftenen og langt ud paa
Natten; nu da hans egentlige Virksomhedsperiode begynder, henlagde han sin
Arbeidstid til den tidlige Morgen. Han var oppe før 5, gik først ned i sine
Stalde, hilste paa sine Heste og Yndlingshunde og saae til alle sine Husdyr,
saa satte han sig til at skrive, og arbeidede saa let og rask, at han, naar
han mellem 9 og 10 mødte til Frokost næsten altid allerede »havde knækket Halsen paa sit Dagværk«. Kl. 12 forlod
han sit Arbeidsværelse og tilbragte Resten af Dagen med sin Familie og sine
Gjæster. I de friske Morgentimer var det da, at han
udarbeidede alle de Værker, som nu fulgte, medens Byron
eiendommeligt nok skrev alle sine Poesier om Natten. Det er, selv hvor de to
Digtere staae hinanden nærmest, som kunde man føle den lyse eller mørke
Undfangelsestimes forskjellige Stemning hvile over Værket.
Og nærmest kommer Scott netop
Byron i det Digt, han nu i November 1806 begyndte,
»Marmion eller Slaget ved Flodden Field«. Med Hensyn til
sin Fabel staaer denne Digtning Scotts øvrige ganske
nær; det er atter det 16de Aarhundrede, atter Skotland, atter Livet paa
Borgen og ved Hove, som skildres. Men Digtets Helt er en saadan, at han
direkte danner Overgangen til de Byronske Helte, ligesom det hele Værk er
skrevet i de lette og flydende, men noget enstonige firfodede Jamber, som
Byron i sine poetiske Fortællinger hyppigst har
benyttet. Marmion er en stolt og
uforfærdet Ridder, men af en forbryderisk Natur. Han har bortført en ung,
deilig Nonne, Constanze af Beverley,
der følger ham overalt i Mandsdragt som hans Page; men hurtigt kjed af hende
vil han med Magt tiltvinge sig en anden ung Adelsdames Haand, skjøndt han
veed, at denne elsker en Anden. Drevet af skinsyg Fortvivlelse gjør
Constanze et Attentat paa
Marmions Liv; og med kold
Grusomhed overgiver han hende som undvegen Nonne til Klosterets Straf. Abbedissen dømmer hende, og i en romantisk Rædselsscene af den
Art, Byron pleier at ynde, men tillige at udmale med
langt ringere Skaansel for Læserens Nerver, bliver hun levende indmuret i en
underjordisk Hvælving. Her er hos Scott ikke megen Tale
om sjælelig Motivering; Rustningernes Pragt og Klosterets Mørke og de gamle
Slottes nøiagtigt gjengivne Architektur er ham mere værd end de fine
Bevægelser i Sjælen; men ligefuldt har han i
»Marmion« givet Noget, der for os nu
tager sig ud som en Prototyp til
»Giauren« og særlig til
»Lara«. Ogsaa Giaurens Elskerinde lider en skrækkelig Død,
ogsaa Lara ledsages overalt af en
hengiven Kvinde i Pagedragt, og der forekommer i »Marmion« en
Scene, hvor Digtets Helt offentlig beskjæmmes, som har nogen Lighed med den,
hvor Lara’s Fortid pludselig
forekastes ham med Foragt. Klinger det ikke næsten allerede Byronsk:
»
Marmion, hvis Hjerte og hvis Blik
altid forbleve lige faste i de værste Farer, Marmion, hvis Sjæl ikke selv fra hans Konge taalte et
overmodigt Blik, hvis Commandostemme i Leiren klang befalende til den
tapreste af de tapre, følte nu baade Tanken og Mælet svigte; han slog sit
Øie ned og en Rødme foer over hans Pande. Saa mægtigt blev hans Samvittighed ramt.«*)»Marmion«
Canto III
Canto, III
ændret ordlyd pga. omarbejdelse i SS, Fu og 1923-24
. Str. XIV.
De Ord, hvormed hans Samvittighedskval er malt:
»Høisindede Sjæle, hvis Stolthed og Kraft er medfødt, føle
dybest dine Kvaler, o Samvittighed! Uslinger frygte for Svøben, men du er de
Tapres Bøddel«.*)
»High minds of native pride and force
Most deeply feel thy pangs, Remorse!
Fear, for their scourge, mean villains have,
Thou art the torturer of the brave!«
og disse
disse
Ord ere som et Varsel om det berømte Sted i
»Giauren«, hvor Aanden, der ruger over Jammer og Skyld,
sammenlignes med den af Flammer omgivne Skorpion, der fortvivlet vender sin
Giftbraad mod sin egen Hjerne.
Og som der er nogen Lighed mellem Marmions og Laras
Situation og Charakter, saaledes døe de ogsaa paa samme Maade, ramte i aaben
Kamp, ubøiede i Døden, ugudelige indtil Livets sidste Øieblik.
Men hermed er ogsaa Ligheden ude; den er netop stor nok til at gjøre
Byrons Eiendommelighed klar. For
Scott er Marmions Personlighed ikke Hovedsagen, han benytter den kun
til om den at gruppere Skikkelser og Situationer af sit Fædrelands Fortid;
han behøver Heltens Laster for at faae sin simple Handling i Gang; men de
interessere ham ikke i og for sig og han fremstiller dem
fuldkomment upersonligt. Naar Byron
derimod skizzerer sine første forbryderiske Helte, da vil han fremfor Alt
vække Interesse for dem. Allerede deres Aasyn fremkalder Opmærksomhed og
Deltagelse hos Enhver, der seer dem, og bibringer Forestillingen om
Stolthed, Skyld, Had og Trods; de slaae intet Øieblik i deres Liv som
Marmion Øinene ned for en
Anklager; de leve som hin Sagnets Skorpion: trindt om Flammer og forinden
Død. Uden at finde Trøst i Himlen eller paa Jorden trækker deres Hjerte sig
sammen i Stolthed og i Kval, indtil det ophører at banke. Var Marmion end en haardhjertet og selvkjærlig
Ridder, saa er hans sidste Tanke og sidste Ord dog
»England«, han er knyttet til et større Hele end sit eget
egoistiske Liv. Anderledes Byrons tidligste Helte: de
leve fuldstændigt i deres eget Indre, der udgjør ligesom en helt tillukket
Verden for sig selv, og Digteren har sørget for glimtvis at lade Publikum
ane en lignende mørk og afsluttet Verden i hans egen Sjæl. Hans
Individualitet skimtes bag den digtede; man føler bag Værket et Hjerte, som
har lidt, og som søger en Lindring i halve Tilstaaelser og dunkle Udbrud;
Fremstillingen er med eet Ord i aller fuldeste Forstand personlig, og dermed
er en Revolution i den engelske Digtemaade indtraadt.
I Scotts rent episk formede Digt var det ikke
Hovedpersonen, men Begivenhederne, som især gjorde Lykke,
fremfor Alt Slagmalerierne i sidste Sang, der af den
begeistrede Kritik erklæredes for de bedste siden
Homer.
Og var Digtet nu vel skikket til at vække Beundring hos
Scotts jævne Landsmænd, saa var det ikke mindre
egnet til at behage ved Hove.
Byron havde Ret, da han til
Prindsregenten sagde, at Scott
ret forekom ham at være en Digter for Fyrster, de vare aldrig blevne mere
glimrende skildrede end i »Marmion« og »Jomfruen fra
Søen«. Jeg gad endog vide, om der ikke i
»Marmion« findes direkte Hentydninger til
Prindsregenten og hans Hustru.
Den første kunde neppe uden Sindsbevægelse læse Skildringen af Kong James’ Optræden i den pragtfulde
Hofdragt,*)
»For royal were his garb and mien
His cloak, of crimson velvet piled,
Trimm’d
Frimm’d
ændret ordlyd pga. omarbejdelse i SS, Fu og
1923-24
with the fur of martin wild;
His vest of changeful satin sheen,
The dazzled eye
beguiled.«
»Marmion« V, 8.
og den fra Hoffet forstødte Prindsesse af
Wales, hvem Scott havde lært personligt
at kjende, da han i 1806 første Gang feiredes som Løve i
London, og til hvis Parti han som Tory sluttede
sig, kunde paa sig anvende Digtets Skildring af den forladte
Dronning Margaretes ensomme Liv, medens den
ridderlige og letfærdige Monarch tilbringer Tiden med sine Elskerinder.
Begyndt i 1806 udkom »Marmion« i 1808, og da
Scott Aaret efter anden Gang kom til
London, fik han der en Modtagelse, som vilde have
fordreiet Hovedet paa enhver Anden. Han spillede sin Løverolle med en
Godmodighed og et Humeur, som ikke hyppigt findes hos den, der i en
Verdensby er Øieblikkets Helt. Det siges, at han engang, da
han havde underholdt et helt Selskab med sine Fortællinger og Indfald, og
sent paa Natten efter Gjæsternes Bortgang var bleven alene med nogle
fortrolige Venner, med spillende Lune brød ud i dette Citat af
Shakespeare: »I veed, jeg er kun
Snedker Snug og ingen Løve
vild«, og saa
beskeden var og blev han, at han, da Talen faldt paa
Burns, heftigt sagde, at han ei fortjente at nævnes
paa samme Dag som Burns.
Men var Scott tam og mild som Løve, saa var han des
mere gram som Tory. Hans Reise til London havde
særlig til Øiemed at skaffe Medarbeidere til »
Quarterly
Quaterly
Review«; den skulde redigeres i strengt
conservativ Aand, og det var især Spørgsmaalet om Katholikernes
Emancipation, der satte Scott i Bevægelse. Hans
Tankegang var den, at naar en religiøs Sekt efter sit Væsen var nøie
forbundet med en udenlandsk Magts politiske Bestræbelser, og underkastet den
aandelige Indflydelse af et Præsteskab, der i Kløgt og Virkekraft ikke havde
sin Lige, saa kunde man ei fortænke Staten i, at den ikke vilde kalde dens
Tilhængere til sine Embeder. »Naar En vil
gaae med et Par Pund Krudt i Lommen,« sagde Scott,
»og jeg er godmodig nok til ikke derfor at fordrive ham fra
mit Hus, saa behøver jeg dog vel ikke at give ham Plads ved
Ilden.« Han vedligeholdt hele sit Liv disse Anskuelser;
thi endnu faa Aar før sin Død sagde han en Dag til sin Svigersøn: »Jeg holder Papisteriet for saa lav og forfærdelig en
Overtro, at jeg neppe vilde have givet mit Samtykke til Ophævelsen af de pinlige Straffe, der til 1780 vare i
Brug. Men nu, da man har taget den
babyloniske Dame Plasteret fra Munden, veed jeg ikke,
hvorfor man gjør saa mange Ophævelser med Hensyn til at give hende Sæde i
Parlamentet.« Man begriber, at den engelske Almenhed
trængte til Digtere som Moore, som
Byron og Shelley, naar man
hører en Mand af Scotts Aandsadel og Dannelse udtale
sig med en saa skammelig og grusom Bornerthed.
I 1810 udkom »Jomfruen fra Søen«. Det var det største succès,
Digteren endnu havde opnaaet. Den herlige Skov- og Fjeldfriskhed, der
gjennemstrømmer dette smukke Værk, dets milde Varme, dets sande Følelse, der
ingensteds stiger til stormende Lidenskabelighed, det hele Naturbillede, der
ikke som hos Wordsworth forstyrres af
Fattighussympathier og Prækeri, virkede betagende paa Læseverdenen. Digtets
Popularitet var saa stor, at Postbefordringsindtægterne paa de Sceneriet nærmest liggende Stationer fordoblede sig. Man maa tage sin
Tilflugt til Kjendsgjerninger af Scott’s eget Liv for
at finde et Sidestykke til saadant et Factum. Da hans Roman
»Oldgranskeren« kom ud, hvoraf der i to Dage solgtes 6000
Exemplarer, rygtede det sig, at Scott havde opkaldt
Dandie Dinmonts to Hunde »Peber«
og »Sennep« efter nogle Hunde som en Forpagter i
Liddlesdale havde givet disse underlige Navne.
Denne Mand, hvis Navn var Davidson og som iøvrigt
aldeles ikke var portraiteret i Romanen, blev derved saa bekjendt, at Folk
gjorde Reiser for at see ham, ja en fornem Dame, der ønskede et Par Hvalpe
af de berømte Hunde, og ikke vidste hans Navn, adresserede Brevet til
Dandie Dinmont – og det kom ham
ihænde. »The Lady of the lake« blev neppe modtaget med ringere
Varme. Et Brev fra den skotske Capitain Adam
Fergusson underrettede f. Ex. Digteren om, at han i Portugal
paa Forpost havde læst hans Digtning høit, udsat for Fjendens Kugler, selv
knælende, medens Mandskabet laa plat udstrakt paa Jorden, og at der, da han
læste Beskrivelsen af Slaget i sjette Sang, havde hersket en lydløs Taushed,
kun afbrudt af et tordnende Hurra, naar en fransk Kugle slog ned i Jorden
ved Siden af.
Hvad finder en moderne og fremmed Læser nutildags i dette Digt? Først
Nationalpræget, Forherligelsen af de nationale og feudale Minder og Sæder, af Kongemagten og Clantroskaben i klare, levende, uskyldige
Sange, saa Naturskildringer, dugfriske som Christian
Winthers – ingen Psychologi. Her er en gammel Barde ved Navn
Allan, en romantisk Olding, halvt
Druide, halvt Prophet ved Navn Brian,
romantiske Drømme, der gaae i Opfyldelse og Prophetier der slaae ind. Men
dette er taget med som folkekjært, ikke som mystisk. Der er ikke Spor af det
Uhyggeliges Romantik, som Scott selv var den sidste til
at ville troe paa. Hvor stor en Moro han end kunde have af sine Aande- og
Spøgelsehistorier, han selv var lige modsat de tydske Romantikere meget
langt fra at være underkastet Indtryk af det Gyselige og Hemmelighedsfulde.
Han fortæller etsteds, at han en Aften, da han kom til
et Landsby-Værtshus fik den Besked, at ingen Seng var ledig. – Er der slet
ingen Plads, hvor jeg kan sove? – Nei, den eneste Seng, som er fri, staaer i
et Værelse, hvor der ligger et Lig. – Er Personen død af en smitsom Sygdom?
– Nei. – Godt, saa giv mig den anden Seng. – Saa lagde jeg mig ned, siger
Scott, og har aldrig tilbragt en mere uforstyrret
Nat. – Man tænke sig Novalis eller
Hoffmann i en lignende Situation!
Det er da langtfra, at den romantiske Duft i »Jomfruen fra
Søen« skulde have noget Ufrisk ved sig. Hvad der gjør Digtet mindre
interessant for os nu, er ikke dette, men det theatralske Arrangement i Skildringen af Sæder og Skikke. Heller ikke
Scott har helt formaaet at omseile den romantiske
Epopees værste Skjær: Balletten, hvorpaa Southey
strandede. Der sker f. Ex. i Digtet »Opbud til
Krig«
og nu fortælles omstændeligt, hvorledes dette gik for sig, idet en Yngling
løbende bærer Budstikken omkring. Her er Alt for Theatervirkningens Skyld
stillet paa Spidsen: Den unge Mand træffer først en Ligfærd og tager den
vaabendygtige Søn bort fra Faderens Lig, saa møder han en Brudeskare og
tager Brudgommen bort fra Bruden. Man seer ligesom Processionen gaae over
Scenen og den grelle Effect, da Budbringeren kommer ilende ind fra
Coulissen. Det gaaer til som paa Theatret: Paa et Stød i en Pibe fyldes
tomme Dale og Høie med Hundreder af bevæbnede Mænd; en Haandbevægelse – og
de forsvinde atter; det er Massevirkninger, og man føler, at
Masserne, ikke Individet, er Digteren Hovedsagen. Han vil først og fremmest
med grelle og tydelige Træk fremstille sit Lands skjønne Sæder: den Fremmede
modtages i Hytten uudspurgt, den ene Fjende deler af Courtoisi sin Plaid med
den anden, da han trættes – dernæst vil Digteren overraske sin Læser ved
uskyldige Effectmidler, Forvandlingsscener og deslige: den høilandske Fører,
der ledsager Fitz-James afslører sig
pludselig som den frygtede Clanhøvding Rodrick
Dhu og Fitz-James sig
selv tilsidst som ingen Ringere end Kongen selv. Men hvor
sund, hvor let, hvor glad, hvor bredtstrømmende flyder ikke denne Lovsang
over Skotland og Skotter! Kongen behersker ærekjær som en Konge hos
Calderon sin egen Lidenskab, og Høilændere og
Sletteboere, Mænd og Kvinder have alle Hjertet paa rette Sted. Man nyder
Indblikket i en harmonisk Verden og man savner ikke
Wordsworth’s straffende og moraliserende
Psychologi. Vil man i Virkeligheden have et lærerigt Modstykke til
»The Lady of the lake«, da læse man
Wordsworth’s paa en Ballade i
Percy’s
Samling grundede Epos »Den hvide Daa fra
Rylstone«, der ligeledes begyndtes 1809, og som er det Digt, i
hvilket Poeten fra Rydal
Mount, der vel følte sig
ansporet til Concurrence, kommer Scott’s Territorium
nærmest. Det vil neppe falde Nogen ind at negte, at Følelsen er langt dybere
hos Wordsworth. Med sit Had til alle blændende Dyder og
glimrende Laster har han valgt sig en Helt, der, skjøndt lydig Søn og modig
Riddersmand, af Pligthensyn negter at følge sin Fader og sine Brødre, da de
reise Oprørsfanen mod Dronning Elisabeth af
England, og som forstødt og miskjendt uden at kunne dele sine
Slægtninges Fare maa opleve deres Nederlag og forsmædelige Straf. Han har
udrustet sin Helt med Resignation, Fasthed, Hjertensgodhed og en Nazarensk Religiøsitet, men hvor Meget er
her ikke af det forlorent Dybsindige, det affecteret Halvovernaturlige, det Sentimentale og Salvelsesfulde?
Scott seer paa Naturen og de gamle Sæder med en
Jægersmands Øie, Wordsworth med en Moralists.
Wordsworth’s tunglastede Fragtskib bevæger sig
langsomt, dvæler og dræver paa Veien, Scotts Digterbaad
løber for fulde Seil kun efterladende lette Bobler i Læserens Phantasi, men
som der i Digtets 3die Sang staaer om Baaden – den løb saa hurtigt, at da
den nærmede sig den modsatte Bred, »var endnu ingen af de
Bobler bristet, som den havde dannet i hele sit Kjølvands Længde; de vuggede
sig endnu alle paa Bølgefladen.« Man vil let forstaae, at
Scotts Poesier med deres Forkjærlighed for de
ridderlige Dyder, for Dristigheden og Modet selv hos oprørske Clanhøvdinge,
Sørøvere, Zigeunere, Smuglere o. s. v., kort sagt med alle de Sympathier,
der danne Overgangen til Byrons Forkjærlighed for det
Forvovne og Vilde, havde en Side, fra hvilken de vare Søskolens moralske og
christelige Digtere høiligt imod. Jeg har med Hensyn hertil fundet et høist
charakteristisk Sted hos Coleridge,*)»Letters, conversations and recollections«
I, 193. hvor han beskylder Scott for at
arbeide »den fordærvede Attraa efter Pirringsmidler ihænde
ved at fremstille den Lastefulde og Infame sympathetisk, saa snart den
Djævel blot er forvoven,« og slutter med disse høist
gnavne Ord: »Ikke tyve Linier af Scott
ville naae til Eftertiden, de staae ikke i Relation til
Nogenting.« Prophetien er ikke gaaet i Opfyldelse.
Aaret
1812
1811
bragte de to første Sange af »Childe Harold« og kort
derefter et inderligt Brev til Scott
fra Byron med ærlig ment Undskyldning for det taabelige
Angreb i »English Bards og Scotch
reviewers«. Den unge hidsige Poet havde her
overhobet sin ældre Collega med Spottegloser ikke blot fordi hans
Yndlingshelt var en Blanding af »Vildttyv, Røver og
almindelig Kjæltring« men fordi
Scott modtog Honorar for sine Skrifter, skrev for
Løn og »arbeidede for sine Brødherrer«.
Noget som Byron i sin første Ungdom, hvor haardt han
end trængte, af Fornemhed vægrede sig ved – indtil han efter sin anden
Bortreise fra England lærte at gjøre sig sine Arbeider tilbørligt
indbringende. Han fortrød sin Overilelse mod Scott
ligesaa varmt som alle sine andre Overilelser at samme Art, og den
kortvarige Spænding mellem de to store og elskelige Mænd afløstes nu af det
hjerteligste Forhold. – Men paa Scotts Production havde
»Childe Harold« en dybt indgribende Indflydelse. Med klart
Blik saae han, at han i den poetiske Fortælling ikke kunde rivalisere med
Byron og besluttede at slaae ind i en anden
Kunstform, den, hvori han snart skulde staae uden nogen Rival i Europa. De
Udtalelser om hans Bevæggrunde hertil og overhovedet alle de Udtalelser om
Byron, der findes spredte i hans
Levnet og staae som Vidnesbyrd om hans ædle Humanitet, ere af den mest elskværdige Aabenhed. I Aaret
1821 sagde han til en Ven: »Jeg har længe opgivet at skrive
Vers. Jeg havde været Seirherre paa denne Løbebane og vilde ikke opleve den
Tid, da jeg havde maattet blive tilbage for en Anden. Klogskab mindede mig
om at stryge Seil for Byrons mægtigere Geni. Havde jeg
været begjærlig efter Digterry og skinsyg derpaa, vilde jeg maaskee med
ligesaa meget Mod som det, Byron udfoldede ved sin
Optræden, have indladt mig paa Tvekampen, eller jeg vilde have sat Publicum
i Forundring og Skræk, idet jeg i egen Person opførte [den døende Fægters](n5703)
Rolle; men jeg tilstaaer heller med den Aabenhed, De i tyve Aar har kjendt
hos mig, at jeg ikke følte mig stærk nok.« Og da han
Aaret før sin Død blev udspurgt, hvorfor han havde opgivet Verset, sagde han
ligefrem: »Fordi Byron har slaaet
mig,« og til Spørgerens Indvending, at han for sin Del kunde ligesaa mange
Steder udenad af Scott’s Digte som af
Byrons, svarte han: »Det kan være; men han har
slaaet mig af Marken ved sin Beskrivelse af de lidenskabelige Følelser og
sin dybe Kundskab til det menneskelige Hjerte.« Maatte
dette end i første Øieblik være en bitter Følelse for
Scott, saa kunde han med Rette søge Opreisning i
den Tanke, han en anden Gang har udtalt: »Havde jeg Aarsag
til at tage mig det nær, at hans Genies Udfoldelse syntes at
stille mig i Skygge, saa maatte jeg trøste mig med, at Naturen til Gjengjæld
havde udrustet mig med langt større Anlæg til sand
Lykke.«
Med »Waverley« der udkom anonym i Februar 1814 begyndte da den
lange Række af anonyme Romaner, der gjorde Scott og
hans Fædreland berømte over hele den civiliserede Verden. Deres Fremtræden
falder sammen med den nationale Stoltheds Opblussen ved Fredsslutningen med Frankrig og de haabefulde Udsigter
for Fremtiden. Disse Værker ere ikke som de ypperste Digteres, som
Goethes og Byrons, Producter
af forskjellige Udviklingstrin og Dannelsesstadier, ikke heller af dybt
indgribende, personligt oplevede Hændelser, men fuldbaarne Frembringelser af
en uudtømmelig Fortællergave og et ualmindeligt charakteriserende Talent. De
betegne i to Retninger et overordentligt Fremskridt – med Hensyn til
Opfattelsen af det Historiske og med Hensyn til Fremstillingen af det
borgerlige Liv.
Medens det 18de Aarhundredes Historieskrivere, hvis Ideal laa i deres egen
Tid, havde opfattet deres Kald som et mere oratorisk end digterisk, og med
abstract Forstandighed havde syslet med de politiske og civilisatoriske
Spørgsmaal uden Blik for Climaternes og de geographiske Situationers
Indflydelse og uden Syn paa de ethnographiske Aarsager, da Folket som
Folkeslag overhovedet ikke spillede nogen Rolle i deres Bevidsthed – gik Walter Scott som
historisk Romanforfatter fremfor Alt ud paa at give en
farvet Fremstilling af den bestemte Tidsalders og det bestemte Lands
Eiendommelighed og var saa meget mindre fristet til at lade sine Helte
optræde i sin egen Tids Costume, som han inderst inde i sin Sjæl langt
foretrak Fortidens brogede og colorerede Liv for sit eget Aarhundredes
farveløse Færd og glatte Raisonnementer. Chateaubriand
havde faa Aar forud i »Martyrerne« gjort det første Forsøg paa
at maale enhver Tidsalder med dens eget Maal og gjengive Oldtidens
Physiognomi i levende Malerier. Men Walter Scott er dog
den egentlige Opdager og Gjennemfører af hin »Localfarve« i Digtningen, der blev Grundlaget for
Romantismens hele Poesi i Frankrig og som fra først af inspirerede
Hugo, Mérimée og
Gautier. Ja ikke nok med at han med sin historiske
Sands blev en hel Digterskoles Veiviser, han udøvede ved sine fordringsløse
Romaner den største Indflydelse paa det nye Aarhundredes Historieskrivning.
Det skal ikke glemmes, at det var Walter Scotts
»Ivanhoe«, som bragte Augustin Thierry
paa den Tanke, at der bag Clovis’, Carl den
Stores og Hugo Capets Bedrifter laae som
de sande Aarsager til Begivenhederne Racekampen mellem Normanner og Saxer og
Sporene af en frankisk Erobring.*)G. Brandes: »Den
franske Æsthetik i vore Dage« S. 168. Denne Digter, hvis Blik for det enkelte moderne Menneskes Sjæleliv ikke
var dybt, og som overfor den moderne individualistiske Tid var paa mange
Maader bundet og hildet ved nationale, monarchiske og religiøse Fordomme,
besad i Kraft af sin mægtige Naturalisme, saasnart han stod overfor
Menneskene som Clan, som Folk, som Stamme eller Race det skarpeste
Opdagerblik for Natursubstansen i dem. Han, som var vant til i sin Tanke at
tumle med Modsætningen mellem Skotter og Engelskmænd, fandt let og som ved
en pludselig Inspiration Betydningen af Racemodsætningen mellem Angelsaxer
og Normanner, og hans Skildringer have derved en ligesaa stor Betydning for
Folkepsychologien som Byrons have det for den Enkeltes
Psychologi.
Men hertil kommer disse Bøgers store Fortrin som Skildringer af alle de
borgerlige Samfundslag i udprægede og typiske Repræsentanter. Medens man i
det forrige Aarhundredes Romaner (Fielding’s f. Ex.)
tumler fra een Værtshusscene til en anden, aabenbarer det borgerlige Liv sig
hos Scott i hele sin troskyldige Bredde. Og Værdien
heraf forøges endnu ved den realistiske Energi, hvormed Individet er malt.
Englænderne have altid sat Pris paa den Evne hos Digteren, at kunne skildre
med haandgribelige og øiensynlige Enkeltheder, saa at Skikkelsen tegner sig
for Læserens Øie. Deres drøie, sunde Forstand glæder sig ved det kraftigt anskuelige Udtryk. De ønske helst det poetiske Billede
udført med saa kraftige Farver, at man seer det for sig, som var det et
Vaaben, malet paa et Skilt. Denne Forkjærlighed kom
Scott som Romanforfatter imøde. Man tilgav ham
gjerne hans Beskrivelsers og hans Samtalers græsselige Bredde, fordi den
tydelige Anskuelse derigjennem indvandtes, enten ved Addering af Træk efter
Træk eller ved uendelig Gjentagelse af de samme Charaktertræk. Er hans
Fremgangsmaade trættende, saa er han dog ligefuldt en af de største
Charaktertegnere, som har levet. En Kvindeskikkelse som Diana Vernon i »Rob Roy« eller
som Jeanie Deans i »Fængslet
i
fra
Edinburgh«, en historisk Personlighed som Ludvig den 11te i »Quentin
Durward« staaer paa Høiden af hvad Romandigtningen har naaet.
Men der var fra først af en stor Mislighed ved disse Romaners
Frembringelsesmaade, en Mislighed, som i den følgende Tid gik i Arv til en
hel Klasse af talentfulde Romanforfattere: det ukunstneriske Hurtigskriveri,
der med kolossale Honorarer for Øie drev Digtningen fabrikmæssigt som en
Industri. Allerede i Aaret 1809 var Scott traadt i
Forbindelse med Forlæggerfirmaet Ballantyne, der trykte og udgav »
Quarterly
Quaterly
Review« for ham; som Romanforfatter gik han formeligt i
Compagni med sin Bogtrykker og Forlægger, et Firma, som desværre var langt
mere entreprenant end forsigtigt. Han skrev nu med en
fabelagtig Hurtighed. »Guy Mannering« blev skrevet og samtidigt
trykt i 25 Dage, og snart drev han det til gjennemsnitligt at levere 12 Bind
om Aaret; at have 40 trykte Sider færdige før Middag var ham kun et
almindeligt Formiddagsarbeide. Afsætningen svarede til den uhyre Produktion:
af »Rob Roy« blev 10000 Exemplarer udsolgte i 6 Uger, af de
senere Romaner var Salget endnu mere rivende; for ved et Tal at
tydeliggjøre, hvilken Grad af Udbredelse Bøgerne naaede, vil jeg blot
meddele, at i Aaret 1822 alene udgav Scotts Forlægger
145,000 Bind gamle og nye Romaner af ham. Honorarerne steg med Afsætningen:
for de to første Udgaver af »Napoleons Levnet« modtog
Scott 18,000 Pund, og hans aarlige Indtægt i
Honorarer var til 1826 intet Aar ringere end 200,000 Kroner dansk. Han
anvendte disse Penge til Udvidelse af sin Eiendom Abbotsford og til
Opførelsen af en formelig Borg, hvor han med fyrstelig Gjæstfrihed optog den
Hærskare af Gjæster, der oversvømmede hans Hus og for lange Tider ad Gangen
slog sig til Ro der. Hans Navnkundighed og Popularitet var i uafbrudt
Stigen. Under sit Triumphophold i London 1815, hvor
man i ham ei blot hyldede Digteren men Patrioten,
Edinburgh’s Æresborger, der havde gjort sig
bekjendt ved sit glødende Had til Napoleon, blev han
indført hos Prindsregenten, der overøste ham med Naade.
Man har fra dette Besøg en Anekdote, der dog
giver en Art Forestilling om ved hvilken Art af Vid det var, at
Tronfølgeren en kort Tid kunde vinde og bestikke.
Der var Aftenselskab hos Prindsregenten, og
Scott havde som Æresgjæst uafbrudt maattet
fortælle, medens Prindsen bestandig skjemtende stræbte
at lede ham paa Glatis for at faae ham til at tilstaae Forfatterskabet til
Waverley-Romanerne. Scott bøiede behændigt af, og gav
sig for at undvige Spørgsmaalene til at fortælle en sand
Historie
om sin gamle Bekjendt Overdommer Braxfield, der paa
sine Retsrundreiser pleiede at overnatte bos en rig Godsbesidder, der
ligesom Dommeren var lidenskabelig Skakspiller og ofte lod et Parti henstaa
uafgjort fra det ene Aar til det andet. Godseieren begik en grov Forbrydelse
og det tilfaldt Braxfield at udtale Dødsdommen over sin
Ven og Medspiller. Han satte den sorte Hue paa sit Hoved og oplæste
Dødsdommen, der endte med de Ord »at du skal hænges ved din Hals, til du er
død.« Han sagde disse sørgelige Ord med al mulig Pathos, saa tog han den
skjæbnesvangre Hue af og med et fiffigt Smil og Nik til sin Spillekammerat
tilføiede han: »Og nu Donald, min Gut, tænker jeg at
have gjort dig skakmat for evigt!« I det samme Øieblik udraabte
Prindsregenten: Høit leve og endnu engang høit og
tredie Gang høit Forfatteren til »Waverley«! og endnu et Glas
for »Marmions« Forfatter! og med et Blik paa
Scotts forlegne Ansigt og afværgende
Miner tilføiede han: Og nu Walter, min Gut, haaber jeg
at have gjort dig skakmat for evigt! –
»Fængslet i Edinburgh« en af Perlerne blandt
Scotts Værker, udkom i 1818; den hævede Digteren
til hans Ryes Høieste. Da fulgte i December 1819 »Ivanhoe« og
ledsagedes af en uhyre Bifaldsstorm. Over hvor faa og ringe
Virkelighedselementer Scott formaaede at forme sin
poetiske Verden sees bedst ved denne mesterlige Roman. En Hr.
Skene, der kom hjem fra en Reise i Tyskland,
fortalte Scott en hel Del om Jødernes Tilstand der,
deres særegne Dragt og Sæder, og den Haardhed, hvormed de bleve behandlede.
Det var Scott nok til derpaa at bygge en saa herlig
Skildring som den af Isaac og
Rebecca. Var han i sit private Liv
høist bornert med Hensyn til Spørgsmaalet om de fra Kirken afvigende
Troesbekjenderes politiske Rettigheder, saa gjør det ham som Digter des
større Ære, at han med en saadan Fordomsfrihed kunde gjøre en Jødinde til
Heltinden i sin Roman og udruste hende med en saa uopnaaet ideal og dog
natursand Skjønhed. – Aaret 1823 bragte »Quentin Durward«, i
hvilken Scott for første Gang betraadte fremmed Grund
og som forøgede hans engelske og amerikanske Navnkundighed med en ligesaa
stor i Frankrig, Tydskland og Italien. Hr. Skenes
Dagbøger fra Frankrig vare Scott nok til at give Digtet
den beundringsværdige Farve, det har. – Hans Navn var nu i
Alles Munde og kjendt selv af de mest ulærde Mænd blandt hans Landsmænd.
Under den forfærdelige Trængsel, der i
London opstod ved Kroningsfesten, var Digterens Liv især paa Grund af
hans Lamhed udsat for Fare. Midt paa en Plads var der draget et Spalier af
skotske Gardedragoner og Scott tiltalte en af
Underofficiererne og bad om at maatte træde ind i det aabne Rum bagved.
Manden svarede kort, at han havde streng Ordre, Sagen var umulig. I det
Samme raabte en af Digterens Ledsagere, der saae en ny Menneskeskare komme:
Sir Walter Scott, tag Dem i Agt! Neppe hørte
Dragonen dette Navn, før han raabte: Hvad? Sir Walter
Scott! Han gaaer overalt frit igjennem! og idet han vendte
sig til sine Kammerater, sagde han: Gjør Plads, Folk, for Sir
Walter Scott, vor store Landsmand. Folkene svarte:
Sir Walter Scott! Gud velsigne
ham! – Saaledes modtog den franske Hær i
Africa Horace Vernet med Trommehvirvler, Fanfarer og
de samme militaire Æresbevisninger, der vistes en
Overgeneral. Jeg kan ikke tænke mig nogen større Triumph
for en Kunstner end denne Hyldest af den menige Mand.
I 1826 indtraf Krisen i Digterens Liv. Forlæggerfirmaet Ballantyne, hvori han
var Parthaver, gik Fallit og det viste sig til den økonomiske og i sine
Privatanliggender yderst nøiagtige Scotts Forbauselse,
at Gjælden beløb sig til den uhyre Sum af 117000 Pund. Han bar
sin Ødelæggelse som en Mand. Den kongelige Bank sendte en Deputation til ham
for at sige ham, at den i enhver Henseende stillede sig til hans Raadighed.
Han modtog ikke dens Tilbud. Anonymt blev en Gave af 30,000 Pund ham
tilbudt, han afslog Alt. Han besluttede med Heltemod at gjøre det
fortvivlede Forsøg paa med sin Pen at betale den uhyre Gjæld og ikke unde
sig Rast eller Ro før han havde indløst de Forpligtelser, Andres
Letsindighed og Uorden havde læsset paa hans Skuldre. Men det kan heller
ikke undre Nogen, at fra nu af synker hans Productioners Værdi stedse mere.
Den stakkels Skribent afsluttede Contract om Bøger – saa og saa mange
Romaner at levere i et Aar – hvis Indhold, ja hvis Titelblad han ikke
kjendte. Netop i denne ulykkelige Tid, faa Maaneder efter Falliten, mistede
han sin høit elskede Hustru; hans Forretninger tillode
ham end ikke at sidde ved hendes Dødsseng. Han skrev og skrev, af Romanen
»Woodstock« et halvt Bind i fire Dage, medens Creditorerne
stormede ind. Han, som havde seet sit Hus fuldt af Gjæster fra Morgen til
Aften, levede nu en Eneboers Liv. Capitain Basil
Hall skildrer det nedslaaende Indtryk det gjorde paa ham, da
han kom ind til Scott, og saae den Mand, der pleiede at
sidde tilbords med sin Hustru overfor sig og omringet af Slægtninge og
Fremmede, sætte sig ved Bordet, og Tjeneren bringe et Couvert til Een. – Han foretog endnu nogle Reiser, bl. A. en for
at foretage Archivstudier til Paris, hvor en
Deputation fra »Les dames de la halle«
overbragte ham en Kjæmpebouquet; han udgav sine samlede Værker
– Afsætningen af de ni første Bind var 35,000 Exemplarer om Maaneden – han
betalte en Del af sin Gjæld; han saae med Sorg England
begive sig ind paa Reformernes Vei – i 1830 udraabte han:
England er intet Opholdssted mere for ærlige Mennesker,
siden disse nye Reformer faae Raaderum – han foretog syg,
svækket og lammet i en Del af Ansigtet sin sidste Udenlandsreise, under
hvilken han endnu i Neapel samlede alle de
gammelitalienske Ballader og Sange, han kunde opspore, sammen; han ilede syg
hjemad for at døe i sit Fædreland og udaandede i September 1832 netop et
halvt Aar efter Goethe. Han havde hele sit Liv igjennem
været en oprigtig, mildt rationalistisk Troende, fuldstændig uberørt af sit
Aarhundredes prøvende og dristige Videnskab. I 1825 sagde han en Dag: »Jeg haaber, der gives faa Mennesker, som negte Guds
Tilværelse, ja jeg troer, at Ingen nogensinde har haft en saa afskyelig
Anskuelse.« Samtidigt indrømmede han, at Helvedes Ild og
Sphærernes Musik kunde være billedlige Udtryk, ligesom han jo med Glæde og
uden Indignation modtog Tilegnelsen af
Byrons »Kain«. Han
var i religiøs Henseende som i politisk og poetisk endnu ikke naaet til
Personlighedens Frigjørelse fra de tilfældige Traditioner,
i hvilke den fra Fødselen af er holdt bunden. Ogsaa paa dette Punkt overlod
han den yngre Digterslægt en uløst, men af Historiens Gang tydeligt betegnet
Opgave.
See vi fra vor Tids Høide tilbage paa det andet Tidsrum af hans Digtning,
Prosa-Perioden, og den hele lange Rækkefølge af Romaner, saa er det En ikke
muligt at see dem i samme Lys, hvori de stode for hans Samtid. Vi begribe,
at de maatte tilfredsstille, da vi forstaae, at de aldrig vakte Anstød,
altid kunde hilses med Glæde, ikke blot som poetiske, men som moralske. Men
netop dette er Aarsag til, at de have mindre Interesse for os. Man kan i de
moderne Litteraturer uden Overdrivelse opstille den Lov, at en
Skribent maa gjælde for umoralsk og maa vække Anstød
idetmindste hos een Generation af sin Samtid, hvis han ikke allerede skal
forekomme den ham nærmest følgende Generation triviel og bornert. Manglerne
ved Scotts Romaner falde os nu i Øinene. De fornøie
Læseren ved Charaktertegningens Dygtighed og Dialogens Liv, men de
tilfredsstille ikke Forstanden, de sætte ikke i nogen høi Grad Følelsen i
Bevægelse, de spænde ikke engang Nysgjerrigheden. De ere sjælfulde, men
ideeløse. Det gjaldt, føler man, for Scott som
patriotisk Digter, efter at Macpherson og
Burns havde henledet Opmærksomheden paa Skotland, om at holde denne Interesse vedlige. Derfor skriver han
saaledes, at han aldrig kan jage nogen Læser, selv den Bornerteste paa
Flugt. Han, hvem en Kunstners Sandser vare negtede, berører Kjønsforholdet
paa saa skaansom en Maade, at erotiske Skildringer næsten ere udelukkede. Og
han, hvem Moralen var vigtigere end Kjærligheden til Kunsten,
gjenfremstillede ikke de gamle Tider anderledes end med saa stærk en Mildnen
af deres brutale Elementer, at den historiske Sandhed i høi Grad lider
derunder. Den Kunstgenre, han indførte og som betegnede et saa betydeligt
Fremskridt fremfor den ældre Roman, er i vore Dage paa sin Side forældet;
man har over hele Europa indseet, at den historiske Roman med alle sine
Fortrin var en Bastardart, snart saa belæsset med historisk Materiel, at den
poetiske Udvikling staaer stille, snart saa fri i sin Omdigtning af
Historien, at de reelle og de tildigtede Elementer i Forening frembringe en
høist uharmonisk Concert. Hvor stødende er f. Ex. ikke den Maade, hvorpaa i
tiende Capitel af »Fængslet i Edinburgh’s« 3die Del historiske
og opdigtede Repliker af Hertugen af Argyle ere nittede
sammen! Hertil kommer, at det er blevet os stedse mere klart, hvor afvigende
det Totalbillede, der her gives, er fra den fjerne Tids virkelige Charakter,
der hyppigt slet ikke vilde forstaaes eller dog slet ikke vække Sympathi,
ifald den fremstilledes usminket som den var.
Scotts »Talismanen« og
»Korsfarerne« ere [Leiebibliotheksromaner](n5704) om Korstogenes Eventyrlande og eventyrlige Bedrifter,
næsten ligesaa uvirkelige som Tasso’s »Det
befriede Jerusalem«, men skrevne med langt ringere poetisk Talent
og uden Tasso’s samvittighedsfulde Kunstnerkjærlighed
til Udførelse og Stil.
Hvor kunde det være anderledes hos en Digter, der som
Scott skrev uden nogensinde at gjennemlæse endsige
rette det nedskrevne Blad, uden Trang til at sammentrænge og uden at stille
alvorlige Fordringer til sig selv med Hensyn til Korthed og Composition. Han
stiller endnu færre Fordringer til sin Læser med Hensyn til Agtpaagivenhed
og Finhed i Opfattelsen. Han gjentager sig og lader sine Personer gjentage
sig, snakker med midt i Fortællingen, peger med Fingeren og forklarer, og
nøies ikke med at lade Personligheden optræde med et bestemt Præg, men lader
den selv i Nødstilfælde gjøre Rede for sit Væsen med Udbrud som: »jeg taler nu med Rolighed, skjøndt det strider imod min
Charakter« eller med Repliker, i hvilke den Talende selv
uddrager Moralen af sine slette Handlinger af Frygt for at Læseren skal
oversee den og forføres. (Læs f. Ex. George
Staunton’s hele Skriftemaal til Jeanie Deans, et Mønster paa slet Stil og falsk Psychologi).
Overfor saa store Mangler i Detaillen nytter det ikke, at Compositionens
Grundtræk i de bedste Romaner ere fortræffelige og gjerne
samle sig til en eller flere store dramatiske Katastropher. En Bog, der skal
beholde sit Ry et Aarhundrede igjennem, maa ikke blot være poetisk anlagt,
men kunstnerisk gjennemført paa hvert enkelt Punkt, Noget, hvortil
Scott fra det Øieblik af, da han begyndte at skrive
i Prosa, aldrig gav sig Tid. Selv den mest dramatiske Scene,
Scott har forfattet: den herlige og gribende
Retsscene i »Fængslet
i
fra
Edinburgh«, hvor Jeanie med blødende Hjerte, men ædel Sandhedskjærlighed
aflægger Vidnesbyrdet mod sin egen Søster, taber Halvdelen af sin Virkning
ved den Bredde og Skjødesløshed, hvormed den er fortalt. Af
Thomas Moores »Memoirer« seer man, at
Bogens Hovedindhold: den unge Pige, der negter at aflægge Vidnesbyrd for sin
Søster i Retten, og derefter foretager den lange Reise for at bønfalde om
hendes Benaadning, er en factisk Begivenhed, som i et anonymt Brev blev
Scott meddelt. Han har havt det
skarpeste Blik for denne Begivenheds sædelige Skjønhed, men meget lidt for
dens dramatiske Charakter. Havde Scott besiddet kun
halvt saa meget Talent, men dobbelt saa stor Dannelse og Selvkritik, da
vilde han vel ikke have gjort den larmende Opsigt, han vakte, men have
frembragt Værker af høiere og varigere Værd.*)Om bildende
Kunst synes han ikke at have havt noget Begreb. For at give et Billede
af den gamle Puritaner i »Fængslet i Edinburgh« siger han
følgende Uhyrlighed: »Det var et Maleri, i hvilket
Rembrandt syntes at have udført de lyse
Partier, men Michel Angelos livfulde kraftige
Pensel den skarpe Contour.«
Han følte det selv, at det var hans Dannelses
Lacuner, der forhindrede ham i at naae det Høieste paa Digtekunstens
Omraade. Der findes etsteds i hans Dagbog et lille mærkeligt Resumé af hans
Levnet: »Hvor forunderligt har mit Liv ikke formet sig!
Min Dannelse er halv, min videnskabelige Opdragelse blev
forsømt eller overladt til mig selv. Saaledes stoppede jeg mit
Hoved fuldt af en Masse dumt Tøi og blev en Tid lang miskjendt af mine
Jævnaldrende. Dog kom jeg frem og gjaldt for en klog og dygtig Fyr til deres
Beskjæmmelse, som havde holdt mig for en Drømmer […] Og nu maa jeg styrte
vingeskudt ned fra min Stoltheds Høide, blot fordi det falder Londonerbørsen
ind at gjøre sig gal, og jeg arme skikkelige Løve trænges nu haardt derfor
af Bjørne og Oxer.« Det hævner sig i dette Aarhundrede
paa en Digter at være uberørt af den hele moderne Videnskabs Gang. Kan han
ikke som Byron ved en Intuition ane Alt hvad
Videnskaben søger og fastslaaer, saa falde hans Værker ud af de Dannedes
Hænder for at gribes af dem, der kun søge Underholdningslecture, eller de
bevares og indbindes af de Dannede – for af dem at bortskjænkes
som Fødselsdags- og Confirmationsforæringer til deres Sønner og Døtre,
Neveuer og Niècer. Det er denne Lod, som er bleven
Scotts. Den Digter, som i vort Aarhundredes andet
og tredie Tiaar beherskede det litterære Marked, som paavirkede alle Europas
Lande og som i Frankrig havde Efterlignere som Mérimée
og Hugo og den ældre Dumas
(»Les Mousquetaires«), i Italien en Discipel som
Manzoni, i Tydskland Aandsbeslægtede som
Fouqué, i Danmark Beundrere og Elever som
Poul Møller, Ingemann og
Hauch, er i vore Dage ved Tidens stumme, men
lærerige Kritik bleven Yndlingsdigteren for Drenge og Piger omkring
Fjortenaarsalderen, en Digter, som alle Voxne have læst og
ingen Voxen nogensinde læser.
11. Universel sensualisme
XI.
I Keats’s beundringsværdige Fragment
»Hyperion« forekommer der en Scene, hvor hele den styrtede
Gudeæt ligger overvunden i en dyb Klippehule under Jorden. Man er ved at
holde Raad, og Titanernes Gud, den gamle Saturn, slutter sin modløse Tale: »Her ere
I, overvældede, sparkede og slagne. O Titaner, skal jeg sige: Reiser Eder! –
I stønne. – Skal jeg sige: Bøier Eder! – I stønne. Hvad kan jeg da? O vide
Himmel! O Du min aldrig sete kjære Fader! Hvad kan jeg? […]
Siger mig det, alle I Broderguder, hvorledes vi kunne føre Krig og styre vor
Harme […]« Da reiser først Oceanus sig, Havets grundende og tankefulde Gud, og ryster
sine nu tørre Lokker og begynder med den mumlende Røst, som hans Tunge fra
først af opfangede fra Skummets Skvulp mod Sandet og byder de af Lidenskaber
Stungne at søge Ro og Trøst i den Tanke, at de falde ved Naturens Lov, ikke
ved Tordenens eller Jupiters Kraft.
»Store Saturn! du
har styret Atom-Universet godt, men Kongemagten har blændet dit eget Øie,
saa at een Vei til Sandhed har været dunkel for dig, ad hvilken jeg har
vandret til evig Klarhed. Vid først, at som du ei var den første af
Magterne, saaledes er du ikke den sidste; det er ikke muligt. Du er hverken
Begyndelsen eller Enden. Fra Chaos og det fædrene Mørke kom Lyset som den
første Frugt af hint indre Oprør og hin mørke Gjæring, der modnede sig selv
til underfulde Formaal. Modenhedens Time kom, og med den Lys, og Lyset
virkede avlende paa dets egen Frembringer og vakte den hele uhyre Stofmasse
til Liv. I selve hin Time bleve vore Forfædre Himlen og Jorden aabenbare;
saa fandt du, den Førstefødte og vi, Giganternes Slægt, os selv styrende nye
og skjønne Riger. Men nu følger den smertelige Sandhed: […] Mærker det vel!
Som Himmel og Jord ere skjønnere, langt skjønnere end Chaos og det tomme
Mørke, skjøndt de en Gang vare Herskere, og som
vi bag dem skue Himmel og Jord, faste og skjønne i Skikkelse og Form, i
Villie og Handling og tusind andre Tegn paa et renere Liv, saaledes skrider
nu en ny Fuldkommenhed frem lige bag vore Hæle, avlet af os og
skjæbnebestemt til at overgaae os, som vi i Hæder overgaae hint gamle Mørke;
heller ikke ere vi mere erobrede derved end det formløse Chaos’s Herskermagt
engang erobredes af os. Sig, gaaer den tunge Muldjord vel i Rette med de
stolte Skove, den har næret og endnu nærer med større Gavmildhed end sig
selv? Kan den fornegte de grønne Lundes Herredømme? eller skal Træet være
skinsygt paa Duen, fordi den kurrer og har snehvide Vinger, hvormed den kan
flyve hvorhen den vil efter Lyst og Lune? Vi ere saadanne Skovens Træer og
vore skjønne Grene have avlet ikke blege ensomme Duer, men gyldentfjædrede
Ørne, der svinge sig høit op over os i deres Skjønhed, og som maa regjere i
Kraft heraf, thi det er den evige Lov, at den første i Skjønhed skal være
den første i Magt. Ja i Kraft af denne Lov kan en anden Slægt bringe vore
Erobrere til at sørge som vi nu. Have I seet den unge Havets Gud, som har
fordrevet mig fra mit Rige? Have I seet hans Vogn, der flyver gjennen
Skummet, draget af ædle vingede Skabninger, han har frembragt? Jeg saae ham
glide hen over de beroligede Vande med saadan en Glød af Skjønhed i sit Øie,
at det bragte mig til at byde mit hele Rige et tungt Farvel
[…]« Saaledes taler Oceanus. Og da de faldne Guder, enten overbeviste eller
harmfulde tie, bryder een, paa hvem Ingen tænkte, en Gudinde: Clymene, den lange Taushed, og med hektiske
Læber og milde Blik taler hun saaledes frygtsomt blandt de Stolte: »O Fader jeg er her den ringeste Stemme og al min Kundskab
er den, at Glæden er forsvunden og at Kval har sneget sig ind i vore Hjerter
for, frygter jeg, at blive der for evigt. Jeg vilde ugjerne varsle ilde […]
dog lader mig fortælle min Sorg, sige, hvad jeg hørte og hvorledes det
bragte mig til at græde og indsee, at vi have mistet alt Haab. Jeg stod paa
en yndig Kyst, hvorover en sød Brise blev henaandet fra et duftende og
stille Land med Træer og Blomster. Kysten var fuld af rolig Glæde, som jeg
af Sorg, saa rig paa Glæde i sin lune bløde Varme, at jeg fornam en
Tilbøielighed til ligesom at rette en Bebreidelse mod denne sorgløse Egn i
Sange om vor Jammer og Musik om vor Kval, og jeg satte mig ned og tog en
Conchylie med aabne Læber og mumlede ind i den og dannede en Melodi – ak
ikke mere at kalde Melodi! thi medens jeg sang og med fattig Kunst lod den
dumpe Skals Echo strømme over i Brisen, kom fra en skovbevoxet Strand
overfor mig, fra en Ø ude paa Søen, med den nu skiftende Vind, en
Fortryllelse, som paa een Gang druknede mine Sandser og vakte dem til Live. Jeg kastede min Muslingskal bort ned paa Sandet og en Bølge
fyldte den, lige som min Sands blev fyldt med den nye, velsignede, gyldne
Melodi. Der var levende Død i hver Strøm af Lyd, i hvert Bundt af henrykt
henhvirvlende Toner, der sank en efter en og dog alle paa een Gang lig
Perler, der pludseligt falde fra deres Snor; og saa en ny og atter en anden
Sang, hver lig en Due, som forlader sin Olivenkvist, med Vinger af Musik
istedenfor af tause Fjær; de kom svævende om mit Hoved og gjorde mig syg af
Glæde og Sorg paa een Gang. Dog Sorgen overvældede mig og jeg holdt mig for
mine beruste Øren, da der gjennem mine skjælvende Hænders Lukke trængte en
Røst sødere, sødere end alle Melodier, og utallige Stemmer raabte :
»Apollo, ung Apollo! morgenlyse Apollo! hil dig, ung Apollo!« Jeg flyede, det
fulgte mig og raabte »Apollo!«« –
Keats har aldrig skrevet noget saa smukt som dette
Sted, og det er ligesaa tankedybt som deiligt. Jeg stiller det ikke i
Spidsen for hvad jeg har at sige om ham alene som Prøve paa hans Poesies
Storhed og Fylde, men som Indledning ikke blot til hans, men til den hele
yngre Digterslægts Optræden efter at Søskolen og Scott
havde erobret det poetiske Scepter. I de regjerende Guders Navn er den
menneskelige Aand altid fordømt til Ubevægelighed og Stillestaaen. Fremskridtet behøver et Tronskifte.
Wordsworth og Scott vare som
mægtige Titanguder, hvis Glands blegnede for den unge Slægts, og
Keats selv var den straalende Fugl, der hævede sig
høit op i Luften fra Wordsworth’s gamle storbladede
Steneg. Var ikke Byron den nye Havets Gud, der befoer
Lidenskabens Vande med en Skjønhed i sit Øie, som bragte Tidens største
digteriske Genius til at forlade sit Rige, sikker paa ei at kunne bestaae i
Væddekampen? Og løde ikke Shelleys Melodier saa sødt
berusende og uhørt dristigt gjennem Luften, at de endnu den Dag idag trænge
igjennem overalt, skjøndt man med Clymene holder for sine Øren og saa længe som muligt vægrer
sig ved at laane de nye Toner villigt Øre? Det nytter ikke Noget, thi fra
alle Sider høre vi nu Raabene: Apollo!
morgenlyse Apollo!
–
De gamle Guder indtoge som i Digtet en forskjellig Holdning.
Scott, den ædleste af dem alle, strøg, som vi have seet, Flag for
Byron med en Adel og Mildhed som har føiet en
Krands til hans mange andre, Wordsworth trak sig
knurrende tilbage til sine Søer med en
Plagiatbeskyldning mellem sine Læber,
Southey spyede Galde og Gift – og imens indtoge de
nye, unge Guder deres Troner og slyngede Solstraalerne som Glorier om deres
Isse. Keats var den aller yngste af de unge og udrustet
med eiendommelige Attributer og et eget Rige, i hvilket Ingen af de andre
gjorde noget Indgreb. Han er et af de mange Exempler paa, hvorledes de
fineste og sjeldneste Organismer kunne opdukke i grove ydre Forhold og
udfolde sig næsten uden Begunstigelse af Omstændighederne. Denne Yngling,
der død i sit 26de Aar har efterladt sig Mesterværker, som Ingen der har
læst dem, kan glemme, og hvis Navn Shelley i sin
»Adonais« har skrevet ind blandt sine Stjerner, var Søn af
en Londonerhyrekudsk og opdraget som Apothekerlærling. For de fleste af den
ældre Slægt var han ubekjendt. Wordsworth – den eneste
ældre, mod hvem hans Blik stadig var vendt, og med større Ærefrygt, end
nogen Anden af de unge følte for ham, – selv Wordsworth
viste sig kold. Da Keats en Aften hos Maleren
Haydon, hvor Veteranen fra Rydal Mount var
tilstede, blev opfordret til at foredrage den skjønne Hymne til Pan af hans
»Endymion’s« første Bog, hørte den graahærdede Digter den
til Ende uden Afbrydelse og bemærkede saa blot, at det var »et smukt Stykke Hedenskab«. Det var det, og Ære være
Keats derfor! Men Wordsworth
vilde neppe sige noget Smigrende dermed.
Saaledes lød da den vægtigste Stemme fra den gamle Digterskole. En anden lød
fra Tidens kritiske Oldermænd. Den var skrattende og hæs. Baade »Quarterly« og »Blackwood Review«
gjennemhaanede »Endymion« paa den
taabeligste Maade. Det blev sagt Forfatteren, at han »gjorde bedre i at vende tilbage til sine
Apothekerkrukker« og man erindrede ham om, at »en forsulten Apotheker dog er bedre end en forsulten
Poet.« Braadden stak og smertede visselig dybt, hvor
roligt den unge Digter end i Breve udtaler sig om den forsmædelige Adfærd,
der var vist ham. Det er høist usandsynligt, at den Tradition, der strax
dannede sig mellem
Keats’
Keats
Bekjendte, om den nedbrydende Virkning, som disse Artikler havde paa
hans Helbredstilstand, skulde, som det nu altid paastaaes, savne al Grund.
Dræbt af en Artikel, som det hedder i
Byrons »Don Juan«,
blev Keats visselig ikke, og hans Udtalelser godtgjøre
i ethvert Fald tilfulde, hvor dyb en Foragt han nærede for de nævnte
Udgydelser imod hans Kunst og Person; men hans Ærgjerrighed var heftig, hans
Sind modtageligt for Indtryk og hans Legeme havde Dødens Spire i sig; intet
Under da om hadske Anfald udenfra rystede en Organisme, der indenfra blev
bestormet af tærende Lidenskab og tærende Sygdom.
Keats fødtes i October 1795, mistede 9 Aar gammel sin
Fader, sattes af sin Moder i en god Skole og mistede hende til sin
ubeskrivelige Sorg endnu som Dreng. Hans Udseende svarede til det Indtryk
man nu faaer af hans Poesi. Medens den ætheriske og kvindelige
Shelley havde en slank, fin og smalskuldret
Skikkelse og en skinger Røst, havde den ægte jordiske og tungfodede
Keats til en noget vel lille
Underkrop et bredt kraftfuldt Bryst med stærke Skuldre og en dyb alvorlig
Stemme. Hans lille Hoved var omgivet af tykke brune Lokker, Øinene store,
glødende mørkeblaae og glimtende ved stærk Sindsbevægelse, Munden smukt
formet, men Underlæben saaledes fremspringende, at det gav Ansigtet en
udfordrende og krigerisk Charakter. Grundtrækket hos ham som Dreng var da
ogsaa en lille engelsk Grævlingehunds Haardnakkethed og Bestemthed, et Træk
som lod slutte, at han snarere vilde udmærke sig ad den krigeriske Løbebane
end ad den litterære. Han viste tidligt et stort personligt Mod og var en
Mester i Legemsøvelser; kort før han fik Tæring afpryglede han en uhøflig
Slagtersvend i regelmæssig Boxerkamp. Han kom ud af Skolen 15 Aar gammel og
fra sit 15de til sit 20de Aar fik han ved sine Slægtninges Hjælp en Plads
paa et Apothek i Edmonton som Hjælper hos en ret
dygtig Chirurg, der efter Tidens Skik forenede en Læges og en Apothekers
Bestilling. I 1816 begyndte han som Student at besøge Hospitalerne i
London, men opgav snart Medicinen for
Litteraturen. Efter nogle Aars Samliv med en Del af de unge Mænd i Datiden,
hvis Interesser grupperede sig om Kunst og Poesi, og som bare Landets
litterære Fremtid, ramtes han af den Sygdom, der alt havde dræbt
hans Moder og yngre Broder.
Den udvikledes under Bekymringen for, hvorledes han skulde
skaffe sig sit Livsophold og under den bestandig mere trykkende Følelse af
Trang. Den fremskyndedes af en dyb og gjengjældt, men paa Grund af
Keats’s Fattigdom haabløs Lidenskab for en ung
engelsk-ostindisk Dame. Den nødvendiggjorde hans Adskillelse fra hende paa
en Reise til Syden. Den dræbte ham i Rom.
Jeg finder, naar jeg kaster Blikket hen over den ikke-litterære Del af
Keats’s Levnet kun tre biographiske Hovedfacta:
Udsigtsløsheden med Hensyn til hans Udkomme, den dybe og haabløse Lidenskab
for hende, uden hvem Livet var ham Intet, og endelig den tærende Sygdom. I
Aaret 1820 efter de første Anfald af Brystsygen synes han at have boet i Hus
sammen med sin Elskedes Familie, men med den sørgelige Bevidsthed om
Nødvendigheden af at foretage en eller anden stor Forandring med sit Liv for
at undgaae den absolute Trang. Han tænkte paa Sydamerika, paa at ledsage en
eller anden Indiafarer som Læge o. s. v. Da var det, at nye og afgjørende
Symptomer paa Sygdommens Fremskridt viste sig. En Reise til Italien blev
foreskrevet. Han, som under andre Omstændigheder vilde have følt det som den
høieste Lykke at skulle see det Land, hvis Natur han altid havde længtes
efter og hvis Guddomme han havde opvakt fra de Døde, skriver nu: »Reisen til Italien vækker mig hver Morgen ved Daggry. Jeg
skal forsøge paa at foretage den, skjøndt det er med samme
Følelse som skulde jeg marchere mod et Batteri.« Ombord
paa Skibet skriver han med Hensyn til sin Kjærlighed: »Hvis
mit Legem kunde komme sig af sig selv, vilde denne Sag forhindre det; selve
den Ting, jeg mest ønskede at leve for, vil blive en Hovedanledning til min
Død […] Jeg ønsker mig Døden hver Dag og Nat for at blive befriet fra disse
Lidelser og ønsker saa atter Døden bort, da Døden vilde tilintetgjøre selve
disse Lidelser, som ere bedre end Intet. Land og Hav, Svaghed og Tæring ere
store Adskillere, men Døden er den store Adskiller for bestandig […] Jeg
tænker sjældent paa min Broder og
Søster i Amerika; men Tanken om at skulde forlade
Miss ** er skrækkelig fremfor alt Andet; en Følelse af Mørke kommer over mig
ved den; jeg seer uafladeligt hendes uafladeligt forsvindende
Aasyn.« Og i et andet Brev skriver han: »Overbevisningen om at jeg ikke mere skal gjensee hende vil dræbe mig. Min
kjære Brown, jeg skulde have havt hende, mens jeg var
rask, og jeg var ikke bleven syg. Jeg kan ei udholde at døe – jeg kan ei
udholde at forlade hende. O Gud, Gud, Gud! Alt hvad jeg har i mine
Kufferter, som erindrer mig om hende, gaaer igjennem mig som et Spyd. Det
Silkefoder, hun syede i min Reisehue, brænder mit Hoved. Min
Indbildningskraft er gyseligt levende med Hensyn til hende – jeg seer hende
– jeg hører hende. Der er Intet i Verden, som har
tilstrækkelig Interesse for mig til at adsprede mig fra Tanken om hende
endog blot et Øieblik […] Jeg kan ikke sige et Ord om
Neapel; jeg føler mig ikke i ringeste Maade
berørt af de tusind nye Ting rundt omkring mig. Jeg frygter for at skrive
til hende. Men det vilde være mig kjært, om hun vidste, jeg ikke har glemt
hende. O Brown! jeg har glødende Kul i mit Bryst. Det
overrasker mig, at det menneskelige Hjerte er istand til at udholde og bære
saa megen Elendighed. Blev jeg født for at ende
saaledes?«
Paa den sidste Dag i November 1820 skrev han sit sidste Brev. En kyndig
Læge, en fortrolig Ungdomsven af Keats, Dr.
Clark bevarede hans Liv endnu Vinteren over. I
Neapel havde han modtaget et
hjerteligt Brev fra Shelley, der
indbød ham til at komme til Pisa, hvor han skulde
modtage enhver Art Pleie og Hjælp. Han modtog ikke Tilbudet. Efter nogle
Ugers kvalfulde Lidelser kom en Tilstand af Resignation og Ro med Hvile og
Søvn. Han ønskede at et Brev fra hans Elskede, som han ikke vovede at læse,
sammen med en Pung og et Brev fra hans Søster skulde
lægges i hans Kiste og bestemte, at paa hans Grav de Ord skulde skrives:
Her ligger En hvis Navn blev skrevet i
Vand.
Berøringen af Shelleys magiske Stav stivnede Vandet til Is og lod Navnet staae som indridset i Krystal for alle
følgende Tider.*)
[…] »time’s monthless torrent grew
A scroll of chrystal, blazoning the name
Of
Adonais.«
Shelley: »Fragment LXXVII. On Keats«.
Keats’s Poesi er den engelske Naturalismes stærkest
duftende Blomst. Den havde jo allerede, da han opstod, havt en lang og
kraftig Væxt. Dens Løsen var, som vi saa, først bleven formuleret af
Wordsworth og af ham bragt saaledes i Methode, at
han inddeler sine Digte i Grupper, svarende til Livets forskjellige Aldre og
til Sjælens forskjellige Evner. Den fik hos Coleridge
Rygstød i en halvt Schellingsk Naturphilosophi, den optraadte seirrig hos
Scott som et af Fædrelandskjærligheden baaret
Menneske- og Landskabsstudium, som historisk Begeistring og som Geniets
Opdagerblik for Racernes gjennemgribende Betydning. Den opstaaer endelig
baade hos Moore og Keats som rig
og pragtfuld Sensualisme, baaret af Organismer, hvis Sandser besidde en
Modtagelighed for Yderverdenens Skjønhedsindtryk, mod hvilken
Menneskenes
Mennekenes
sædvanlige Paavirkelighed synes sløv og stump. Men hos
Moore er Sandseligheden, medens den kunstnerisk
aabenbarer sig i en varm og glimrende Colorit, ensidigt rettet paa det
Erotiske og af en let og legende Natur. Hos Keats er
den omfattende, gediegen og tung, paa ingen Maade særligt
erotisk, men alsidig og i denne sin Alsidighed et beundringsværdigt Extrem
af den fællesengelske Naturalisme. Denne førte hos
Wordsworth til een, allerede skildret, Yderlighed;
hos Keats er den drevet til en ganske anden og poetisk
langt mere værdifuld.
Blandt alle Englands Digteraander var Keats mest af en
Artist. Han var den mindst dogmatiske af dem alle. Hans Poesi har ingen
Støtte i Fædrelandskjærligheden som Scotts og
Moores, prædiker intet Frihedsevangelium som
Shelleys og Byrons, den er ren
Kunst og bæres af Indbildningskraften alene. Det hørte til hans
Yndlingssætninger, at den sande Digter ingen Lære eller
Mening kunde have, ingen Moral, ja intet Selv. Og hvorfor?
Fordi Digteren i lige Grad glæder sig ved Lyset og Mørket og har lige saa
megen Fornøielse af at undfange en Jago som en Imogen. Om alle
Digtere, der have glemt sig selv over Gjenstandene for deres Phantasi,
gjælder det, at de i Productionens Timer have lagt deres private
Eiendommelighed og Forkjærlighed saa vidt muligt tilside; men om
Keats gjælder det i den høieste Grad. Ryddede de
andre deres Arbeidskammer for en Del af deres private Forhaabninger,
Sværmerier og Principer, de gjorde det dog ikke saa fuldstændigt som han.
Hans Arbeidsværelse var som en af hans Beundrere har sagt det om ham, »en Malers Atelier med lidet andet Bohave end Staffeliet«. – Men selve hin Keats’s
poetiske Indifferentisme overfor Anskuelser og Principer var selv en
Livsanskuelse og et Princip, nemlig den poetiske Pantheismes. For den
consequente poetiske Pantheist ere alle Former, alle Skikkelser, alle
Livsytringer paa Jorden, i hvilke Phantasien fordyber sig, kjære og lige
kjære. Keats anerkjender for Digteren ingen Sandhed af
den Art, der reformerer og udelukker; men han nærer en næsten religiøs Tro
paa selve Indbildningskraften som Sandhedskilde. Det hedder i et af hans
Breve: »Jeg er ikke vis paa Noget uden paa at Hjertets
Følelser ere hellige og at Indbildningskraften er sand. Hvad den griber som
Skjønhed maa være Sandhed, hvad enten det har existeret saaledes forhen
eller ei – thi jeg har samme Mening om alle vore Lidenskaber som om
Kjærlighed; de ere alle paa deres Høidepunkt Skabere af væsentlig Skjønhed.
Indbildningskraften kan sammenlignes med Adams Drøm: han
vaagnede og fandt at det var
Sandhed.«
Han udfører videre Forskjellen mellem denne Art Sandhed og den, hvortil man
naaer ad Grubleriets Vei og udraaber saa disse Ord, der indeholde Nøglen til
hans hele Poesi: »Dog hvorom Alting er, o hvor langt heller
et Liv i Sandseindtryk end et Liv i Tanker!« (»O for a life of sensations
rather than of thoughts!«)
Han levede for en stor Del et Liv i passive Sandseindtryk, i Fornøielse og
Smerte gjennem Sandserne. »Tag,« siger
Masson, »en Physiologi og
gjennemgaae de saakaldte Klasser af Sandsninger en efter en – de
Sandsninger, der ere knyttede til de blotte Muskeltilstande, dem, der ere
forenede med saadanne Livsprocesser som Blodomløb, Ernæring, Aandedræt og
elektrisk Forbindelse med omgivende Legemer, Smagssandsningerne,
Lugtfornemmelserne, Berørings-, Hørelses-, Synssandsningerne – og man vil
finde at Keats var usædvanlig begavet med dem
alle.« Han var f. Ex. overordentlig modtagelig for Ganens
Fornøielser. En af hans Venner fortæller, at han har seet
Keats en Dag bedække sin Tunge med Cayennepeber
for, som han sagde, bedre at nyde den behagelige Smag af en Slurk kold
Claret derefter. »Siden vi tale om
Fornøielser,« siger han selv i et Brev, »saa skriver jeg i
dette Øieblik med den ene Haand og holder med den anden en Ferskenkjerne til
min Mund.« Det kan derfor ikke undre, at Billeder hentede
fra denne Sphære ere hyppige hos ham. I hans med Rette berømte »Ode
til Melancholien« hedder det om denne Guddom, at den har sit
Alter i selve Glædens Tempel, skjøndt useet af andre end den, der med »kraftig Tunge kan sprænge Glædens Drue mod sin fine
Gane«, og i en af Keats’s
sidste Sonetter beskriver han Dødens Komme med de betegnende Ord, »at hans Sjæls Gane mister sin
Smag.« Det forstaaer sig, at Høre- og Synssandsen
forsynede ham med endnu mangfoldigt flere Udtryk end de
underordnede og mindre ædle Sandser. Han besad en Musikers Kjærlighed til
Musik og en Malers Blik for Lys- og Farvenuancer. Saaledes forstaaes det, at
han for alle de forskjellige Arter af Lyd og Vellugt og Smag og
Berøringsfornemmelser var i Besiddelse af et Ordforraad, som man skal lede
om hos de største Digtere, og saaledes sees det, at han i sin medfødte
Organisation havde et System af Anlæg, som blot behøvede at sigtes og formes
for at udvikle sig til den høieste Evne til at opfange og gjengive al
Skjønhed i Naturen.
At kunne gjengive den var fra først af hans Drøm, og han, der om sig selv afgav det Vidnesbyrd, at han slet ingen
»Meninger« havde – undtagen med Hensyn til Kunsten,
sluttede sig lidenskabeligt til den Revolution,
Wordsworth og Coleridge havde
afstedkommet i Bedømmelsen af det forrige Aarhundredes Digtere.
Spenser var hans Afgud, den klassiske Kunstdigtning
hans Rædsel og i Digtet »Søvn og Poesi« har han nedlagt en
æsthetisk Troesbekjendelse, der ikke kunde afgives i voldsommere Udtryk.
Efter at have skildret Englands gamle poetiske Triumpher, udbryder han: »Kunde Alt dette gaae iglemme? Ja, et Frafald, avlet af
Taabelighed og Barbari, bragte Apollo til at blues over dette sit Land. Mænd
bleve ansete for vise, der ei forstode hans Herlighed; med et klynkende Barns Kraft rokkede de omkring paa en Gyngehest og antoge
den for Pegasus. Hvilke sørgelige Sjæle! Himlens Vinde blæste, Oceanet
rullede sine svulmende Bølger – I følte det ikke! Den blaa Himmelhvælving
afslørede sin evige Barm og Sommernattens Dug overdryssede Morgenen med
Kostbarheder, Skjønheden var vaagen! hvorfor vare I ikke vaagne! […] I gik
med en stakkels affældig Standart mærket med det flaueste Motto, hvorpaa med
brede Bogstaver stod skrevet det ene Navn
Boileau!« Saa længe før Stormen i
Frankrig reiser sig mod dette stakkels gamle Navn, støder
Keats i Krigstrompeten imod det;
Théophile Gautier har ikke nævnet det med større
Indignation end han. Det maa vel være denne Passus, hvis energiske Stil
minder En om
Kaulbachs Maleri i München, hvor
Paryktidens Kunstner slumrer med Lededukken i sin Arm,
der har givet Anledning til Byrons stadige Udfald mod
Keats som Angriber af Pope.
Men Keats har aldrig offentliggjort en Linie mod
Pope og naar Grevinde
Guiccioli i sit naive
Værk
om Byron kommer tilbage til disse Angreb, der skulle have opbragt
hendes Elskede, saa er dette kun elskværdigt kvindeligt
Eftersnakkeri. Derimod har Keats rimeligt nok
indbefattet Pope blandt de ovenfor Udpegede, hvis Øre
var lukket for Havets og Vindenes Musik og som sov over sig, naar Morgenen
udfoldede sin Skjønhed.
Han var ikke af dem. Analysere vi Keats’s
Eiendommelighed, finde vi som alt berørt Grundlaget for den i den alsidige
Sandselighed. Læs i »Oden til Nattergalen« denne Strophe:
»O havde jeg en Drik Vin, der var kjølnet lange Aar
igjennem i en dyb Hule under Jorden, og som smagte af Blomster og Grønt, af
Dands og provencalske Sange og solbrændt Lystighed! o havde jeg et Bæger
fuldt af det varme Syden, af den sande, den blussende Hippokrene, med
Perlebobler vinkende paa Randen og purpurplettet Mund, saa at jeg kunde
drikke og tabe Verden af Syne og forsvinde som Du i Skovenes
Skygger!«
Og sammenlign hermed disse Linier af »Endymion«:
»Smag disse saftige Pærer, som den alvorsfulde Vertumnus har sendt mig […] her er Fløde,
dyb og rig under sin sneglimtende Flade, sødere end den som Amalthea
afskummede for Jupiter som Dreng, og her hvile uformørkede af nogensomhelst
Berøring et Bundt af duftende Blommer, rede til at smelte mellem Gummerne
paa et Barn«.
Til den forfinede og rige Smagssands svarer Lugte- og Følesandsens ideale
Finhed. I »Isabella«, et Digt, der efter
Boccacio behandler samme Sujet som H. C.
Andersens Eventyr »Rosen-Alfen«, staaer der paa
det Sted, hvor den unge Pige griber sin Elskedes afhuggede Hoved:
»Og hun viklede det ind i sit Silkeskjærf, der duftede sødt af den Dug, som samles fra de kostbare Blomster, der plukkes
i Arabien, og en guddommelig Vædske strømmede med forfriskende Vellugt ned
over det gjennem det kolde
Slangerør«.
I »Lamia« staaer der, hvor Gjæsterne indfinde sig til det unge
Pars Bryllup:
»Da i Forværelset enhver Gjæst med Fornøielse havde følt
den kolde fulde Svamp blive trykket af tjenende Slaver mod hans Hænder og
Fødder, og vellugtende Olie paa sømmelig Vis blive udgydt over hans Haar,
saa gik de alle ind til Festen i hvide Kjortler og stillede sig selv i Orden
omkring Hynder af Silke«.
I en af »Epistlerne« findes følgende i sin sandselige
Billedrigdom utroligt concise Linie om en Svane: »Du
tilkyssede dig din daglige Føde fra Najadernes perlebeduggede Hænder«.*)
»Kissing thy dayly foods from Najads
pearly
hands«.
Det er unødvendigt at gjøre Læseren opmærksom paa de enkelte Finheder i
disse Brudstykker, der endda tabe saa meget ved Oversættelsen i Prosa. Men
idet jeg nu gaaer over til Synssandsens Territorium, kommer jeg først til
Keats’s egentlige Felt, skjøndt Synssandsen i hans
Poesi aldrig paavirkes alene. Skulde jeg sammenligne hans Naturmaleri med
Wordworth’s, vilde jeg sige: denne fører os ud i
den egentlige Flora, men med Keats træde vi ind i et
Drivhus: en mild, fugtig Hede slaaer os imøde, brogede
Blomster og saftdryppende Frugter møde vort Øie og slanke Palmer, gjennem
hvis Grene ingen ublid Vind formaaer at suse, bevæge svagt nikkende deres
lange brede Vifter. Han har skrevet en Sang til
Efteraaret, som er typisk for hans Naturbeskrivelse.
Han viser, hvorledes det sammensværger sig med den modnende Sol om at signe
og betynge Vinrankerne, der løbe hen under Straataget, om at bøie de
mosgroede Æbletræers Grene under Æblernes Vægt, om at fylde alle Frugter med
Saft helt ud til Skallen, om at faae Græskarret til at svulme og om at
udfylde Hasselnødden med søde Kjærner, og saa skildrer han med Mesterhaand
Efteraaret som Person.
»Hvo har ei ofte seet Dig midt i dit Forraadskammer!
Stundom kan den, der søger dig udenfor Huset, finde dig siddende sorgløs paa
en Kornlades Gulv med Haaret blidt løftet af den Vind, der renser Kornet for
Avnerne, eller sundt sovende ved en halvtafmeiet Fure, søvndysset af
Valmueblomsternes Duft, medens din Segl endnu en kort Stund sparer den
nærmeste Række Ax og under dens sammenfylkede Blomster en
Frist.«
Det er Keats umuligt at nævne Navnet paa noget Begreb
eller nogen Tanke uden at han strax fremstiller dem i legemlig eller
plastisk Form. Hans talrige Allegorier have et Liv og en Ild, som vare de
udførte i Sten af det 16de Aarhundredes bedste italienske
Kunstnerhænder. Han siger om Melancholien: »Den dvæler hos
Skjønheden – hos Skjønhed, som maa døe og hos Glæden, hvis Haand
stadig er ved dens Læbe, bydende Farvel.« Han
siger om Digtekunsten: »den er en
uudtømmelig Strøm af Lys; den er den høieste Styrke, den er Magt selv,
halvt slumrende paa sin høire Arm.«
Saaledes see vi Keats’s digteriske Evne vinde stedse
mere og mere i Omfang. Hans Udgangspunkt og Udgangspunktet i de smukkeste
blandt hans mindre Digte (som »Oden til Nattergalen«) er
Skildringen af en rent legemlig Tilstand, som Mathed, Nervøsitet,
Opiumsdøsighed, Tørst, Forsmægten; paa denne Baggrund af Sensibilitet hæve
saa Sandsebillederne sig frem, tydelige og runde, omtrent som Reliefer paa
et Skjold. Jeg veed ikke hvorfor, men Ordet Sammensveisning er flere Gange
kommet mig paa Læben ved Tanken paa Keats’s Billeder.
De have noget vist Fuldtlødigt og Færdigt ved sig, som om de paasveisedes en
Flade. Man agte nøie paa, hvorledes Skikkelserne langsomt hæve sig frem i de
Brudstykker, jeg nu vil citere. Det er den første og tredie Strophe af den
skjønne »Ode to Indolence«:
»En Morgen saa jeg tre Figurer for mig i Profil med bøiede
Nakker og foldede Hænder. Den ene gik med roligt Aasyn bag den anden i bløde
Sandaler og hvidt Gevandt; de gik forbi lig Figurer paa en
Marmorurne, naar man dreier den rundt for at se Figurerne paa den anden
Side; de kom igjen; og som om Urnen endnu engang blev dreiet, vendte de
først sete Skygger tilbage […] De gik tredie Gang forbi mig og under Gangen
vendte hver af dem et Øieblik sit Hoved imod mig; saa svandt de og jeg
brændte efter at følge dem og sukkede efter Vinger; thi jeg kjendte de tre;
den første var en yndig Pige, og Elskov hendes Navn; den anden var
Ærgjerrighed, bleg om Kind og altid aarvaagen med trætte Øine; den sidste,
hvem jeg elsker des mere, jo flere Bebreidelser hun overhobes med, var den
stolte og strenge Mø Poesien.«
Dog det er først i de Par færdigblevne Sange af »Hyperion« at
det lykkedes Keats at beherske sine Kunstmidler fuldt
og virkeliggjøre det Ideal af plastisk sandselig Bestemthed, der svævede for
hans Øie. Her er Reliefet svundet for Statuen og for Statuer af en Stil, som
havde Michel Angelos Meisel været med i Spillet ved
deres Fødsel. Lad være man føler Studiet af Milton, jeg
tilstaaer, at for mig er dette mere end Milton.
Allerede Sujettets Natur drev Billederne ud i det Colossale. Man læse disse
Ord om Gudinden Thea: »I Sammenligning med hende vilde den høie Amazone have syntes en Dværg i
Væxt; hun vilde kunnet gribe Achilles i Haaret og bøie hans Nakke, eller med
en Finger standse Ixions Hjul.« Eller man
læse denne Beskrivelse af Hulen, hvor Titanerne have samlet sig efter deres
Fald:
»Det var en Hule, hvor intet krænkende Lys kunde speile sig
i deres Taarer, og hvor de kunde føle deres egne Sukke men ikke høre dem for
den mægtige Brølen af tordnende Vandfald og hæse Strømme, der styrtede ned i
uafbrudt Masse uvist hvorfra. Klippe ragede frem ved Siden af
Klippe
Kilppe
, og Fjelde, der saae ud, som om de lige vare vaagnede af en Søvn,
reiste Pande ved Pande deres uhyre Horn og dannede saaledes med tusind
kjæmpemæssige og lunefulde Former et passende Tag over denne Kvalernes Rede.
Istedenfor paa Troner sadde de paa den haarde Flint eller laae paa Leiet af
den ru Sten og paa Skiferlag blandede med stivnende Jern. De vare ikke alle
samlede her, Nogle martredes i Lænker og Nogle flakkede om. Cæus og Gyges og Briareus,
Typhon og Dolor og Porphyrion med mange flere af de kjækkeste til Angreb vare
indespærrede, hvor de neppe kunde drage Aande, og fængslede i et mørkt
Element, der holdt deres sammenbidte Tænder end mere sammenpressede og deres
Lemmer indelukkede som Metal-Aarer i Bjerget, sammentvungne og sammen; der
laa de uden en Bevægelse undtagen den af deres tunge Hjerter, der hævede sig
i Smerte og atter med en feberagtigt kogende Malstrøm af Blod gjennem alle
Pulse trak sig sammen i frygtelig Kamp.«
Det var ikke for meget sagt af Byron, som tilforn havde
været saa streng mod Keats, at Digtet
»Hyperion« »virkelig syntes inspireret af
Titanerne og var sublimt som
Æschylos.« Man har
ogsaa nu tilstrækkelige Prøver paa Digterynglingens Phantasikraft; hvor søde
hans Melodier end ere,*)Man agte f. Ex. paa Vellyden i
hans
»Alfesang«:
»Shed no tear! o shed no tear!
The flower will bloom another year
Weep no more! weep no more!
Young buds sleep in the roots white
core.« o. s. v.
saa er det dog ved den, han staaer som engelsk Digter. Han danner
med sin Poesies rent kunstneriske Charakter Overgangen fra de conservative
til de fremskridtselskende Poeter, men dog med et tydeligt Hang til
Fremskridtet, et Hang, hvorpaa hans sværmeriske Venskab for
»Examiners« radicale Redacteur Leigh
Hunt er et talende Symptom. Han følte hvad han skrev, naar
han i Forbitrelsen over det Liverpool-Castlereaghske Regimente i sit Digt
»Til Haabet« udbrød: »O lad mig see vort
Land bevare sin Sjæl, sin Stolthed, sin Frihed, og ikke Frihedens
Skygge« og Navnene Wilhelm
Tell, William
Wallace og fremfor alle
Kosciusko
forekomme atter og atter nævnte med høieste Beundring i hans Vers. Hvad han
havde udviklet sig til, ifald han havde naaet Mandsalder, lader sig ikke
sige. Da han skrev sine sidste og skjønneste Sange, var han jo
endnu et verdensfremmed Barn.
Det bør ikke glemmes, at han skrev dem under store Kvaler og uden
nogetsomhelst Otium til Arbeid. Jeg troer det er derfor, de ere saa skjønne.
Lad Skribenten længe nok holde sit Privatliv ude fra sin Production, lad ham
som Keats neppe nævne sin dybeste Lidenskab i sine
Værker, det vil ikke feile, at intet Værk har det Liv, den Farve, den
guddommelige Tunge af Ild paa sin Pande, som det, der er udført, medens den,
som skrev det, ikke blot har skrevet, men levet og lidt. Hverken Bekymringen
for Brødet, eller Brystsygen eller Lidenskaben for den ostindiske Pige have
direkte sat noget Stempel paa Keats’s Arbeid; men af al
denne Gift for ham har han suget Næring for det.
Saa sank han i sin tidlige Grav, og neppe begravet opstod han fra de Døde i
det Klagedigt, som Shelley lod tone over
hans Grav. Han ophørte at existere som Keats, han
forvandledes til en Mythe, til Adonais, til alle Musers og Elementers
skjønne Yndling, og mythevorden førte han fra da af i Slægtens Bevidsthed en
dobbelt Existents.
»Han lever, han er vaagen – det er Døden, som er død, ikke
ham. Sørg ikke for Adonais! […] Han er
blevet Et med Naturen. Hans Stemme høres i al dens Musik lige fra Tordenens
Døn til Sangen som lyder fra Nattens søde Fugl […] Han er nu
en Del af den Elskelighed, som han engang meddelte en Tiltrækning mere. Han
har nu sin Del i den plastiske Kraft, hvormed den store Aand driver nye
Skarer af Væsener ind i den Form, de skulle bære […]
Alle de, som kun vandt et ufærdigt Ry reiste sig fra deres himmelske Troner,
da han kom, den blege Chatterton reiste sig, fra hvem
Præget af hans ædle Dødskamp end ikke var veget, og
Sidney reiste sig, som han fægtede og faldt, som
han levede og elskede, ophøiet i sin Mildhed, en Aand uden Plet […] og mange
flere: Du er bleven en af vore, raabte de, det var paa Dig at hin kongeløse
Klode ventede, der saa længe har kredset blind i sin uopnaaede Majestæt,
ene, taus, midt i en Himmel, fuld af Sang. Indtag din bevingede Trone, du
Aftenstjerne blandt vor Skare«!*)Shelley: »Adonais«, Strophe 41–43.
Der gives neppe i Poesiens Historie et Sidestykke til denne Elegi. Den er
Skikkelsens umiddelbare Forklarelse efter Døden, og en poetisk Forklarelse
af rent naturalistisk og rent humanistisk Art. For
Shelley laa Keats’s sande
Apotheose i disse Ord: »Han er bleven Et
med Naturen« (»He is made one with
Nature«).
12. Irsk revolte og oppositionspoesi
XII.
I November
1825
1835
skriver Walter Scott i sin Dagbog: »Thomas Moore her […] I hans Væsen er
mandig Aabenhed, parret med fuldkommen Anstand og god Opdragelse. – Intet
Spor af Poet eller Pedant […] Hans Ansigt er ikke usædvanligt, men hans Træk
ere saa livlige, især naar han taler eller synger, at de ere langt
interessantere end regelmæssig Skjønhed kunde gjøre dem. Jeg huskede, at
Byron baade mundtlig og i sin Dagbog saa tidt har
nævnt Moore og mig i samme Aandedræt og med samme Art
Agtelse, at jeg var nysgjerrig efter at see, hvad vi kunde have tilfælles,
da Moore stedse har levet i den elegante Verden, jeg
paa Landet og med Forretningsmænd, ogsaa ofte med Statsmænd, da
Moore er en Lærd, jeg ikke, han en stor Musiker,
medens jeg ikke kjender en Node, og da han er en Demokrat, jeg en
Aristokrat, ikke at tale om, at han er en Irlænder, jeg en Skotte. En Ting
have vi dog tilfælles, og det er et vigtigt Lighedspunkt: vi ere begge to
godmodige Fyre, der heller nyde Øieblikket end anstrenge os for at holde vor
[Løveværdighed](n5705) vedlige, og vi kjende begge Verden nok til af vort Hjerte at
foragte saadanne høinæsede Personer, der i deres litterære Vigtigmageri
minde om den Mand, Johnson mødte i et
Værtshus og som forestillede sig selv som den store Twalmly,
Opfinder af de sluseformige Strygejern […] Det vilde være
en glædelig Tilvæxt i min Lykke, om Thomas Moore havde
en Landeiendom to Mile fra mig. – Vi tog sammen i Theatret, og da Huset
heldigvis havde et godt Publicum, modtog det Thomas
Moore med Henrykkelse. Jeg kunde have omfavnet dem, thi de
betalte min Gjæld for den smukke Modtagelse, jeg fandt i
Irland.«
Med disse hjertelige og humoristiske Ord har Skotlands store Digter draget
Parallelen mellem sig og Irlands nationale Digter. Ligheden mellem deres
Stilling som anerkjendte og beundrede Organer for de to til England
knyttede, afhængige Riger lader Forskjellen imellem dem træde skarpere frem.
Den beroer allerførst paa Forskjellen imellem Skotlands og Irlands Situation
overfor den herskende Stamme. Skotlands Stilling var underordnet; men den
var lovlig ordnet og Skotter havde Sæde i det engelske Parlament. Irlænderne
derimod, som dels ved en langt dybere Raceforskjel, dels for Flertallets
Vedkommende ved en langt betydeligere religiøs Uensartethed adskilte sig fra
deres engelske Herrer, vare sex hundrede Aar igjennem blevne beherskede af
en Regjering, over hvilken de ikke havde mere Control end Hinduerne eller
Singaleserne over deres. Landets protestantiske Parlament residerede i det
katholske Irland som en fjendtlig Besætning i et erobret Land.
Det var en Bande Dictatorer, der regjerede i en fremmed Magts Navn med fuld
Frihed til at undertrykke, men som selv øieblikkeligt bleve vundne ved
Bestikkelse eller undertrykte ved Voldshandlinger, ifald de gjorde det
fjerneste Forsøg paa Opposition. Den irske Protestant var i Virkeligheden
ikke bedre stillet end sin katholske Landsmand, han kunde kun kjøbe sine
Herrers Gunst for Opofrelsen af sit Lands Interesser og nød kun det ene
sørgelige Privilegium at være paa een Gang Slave og Tyran.
Den engelske Race har havt den Lykke, at saavel dens Dyder som dens Feil
have sikret den Overlegenhed i Kampen for politisk Selvstændighed og Magt;
dens Egoisme og dens Hovmod ere næsten komne den ligesaa stærkt tilgode som
dens ædruelige Kløgt og dens Handlekraft. Den irske Stamme derimod synes
omtrent paa samme Maade som den polske baade ved sine Dyder og Laster at
være fordømt til politisk Afhængighed. Uden at glemme, at den overvundne
Races Charakter altid bagvaskes i Seierherrens Skildringer tør man paastaae,
at Irlændernes Lethed, Livlighed, Ynde og Ild, deres urolige Heroisme, deres
ustadige Ridderlighed, det frihedselskende og i visse Tilfælde oprørske
Instinct, der hos dem forenes med Forkjærlighed for Kongemagtens Pragt og
Pomp ere et slet Grundlag for et roligt og uafhængigt Statsliv. De mangle
den moderne Tids borgerlige Dyder, og de, som de besidde, høre
Fortiden til: deres Religiøsitet staaer paa Randen af den blindeste Overtro,
deres Trofasthed bestaaer som deres Brødres i
Bretagne i en rent feudal Troskab mod Landets
gamle Aristokrati, og deres glimrende Mod er af udisciplineret og opbrusende
Natur. Endelig har den langvarige Undertrykkelse sat sit Stempel paa deres
Sjæle. De mangle Selvtillid, forfalde let til Forstillelse og ikke mindre
let til Dorskhed; de ere altfor uforsigtige før Faren og altfor let
skræmmede i det Øieblik den kommer; de forstaae ikke at bruge Friheden, naar
den i korte Tidsrum undes dem, fordi man kun ved lang Praxis lærer at
benytte den med Fasthed. Der gives uerfarne Folkeslag som uerfarne
Individer. Irlænderne have en Side, fra hvilken de ere beslægtede med
Franskmændene, for hvem de altid havde næret en levende Sympathi, en anden
seet fra hvilken de minde om Polakkerne, og en tredie, fra hvilken de synes
orientalske. Blandt de sidste af Moores »Irske
Melodier« findes et Digt »The Parallel«, der
besvarer et Skrift mod Irlænderne, der vilde bevise, at de
oprindeligt vare Jøder, med at drage Parallelen mellem
Irlændernes Skjæbne og det jødiske Folks.
»Like thee doth our nation lie conquer’d and
broken
And fall’n from her head is the once royal crown;
In her streets, in her halls, Desolation hath spoken
And »while it is day yet, her sun hath gone
down.««
Og selve Racen har et østerlandsk Præg. »Irlænderne,« siger Byron etsteds i Anledning af
Moore, »rose sig af deres
orientalske Oprindelse og virkeligt taler deres Indbildningskrafts Vildhed,
Ømhed og levende Farver, deres Mænds ildfulde og exalterede Sindelag, deres
unge Pigers Skjønhed og asiatiske Ynde til Gunst for denne
Mening.« Det er let at forstaae, hvilket Bytte en
Folkestamme med disse Grundtræk maatte afgive for et seigt og grusomt
engelsk Tyranni, og et hurtigt Blik ud over Irlands Historie under Thomas
Moores Opvæxt er nødvendigt for at forstaae, at
denne mildtanlagte og bløde Digteraand bliver den første, som fører Englands
i Naturbeskuelsen hvilende Digtning over i Frihedsideernes Leir og giver den
politiske Poesi Signalet. Han fødtes i Mai
1779
1778
og det er i de første Ynglingeaar, han oplever de Rædsler, som følge.
Fra det Tidspunkt af, da den engelske Regjering ved Lord
Camden’s Udnævnelse til Vicekonge af Irland (1795) antydede
sin Opgivelse af den humanere Politik fra
1782, antog det over hele Landet udbredte patriotiske
Selskab »De forenede Irlændere« (United Irishmen), som hidtil havde søgt
Irlands lovlige Emancipation ved lovlige Midler, en ny Charakter, man satte
sig Irlands Løsrivelse fra England som Maal og drømte om Oprettelsen af en
irsk Republik. Selve den irske Befolkning var jo imidlertid splittet i
hinanden fjendske Racer, og et glødende Had stillede i de
lavere Klasser Protestanter og Katholiker mod hinanden. For at gjøre Ende
paa de Uroligheder og Optøier, som dette indre Fjendskab foraarsagede,
dannede Regjeringen et protestantisk Gensdarmeri paa 37000 Mand, hvem det
under Paaskuddet af at søge om skjulte Vaaben var tilladt at fængsle, martre
og dræbe Enhver, der af en eller anden Slyngel eller Fjende blev angivet som
mistænkt. Hundreder af Uskyldige, hvis hele Brøde var at bekjende deres
Fædres Tro bleve pidskede til de Intet mere kunde føle, tvungne til at staae
paa eet Ben paa en spids Pæl, eller halvt hængte (ↄ: tagne ned kort efter
Hængning) eller skalperede ved Spring fra Beghætten. Hertil kom over hele
Landet udbredte Dragonader med fuldkommen Frihed til Rov, Plyndring,
Voldtægt og i Tilfælde af Modstand Mord. Officierer af Rang pralede af, at i
vidtstrakte Egne var der intet Hus, hvor ikke Kvinderne vare blevne
skjændede, og paa den Indvending, at Irlænderinderne maatte have været meget
lidet strenge, var Svaret at »Bajonetten fjernede al Knibskhed«.*)Massey: »History of England« IV, 302. Min
hele Fremstilling er grundet paa engelske Patrioters
Skildring. Man vil ikke undre sig over, at Fortvivlelsen drev
mange af de roligste og sindigste Irlændere over i Armene paa det hemmelige Selskab, som hvis Udsending Lord Edward
Fitzgerald (hvis Levnet
Moore med saa varm Begeistring har
skrevet) gik over til Frankrig for at forhandle med
General Hoche om en Landgang af de Franske
samtidigt med det almindelige irske Oprørs Udbrud. Folkets gamle koldblodige
Fører Grattan, som Intet vilde have med de Fremmede at
gjøre, trak sig tilbage lige fortvivlet over de Herskendes og de
Undertryktes sidste Planer. Der dannede sig nu i Irland hemmeligt et
formeligt Directorium efter det franskes Mønster, som stod i Forhandlinger
med Frankrig om Laan af Penge og Troppeunderstøttelse, da alle Planer
pludseligt strandede paa en enkelt katholsk Irlænders Forræderi. Hans Navn
var Reynolds og fortjener at huskes; der er for mig
ingen Tvivl om at det er ham, Thomas Moore har havt for
Øie, hvor han skildrer det nedrige Forræderi, der i
»Ildtilbederne« bringer Oprørshøvdingen i Muhamedanernes
Vold. (Se »Lalla Rookh«: »The
fireworshippers«).
Edward Fitzgerald laa tilsengs, da Tropper trængte
ind i det Hus, hvor han var skjult, for at arrestere ham. Der var sat en
Pris af 1000 Pund paa hans Hoved. Skjøndt liggende og alene væbnet med en
Daggert forsvarede han sig mod tre fuldtbevæbnede engelske Officierer, gav
den ene to, tre, den anden fjorten Saar, indtil den tredie med et Pistolskud
afvæbnede ham, og han førtes i Fængsel. Han var bekjendt med den franske Revolutions bedste Mænd, en Ven af Thomas
Payne og gift med en deilig Datter af
Philippe Egalité. Han stod i stadig Brevvexling med
Frankrig og kun ved sin Død i Fængslet undgik han Henrettelse.
Moore har, skjøndt levende i Kredse hvor
Fitzgerald betragtedes som en landsforrædersk
Galning, havt Mod og Selvstændighed nok til at lade hans Heroisme vederfares
al Ære. – Ved det Slag, Regjeringen havde ført mod Opstandens Hoved, var
Udsigten til en Overrumpling tilintetgjort, men mod de spredte Rebeller
rundt omkring i Landet fik den Leilighed til at vise sig i al sin Grusomhed
og alt sit Raseri. Beleiringstilstand med Krigsretter blev indført og
Juryernes Medlemmer betegnes af engelske Historikere som »en Bande uvidende og blodtørstige Slyngler, der ved Tortur og Løfter om
Tilgivelse først tvang katholske Vidner til at aflægge falske Vidnesbyrd mod
de Anklagede for saa at udøve enhver Skjændsel imod dem.«
Den første fornemme Mand, der faldt som Offer for denne Procedure, var en
fredelig Tilhænger af Irlands lovlige Reformparti (Sir Edward
Crosbie) der blev hængt og derefter lemlæstet. Det var ikke
Religionsforskjellen, der opflammede disse Bødlers Grusomhed; thi alle »de
forenede Irlænderes« bedste Førere (Fitzgerald,
O’Connor, Harvey,
Thomas Emmet) vare Protestanter, der med ædel
Uegennyttighed toge sig af deres katholske Landsmænds retfærdige Sag, nei det var Saxerens gamle Racehad mod den celtiske
Stamme.
Til sit Hovedredskab valgte Regjeringen en Mand, der var bekjendt som en saa
uvidende og hidsig Partimand, at enhver Grad af Voldsomhed lod sig vente af
ham, og udnævnte ham i 1799 til high sheriff. Det var en lille
Landeiendomsbesidder ved Navn Thomas Judkin
Fitzgerald.
Hans Plan var fra først af den at indynde sig hos sine Foresatte ved at
gribe Enhver, hvem han faldt paa at mistænke for Deltagelse i Oprørsplaner,
for ved Pidskeslag og Trusler om øieblikkelig Hængning at fravriste ham
Tilstaaelser og Anklager mod Andre. Saa stor en Rædsel ledsagede ham ved
hans Ankomst til Irland, at de stakkels Bønder, der vidste sig overladte til
hans Godtbefindende, faldt paa Knæ for ham paa hans Vei. Her et Par Exempler
paa hans Fremgangsmaade, valgte blandt de mange, der kom for Dagen under den
Proces mod ham for Overtrædelse af sin Embedsmyndighed, ved hvis Slutning
han naturligvis med Glands blev frikjendt. Han modtog en fattig Sproglærer,
ved Navn
Wright,
der paa Efterretningen om at han var »mistænkt« indfandt sig hos ham, med de Ord, at han
skulde »falde paa Knæ for at høre sin Dom.«
»Du er en Rebel,« sagde han til ham, »og
skal have 500 Pidskeslag og saa skydes.« Da den stakkels
Mand var uforsigtig nok til at bede om Henstand og fremstamme
Ordet »Forhør«, blev han øieblikkeligt
overgivet til sine Bødler. Dog endnu før disse kunde gribe ham, kastede hans
Dommer sig over ham, greb ham i Haaret, slog ham og stak ham med sin Kaarde.
Da han havde faaet 50 Pidskeslag, kom en engelsk Major til og spurgte hvad
Wright havde gjort. Man svarte med at række ham en
fransk Billet, der var fundet i Forbryderens Lomme og som man ikke kunde
forstaae. Det viste sig at være en Undskyldning for ei at kunne komme i
rette Tid til en Undervisningstime. Majoren forsikrede Dommeren om, at dette
var en fuldstændig uskyldig Seddel; men ikke desmindre fortsattes
Pidskningen til Offerets Indvolde vare synlige gjennem det sønderflængede
Kjød. Saa fik Bøddelen Befaling til at anbringe sine Tænger paa de Dele af
Legemet, Pidsken ikke havde ramt. – Dette Tilfælde var et af dem, som vakte
mest Opsigt i Processen mod den irske Overdommer, en
Proces, siger Massey, der ikke vilde have været complet, hvis ikke en
protestantisk Præst som Vidne til Gunst for den Anklagede havde aflagt Ed
paa at denne vidtbekjendte Blodhund, der hele Irland over hed
Pidske-Fitzgerald, var en mild og human Mand. Man havde
fra Begyndelsen af til Bedste for ham forfatningsstridigt indført Torturen ved Lov. Han havde da let ved at slaae
alle Anklager af Marken. Med uhørt Raahed pralede han som Anklaget af i en
Mangfoldighed af Tilfælde at have anvendt langt voldsommere
Pidskning, end i dem, man nu gjorde Væsen af, og fortalte selv om en Mand,
der havde skaaret Halsen over paa sig for at undgaae Torturens Rædsler og
den Vanære, der knyttede sig til dem. Det fortjener at bemærkes, at han til
Løn for sine Fortjenester fik en speciel Pension, og efter at
Castlereagh havde iværksat Unionen
med Irland udnævntes til »Baron af det forenede Kongerige.« Jeg anfører endnu kun et enkelt
Exempel paa Fremgangsmaaden under Oprørets Undertrykkelse for at Læseren ret
levende kan have for Øie, under hvilke Indtryk det var, at den unge
Thomas Moore, da 18 Aar gammel, modnedes til Mand.
En Efteraarsaften i 1798 gik Gensdarmer, førte af en vis
Whollaghan, ind i et Hus i Landsbyen
Delbary, der tilhørte en Arbeidsmand
Dogherty, som var mistænkt, og spurgte om der var
nogle blodige Rebeller der? De eneste Mennesker i Huset vare
Doghertys
Kone og en syg
Dreng,
Dreng
hendes Søn. Whollaghan spurgte, om Drengen var
Dogherty’s Søn, og paa Svaret »Ja« raabte han: »Saa skal du døe, din Hund.« Drengen bad
for sig. Under en Strøm af Skjældsord forsøgte Underofficeren to Gange at
fyre, men Geværet slog Klik. En Kammerat rakte ham da et andet Gevær,
Moderen kastede sig foran sit Barn, men Kuglen knuste Drengens Arm. Da han
faldt, forlode Morderne Hytten. Men Whollaghan vendte tilbage og da han saae Moderen bøiet over
Sønnen, raabte han: »Hvad, er den Hund endnu ikke død?« –
»Aa Gud, Herre,« sagde den stakkels Kone, »han er død
nok.« – »Jeg er bange for, han ikke er det,« svarte
Whollaghan, »lad ham faae dette
endnu!« fyrede saa for fjerde Gang og Drengen faldt død
tilbage i sin Moders Arme. – Da Whollaghan blev
anklaget for Overskridelse af sin Myndighed og Sagen oplyst, støttede
Forsvaret sig derpaa, at den Anklagede og hans Ledsagere »vare blevne udsendte med almindelig Ordre til at skyde hvem de
behagede.« Domstolen var ikke af den Mening, at en saadan
Ordre havde noget Usædvanligt eller Ufornuftigt ved sig. Den fandt, »at den Anklagede havde skudt og dræbt Thomas
Dogherty, en Rebel«, men frikjendte ham for »at have villet
begaae nogetsomhelst hadefuldt eller forsætligt Mord.«
Ved saadanne Midler var det, at Roligheden blev gjenoprettet i Irland og
Folket modnet til den Act, hvori Castlereagh med koldt
diplomatisk Skarpsyn saa den eneste Udvei af det irske Uføre, Dublinerparlamentets fuldstændige Ophævelse og
Sammensmeltning med Londonerparlamentet. Den Modstand,
det alene gjaldt at overvinde, var selve det irske Parlaments; men da det
saa grundigt corrumperet som det var endnu ikke viste sig tilstrækkeligt
mygt, faldt Castlereagh, der var Chief
secretary for Irland og som i sin Egenskab af Irlænder og Protestant ikke synes at have næret nogen høi Mening om
Protestanterne blandt sine Landsmænd, paa det simple Middel at kjøbe det
tilstrækkelige Antal Medlemmer af Oppositionen en for en. I hver Depeche,
han sendte hjem fra Begyndelsen af 1799 til Unionen blev
vedtaget 1800, gjentog han uden at trættes sit Forslag,
og modtog som Svar derpaa efterhaanden af Regjeringen halvanden Million Pund
Sterling, der anbragtes paa den virksomste Maade. I deres Fortvivlelse fandt
de faa irske Patrioter i Parlamentet paa at forsøge det eneste Middel, der
syntes at kunne være af nogen Betydning, nemlig den af Nationen endnu
bestandig forgudede, men saa længe tause og nu farligt syge
Grattans pludselige Gjenopdukken i Parlamentet i
det Øieblik Unionsforslaget kom for. Med ægte irsk Hang til dramatisk Effect
blev Sagen sat i Scene. Da en Plads i Parlamentet faa Dage forud var bleven
ledig, blev Grattan i al Stilhed valgt, den
paagjældende Flækkes Patron, en Mr. Tighe, red i
Carrière til Dublin for at forkynde Resultatet. Han ankom Kl. 5 om Morgenen,
Grattan, der var udtæret af Sygdom, blev taget ud
af Sengen, viklet i et Sengetæppe og baaret til Parlamentsbygningen i en
Bærestol. Forhandlingerne havde varet 15 Timer i Træk og hele Natten
igjennem, da Huset Kl. 7 om Morgenen foer iveiret af sin Halvslummer ved
Synet af Grattans spøgelseagtige Skikkelse paa dets
Tærskel. Det var Manden fra 1782, den Mand,
der havde gjort Irlænderne til et Folk, der som sit Folks
døende Samvittighed steg op fra Graven for at nedlægge den sidste Protest
til Fordel for dets Uafhængighed. Han sluttede sin Tale med de Ord, at han,
om han laa døende paa Jorden, vilde bruge sit sidste
Aandedræt til Indsigelse mod et Forslag som det
forelagte, og da Skatkammerkantsleren
Corry vovede at besvare disse Ord med en
Beskyldning for Landsforræderi, svarte Grattan med en
Udfordring, som faa Dage efter fulgtes af en Pistol-Duel, i hvilken
Corry til sin Lykke blev saaret i Armen; havde han
seiret, var han sikkert bleven revet i Stykker af Befolkningen. Men selv
Grattan kunde Intet udrette mod de Vaaben,
Regjeringen havde anvendt. Den Veltalenhed, hvis Glands og
Fasthed Moore har sammenlignet med
Ædelstenens og som
Byron har tillagt ikke blot alle de Fortrin,
Demosthenes besad, men ogsaa dem, der fattedes
ham, fandt intet Echo.*)
»An eloquence rich, wheresoever its
wave
Wander’d free and triumphant, with thoughts, that shone
through,
As clear as the brooks stone of lustre, and gave
With the flash of the gem its solidity
too«.
Moore: »Shall the harp then be silent«.
»Ever glorious
Grattan! the best of the
good!
So simple in heart, so sublime in the rest!
With all which Demosthenes wanted
endued,
And his rival and victor in all he
possess’d«.
Byron: »The irish avatar«.
Den Dag Unionen blev vedtaget, vare Gallerier og
Tribuner fulde af en ængstelig og spændt Folkeskare. Men
Castlereagh, som var sikker nok paa Afstemningens
Udfald, oppebiede Resultatet ubevægelig og med et Smil paa sine Læber. Da
Speakeren med langsom Stemme sagde: »Ville de, som ere for
Unionen, række Hænderne i Veiret!« og saae Haand ved
Haand hæve sig langsomt og skamfuldt, blev han først et Øieblik staaende
stiv som en Statue, saa raabte han: »Unionen er
vedtagen« og kastede sig med et Udtryk af Væmmelse og
Indignation tilbage i sin Stol. Men under disse stormfulde Debatter, i
hvilke det af Irlands første Mænd forkyndtes, at Modstand og Opstand nu var
Pligt, uden at Nogen dog tænkte paa at handle som han talte, sad der paa
Tribunen en Yngling med bleg Hudfarve og straalende Øine, i hvem de Andres
tomme Ord var levende Liv og som i sit Hjerte svor, at han vilde blive sit
Fædrelands Befrier. Denne unge Mand var Irlands ædleste og ypperste Søn
Robert Emmet, Den, hvem efter min Overbevisning
Verden skylder Takken for Alt, hvad der findes af Kraft og Ild
i Thomas Moore’s henrivende »Irske
Melodier.«
Den sjeldne irske Digter, der kom til Verden samme Aar som
Oehlenschläger, var Søn af en lille Vinhandler i
Dublin, havde en brav Fader,
en kjærlig og dygtig Moder (ivrig Katholikinde), og
tilbragte en lykkelig Barndom i sin Families Skjød. Han var fra den
tidligste Barndom af en ualmindelig begavet og særligt
talentfuld Dreng. Han reciterede, spillede Komedie, skrev
Vers og sang med en udmærket smuk Stemme, som han bevarede hele sit Liv
igjennem. Læser man hans egen Skildring af sine Drengeaar,
føler man overalt, hvor tidligt hans eiendommelige Digternaturel, som er
Improvisatorens og den egentlige, den syngende Lyrikers, bryder igjennem.
Han besad den samme Gave, der udgjør Bellmans
Storhed, Gaven til i sin Production at sammensmelte Sang og Musik til et
Hele og i Forening dermed Skuespillerens og Sangerens Evne til at gribe ved
Foredraget. Han var lille, betydeligt under Middelhøide med brune Krøller om
Hovedet, og da han var Barn, har han lignet en lille Cupido. Hans Pande var
stor og straalende, saa interessant, at den maatte sætte en Phrenolog i
Henrykkelse. Hans Øine var mørke og smukke, af den Art,
siger Leigh Hunt, som man tænker sig vilde tage sig
ud under en Krands af Vinløv, hans Mund var fin og munter
med Smilehuller, hans Næse lidt opadgaaende, sandselig, og med
et særeget Præg, som om den indaandede Duften fra en Fest eller en
Frugthave. Men den hele lille Mand gjorde et Totalindtryk af Liv og
Activitet omtrent som passede han godt til paa de gamle Irers Vis at deltage
i et rask lille Indhug tilhest – han var altid høist ærekjær og i sin Ungdom
et hidsigt Blod, der udfordrede
Jeffrey for den første Kritik, han fik over sig, og senere
Byron for hans Spot (i »English bards o. s.
v.«) over den ublodige Duel, hvortil hin
første Udfordring gav Anledning.
Men trods dette krigerske Element i Blodet er det høist sandsynligt, at
Moore under mindre alvorlige og rystende Omgivelser
og uden at lære Undertrykkelse og Tyranni at kjende paa aller nærmeste Hold
aldrig havde hævet sig til nogen større Høide i Poesien end en elskværdig
[Anakreontikers](n). Hans Temperament drog ham i denne Retning. Men det blev ham
forundt at gjøre Mere for sit Land, end nogen anden Mand havde gjort for
det, mere endnu end Burns havde gjort for Skotland, at
knytte dets Navn, dets Minder, dets Lidelser, den blodige Uret, der var
tilføiet det, og dets Sønners og Døtres skjønneste Egenskaber til udødelig
Poesi og Musik.
Kun 15 Aar gammel kom han til Dublineruniversitetet, og det politiske
Gjæringsstof som begyndte at gjennemsyre hele Irland, aabenbarede sig paa
den Tid ogsaa indenfor Universitetets Mure, idet en Yngling,
hvem en stor og sørgelig Skjæbne var forbeholdt, snart tiltrak sig baade
sine Medstuderendes og Professorernes Opmærksomhed i høieste Grad, den
nysnævnte Robert Emmet, hvem glimrende Studier i de
mathemathiske og physiske Fag i Forening med en politisk Veltalenhed af den
høieste Rang og den sjeldneste Renhed allerede ved Sextenaarsalderen havde
givet et Ry. Jeg har berørt hans Taler i Discussionsklubben »Det historiske
Selskab« og det dybe Indtryk de gjorde paa den jævnaldrende, men saa langt
blødere og mindre udviklede Moore. Skjøndt advaret mod
uforsigtigt at lade sig see paa Gader og Stræder sammen med
Emmet, følte Moore sig snart
draget til ham ved en hjertelig Beundring og et inderligt Venskab. Intet
Under! Det var Irlands unge Nationalhelt, hvem Irlands unge Digter i de
første Ungdomsaar mødte paa sin Vei. Ingen af dem anede da den andens
tilkommende Storhed, men det Instinct, som sammenknytter Aander, der svare
til hinanden, førte dem sammen længe nok til at Sangeren kunde modtage
Indvielsen af Helten. »Hvis man spurgte mig,« siger
Moore, »hvem der af alle de
Mennesker, jeg har kjendt, har syntes mig at forene de største Evner med den
største sædelige Høihed, saa vilde jeg ikke betænke mig paa at nævne
Robert Emmet«.*)Th. Moore: »Memoirs of Lord Edward
Fitzgerald«.
Robert Emmet fødtes i 1780; hans ældre Broder
Thomas var en af Hovedmændene under Revolutionen 1798 og blev, da den strandede, først
fængslet, saa forvist. Roberts tidligste Følelser vare
Had til det engelske Tyranni og Kjærlighed til Irlands Martyrer. Han lagde
allerede som Dreng en Charakterstyrke for Dagen, der var et Varsel om den
Sjælsstorhed, han skulde udfolde som Yngling. Allerede i Tolvaarsalderen
studerede han med Lidenskab Mathematik og Chemi.*)Madden:
»United Irishmen, their lives and times«. En
Dag gav han sig, umiddelbart efter at han havde foretaget et chemisk
Experiment til at løse et mathematisk Problem af den største Vanskelighed,
og da han i sin Distraction førte sin Haand til Munden forgiftede han sig
med et Kviksølvsublimat, som han faa Øieblikke i Forveien havde benyttet. De
heftige Smerter, han strax følte, lærte ham at kjende den Fare, hvori han
svævede. Imidlertid gjorde han af Frygt for at man for Fremtiden skulde
forbyde ham saa farlige Experimenter intet Anskrig, men gik ned i sin Faders
Bibliothek, opslog i en Encyclopædi Artiklen »Gift«, fandt, at
opløst Kridt var anbefalet som Modgift i Tilfælde som hans, huskede, at han
havde seet et Stykke Kridt i Vognskuret, gik derned, fandt det lukket,
sprængte Døren, tog Kridtet, drak Kridtopløsningen og gav sig roligt til at
fortsætte Løsningen af sin mathematiske Opgave. Da hans Lærer
næste Morgen saae ham ved Frokosten med et saa forandret Ansigt at han neppe
var til at gjenkjende, tilstod Emmet ham, at han havde
tilbragt Natten i gruelige Pinsler, men tilføiede, at han i det Mindste
havde havt den Nytte af sin Søvnløshed, at han havde faaet sin Opgave løst.
– En Dreng, som har Mod og Fatning af denne Art, er bestemt til som Mand at
blive Forbillede for Mange.
Han blev det, først og fremmest for Thomas Moore. Den
Simpelhed og Jævnhed, der var udbredt over hans Væsen og som var forenet med
den mest fintfølende Hensyntagen, veg i det Øieblik, den Streng, som satte
hans Følelser i Bevægelse, berørtes, for Præget af en Aandsoverlegenhed, som
maatte fængsle en vordende Digter. »To Mennesker,« siger
Moore, »kunne ikke være mere
forskjellige fra hinanden end denne unge Mand var det før og efter at han
havde reist sig for at tale. Det Blik som faa Øieblikke forinden syntes træt
og næsten livløst, straalede pludseligt med hans Evners hele Kraft. Hans
Ansigt, hans Gestus og hans hele Holdning antoge Charakteren af Inspiration.
Om hans Veltalenhed kan jeg kun dømme efter mine Ungdomserindringer, men jeg
har aldrig siden hørt Noget, der syntes mig at have et mere ophøiet eller
renere Præg.« Moore bemærker ogsaa, at Emmet
lige saa fuldt beherskede sine Omgivelser ved sit Livs
udadlelige Renhed og sit Væsens Blidhed og Ynde som ved sine Kundskaber og
sin Veltalenhed. Da i Aaret 1797 Bladet »The
Press« blev grundet af de irske Førere
O’Connor, Brødrene Emmet og
flere, var Moore ikke lidet begjærlig efter at see et
eller andet Product af sin Muse i dette Blads patriotiske og meget læste
Spalter. Men hans Moders stadige og i de Tider langtfra
ugrundede Ængstelighed for ham indjog ham paa den anden Side Bekymring for
at gjøre noget Skridt, hun vilde tage sig nær, og han besluttede at debutere
anonymt. Han indsendte en Efterligning af Ossian, der gik glat
igjennem uden at vække nogen Opmærksomhed, saa betroede han med skjælvende
Haand til Postkassen et Brev, »Til Trinity College’s
Studenter«, rigt krydret med »Landsforræderi«, som
han selv bemærker, en vittig Satire over
Castlereagh, der saa længe han levede var den
aldrig opgivne Skive for Moores Vid. »Jeg ventede neppe,« siger Moore,
»at Brevet vilde blive trykt, men se, næste Aften, da jeg
som sædvanlig sad i min Kakkelovnskrog og udfoldede Avisen for at læse den
høit for mine Forældre, saa stod der aller forrest i Bladet mit eget Brev og
stirrede mig lige ind i Ansigtet og var naturligvis noget af det første,
mine Tilhørere ønskede at høre.« Efter at have nedkjæmpet
sin Sindsbevægelse, læste han Brevet høit, havde den Tilfredsstillelse at
høre det i høi Grad rost af sin Fader og
Moder, skjøndt begge betragtede det som »meget forvovent«, da næste Dag
Edward Hudson, den eneste i Hemmeligheden indviede
af Moores Venner, under et Morgenbesøg med et meget
sigende Blik henkastede til Moore: »Naa saae Du – ?« – »Brevet var af Dig,
Tom« raabte
Moderen, og man forstaaer, at nye Bønner om
Forsigtighed fulgte paa Tilstaaelsen.
»Et Par Dage efter hændte det,« siger
Moore, »paa en af de lange
Spadsereture ud i Landet, som Emmet og jeg pleiede at
foretage sammen, at vor Samtale kom til at dreie sig om Brevet, og jeg gav
ham at forstaae, det var af mig. Da tilstod han mig med den næsten
kvindelige Blidhed han besad og som saa ofte findes hos saadanne
determinerede Aander, at han under Læsningen af Brevet, hvor meget han end
havde billiget dets Indhold, ikke kunde andet end beklage, at den offentlige
Opmærksomhed saaledes var bleven hendraget paa Universitetets Politik, hvad
jo kun, hvis Autoriteterne bleve aarvaagne, kunde hindre Udbredelsen af hvad
vi begge betragtede som »den gode Aand«, der nu i al Stilhed brød sig Vei.
Hvor drengeagtig jeg end dengang endnu var, kunde jeg dog ikke lade være at
blive slaaet af det mandige Syn, jeg bemærkede, at han havde paa, hvad Mænd
burde gjøre under saadanne Omstændigheder og til saadanne Tider, nemlig ikke tale eller skrive om deres Hensigter, men handle. Han
havde aldrig tidligere, saavidt jeg husker, i Samtale med mig sigtet til
Existentsen af det hemmelige Selskab »United Irishmen«, heller ikke gjorde
han mig nu eller nogensinde siden noget Forslag om at gaae ind deri, en
Hensyntagen, som jeg for en stor Del tillægger hans Kjendskab til den
omhyggelige Ængstelighed, hvormed man vaagede over mig hjemme […] Han var
helt igjennem en ædel Skabning og saa rig paa Indbildningskraft og Hjertets
Ømhed som paa mandig Forvovenhed.«
Det er tydeligt nok, at Robert Emmet med al sin
hjertelige Velvillie mod Moore godt har følt, at han
ikke var af det Malm, hvoraf en Mand maa være gjort, der skal sætte sin
Fremtid og sit Liv paa Spil i en Revolution. Men han holdt af den unge
Digter og søgte ham ofte; han har sikkert mærket, hvilken sjelden Klangbund
hans Ideer og Drømmerier fandt i den Harpe, Thomas
Moore bar i sin Sjæl. Han pleiede at sidde ved
Moores Pianoforte, medens denne spillede Melodierne i Buntings irske
Samling, og Moore bevarede endnu som
gammel Erindringen om, hvorledes Robert Emmet en Dag, da han
spillede Melodien »Let Erin remember the day« med Lidenskab
udraabte:
udraabte;
»O gid jeg stod i Spidsen for tyve tusind Mand, der
marcherede efter den Melodi!«
Det var i Aaret 1797 kort før den store irske Sammensværgelses Opdagelse.
Saa foregik den og med den alle dens Rædsler. En af dens første Følger var
en fuldstændig Inquisition, som afholdtes indenfor Universitetets Mure.
Studenterne kaldtes enkeltvis op ved Navn og forhørtes. De fleste vidste
Lidet eller Intet om Førernes Hensigt; der var kun nogle faa, deriblandt
Robert Emmet, hvis pludselige Udeblivelse lærte deres
Kammerater, hvor dybt de havde været indviede i de forraadte Planer. Den
døde Taushed, der daglig fulgte deres Navne, hver Gang de raabtes op, gjorde
et rystende Indtryk paa Moore. Han selv viste sig under
sit Forhør som den brave lille Student han var, han erklærede den frygtede
Lord Fitzgibbon i Ansigtet, at han ikke vilde
aflægge den Ed, der afkrævedes ham, uden under det Forbehold ei at ville
besvare noget Spørgsmaal, som kunde lede en Kammerat i Ulykke, og udholdt
med mandig Fatning de Vredesudbrud, som fulgte. Da han ikke havde været
Medlem af »United Irishmen« og i Virkeligheden ingen Kundskab havde til
Selskabets Planer, frigaves han hurtigt.
I de Aar, som nu følge, falder Moores første Optræden
som Digter. De Rædsler, som ledsagede Oprørets Undertrykkelse, afgave ham
intet Stof for Poesi; dertil stod han dem altfor nær. Emmet var
bortreist, Paavirkningen fra ham for en Tid lang ophørt, politisk Digtning
overhovedet umulig i Irland. Den unge Digter, der af Naturen
var anlagt paa Frembringelsen af en lys og let Poesi, fulgte da den Vei, som
laa aaben for hans Anlæg og hans Aar, han bearbeidede først de
anakreontiske Sange, udgav dem ikke 20 Aar gammel med en
Tilegnelse til Prindsregenten, som da var de Liberales
Haab, og optraadte i 1801 med et Bind »Poems of Little«, især
erotiske Digte, ungdommeligt sandselige og lidt frivole i deres Art. Den
irske Frivolitet minder meget om den, som er saa hyppig i Svenskernes
erotiske Digte og har samme Charakter af at være en
Nationaleiendommelighed.
Efterat Moore i nogle Aar havde flagret om i
Londons bedste Kredse, yndet og søgt for sine
selskabelige Talenter og sin hele irske Sociabilitet, tvang hans
Formueløshed ham til i 1803 at reise til Bermuda i
Amerika for der at tiltræde en Plads som Admiralitets-Registrator. Han passede, som man kan
tænke, slet ikke til denne Plads, lod den ogsaa efter en kort Tids Forløb
udfylde af en Stedfortræder, og blev, da denne udviste svigagtigt Forhold og
bedrog Staten for en større Sum, uden egen Skyld kastet i en ganske lignende
Ulykke som Scott, erholdt som denne hjælpsomme Tilbud
fra mange Sider, afviste ligesaa ærekjært som Scott
alle disse og betalte sin Gjæld ved nogle Aars Sparsommelighed og
samvittighedsfulde Flid. Hans amerikanske Reise varede fra October 1803 til November 1804. Han hjembragte fra Amerika de i andet Bind
af hans Værker samlede amerikanske Breve og Poesier, hvis
Naturskildringer ere lige fremragende ved Farveglød og Portraitlighed. Som
ægte engelsk Naturalist har Moore større Ambition med
Hensyn til Ligheden end til Coloriten og han er ikke lidet stolt af de mange
Vidnesbyrd han fra Indfødte og Reisende har modtaget om disse Beskrivelsers
graphiske og geographiske Naturtroskab. Den bekjendte engelske Reisende Capitain Basil Hall (den samme som besøgte
Scott paa Abbotsford og som syg modtog
Byrons Pleie i Venedig)
paastaaer, at Moores Oder og Epistler give den
smukkeste og nøiagtigste (»most exact«) Beskrivelse af
Bermuda, som gives, og viser hvorledes den
sikkert smukkeste Sang derimellem »Canadian Boat Song«, saavel
hvad Melodien som hvad Texten angaaer, er grundet paa de Sange, der virkelig
synges paa Skibene der, dog saaledes, at Moore har
bortkastet Alt, hvad der ikke var smukt og charakteristisk i disse
Sange. Og Moore fortæller selv, hvor nøie hans Beskrivelser selv
af Landskaber og Træer holdt sig til Virkeligheden. I Anledning af
Linierne
’Twas there, in the shade of the Calabash
Tree
With a few, who could feel and remember like
me
modtog han omtrent 25 Aar efter fra Bermuda et Bæger,
dannet af en af Frugtskallerne paa det Calabas-Træ, der var
ment, og hvori man havde fundet hans Navn indridset. Den
exotiske Natur i hine Egne virkede befrugtende paa en Digteraand, som netop
var anlagt til at modtage yppige og festlige Naturindtryk; de demokratiske
og republikanske Institutioner, hvortil han blev Vidne, fandt derimod langt
mindre Modtagelighed og Sympathi hos den forfinede Digter, paa hvem den
begyndende Verdensreaction mod det 18de Aarhundrede allerede var ifærd med
at gjøre sin Virkning. Hans Epistler om de amerikanske
Samfundstilstande have kun Øie for Republikens Skyggesider. Han
havde Audients hos Præsidenten; men Jeffersons
skjødesløse Klædedragt – blaa Strømper og Slæber paa Fødderne – skjæmmede,
som man mærker, i hans Øine Billedet af den Mand, der havde udkastet den amerikanske Uafhængighedserklæring.
Fremfor Alt forfærdedes han ved at træffe den franske Philosophi, der for
ham som ægte Barn af sin Tid var lutter Gift og Synd, saa udbredt i den unge
Republik.*)
»Already has the child of Gallias
school
The foul Philosophy, who sins by rule,
With all her train of reasoning, damning arts,
Begot by brilliant heads on worthless hearts […]
Already has she pour’d her poison here
O’er every charm that makes existence
dear«.
Epistelen: »To the Lord Viscount Forbes«.
»Det var,« skriver Moore
mange Aar senere, »den eneste Periode af mit Liv, i hvilket jeg har følt mig selv skeptisk med Hensyn til Sundheden af
den frisindede politiske Tro, som hvis Bekjender og Advocat jeg næsten
bogstavelig kan siges at have begyndt mit Liv og efter al Sandsynlighed vil
ende det.« Det kunde et Øieblik synes, som om Barndoms-
og Ungdomsindtrykkene fra den mishandlede Fødeø vare begravne under
[anakreontiske](n5706) Stemninger, Reiseerindringer og det muntre fashionable Liv i
Londons høieste, lethenlevende Kredse.
Da udkom i Aaret 1807 de første Bind af Moores
»Irske Melodier« – hans Adkomstbrev til Udødelighed. Alt,
hvad hans stakkels Land havde følt og lidt i de lange Forsmædelsens Aar,
dets Smerter og Sukke, dets begeistrede Opsving, dets krigerske Kjækhed og
dets Smil gjennem Taarer, Alt skimtes her spredt imellem Sange, der ere
skrevne ned i sprudlende, halvtvemodigt Letsind og erotisk Sværmeri. Det var
en Krands, flettet af Vemod, Begeistring og Ømhed, en duftende Sørgekrands,
som bestemt til at hædre en Afdød, der her blev slynget om hans Fædrelands
Pande. Ikke at Irlands Navn tidt eller gjerne er nævnet; der forekommer
overhovedet i disse Digte saa faa Navne som muligt – det var utrygt at nævne
irske Egennavne. Men snart forherligede den Syngende sin Elskede i saadanne
Udtryk, at man anede Erins Træk under hendes; snart talte den elskende
Kvinde med en Høihed, saa man følte ingen jordisk Kvinde var
ment, og Udtrykkets Mystik forøgede som i de gamle christeligt allegoriske
Lovsange den poetiske Virkning. – Hvad var der skeet i Mellemtiden mellem
Moore’s letfærdige Digtes Fremkomst og disse
beundringsværdige Poesiers Undfangelse? Det er en lang og sørgelig Historie.
De besvare selv hint Spørgsmaal ved at neddysse Svaret. Allerede det fjerde
Digt i Samlingen begynder:
Oh! breathe not his name, let it sleep in the
shade
Where cold and unhonour’d his relics are laid
Sad, silent, and dark be the tears that we shed
As the night-dew that falls on the grass o’er his
head.
Der var da altsaa En, hvis Navn ikke burde nævnes, hvis Levninger laa
vanærede i Graven og hvem tunge, tause Taarer kun i Nattens Mørke turde
begræde.
I Digtet, som følger derefter, hedder det atter uden Nævnelse af noget
Navn:
When he, who adores thee, has left but the
name
Of his fault and his sorrows behind,
Oh! say wilt thou weep, when they darken the fame
Of a life, that for thee was resign’d?
Yes weep, and however my foes may condemn,
Thy tears shall efface their decree;
For Heaven can witness, though guilty to them,
I have been but too faithful to thee.
At den af Helten Tilbedte er Irland, sees ved første Blik; men som et
Sørgeslør er atter kastet over ham, hvis Ry blev formørket af
hans Fjender, og som, skjøndt kaldet skyldig af dem, kun var altfor trofast
mod sin Elskte.
Man blade endnu noget længere frem i Samlingen og man støder paa et Digt,
der er nøie knyttet til de to anførte, og som med milde Farver maler den
Unævntes efterladte Brud:
She is far from the land where her young hero
sleeps,
And lovers are round her, sighing
But coldly she turns from their gaze, and weeps,
For her heart in his grave is lying.
She sings the wild song of her native plains,
Every note which he lov’d awaking
Ah! little they think, who delight in her strains,
How the heart of the Minstrel is breaking.
He had liv’d for his love, for his country he died,
They were all that to life had entwin’d him
Nor soon shall the tears of his country be dried,
Nor long will his love stay behind him.
Oh make her a grave where the sunbeams rest,
When they promise a glorious morrow;
They’ll shine o’er her sleep, like a smile from the West,
From her own lov’d island of sorrow.
Læseren har alt anet, at den unge Helt, over hvem saa rørende Klagetoner
løde, ingen anden var end Moores fordums
Universitetsven Robert Emmet. Det forekommer mig
utvivlsomt, at det er hans Skjæbne, der gav Moore den
Inspiration, som fremkaldte de ypperste Frihedspoesier blandt de irske Melodier. Medens som
Følge af Revolutionen 1798
den ældre Emmet blev holdt
fængslet paa Fortet St. Georges og
derpaa forvist, lykkedes det Robert at undgaae
Fængsling, men han benyttede strax og udelukkende sin Frihed i den Sags
Tjeneste, der havde bragt hans Broder i Ulykke, og
hvortil han havde indviet sit Liv. Han reiste i 1802 til
Paris og havde en Sammenkomst med
Førsteconsulen, der iøvrigt gjorde det Indtryk paa
ham, »at han ikke bekymrede sig mere om Irland end om
Republiken og Friheden«, og flere Sammenkomster med
Talleyrand, hvis Væsen ikke behagede ham mere, for
gjennem Aftaler med dem at forberede Oprettelsen af en uafhængig irsk
Republik, støttet paa Alliance med den franske. Det var i det Øieblik, da
det ved Freden i
Amiens en kort Tid gjenoprettede
gode Forhold mellem Frankrig og England stod paa Nippet til at brydes.
Bonaparte synes en kort Tid at have tænkt alvorligt
paa en Landgang i Irland – endnu paa St.
Helena beklagede han jo at han ikke var gaaet til Irland
istedenfor til Ægypten – og Robert
Emmet ankom i November 1802 til sin Fødeø med bestemt Løfte
om, at den franske Armees Landsættelse skulde finde Sted i August 1803. Med
rastløs Dristighed bragte han paany en Sammensværgelse over hele Irland
istand. Efter hans Overbevisning var Revolutionen af
1798 strandet, fordi den havde savnet en Operationsbasis i Hovedstaden. For ham gjaldt det fremfor Alt om at
bemægtige sig Dublin, særlig Slottet, hvis Porte
stode aabne lige til om Aftenen. Dag og Nat vaagede han over Forberedelserne
til Oprøret; en Mængde Huse vare leiede i Dublins
forskjellige Kvarterer, hvor der uafbrudt fabrikeredes Vaaben, Kugler og
Krudt; han havde selv bestandig en lille Stab af femten Personer om sig,
næsten alle Almuesmænd, der arbeidede under hans Opsigt, og han nød den
Smule Hvile, han undte sig, i et af Krudtmagasinerne, udstrakt paa en
Madras. Skjøndt mere end 1000 Personer vare indviede i Sammensværgelsen,
fandtes der dog ingen Forræder imellem dem og den blodtørstige Øvrighed
havde ikke den fjerneste Anelse om hvad der forberedtes.
Emmets Formue gik fuldstændigt med til
Indkjøbene, men de Arbeidere, der tjente ham, modtoge ingen Betaling for
deres Gjerning, »de arbeidede,« sagde en af dem, hvem
Forfatteren af »United Irishmen« traf som Olding,
»ikke for Penge, men for Sagens Skyld; de havde stor
Tillid til Robert Emmet, de kunde have givet deres Liv
for ham.« Da indtraf i Juli Maaned et af hine
uforudseelige Tilfælde, som ingen menneskelig Beregning kan forebygge: et af
Krudtmagasinerne sprang i Luften og dræbte to Mænd, af hvilke den ene
udaandede i Robert Emmets Arme. Den næste Dag
underrettede et protestantisk
Blad Regjeringen om at den sov paa en
Mine. Man maatte, ufærdig som man var og uden at oppebie
Franskmændenes Ankomst bryde løs, hvis man ikke vilde udsætte sig for en
Tilintetgjørelse uden Kamp. Den 23de Juli stod en ædel og mandig
Proclamation til Irlands Befolkning, forfattet af Robert
Emmet selv, opslaaet paa Gaderne i
Dublin; men da Aftenen kom, og han i Spidsen for
en Skare forsøgte Slottets Overrumpling, maatte han med Bitterhed føle, hvor
upaalidelige hans Landsmænd vare i et farefuldt og afgjørende Øieblik. Alt
som man nærmede sig Slottet, fortyndedes Skaren omkring ham stedse mere; da
man stod for dets Port, var der neppe en Haandfuld Trofaste tilbage og alt
Haab om et heldigt Udfald slukt overfor den nu aarvaagne og velbevæbnede
Fjende. Det lykkedes i den første Forvirring Førerne at undkomme til
Wicklows Bjergegne og her samledes de allerede
næste Dag i en afsides beliggende Dal for at raadslaae. De fleste vare
overbeviste om, at Intet endnu var tabt: et Signal – og Irland vilde reise
sig som een Mand o. s. v., Robert Emmet alene havde
mistet alle Illusioner og viste med Klarhed sine Venner, at en fortsat
Stræben i dette Øieblik og med Stridsmænd, som de udisciplinerede Oprørere
afgave dem, kun vilde føre ny Blodsudgydelse over Landets allerede saa
haardt prøvede Befolkning. I det Øieblik, man skiltes, opfordrede man fra
alle Sider Emmet til at flye; en enestaaende Leilighed
frembød sig dertil med Fiskerbaade, som tilhørte
Insurgenterne. Da var det, at Robert Emmet med nogen
Forlegenhed erklærede, at han absolut endnu engang maatte til
Dublin for at tage Afsked med en Person, der var
ham saa kjær, at han ei kunde forlade Irland for mange Aar uden et Gjensyn
med hende. »Han maatte see hende, om han saa skulde døe
tusinde Gange derfor.«
Soldaterne søgte ham overalt, hans trofaste
Husholderske, en ung modig Pige, blev forgjæves prikket med
Bajonetter over hele Legemet og underkastet »Halvhængningen«, hun vilde Intet røbe om hans
Opholdssted. Endelig fandt man ham, lammede ethvert Flugtforsøg ved et
Pistolskud i Skuldren og arresterede ham. Da den
Major,
der bemægtigede sig ham, vilde undskylde Skuddet, svarede
han kort, at Alt var tilladt i Krig (»all is fair in
war«).
Et Par Dage efter sin Fængsling skrev Robert Emmet et
Brev til den unge Pige, for hvis Skyld han havde udsat sit Liv. Det var
Miss Sarah Curran, Datter af den berømte
Advocat, hvis Navn saa hyppigt forekommer i
Byrons Poesier, de irske
Anklagedes ufortrødne og begeistret veltalende Forsvarer i
1798, en af Landets mest ansete og anerkjendte Mænd. I
hans Hus havde Robert Emmet som ganske ung færdedes
meget; men da Curran opdagede hans og
Datterens varme Interesse for hinanden og frygtede,
at Emmets politiske Retning skulde tilintetgjøre hans Fremtid, havde han
skilt de to Unge ad, og det var mod hans Vidende de bestandig havde
vedligeholdt Brevvexling med hinanden. Fangevogteren, der lod sig give en
stor Sum for at bringe Emmets Brev til dets Adresse,
bragte det strax til Statsadvocaten. I sin Angest for at have compromitteret
den, han elskede, skrev Emmet øieblikkeligt til sine
Dommere, og da han vidste, hvor stor Frygt man nærede for hans Veltalenhed,
tilbød han selv at erklære sig skyldig for Retten og tilmed ikke sige et
eneste Ord til sit Forsvar, hvis man til Gjengjæld vilde lade være at
inddrage hans Breve til Miss Curran i Processen.
Forgjæves, næste Dag allerede lærte en Husundersøgelse den fortørnede
Curran det inderlige Forhold, som bestod mellem
Emmet og hans Datter. Om selve
Sagens Udfald var der ingen Tvivl; den Anklagede kjendte sin Skjæbne. Da
Fængselsdirecteuren en Dag overraskede ham,
flettende en Haarlok, som Miss Curran havde skjænket
ham, saae han op og sagde: »Jeg fletter den for at kunne
have den hos mig paa Skafottet.« Paa hans Bord fandt man
en yderst omhyggeligt udført Pennetegning: hans eget Portrait, slaaende
ligt, Hovedet skilt fra Kroppen, Legemet udstrakt ved Siden af.
Processen begyndte Kl. 10 om Morgenen. Efterat
Statsadvocaten i sin Tale havde forsikret, at denne Sammensværgelse ingen anden Virkning havde havt end
yderligere at lade Irlands Kjærlighed til dets Konge
komme til Udbrud, bad Robert Emmet til Svar kun om at
følgende Paragraph af den provisoriske Regjerings Manifest,
som
sem
han havde redigeret, maatte blive læst høit: »Fra nu
af er al Brug af Pidskning og Tortur forbudt paa Irlands Grund og kan ikke
under noget Paaskud gjenindføres.« Derefter fulgte en
Tale af en modbydelig irsk Renegat, det forhenværende Medlem af
Oprørspartiet Lord Plunket, der som offentlig Anklager
overvældede Emmet med Haansord. Saa reiste denne sig og
holdt med den visse og nære Død for Øie en Forsvarstale, som endnu den Dag
idag enhver Irlænder kjender. Han sagde, at hvis han, naar han var bleven
erklæret for skyldig, kun skulde lide Døden, vilde han ikke have trættet de
Tilstedeværendes Opmærksomhed; men den Dom, som overgav hans Legeme til
Bøddeløxen, vilde tillige overgive hans Navn til den offentlige Menings
Dadel, og derfor vilde han tale. Til Dommerens støiende Afbrydelse svarede
han med fuldkommen Ro: »Jeg har hørt sige, Mylord, at
Dommerne undertiden betragte det som en Pligt at høre med Taalmodighed og
tale med Humanitet,« og forsatte sin Tale med saa høi
Røst, at man tydeligt hørte den ved Retssalens ydre Døre og dog uden at der
var det ringeste overdrevent eller declamatorisk i hans Foredrag; hans Stemme var
tvertimod
tverimod
, siger
Madden, som hørte ham, moduleret med den største
Finhed, han gik frem og tilbage mod Skranken med visse
Bevægelser, der vare ham eiendommelige og som besadde en særegen Ynde.
Tredive Aar efter tale Vidnerne til denne gjennemtrængende Veltalenhed endnu
ikke uden Sindsbevægelse om den Gratie og den Høihed, hvormed han trodsede
sine Dommere. En Correspondent til
»Times«, der absolut fordømmer selve Oprøret, siger i sit Brev
om Emmet: »Men det maa jeg tilstaae:
han var stor midt i sine Vildfarelser; da han paa Processens Dag, i det
Øieblik Graven aabnede sig for at modtage ham, rystede selv Rettens Mure ved
sin Veltalenheds Energi og Glands, saae jeg hin Snog, som hans Fader havde
næret ved sin Barm (Lord Plunket) zitre under hans Blik
og hint Udskud af Menneskeheden, der dømte
ham (Lord Norbury),
ham, (Lord Norbury)
blegne og skjælve paa sin Stol.«
Emmet endte med disse Ord: »Mylords, I
vente utaalmodigt Eders Offer. Alle de Rædsler, hvormed I have omgivet mig,
have ikke formaaet at isne det Blod i mine Aarer, hvorefter I ere saa
begjærlige, og om faa Timer vil det skrige om Hævn til Himlen; men
Taalmodighed endnu. Jeg har kun faa Ord at sige; jeg gaaer til min kolde og
stumme Grav; mit Livs Lampe er næsten slukt. Jeg har for mit Lands Skyld
skilt mig fra Alt, hvad der var mig dyrebart i dette Liv, fra
min Sjæls Idol, mine Følelsers Gjenstand. Min Bane er tilende; Graven aabner
sig for at modtage mig, og jeg synker i dens Favn. Jeg har kun een Begjæring
at stille ved min Afsked fra denne Verden, det er at den vil skjænke mig sin
Tausheds milde Gave. Lad ingen Mand skrive min Gravskrift, thi da ingen
Mand, som kjender mine Bevæggrunde, nu vover at forsvare dem, saa lad ikke
Fordom eller Uvidenhed sværte dem. Lad dem hvile i Mørke og Fred. Lad mit
Minde synke i Glemsel og min Grav forblive uden Indskrift, indtil andre
Tider og andre Mænd kunne vise min Charakter Retfærdighed. Naar mit Land
indtager sin Plads mellem Jordens Nationer, lad da og ikke før
da min Gravskrift blive skreven. Jeg har talt ud.«
Dommen faldt og lød paa, at Robert Emmet skulde først
hænges, saa halshugges endnu samme Nat
Kl.
Kl
1. Klokken var 11, da han blev ført tilbage til sit Fængsel. Han
standsede paa Veien foran et Cellegitter, bag hvilket en af hans Venner sad,
og sagde til ham: »Jeg skal hænges
imorgen«. – Man undte ham ikke Ro de
sidste Timer. Man kjørte ham ti engelske Mil ud i Landet af Frygt for at han
skulde blive udrevet af Fængslet med Vold. Først da befriede en
menneskekjærlig Fangevogter ham fra Jernene, som man havde lagt om ham med
en saadan Brutalitet, at Blodet sprang ud af hans lemlæstede Lemmer, og den
samme Mand gav ham Noget at spise; thi fra Kl. 10 om Morgenen
af, da Processen begyndte, havde han ingen Næring faaet. Saa faldt han i en
kort dyb Søvn, vaagnede og benyttede de faa Øieblikke, han havde tilbage,
til at skrive Breve, et til sin Broder i Amerika, et
til Miss Curran’s
Broder og et til hende selv, da han blev afbrudt af en
Ven, som ønskede at see ham sidste Gang. Roberts første
Ord til ham var, hvorledes det gik hans Moder, og
Vennen maatte da dybtnedbøiet meddele ham, at hun var død to Dage forud af
Græmmelse. Med Ro havde hun seet den ene af sine Sønner
forvist for Irlands Skyld, med Fasthed havde hun
bestandig opmuntret Robert paa hans Vei, men da hun
saae den Søn, der var hendes Livs Stolthed, ikke tre og tyve Aar gammel
indviet til en saa frygtelig Død, brast hendes Hjerte.
Robert modtog Efterretningen med Fatning og svarte:
»Det er bedre saaledes«. I Brevet
til Miss Currans
Broder skriver han: »Jeg har aldrig
for min egen Skyld ønsket Embeder eller Æresbevisninger; jeg vilde ikke have
bekymret mig om Ros af Nogen, men jeg havde ønsket i
Sarahs straalende Ansigt at kunne læse, at hendes
Mand var agtet.« Hans Haandskrift i dette Brev er saa
fast og regelmæssig som nogensinde. Kl. 1 blev han hentet til Skafottet. Saa
stort var det Herredømme, hans Væsens Blidhed og Ynde udøvede over alle raa
Naturer, at en af Fangevogterne, da han ført af Sherifferne og
fulgt af Bøddelen gik ud af Fængslet, sagde ham Farvel med strømmende
Taarer; Emmet, hvis Arme vare bundne, bøiede sig og
kyssede Manden paa Kinden, og denne Mand, som tyve Aar igjennem var bleven
hærdet og vænnet til Fængselsscener, faldt uden Bevidsthed om for hans
Fødder. Ved Skafottets Fod gav Robert Emmet en af sine
Venner det Brev, han havde skrevet til Miss Curran, men
Vennen blev arresteret og Brevet kom aldrig til sin Adresse. Han tog selv
sit Halstørklæde af og hjalp til med at lægge Strikken om sin Hals. Bødlen
viste det afskaarne Hoved til Folket og raabte med høi Røst: »Dette er Hovedet af Robert Emmet, en
Forræder«. – Ikke en Lyd hørtes til
Svar.
Næste Dag stod i Regjeringsbladet »London Chronicle«: »Han forblev til det sidste Øieblik den Samme, som han viste
sig at være under Retssagen igaar, lagde samme Blanding af Nonchalance og
Frækhed for Dagen, og syntes at spotte de frygtelige Omstændigheder,
hvorunder han befandt sig. Intet kunde mindre ligne den sande Christens Ro.
Gud bevare os for Folk med slige Principer! Ikke desmindre have vi aldrig
seet et Menneske døe som han […] han var en afgjort Vantro, og til Præsten,
som ledsagede ham, sagde han: Jeg takker Dem for den Uleilighed, De gjør
Dem; men den er unyttig; mine Ideer om dette Punkt have allerede længe været
meget bestemte, og dette er ikke et Øieblik, i hvilket jeg kan
forandre dem.« Saaledes talte den officielle Presse; det
undertrykte Irland tav om sin treogtyveaarige Yndlings Skafot og tro mod
hans Bud, satte det ingen Indskrift paa hans Grav.
Men da Moores
irske Melodier kom ud, da hørte man med Et i
disse Sange et helt Folks Smerte og Indignation stige og synke, hviske og
raabe, klage og mumle som Havets Bølger og med et Naturelements
uimodstaaelige Magt. Der var snart ikke og er den
Dag idag
Dag
ikke en Bonde paa Irland, som ikke kjender
Sangen: »When he who adores thee«. I Amerika læses
Robert Emmets sidste Tale endnu den Dag idag i alle
Skoler. Den er Evangeliet for Rebellionen mod England. Men underligt nok:
ikke Robert Emmets heroiske Død gjorde ham saa berømt
hos hans Landsmænd som hans rørende Kjærlighedshistorie. Hans
Brud stod for det irske Folk som Heltens Enke og
var Gjenstand for en stille Ærefrygt. Hendes Ulykke forøgedes end mere ved
at hun levede i en engelsksindet Kreds, der vel beklagede Robert
Emmet, men mente at han havde fortjent sin Skjæbne. Hendes Udseende var, siger Admiral
Napier, der saae hende i Italien, »en vandrende
Statues«. Hun døde faa Aar efter paa
Sicilien
»langt fra det Land, hvor hendes unge Heros sover.«
Washington Irving har skildret hende i sin smukke
Skizze »Det knuste Hjerte« i »The sketch book«.
Men hendes skjønneste Monument er Sangen »She is far
from the land«.*)Madden: »United
Irishmen«. – »Robert Emmet«
(Anonym, men forfattet af Mme d’Haussonville).
Dog den Enkeltes Ulykke er jo i »Melodierne« kun et Symbol paa
det hele Folks og en Personification af den almindelige Smerte. Vi komme til
Sange, i hvilke det er som om alle Irlands Sønner og Døtre jamrede over den
sørgelige Udgang af den store franske
Revolution og af de Forhaabninger, alle Folk, men dette
mere end noget andet, havde sat til Republikens Varighed og Seir. En saadan
Sang er den rørende
’Tis gone and for ever the light we saw breaking
med dens vilde Klage over at hin første Frihedsstraale, som Menneskeheden har
velsignet, atter er forsvunden og i sin Forsvinden ligesom har gjort
Trældommens og Sorgens Nat dybere og mørkere end den var, men dybest og
mørkest for Erin. Moore hæver sig til den høieste og
ædleste Flugt i en Strophe som denne:
For high was thy hope, when these glories were
darting
Around thee, through all the gross clouds of the world;
When Truth, from her fetters indignantly starting,
At once, like a Sun-burst, her banner unfurld.
Oh! never shall earth see a moment so splendid!
Then, then – had one Hymn of Deliverance blended
The tongues of all nations – how sweet had ascended
The first note of Liberty, Erin, from
thee!
Og Digtet slutter med Forbandelser over Undertrykkerne, som
»ved Dødens rygende Alter lig Furier kjærtegnede
Frihedens unge Haab og døbte det i Blod.« Andre Digte ere
mere truende, skjøndt Truselen overalt er poetisk og dulgt. Læs f. Ex.
Sangen: »Lay his word by his side«: »Læg
Sværdet ved hans Side, det har tjent ham altfor vel, til at det ikke skulde
hvile nær hans Hovedgjærde nu; læg det ubrudte Sværd hos den aldrig
undertvungne Mand. Dog det er, som hørte jeg en stille Røst fra Graven, et
svagt Echo af den, som engang gav Krigsløsenet »Sprænger Eders Lænker«, og
den hvisker fra Graven, hvor vor Heros sover: Skjøndt vor Høvdings Sol er
sunket for stedse, saa lad dog ikke hans Sværd slumre paa saa uhæderlig Vis,
det har Seirens Liv i sig endnu. Skulde en Fremmed, uværdig til at svinge
sligt Vaaben, vove at røre dig, mit eget stolte Sværd, da bliv i din Skede,
som en forseglet Talisman eller vend tilbage til din Herre, der ligger fri i
sin Grav; men hvis du gribes af en Haand, der paa Valen har lært den ædle
Brug af et Værge som dig, da spring, naar Friheden stævner dig, med Glimt
som et Lyn frem af din mørke Skede igjen.« – Det Digt,
som direkte er rettet mod Prindsregenten, er det
strengeste og mest høisindede af dem alle. Han er vel ikke nævnt deri, men
man forstaaer først Digtet, naar man veed, at det er ham, som er ment. Det
er Sangen »When first I met thee, warm and young«.
Erin taler her som Kvinde, hun skildrer sin gode Tro til den unge Kongesøn,
sin Tillid til de Løfter han gav som ung og varm, sin Fastholden ved sin
Tro, endog da hun saa ham forandres; hun vilde, selv da hun hørte om hans
Feil, se Glimt af fremtidig Hæder i dem – men nu da Ungdommens Tid er
flygtet fra ham og ingen af den modne Alders Fortrin er traadt i Stedet, nu
da de, som engang elskede ham, skye ham og selv hans Smigrere foragte ham,
nu vilde Erin ikke give en af sine rene Taarer for al hans skyldbetyngede
Pragt. Men der vil komme den Tid, da selv hans sidste Venner forlade ham, og
da han forgjæves vil strække sine Arme ud efter hende, som han har mistet
for bestandig, da vil hun sige: »Gaa, gaa! det er unyttigt
at forbande og Svaghed at dadle dig; Had kan ikke ønske dig værre end Skyld
og Skam have gjort dig«.*)
»Go – go – ’tis vain to curse
’Tis weakness to upbraid thee
Hate cannot wish thee worse
Than guilt and shame have
made
make
ændret ordlyd pga. omarbejdelse i SS, Fu og
1923-24
thee«.
Wordsworth skrev Kjærlighedserklæringer til England, da
det var seirrigt og stort, Scott besang Skotland paa en
Tid, da dette Land var begyndt i lykkelig Blomstring at hævde sin Plads ved
Siden af Søsterriget, men Moore sendte sine brændende Sange til et Land, der laa ydmyget og blødende for sine Bødlers
Fødder. Han siger i Digtet »Remember thee«:
»Huske Dig! ja saalænge der er Liv i dette Hjerte, skal jeg
aldrig glemme dig, fortabt som du er; mig kjærere i din Sorg, dine Taager og
dine Regnskyl end Resten af Verden i dens solklareste Stund. – Var Du Alt,
hvad jeg ønskede Dig, stor, hædret og fri, Jordens første Blomst, Havets
første Perle, jeg vilde da hilse Dig med stoltere, lykkeligere Pande, men o!
kunde jeg elske dig dybere end nu? – Nei dine Lænker, som rasle, dit Blod,
som strømmer, gjøre dig kun mere smerteligt kjær for dine Sønner, hvis
Hjerter, som Ungerne fra Ørkenfuglens Rede, drikke Kjærlighed i hver
Livsdraabe, der flyder fra dit
Bryst«.
I hele sin Production mindes da Moore ogsaa Irland.
Hans store østerlandske Digt »Lalla Rookh«, der udkom i 1817,
er udført efter de samvittighedsfuldeste Studier; der er her ikke en
Lignelse, ikke en Beskrivelse, et Navn, et Træk af Historien eller en
Allusion til en Romance, som ligger indenfor Europas Horizont, og som ikke
viser Digterens Fortrolighed med Østens Liv og Natur. Men ikke desmindre
begyndte Sujettet først at faa Interesse for Moore, da
han saae en Mulighed til at benytte Kampen mellem Ildtilbederne og
Mahomedanerne som et Paaskud til at prædike Tolerance i Overensstemmelse med
den Lære, han havde givet sine Landsmænd i Digtet »Come
send round the wine« i de irske
Melodier. Ogsaa Læserens Interesse vaagner først i
det Øieblik, han aner Irland og Irer bag disse Gheber med deres fremmede Costume. »The
fire-worshippers« er derfor Digtningens eneste helt vellykkede
Parti. Selve Navnene Iran og Erin flyde efterhaanden sammen for Læserens
Øre.
Moore siger selv, at den Aand, som havde udtalt sig i
de irske Melodier, først følte sig hjemme i
Østen, da han kom til »Ildtilbederne«, og
virkelig synes dette skjønne Digt, hvis Helt er en ædel og ulykkelig Rebel,
og hvis Heltinde lever i en Kreds, hvor hun altid hører ham omtale med
Afsky, direkte inspireret af Mindet om RobertRobet Emmet og
Sarah Curran. Der er Lighed i mange Enkeltheder:
Hafed har kort før han kalder Gheberne til Oprør, flakket landflygtig
om i Udlandet; Hinda maa under sin
Hjerteangst for Hafed daglig høre om
det Blodbad, som anrettes blandt Rebellerne (»rebel
carnage«). Og da Hinda dræber sig selv af Sorg over Hafeds Død paa Baalet, istemmer Digteren en
Sang over hendes Lig, af hvilken hele Stropher, hvis Navnet Iran blot
erstattedes med Erin, vilde kunne føies til Sangen »She is far from
the land« uden at man vilde føle et fremmed Element. Det hedder
f. Ex.:
Nor shall Iran, belov’d of her Hero, forget
thee –
Though tyrants watch over her tears as they start,
Close, close by the side of that Hero she’ll set thee
Embalm’d in the innermost shrine of her
heart.
Ja saa vidt gaaer Analogien mellem Stemningen i de irske
Melodier og den, som hersker i denne asiatiske
Epopee, at nogle Linier af denne Digtning uden Modification kunde bruges til
Motto for den Samling af alle Documenter vedrørende det irske Oprør, der for
en Snes Aar siden udkom med Titelen: »Rebellion book and black
history«.*)De lyde:
»Rebellion! foul dishonouring word,
Whose wrongful blight so oft has stain’d
The holiest cause that tongue or sword
Of mortal ever lost or gain’d.
How many a spirit, born to bless,
Hath sunk beneath that with’ring name
Whom but a day’s, an hour’s success
Had wafted to eternal fame!«
Det var Moores polemiske Stilling som Irlænder, der
gjorde ham det umuligt at see den store Politik i samme Lys, hvori den stod
for Søskolen og Scott. Han sendte en Hagl af
Vittighedspile imod den hellige
Alliance. I de Lord
Byron dedicerede Fabler, han har helliget det fromme
Fyrsteforbund, driver han med elskværdig Dristighed Gjæk
med den hele europæiske Reaction. Han drømmer f. Ex. at Czar
Alexander giver et pragtfuldt Bal i et Ispalads, han har
ladet opføre paa Nevaen, (saaledes som
Keiserinde Anna engang gjorde det) og at alle »de hellige Gentlemen«, der
vise saa øm Bekymring for Europas Vel paa de store Congresser, ere budne
sammen der for at undersøge, hvorledes den menneskelige Bevidstheds Strøm
paa samme Maade som Floden kan holdes fast og gjennemisnes, indtil den
bliver istand til at bære »selv de tungeste Konger, nogen
Sonet eller Ode har prist.«
Madame
Krüdener
har givet sit prophetiske Ord paa at der ingen Fare er derved, og at Frosten
vil vare bestandig. Da begynder pludseligt fra alle Lofter og Vægge en
ildevarslende Dryppen. Czaren dandser vel endnu sin
Polonaise, men han har al Møie med at holde sig paa Benene,
Preussen, skjøndt vant til slibrige Veie, er
meget nær ved at tumle; men neppe er den spanske Fandango begyndt, før en
glødende Solopgang sender sine Flammestraaler gjennem Paladset. Man frelser
sig under et almindeligt »sauve qui peut«. Men alle Decorationerne i Isen,
de flakte Ørne, de kongelige Vaaben, tydske Rovfugle og franske Lilier, Alt
smelter og opløser sig i Vand. – Hvorfor, spørger
Moore, [ville](n5708) Monarcherne ogsaa gjøre deres
Kaprioler i Paladser uden Grundvold? – Man seer, at han
har stillet sangvinske Forhaabninger til den da lige
udbrudte spanske Revolution.
I en anden Fabel fortæller han om et Land, hvor der existerede et løierligt
Forbud mod Indførelsen af Speilglas. Af hvad Aarsag? Fordi Kongefamilien der
regjerede i Kraft af sin overordentlige Skjønhed, ligesom
Folket adlød, fordi det var et Dogme, at det var grimt. Ikke at finde
Majestætens Næse smuk var Høiforræderi; at finde sin Nabo kjønnere end Folk
i visse høie Stillinger var saare brødefuldt og da man ingen Speile havde,
»kjendte man ikke sig selv«. Da
sørge nogle skjændige Radicale (»some wicked
Radicals«) for at der paa Kysten
strander et med Speile ladet Skib – og man begriber Følgen. – I en tredie
Fabel vender han tilbage til sit gamle Symbol »Ildtilbederne«;
men mindre tolerant end i »Lalla Rookh« lader han disse, da man
har ansat et Corps Lyseslukkere til at forhindre dem i den fredelige
Udøvelse af deres Cultus, til en Afvexling gjøre kort Proces med Slukkerne
og kaste dem paa Hovedet ind i den Ild, de ikke vilde lade brænde i
Fred.
Moores satiriske og humoristiske Hovedværk »The
Fudge family in Paris«, der sprudler af Vittigheder over det nysoprettede, bovlamme bourbonske
Regimente, vender sig tillige med modig Pathos mod
England. Det hedder her: »Medens tapre Hjerter og sanddru
Aander nu allevegne tjene til Ofre for de foragtelige og faa, er England
overalt den almindelige Fjende af Sandhed og Frihed, hvor de end gløde, og
overalt den første Hjælper, naar Tyrannerne slaae løs«;
og England mindes om, at Forbandelser stige fra alle Sider
over den Magtsyge og det selviske Hovmod hos det, som overalt
kun søger sit Eget og træder al fremmed Ret under Fødder.
Man gjennemlæse særligt det fjerde og syvende Brev med deres Spotterier over
Prindsregentens Ladhed og Fedme, og med deres
frygtelige Invectiver mod Castlereagh, som kaldes »hin Incarnation af al Forraadnelsens Smitte og Stank, som
Irland gav England til Skjænk, ligesom det slagne Lig opsender Pest imod sin
Morder«; her findes ogsaa de mest hensynsløse Udfald mod
de allierede Konger, »denne Bande af Vampyrer, der suge
Blodet ud af det slumrende Europa.«
Det lyder meget slemt og meget farligt, Afstanden fra den ældre Digterslægt
er tydelig nok, Springet herfra til Shelley og
Byron synes ringe. Men i Virkeligheden er det meget
stort og alle disse Udfald ikke saa alvorligt mente, som de
synes. Det var ingen irsk Home-Ruler, som her talte Irlands Sag; thi
Moore vilde ingenlunde have sin Fødeø løsrevet fra
England, kun have den bedre og retfærdigere regjeret. Det var ingen
Republikaner, der her udtalte sig saa djærvt mod Kongerne, men en oprigtig
Monarchist, der ønskede slette Konger afløste af gode. Det var endelig ingen
Fritænker, der gjorde alle de voldsomme Udfald mod den
hellige Alliances Hykleri, men en, om end oplyst, dog
oprigtigt troende Katholik, der paa een Gang lod sine Børn opdrage til
Protestanter og selv skrev en tyk Bog »Travels of an
irish Gentleman in search of a Religion« til Forsvar for den
katholske Læres Hoveddogmer. Med al sin tilsyneladende Ubundenhed holdt
Moore sig indenfor de Grændser og iagttog de
Hensyn, som den Kreds, hvori han levede, paalagde ham. Whiggernes Førere
havde, strax da han kom til London, modtaget ham med
aabne Arme, og Moore var og blev den erklærede
Whigdigter, der i en lang Række af satiriske og humoristiske Breve, rimede
Feuilletoner kunde man kalde dem, behandlede Dagens Spørgsmaal og de
parlamentariske Begivenheder med glimrende Vid og prægtigt Salonlune i
Whigpartiets Aand.
13. Erotisk lyrik
XIII.
Han var af Naturen anlagt til Munterhed og Lykke, ikke til ensom Kamp. Han
var skabt til som de gamle irske Barder at sidde høithædret ved høie Herrers
Bord og korte dem Tiden med Sang. Han bærer i den Grad Præget af en Lykkens
Yndling, at han tidt, naar han er mest alvorlig, dog synes halvt at spøge,
lige modsat Byron, der selv naar han spøger, er
alvorlig, ja mørk. Moore leger med sit Æmne og
kjærtegner det, Byron sønderdeler det og vender sig fra
det med Lede. Begge de to Venner leve i Skuet og Gjenfremstillingen af den
ydre Natur, men naar Byron seer paa den, synes selv
Solen at formørkes derved, medens Moore
med sin Forkjærlighed for Rosenrødt og Lys i Lys og Glimmer ligesom selv
skaber »en Morgensol, der staaer op om
Middagen«.
Heri ligger ogsaa, at man faaer et ensidigt Billede af
Moore, naar man, som vor Plan førte det med sig,
fortrinsvis studerer ham som politisk Digter. Han er tillige en Erotiker og
en af de største, sikkert den mest musikalske, som nogensinde har levet. Kun
hans utroligt fine Øre for Musik kan tilnærmelsesvis forklare den Trolddom,
der er i hans Sprogbehandling. En lokkende, blussende Sandselighed og en
brændende Ømhed har i hans erotiske Poesier fundet Udtryk, hvis iørefaldende
Velklang drager som Toner fra Elverhøi. Lad Shelleys
engelske Beundrere, vante til finere og den Profane mindre let fattelige
Harmonier, kun kalde disse Sange altfor søde (oversweet);*)Et Udtryk, jeg i en mundtlig Discussion har hørt anvendt.
erotisk Lyrik kan ikke være for erotisk; »dans l’amour trop
n’est pas assez.« Lyder det ikke som en mozartsk Melodi,
som en af Heltens eller Zerlinas Arier
i »Don Juan«, naar det hedder:
The young May-moon is beaming, love,
The glow-worm’s lamp is gleaming, love
How sweet to rove
Through Morna’s grove,
When the drowsy world is dreaming, love!
Det forekommer mig, at Sange af Mozart og
Moore beholde deres Værd, selv om Verden efter dem
har havt en Schubert og en
Shelley. Ingensteds afspeiler de store engelske
Digteres Eiendommelighed i denne Periode sig skarpere end i deres Erotik,
paa samme Tid som den hele Periodes Naturalisme paa dette Omraade sees i sin
skarpeste Modsætning til Overnaturlighederne i den tydske og franske
Reactionsperiodes Skildringer af Elskov.*)Se G. Brandes:
»Den romant. Skole i Tydskland«. S. 222 ff. og
»Reactionen i Frankrig«. S. 241 ff. Hvad
Byron siger om sin skjønneste Kvindeskikkelse, at
hun var »Naturens Brud og Lidenskabens
Barn« (»Don Juan« II, 202) og hvad han
udtaler om Don Juan’s og Haidée’s Elskov: »Hos Andre
er det en kunstig Tilstand, en Opiumsdrøm fremkaldt ved altfor megen Ungdom
og Læsning, i dem var det deres Natur eller deres
Skjæbne« (ib IV, 19), det gjælder om de erotiske
Skildringer i hele dette Tidsrum. Men kun i »Don Juan« har
Byron malt en lykkelig Elskov. Hans erotiske Digte
ere lutter Kval og Klage. Det vidunderligste af dem alle »When we two
parted« har Hulken i selve sin Rytme og udtaler Adskillelsens
hele Smerte allerede i den Maade, hvorpaa Rytmen i den sidste Strophe
modificeres. Der er endnu en vis Lidenskabens Ro i de første Linier:
When we two parted
In silence and tears,
Half broken hearted
To sever for years,
Pale grew thy cheek and cold,
Colder thy kiss;
Truly that hour foretold
Sorrow to this.
Men al Kjærlighedens Jammer er udtalt i disse Slutningsliniernes korte og
stødende Tonefald:
In secret we met –
In silence I grieve,
That thy heart could forget,
Thy spirit deceive.
If I should meet thee
After long years,
How should I greet thee? –
With silence and tears.
Den Byronske Erotiks eiendommeligste Omraade er Elskovens Kval. Hos
Keats er Erotiken, som det var at vente,
tungtaandende, hed, sensuel og svælgende i Duft og Toner. Man læse denne
mesterlige Strophe:
Lift the latch! ah gently! ah tenderly –
sweet!
We are dead if that latchet give one little clink!
Well done – now those lips, and a flowery seat –
The old man may sleep, and the planets may wink;
The shut rose shall dream of our loves and awake
Full-blown, and such warmth for the morning take,
The stock-dove shall hatch his soft twin-eggs and coo,
While I kiss to the melody, aching all
through.
Shelleys Erotik er hyperaandig og hypersandselig paa
een Gang. Den minder om Correggios. Hos
Shelley som hos Correggio
smelter Udtrykket for den høieste Hengivelse sammen med Udtrykket for den
heftigste sandselige Rus; hvad han skildrer er den erotiske Dødskamp. Man
læse f. Ex. den indiske
Serenade:
Oh lift me from the grass!
I die, I faint, I fail!
Let thy love in kisses rain
On my lips and eyelids pale.
My cheek is cold and white, alas!
My heart beats loud and fast:
Oh press it close to thine again,
Where it will break at last.
og man sammenligne hermed den fuldstændigt ekstatiske Slutning af
»Epipsychidion«:
Our breath shall intermix, our bosoms bound
And our veins beat together; and our lips
With other eloquence than words, eclipse
The soul that burns between them; and the wells
Which boil under our being’s inmost cells,
The fountains of our deepest life,
shall
shal
be
Confused in passions golden purity
As mountain springs under the morning sun.
[…]
One hope within
two
too
ændret ordlyd pga. omarbejdelse i SS, Fu og
1923-24
wills, one will beneath
Two overshadowing minds, one life, one death,
One heaven, one hell, one immortality
And one annihilation!
Woe is me
The winged words on which my soul would pierce
Into the height of Love’s rare universe
Are chains of lead around its flight of fire –
I pant, I sink, I tremble, I expire!
Er Byrons Territorium den ulykkeligt eller ensomt
Elskendes Kval, saa er Shelleys, som man seer, den
lykkelige Elskovs Smerte, Selvtilintetgjørelsen i den lykkelige Kjærligheds
Ekstase. Men netop fordi begge de store Digteres erotiske Omraade er saa
snevert afgrændset, har ingen af dem skrevet mange erotiske Digte eller havt
et Centrum for sin Production paa dette Felt.
Moore derimod er født Erotiker som Christian
Winther er det. Han har den erotiske Phantasi,
som de andre Digtere den erotiske Passion, og i Poesien er
Indbildningskraften, ikke Lidenskaben den skabende Magt. Han elsker Alt,
hvad der er smukt, fint, udsøgt, blødt og lyst for dets egen Skyld uden at
behøve nogen Folie eller Modsætning dertil. Han meddeler aldrig nogen
begivenhedsrig Fortælling, opstiller aldrig nogen mægtig Contrast,
undergraver aldrig med nogen dyb Reflexion. Han elsker Træets Blomster, ikke
dets Rødder. De Gjenstande, der fængsle ham, fængsle ved første Indtryk, de
ere skjønne og blændende, de glimre for Sandsen, de henrive Øiet og Øret
mere end Hjertet, de ombyttes med andre med samme Egenskaber, det er en evig
Glimten og Flagren. Men alle centralterotiske Digtere have
Sommerfuglenatur. Der gives i dette Punkt ingen mere slaaende Contrast end
den mellem Wordsworth og Moore.
Den første valgte med Flid Sujetter, der ere ringe og frastødende, ja
hæslige i sig selv, for at udruste dem med en moralsk og aandig Skjønhed;
den anden afskyer Menneskelivets smudsige Enkeltheder, viger tilbage fra
alle dets skarpe Calamiteter og omgaaer Moralen med et Wielandsk Smil og
Buk. Nødes han til at tage det Uskjønne med, da kaster han gjerne først et
blødt og glimrende Slør derover. Man har bebreidet hans Stil dens
Overbebyrdelse med prægtige Adjectiver, dens Tilbøielighed til at lade
enhver Følelse tabe sig i en Lignelse, dens hele urolige Glimren og Glitren
– man har kaldt den kunstig i Sammenligning med
Wordsworth’s. »Kunstig!« udraaber
en af hans irske Beundrere, »og det naar ethvert
Menneske kan nyde Moore's Digte, medens man maa skabe
sig en ny Smag for at nyde
Wordsworth’s!« Behøves der, maa man
vel spørge, Studium og progressiv Smag til at nyde det Naturlige og kun
almindelig Følelse til at glæde sig over den kunstige Skjønhed?
Wordsworth og Coleridge vare
Digtere for Digtere, Moore var Digter for et Folk. Hvad
man kan indvende mod ham, følger kun af hans naturlige Begrændsning, den, at
han er Musiker og Colorist, ikke Tegner; han er ude af Stand til at tegne
eller beskrive en hel Gjenstand, han maler kun
abstracte Egenskaber ved skjønne Gjenstande. Han forherliger en Blussen, et
Smil, en Stemmes Velklang hele Stropher igjennem, han giver snarere en
Fortegnelse over Skjønheder, end en skjøn Contour, og tager man
Voltaires gamle fine Definition paa Kjærlighed:
»Naturens Stof, som Indbildningskraften har
broderet«, saa finder man i Moores
erotiske Poesier ofte Broderiet saa pragtfuldt og overdaadigt, at det neppe
lader Stoffet skinne igjennem. Men derfor er og bliver det dog Naturens.
Og det er ikke mere end [billigt](n5709) at tilføie, at i
Moore’s bedste og beundringsværdigste Digte er hin
Billedluxus fuldstændigt forsvunden. Hvor den ægte irske Vemod har
behersket
beherket
hans Sjæl, har den pustet al Flitteren bort og naaet et evigt Udtryk.
»Take back the Virgin page« og især »The last rose of
summer« ere ligesaa simple i Stil som fuldendte i Metrum. Disse
Digte have slet ingen Lignelser. Og ikke en eneste Lignelse findes heller i
den lille yndige
Sang, der, trods
sin Korthed, for Irland har faaet en Nationalepopees Betydning, det simple
Digt om den unge deilige Pige, der smykket med sjeldne Ædelstene og end mere
udsat ved sin fuldendte Skjønhed trygt gik gjennem Irland fra den ene Ende
til den anden, sikkert stolende paa, at dets Sønner elskede Æren høiere end
Kvinder og gyldne Skatte. (»Rich and rare« o. s. v.). Om
den, der har skrevet en saadan Sang, kunde
Byron med Sandhed sige de hædrende Ord: »Moores
irske Melodier ville gaae til Efterverdenen med
deres Musik; og begge ville vare saalænge som Irland eller som Musik og
Poesi«.
Moores Levnet var lykkeligt. Han giftede sig, 31 Aar
gammel, med en smuk og elskelig Pige (Miss Dyke), og
levede i et fuldstændig harmonisk Ægteskab med sin trofaste »Bessy«. Hans
Kaar vare vel ikke altid gode, men fra det Øieblik af, da hans Ry var
almindelig anerkjendt, havde han en rigelig Indtægt af sine Skrifter. Han,
som i sin Humoreske »Grand dinner of Type & Co.« har ladet
de rige Boghandlere – lig Oldtidens Krigere, der efter Døden drak Mjød af
deres Fjenders Kranier – drikke deres Vin af fattige Skribenters
Hjerneskaller, havde personligt ingen Grund til at klage over sin Forlægger.
Denne tilbød ham f. Ex. 3000 Pund for »Lalla Rookh«, før han
saae en Linie af Digtet, og gav ham 4,200 Pund for hans fortræffelige
Biographi af Byron.
Moore blev ligeligt feiret af Irlændere og af
Engelskmænd. Man gjorde 1818 Festmaaltid for ham i
Dublin, hvor han hyldedes af Alt, hvad der
udmærkede sig i Litteratur og Politik, og da han i 1822 kom til
Paris, gjorde den britiske Adel der et
Festmaaltid for ham. Først Alderen bragte ham Gjenvordigheder, et svækket
Helbred og Sorg af hans Børn. Han døde i
1852
1849
.
14. Republikansk humanisme
XIV.
Paa den Tid, da England udadtil gik den hellige
Alliances Ærind, indadtil undertrykkede Katholikerne og
styrtede de lavere Klasser i Nød ved sin Begunstigelse af Landadelen, reiste
stedse flere og flere Englændere bort fra deres Fædreland for som Frihedens
vandrende Riddere ligesom at minde
Europa om, at England til alle Tider havde gjaldt for Folkefrihedens fødte
Beskytter. Saadanne Englændere vare
General Wilson, der under
Bolivar befriede
Sydamerika, og
Admiral Cochrane, der først i den brasilianske og
senere i den græske Frihedskrig gjorde sit Navn berømt.
Til denne Klasse af Mænd hører Walter Savage Landor,
den særeste og stolteste Aand i Tidsalderens poetiske Litteratur.
Landor fødtes
30.
30
30te
Januar 1774 i Warwick, som Barn af en
høiadelig Familie og som Arving til fyrstelige Rigdomme. Han studerede i
Oxford, opholdt sig 1802 i
Paris, vendte tilbage, solgte største Delen af
sine Familiebesiddelser for at kjøbe Jord i et andet Grevskab, hvor han
[efter Tykke](n5710) indførte alle mulige Arter af Forbedringer og Forskjønnelser og
stræbte at sikre sine talrige Forpagtere en langt bedre Existens end den
lavere Klasse i England ellers nogensinde førte. Han gav 70,000 Pund ud til
disse Reformforsøg, som han satte iværk med mindre Menneskekundskab end Begeistring for Menneskevel. Hans philanthropiske Iver
blev af hans Undergivne misbrugt paa en skammelig Maade; man benyttede sig
af hans Høimod og Uegennyttighed til at bedrage ham i den størst mulige
Stil. Oprørt over sine Forpagteres Utaknemmelighed og slette Opførsel
besluttede han at sælge alt sit Jordegods, selv de Godser, der havde været i
hans Families Besiddelse i 700 Aar, for at leve som fri Verdensborger. Han
udførte dette Forsæt i 1806.
Det spanske Oprør mod Napoleons
Tyranni brød ud. Landor reiste til
Spanien, udrustede for egne Midler et helt lille Troppecorps og kjæmpede i
Insurgenternes Rækker. Han modtog i den Anledning en offentlig Takskrivelse
af den øverste Junta og Titel som Oberst i den spanske Hær. Ved Kong Ferdinands Restauration sendte
han Kongen sit Diplom tilbage med en Skrivelse, i hvilken han erklærede, at
han, skjøndt Spaniens Sag hengiven for stedse, ikke kunde have noget
Berøringspunkt med »en Meneder og
Forræder« som dets Konge. Man har i dette ene Træk
Mandens Temperament – fremfusende og hensynsløst som det var, men stolt og
stort. Der slog en Soldats Hjerte i denne Digters Bryst.
1815 bosatte Landor sig i Italien og blev der mere end
30 Aar i Træk. Først 1857 tog han stadigt Ophold i England (i Byen
Bath). Han forblev hele sit Liv igjennem en
Dødsfjende af Tyranniet i alle dets Skikkelser og Former og en
lidenskabelig Kjæmper og Talsmand for Frihed paa alle Omraader. Til sin Død
var han politiske Flygtninges og Forfulgtes trofaste Understøtter. Den
indtraf først i hans 90de Aar 1864.
Hans lange ærefulde Liv indbefatter en stor litterær Production; han har
skrevet dobbelt saa Meget som Byron og mangt et Værk,
som man ikke nærmer sig uden med Respect. Men hans Poesi blev i den hele
Periode, vi gjennemgaae, uforstaaet og upaaskjønnet;
Landor skrev uden noget Forhold til et Publicum,
uden af Kritiken at modtage anden Opmuntring end den at blive kaldt stiv og
kold og mindes om, at hans Engelsk lignede Oversættelser fra et fremmed
Sprog, han opnaaede aldrig Skygge af Popularitet og nød ikke en eneste
litterær Triumph. En halv Snes Aar før sin Død begyndte han at beundres og
nu omtrent begynder han at virke.
Kommer man fra Moore til Landor,
da er det som kom man fra vuggende Bølger iland paa fast Grund.
Landors Hovedegenskab er en mandig Fasthed; han
rager høit op i sin Samtid som Digter, men han er endnu større som Mand. Han
er saa lidt læst, at man desværre næsten ikke kan forudsætte Noget af ham
bekjendt og ikke finde noget Støttepunkt for Udtalelser om ham i Læserens
Erindring eller Phantasi, og han er ikke let at beskrive. Hans Fasthed fandt
sit mest paafaldende Udtryk i en for Mange skræmmende
Selvfølelse. Der forekommer hos ham Sætninger som denne: »Hvad jeg skriver, er ikke skrevet paa Skifer; og ingen Finger, end ikke
Tidens egen, som den dypper i Aarenes Skyer, kan udslette det igjen«,*)Landor: »Imaginary Conversations«:
»Landor, English Visiter and Florentine
Visiter«. eller Svar som dette paa Kritiken over hans
»Imaginary Conversations«: »Jeg har nu
skrevet mere end hundrede af disse Samtaler; lad den dygtigste i Banden af
mine Kritikere tage de ti daarligste af dem, og hvis han i ti Aar kan gjøre
noget saa Godt, saa vil jeg give ham et varmt Franskbrød og en halv Pot
stærkt Øl til Frokost.« En ringere Mand vilde en saadan
Arrogance have gjort komisk, Landor skjæmmer den ikke;
engang imellem klæder den ham endog. Den minder En undertiden om
Schopenhauer’s i sig selv ikke uberettigede, men
ustyrlige og fordringsfulde Følelse af sit Værd; kun at
Landor i sit Væsen var og blev den fornemme, fint
dannede Gentleman af adelig Fødsel, medens Schopenhauer
med sin fuldkomne Tilsidesættelse af Høflighedens Bud var og blev en stor
Plebeier. Dog oftere minder hans sære Temperament med dets Voldsomheder i
stor Stil og dets Productioner i endnu større om en Mand, hvis Navn er for
stort, til at det skulde nævnes letsindigt men som, skjøndt
Landor uendeligt overlegen i Aand, visselig vilde
have erkjendt en Aandsbeslægtet i ham. Den ensomme og barske
Michel Angelo mener jeg.
Der var noget Strengt i Landors Natur, den Strenghed,
som urokkelig Fasthed og fuldstændig Sanddruhed mod sig selv og Andre
medfører. Læser man ham efter Moore føles denne
Strenghed ovenpaa det Bløde som en vis velgjørende Haardhed. Digtet
»Hyperbion« i »Hellenics« er et godt, ægte
Landorsk Exempel paa den.
»Hyperbion var blandt
Apollos faa Udvalgte, og
Menneskene hædrede ham en Tid lang og i ham Guden. Men Andre sang ligesaa
høit; og Drengene raabte lige saa høit Hurra for dem. Hyperbion, som blev mere vred, end en Skjald
burde blive, talte til Apollo og
sagde: O Phøbus, hører du det raa
Skraal fra Marken af den Pøbel, som sværger paa, at den har kjendt dig lige
siden du vogtede de hvide Oxer for
Admet? Jeg hører det, sagde Guden, grib du den første af
dem og hids ham iveiret over Menneskenes Hoved og du skal høre dem raabe til
din Ære af Fryd. Haardnakket og stolt var Hyperbion, Laurbærkrandsen om hans Pande havde daarligt
kjølet den. Da han derfor hørte dem synge ved sin Port og saa Nogle ridse
hans Medbeilers Navn paa Muren, foer han ud og greb den usle Sanger, som var
Skarens Høvding; han sparkede og slog fra sig, men forgjæves;
Hyperbion favnede ham med kraftig
Arm og rullede med den venstre et Hampereb op, hvorpaa der allerede var en
Løkke; det brugtes til at holde Kalven Morgen og Aften, mens dens Moders
Yver blev malket; og baade Ko og Kalv vare nu paa Marken. Med al sin Styrke
slæbte han Fyren afsted og halede ham op i et Pinietræ, hvor han døde. Men
en Nat, ikke længe efter, saae han den usle Sanger isøvne; da bad han
Apollo oplyse sig, om der maaskee
havde været noget Urigtigt i det, han havde gjort? Du har handlet ret,
Hyperbion! sagde Guden, ganske som
jeg handlede med Marsyas nogle Aar før
du blev født; men bedre havde det været om du havde forstaaet mine Ord
rigtigt; thi nu ville de Andre falde over dig under det Paaskud, at du har
overskredet Loven. Min Mening var, at du skulde hæve ham iveiret til de høie
Steder i din Sjæl, og vise dig des større ved at du taalte ham. Nedslaaet
stod Sangeren; men Phøbus sagde: Vær
ved godt Mod, Hyperbion! hvis Rebet
ikke er blevet saa slidt, at det ikke mere kan holde Kalven, saa er den
største Skade den, at du, da du halede ham iveiret, har gnedet det saare,
saare voldsomt imod det gamle Pinietræ, og Barken af Pinietræer lukker sig
aldrig igjen.«
Sjeldent har en Apollo udtalt sig mindre blødsødent om Middelmaadigheden i
Kunsten. Landors Foragt for den havde sin
Grund i hans alvorsfulde kunstneriske Fordringer til sig selv. Han er den
engelske Prosas strengeste Stilist; ikke Stilist i den Mening, at han besad
sjelden Sprogvirtuositet – ingen engelsk Digter er mindre smidig end han –
men saaledes forstaaet, at han udførte alle sine Skikkelser, de mest
dagligdags og de mest ærværdige, Fortidens saa vel som Samtidens, i den
samme simple attiske Stil. Med overveiende Forkjærlighed for det Heroiske og
Sublime gav han sine Dialoger, den Kunstform, han særligt dyrkede, en
gjennemgaaende Høihed og Ro og meddelte uvilkaarligt deres Grunddiction et
Præg, der er græsk ved sin ædru Skjønhed og romersk-engelsk ved sin Stolthed
og Bestemthed. Hans Stil er ren, correct, concis, og med sit antike Stempel
egner den sig særligt til Fremstilling af Skikkelser fra det gamle
Hellas og det gamle Rom.
Athens Agora, Roms Senat og
Forum, leve i hans Dialoger med
deres egen Tids Liv. Den moderne Conversation derimod laa langt mindre godt
for hans Pen; Samtalerne fra den nye Historie lykkes ham kun helt, hvor
Situationen er af den Art, at Landors skjulte
Indignation giver Talen Liv og Ild. Vil man see Landor i hans Friskhed og
Glands, da læse man hans Roman i Brevform »Pericles and
Aspasia«, et Værk af samme Art som Wielands
»Aristippus«, men forfattet i en ganske anden Aand og Stil. Hvor Wieland er yppig og
coquet, der har Landor en mandig Ynde; hvor
Wieland er blødagtig, der er han adelig og stolt.
Denne Brevvexling er snarere meislet end skrevet; den forherliger Perikles som den republikanske Type for ædel
Menneskelighed og politisk Visdom, den fremstiller i Aspasia ikke Hetæren, men en Incarnation af
hellenisk Skjønhed og Finfølelse, af hedensk Kvindelighed og af aandsfri
antik Forstand og Dannelse. Jeg behøver ikke at sige, at den ikke rummer et
Stænk af Lefleri; alt hvad der er Smaat og Uværdigt synes at ligge udenfor
Bogens og dens Forfatters Horizont. Men Bogen trætter ved sin gammeldags og
altfor vidtløftige Brevform og jeg henviser den utaalmodigere Læser fra den
til Landors Mesterværk, Dialogen mellem
Epicurus, Leontion og Ternissa.*)Landor: »Works« vol. I. S. 497.
Den staaer sikkert kun ved sit mindre vægtige Tankeindhold, men visselig
hverken i Henseende til Ynde eller Charakteristik eller Samtalens
Naturlighed tilbage for en Dialog af Platon. Den
middelaldrende elskværdige Philosoph spadserer frem og tilbage i sin
yndefulde Have med to ganske unge græske Piger i Samtale om Dagens lette og
Livets alvorsfulde Begivenheder, og der er en Duft af Atticisme, en ædel og
behersket Sandselighed, en kydsk og henrivende Gratie udbredt over den hele Scene, først og fremmest over alle de Smaatræk, der
skildre de to unge Piger, særligt den Sextenaarige med hendes Blanding af
Undseelighed og elskelig Ligefremhed. Jeg betænker mig ikke paa at sige, at
Landor her har skabt det kvindelige Sidestykke til
Platons unge Mænd, at han har opdaget den unge
græske Pige, som Platon forsømte, som Tragoedien kun
fremstilte i pathetiske og heroisk-tragiske Situationer og af hvem kun
enkelte af de skjønneste Relieffer havde opbevaret os den ydre Contour. Det
lønner Umagen at følge denne Samtales Slyngninger. Den begynder med et fint
Naturmaleri, og med en Forherligelse af den Ensomhed, der er Den nødvendig,
som vil leve og frembringe aandigt, og allerede her skimter man i Epicurus’s Skikkelse Omridsene af
Landors, der havde den samme Forkjærlighed for et
tilbagetrukket og mod al Yderverdenens Støi og Larm velbefæstet Liv. (Se
Indledningen til Dialogen »Southey and Landor«,
»Works« I, 57). Saa
følger den af Epicur med den fineste
Humor holdte Discussion med Ternissa,
den yngste af Pigerne, om hvorvidt Mythen om Boreas, Zethes
og
Calais
bør opfattes bogstaveligt eller ei medens den ældre unge Pige Leontion skjelmsk har Ternissa tilbedste for hendes Lettroenhed.
Saa glider Samtalen, alt imedens den legende bevæger sig om det friske
Vinløv og de nys hidbragte Oliventræer, over i den rørende og dybe Underholdning om Frygten for Døden, under hvilken Epicurs mandige Værdighed og Ro begeistrer
de unge Piger til de heftigste Udbrud mod dem, der forfølge og nedsætte ham
som Atheist. Det viser sig endog, at Leontion har skrevet et helt Hefte fuldt til hans Forsvar
som Gjendrivelse af Theophrastus’s
Angreb. Epicur viser hende med mild
Høihed, hvor unyttige Forsvar mod slige Angreb ere og forklarer hende,
hvorfor han aldrig vil kjæmpe eller rivalisere med Nogen. »Jeg vilde ikke kappes selv med Mænd, der vare istand til at kappes med
mig […] med hvem skulde jeg kappes? med de ringere? Det var uhæderligt. Med
de større? det var frugtesløst«.*)
»I would not contend even with men, able to
contend with me […] Whom should I contend with? the less? it
were inglorious. The greater? it were
vain«.
Atter her skimtes Landors eget Aasyn. Thi
dette var nøie den Mands Tankegang, der faa Aar før sin Død forsynede sin
sidste Bog med disse fire Linier som Motto:
I strove with none, for none was worth my
strife
Nature I loved, and after Nature, Art;
I warmed both hands before the fire of life;
It sinks, and I am ready to depart.
»Den første Linie indeholder paa een Gang Bekjendelsen og
Retfærdiggjøreisen af den udvortes Arrogance hos ham, som smaa
Sjæle fandt det saa vanskeligt at føle Overbærenhed med eller holde af. Den
anden Linie erklærer hvad der var den første Gjenstand for hans dybe Studium
og hvad der var dets anden Gjenstand, som supplerede den første. Den tredie
Linie udtaler den ædle Philosophi, som opretholdt og nærede hans Aand under
saamegen Miskjendelse og Modgang, og den sidste viser ham med den rolige
Værdighed, der stemte med Mandens Charakter, rede til, naar Timen kommer, at
samle sit Klædebon om sig og gaae bort«.*)Jeg citerer disse Linier fra en Artikel »The
centenary of Landors birth« i »The Examiner« for
30.
30
Jan. 1875, forfattet af den høit begavede unge Digter og Kritik
er Edmund W. Gosse, der blandt os især fortjener at
nævnes som en af de fineste fremmede Kjendere af den dansk-norske
Litteratur. Ligheden mellem disse Linier og Epicurus’s Udtalelser er paafaldende.
Leontion fortsætter Samtalen. »De Gamle,« siger hun, »ere alle imod
Eder, thi selve Navnet Lykkephilosophi er en Udfordring til dem. De kjende
ingen anden Art af Fornøielse, end den, som baade har sat Blomst og Frø, og
hvis visnede Stamme ganske sikkert har et bedrøveligt Udseende. Hvad vi
kalde tørt, det kalde de sundt; Intet maa beholde nogen Saft i sig; deres
Fornøielse bestaaer i at tygge hvad der er haardt, ikke i at smage hvad der
er saftigt og velsmagende.«
Landor, der selv af Byron (se Fortalen til
»Vision of Judgment«) maatte høre ilde for sine Digtes
Frivolitet, udleder tydeligt nok, som Stuart
Mill noget senere gjorde det, sin egen hedenske
Lykkephilosophi fra Epicurs. Imedens
springer Samtalen tilhøire og venstre, dvæler snart ved Ternissas Rødmen ved Erindringen om
Statuerne af Satyrer og Fauner i Badeværelset, snart ved Leontions kvindelige Indvendinger mod
Aristoteles og Theophrast,
indtil den ægte græsk, erotisk og epikuræisk ender med Epicurs og Ternissas Opførelse af Scenen mellem Peleus
og Thetis og med det Kys der vexles imellem dem. – I
denne Dialog staaer Landor paa sin Kunsts og sin rolige
Humanismes Høide. Men gaae vi nu til de moderne Dialoger, da lære vi
Soldaten i ham at kjende, den altid væbnede, altid kampberedte Skribent, der
under tusind forskjellige Forklædninger blotter og rammer enhver Form af
Løgn og Undertrykkelse, der ægger ham til Angreb i hans Egenskab af Hedning,
Republikaner og Philanthrop. Hans 125 »Opdigtede Samtaler«
bevæge sig, udførte med forbausende Lærdom, over hele Jordens Kreds, fra
London til China, fra
Paris til Sydhavsøerne og gjennem hele Historiens
Længde fra Cicero til Bossuet, fra
Cromwell til Petrarcha, fra
Tasso til Talleyrand for i
ethvert Land og i enhver Tidsalder at nedlægge en energisk Protest mod
Tyranni og tale et sværdskarpt Ord for Frihed. Vi belure
Keiserinde Catharina med hendes kjæreste Hofdame i det Øieblik Mordet paa hendes
Ægtefælle
foregaaer – Dialogen staaer ikke meget
tilbage for Vitet’s i hans uforlignelige historiske Scener, Idealerne for den Art
Fremstilling. Vi høre Ludvig den
18de passiare om Politik med den fine, overlegne Talleyrand og bemærke, hvorledes den
ubetvingelige Lyst til ret mange Fasaner og Fasanæg som den røde Traad
slynger sig gjennem hans bourbonske
Majestæts politiske Projecter. Vi see
General Kleber i sin Stab med sine
Officierer i Ægypten og høre Forbitrelsen over
Bonapartes Frihedshad som dæmpet Mumlen klinge
gjennem deres Tale. Vi overvære
Kotzebue’s Mord og høre fra
Sand’s
Sandt's
Læber hans
Selvfrikjendelse under Forsøgene paa at bevæge Kotzebue til at forlade den Bane, han var slaaet ind paa.*)Se Landor: »Works« I, 515, II, 189, I, 48,
II, 4. Det hørte til
Landors politiske Katechismus, at Undertrykkeren
burde falde for Sværdet. Han har hele sit Liv prædiket Mord paa Tyranner og
skyede end ikke med Voldsomhed direkte og offentligt at udtale Ønsket om
Napoleon den Tredies Mord. Han var en Ven og
Aandsbeslægtet af de store europæiske Revolutionsmænd, der med
Mazzini i Spidsen havde svoret Folkenes
Undertrykkere et hensynsløst Had. Men det er ikke blot som Politiker, at han
skyder ud over Maalet; Hovedmassen af hans historiske Dialoger lide
æsthetisk under den for tydeligt udtalte Tendens; man seer
hvert Øieblik Digteren selv stikke Hovedet frem. Skildrer han f. Ex. Catharina af Rusland i hint frygtelige
Øieblik kan han ikke lade være at benytte Leiligheden til gjennem Prindsesse Daschkoff’s Mund at vise os
Ugudeligheden af Voltaires Charakter og Immoraliteten
af hans »Pucellé« for saaledes at lade Læseren skimte den
franske Aands slette Indflydelse i Rusland. Thi med al
sin Aandsfrihed er han Datids-Englænder nok til at udlede alt Slet mellem
Himmel og Jord fra Frankrig og til aldrig at fremstille en Franskmand uden i
et latterligt eller foragteligt Lys. Nedskriver han Ludvig den 18de’s Samtaler med
Talleyrand, kan
han ikke dye sig for at gjøre Satiren saa blodig, Ludvigs Dumheder saa plumpe, Talleyrands Holdning overfor sin Herre saa ironisk, at Ingen
troer paa den historiske Sandhed. Landor trænger til at
høre Englænderne og Wellington rose, han trænger til at
faae Ludvigs Usselhed tydeligt paavist, og hans Pen er
ustyrlig nok til at lægge baade Lovprisningen af England og Spotten over
Ludvig i Munden paa den fine franske Hofmand.
Han kunde have lært en god Del med Hensyn til den satiriske Kaardes Brug af
sine forhadte Franskmænd. Men han foragtede i lige saa høi Grad deres Poesi
som deres Politik og havde ikke mindre Ringeagt for
Voltaire som Skribent end som Charakter. Hans egen Samtale med Abbé Délille
(»Works« I, 90) viser os ham som Kritiker af den franske
Tragoedie, talende et endnu haardere Sprog end Lessing
og som Lessing uden Blik for den franske Aands store
stilistiske Evne. Det gjør et underligt Indtryk at høre en Mand med den
størst mulige Grovhed bebreide en anden, at han er altfor poleret. Man vil
let forstaae, at han med dette Omdømme om den klassisk-franske Poesi var en
stor Ringeagter af Pope, en lidenskabelig Beundrer af
Milton og en erklæret Tilhænger af den
Wordsworth’ske Reform i engelsk Poesi. Næsten alle de mange
litterærhistoriske og kritiske Samtaler, der forekomme blandt Dialogerne,
gaae ud paa at forherlige Wordsworth og
Southey som Digtere og bebreide Læseverdenen dens
Mangel paa Skjønsomhed overfor en saa sjelden Poesi.*)Se
f. Ex. Dialogen »Southey and Porson«, I. 16, I, 68 smlgn.
I, 340 og Udsigten over de engelske Digtere i
»Miscellaneous« CXVI. Ogsaa
Keats og Shelley priser han i
varme Udtryk og beklager, at han ikke lærte Nogen af dem at kjende
personligt, især at en usandfærdig Historie om Shelleys
Forhold til hans første Hustru holdt ham tilbage fra at
besøge Shelley i Pisa. Han siger om Shelley, at han forenede
Digterens Ild med Philosophens Taalmodighed og Tolerance og mener at han i
Ædelmodighed og Godgjørenhed overgik enhver levende
Mand (I, 341). Men saa snart Talen falder paa
Byron, udtaler han sig ganske som en Søskole-Poet.
Den Mand, som mente, at han »med Pennen i sin Haand havde
mere Magt i sine to Fingre end Parlamentets to Huse besad«*)Se Slutningen af Dialogen mellem Landor og
Marchese Pallavicini.
kunde aldrig glemme Byron
hans Spottegloser over
»Gebir«. Heller ikke kunde han, der trods
alle politiske og religiøse Divergentser nærede et saa besynderligt Venskab
for Southey, glemme de Stød, som
Byron havde tilføiet hans beundrede
Beundrer. Vistnok var den egoistiske og rastløse Side af
Byrons Væsen ham imod, men det var dog mest
Forholdet til Southey, som paavirkede ham og gjorde ham
blind for mange af Byrons bedste Egenskaber.
Overhovedet skjæmmer Southey
Landors Liv, og Forsters lange
ulæselige Fremstilling af hans Levnet er dobbelt ulæselig, fordi Brevene fra
og til en saa uinteressant Personnage som Southey
indtage en uforholdsmæssig Plads deri.*)John Forster:
»Life of W. S. Landor«. 2 voll. Men
Southey havde i Landor’s Øine
den store og i ethvert Fald sjeldne Dyd at han var den ene af de to
Personer, der havde læst og kjøbt Digtet »Gebir«, da det kom
ud.
De Quincey, som var den anden, fortæller, at han i sin
Ungdom blev udpeget paa Oxfords Gader som eneste Læser af dette Digt i
Oxford. Man begriber altsaa, at
Southey, som ikke blot kjøbte og læste, men roste
det og som senere i »Quarterly
Review« anmeldte Landors
ikke morsomme »Count Julian« med Hæder,
maatte synes den til Beskedenhed lidet tilbøielige Digter en Mand med høist
ualmindelige Evner.
Ikke desmindre var »Gebir« med al sin heftige Republikanisme et
stivt og daarligt Digt, der bærer tydelige Spor af at det – en høist
charakteristisk Grille af dets sære og urimelige Forfatter – først var
skrevet paa latinske Vers. Landors Vers vedblev hele
hans Liv igjennem at være en Smule latinske. Selv
Gosse, der beundrer dem, er saa god at indrømme, at
Charakteren af Landors Vers ligesom Smagen af Oliven er
tilstrækkeligt ualmindelig til at det ikke behøver at være noget Tegn paa
Affektation, at man ikke synes om dem. Det er i hans
Prosa alene, at hans Styrke maa søges.
Men en Digter, hvis Vers mangle Udtrykkets Gratie og lyriske Flugt, hvis
Dramer hverken bleve spilte eller læste, og som først fandt sit rette Felt i
den brede, men aldrig til noget Skuespil forbundne eller i noget Skuespil
indlemmede Prosa-Dialog fra alle Verdens og Historiens Egne, var, hvor ædle
hans Synsmaader end vare og hvor skarp hans Radicalisme, ikke den Mand, som
kunde tilveiebringe et frisindet Omslag i Europas offentlige Mening. Han frastødte ved Særheder og Griller, som f. Ex.
den, at tage
Neros Brand af Rom i Forsvar som hygieinisk
Foranstaltning (»Works« I, 41) eller den,
at betegne Pitt som en
Middelmaadighed og Fox som en
Charlatan, eller den allerværste at
raade Grækerne til i deres Kamp med Tyrkerne at opgive Brugen af Ildvaaben
og vende tilbage til deres gamle Vaaben,
Buen; han var for sær og ensom til at
faae Beundrere og Efterlignere; han var altfor upopulært anlagt til at
trænge igjennem hos den store Mængde, upopulær ved sine Dyder som ved sine
Feil, ved sin vilde Mandhaftighed som ved sin utæmmede Arrogance. Og kunde
han end aldrig som Moore indlade sig paa en
Accommodation, aldrig blive Whigdigter, saa formaaede han til Gjengjæld ikke
at forme sin Radicalisme saaledes poetisk, at den kunde rive en Læseverden
med sig. Ved sin dybe Forstaaelse af den moderne Tids store religiøse,
politiske og sociale Bevægelse hører han hen i Gruppe med de to yngre og
større Mænd: Shelley og Byron, og
han tjente Ideen som en brav og stolt republikansk Soldat. Men han var ikke
kaldet til Høvding, og han formaaede aldrig at underkaste sig og elektrisere
en Hærskare af Aander.*)En satirisk Brochure, han udgav
1836, »Letters of a Conservative, in which are shown the only
means of saving what is left of the English church« gjorde
intet Indtryk.
Han som var den ældste af de tre helt frisindede Poeter, overlevede dem
begge og levede saa længe, at han blev samtidig med den yngste Slægt af
engelske Skribenter: Browning blev hans Ven,
Swinburne’s inderlige Beundring forsødede de sidste
Aar af Oldingens Existens, og ham blev
Swinburne’s »Atalanta« tilegnet med
hjertelige Ord. Saaledes synes hans store Skygge med sin
ene Haand i Wordsworth’s, sin anden i
Swinburne’s Haand at omspænde Englands hele
poetiske Udvikling i de sidste firsindstyve Aar.
15. Radikal naturalisme
XV.
Ifald man i Aaret 1820 havde spurgt en retskaffen og velbelæst Engelskmand:
Hvem er Shelley? da vilde han, hvis han var istand til
at give et Svar, uden Tvivl have svaret:
Det skal være en daarlig Poet med afskyelige Meninger og af en mere end
tvivlsom Charakter. »Quarterly Review«, der ikke løber med
Sladder, siger om ham, at hans Liv er »sammensat af lav
Hovmod, kold Egoisme og umandig Grusomhed« samt at det fremherskende Charaktermærke i hans Poesi er dens
fuldstændige Mangel paa Mening. Han har nylig udgivet et
Drama, »Prometheus«, hvis Vers i
»Revuen« betegnes som en
melancholsk forfjamsket Prosa, der er bleven tummelumsk,
og Pressen er enstemmig, thi i »Litterary Gazette« staaer der om Bogen, at var man ikke
underrettet om det Modsatte, vilde man antage det for afgjort, at
Forfatteren var ligesaa gal som hans Principer ere latterligt slette, da
hans Poesi er en Melange af Nonsens, Lapseri, Armod og
Pedanteri.
Her staaer det: »Dette stupide Vaas af en
Deliriumsdrømmer« – og med hviskende Røst vilde Manden
maaskee have tilføiet: Der er gaaet meget slemme Rygter om ham,
»Litterary Gazette«, der altid har været streng imod
Religionens Fjender, ymter Noget om Blodskam. »For saadan
en Mand vilde det være en fuldkomment simpel Ting at berøve en tillidsfuld
Fader hans Døtre og leve i Blodskam med alle Medlemmerne af en Familie, hvis
Sædelighed var ruineret ved Forførerens nedrige
Sophisteri.« Selv om disse Udtryk nu ere noget stærke, er
det neppe troligt, at de ere ufortjente; thi »Blackwood
Magazine«, det eneste Tidsskrift, der har behandlet denne Poet
nogenlunde naadigt, siger om hans »Prometheus«, at der »umuligt kan existere en mere pestførende Blanding af
Gudsbespottelse, Oprørsaand og Sandselighed« – og De har
vel hørt Campbells udmærkede Vittighed om Bogen: »Den [løsbundne Prometheus, det troer jeg, hvem vilde vel
la’e den binde](n5711)!«
Og havde man 2 Aar senere, da denne saa ufordelagtigt bedømte Digter var
død, henvendt sig til hans Forlægger for at høre om
hans saa stærkt angrebne Poesier ikke i det mindste havde
fundet Kjøbere, da vilde Forlæggeren ganske sikkert
have beklaget den daarlige Forretning og oplyst Spørgeren om, at der i
Shelleys hele Levetid ikke var blevet solgt 100
Exemplarer af noget af hans Digte (»Queen Mab« og
»Cencierne« undtagne) ja at selv 10 Exemplarer vilde være
for meget sagt for »Adonais’s« og
»Epipsychidion’s« Vedkommende.
Hvor ganske anderledes vilde Svaret lyde nu, hvis Nogen nutildags spurgte,
hvem Shelley var – dog nutildags er der i England ikke
mere Nogen, der spørger.
Den 4de August 1792 blev Englands største Lyriker født. Paa samme Dag, som i
Paris
Revolutionens Høvdinge
Santerre, Camille Desmoulins
og Andre holdt Møde i et Hus paa Boulevarden for at
træffe Aftaler, der faa Dage efter skulde styrte Monarchiet i Frankrig,
fødtes i Field Place, i Sussex
i England en smuk lille Dreng med mørkeblaa Øine, hvis Liv skulde blive af
større og varigere Betydning for Menneskeaandens Frigjørelse end Alt, hvad
der i Frankrig skete i Augustmaaned
1792. Hans Navn blev – ikke fuldt 30 Aar derefter –
indristet paa den Gravsten paa den protestantiske Kirkegaard i
Rom
, under hvilken hans Aske hviler: Percy Bysshe
Shelley, og derefter er tilføiet disse Ord: Cor cordium.
Cor cordium, Hjerternes Hjerte, det var
de simple og dybe Ord, i hvilke Shelleys
unge Hustru indbefattede hans Væsen, de sandeste og
dybeste, der kunde siges om ham.
Han fødtes i en gammel adelig og anseet Familie. Hans
Fader var Baron og Besidder af en betydelig Formue, en
borneret Mand, Tilhænger af alt Bestaaende blot fordi det bestod. Men
Uregelmæssighed var ligefuldt traditionel i Shelleys
Slægt som Vildskab og Voldsomhed i Byrons.
Bedstefaderen, en urolig
og
eg
excentrisk Mand, havde bortført tre Kvinder, og to af hans Døtre
bleve atter bortførte – Træk, hvorom man mindes ved Begivenhederne i
Sønnesønnens Liv paa samme Maade som man ved saa
mangen en Handling af Byron mindes om at et Fond af
utæmmet og hensynsløs Lidenskabelighed var hans uomtvistelige Fædrene- og
Mødrene-Arv. Dog, Uregelmæssigheden var kun den ydre og lidet betydende Side
af Shelleys Natur og Existens. Den var kun et Symptom
paa den dybe Modtagelighed og Sensibilitet, der tidligt møder Betragteren af
hans Liv. I Skolen oprøres han selv mishandlet over de Mishandlinger,
hvorfor de svagere og yngre Disciple efter engelsk Vis vare udsatte af de
større og af Lærerne. Ingen synes som han at have været udseet til Offer for
den Art Brutalitet som for alle de Brutaliteter, der mødte ham siden; thi
Alt hvad der var lavt og dumt og smudsigt havde en naturlig
Antipathi imod ham, og han gik aldrig paa Accord med Noget eller Nogen af
den Art.
Man har en tydelig Forestilling om det Indtryk, han ved sin første Udtræden
i Livet modtog, naar man læser et vercificeret Fragment, der efter hans Død
fandtes paa en Lap Papir:
»Ak, dette er ikke, hvad jeg troede Livet var: Jeg vidste
vel, at der var Forbrydelser og onde Mennesker og Elendighed og Had, heller
ikke haabede jeg at slippe igjennem urørt af Lidelser, men i mit eget Hjerte
saae jeg som i et Speil de
Andres«.
Han væbnede, siger han, sit Hjerte med et trefold Pandser
af rolig Standhaftighed. Men forud for den passive
Modstandskraft hos ham gik den lidenskabelige Indignation. Dette Hjerte, som
han væbnede med Udholdenhed, var for sværmerisk og brændende til ikke at
nære Angrebsplaner bag sin Ringmur. I Indledningen til »Revolt of
Islam« mindes han den Time, da hans Aand først
vaktes af sin Søvn:
»Det var en frisk Maimorgen, da jeg gik hen over det
dugglimtende Græs og græd, jeg vidste ikke hvorfor, indtil der fra den nære
Skolestue hævede sig Stemmer, der ak kun vare et Echo fra en Verden af
Kvaler, af den raa og skurrende Strid mellem Undertrykkere og Undertrykte.
Da knyttede jeg mine Hænder og saae mig omkring, og da Ingen var nær nok til
at spotte mine strømmende Taarer, saa sagde jeg uden at skamme
mig: Jeg vil være vis og retfærdig og fri og mild; thi jeg er træt af at see
de Selviske og Stærke bestandig tyrannisere, uhindrede og uimodsagte. Jeg
holdt da mine Taarer tilbage og blev blød og
kjæk«.
Den Slægt, der fødtes samtidigt med den første franske
Republik og under samme Stjerner, var tidligt modnet til
Kritik af den hele bestaaende Tradition. Shelley, der
allerede i Skolen saae Undertrykkelseslyst og paataget Religiøsitet følges
ad, og i hvis Hænder meget tidligt de franske
Encyclopædisters og Humes,
Godwins og andre engelske Fritænkeres Skrifter
faldt, raisonnerede allerede som halv Dreng over Menneskeslægtens Historie,
Formaal og Vildfarelser ungdommeligt, men frit, i det 18de Aarhundredes
Aand.
Hvad hans Kammerater senere huskede om ham var det Brud paa skyldig Pietet
og Loyalitet, at han »talte Ondt om sin Fader og
Kongen.« Han gik mellem Drengene under Navnet »gale Shelley« eller »Atheisten Shelley«,
og saaledes blev for første Gang det hadefulde Ord knyttet til hans Navn,
der hele hans Liv igjennem skulde forblive koblet til det, for at da atter
dertil enhver Forhaanelse og Forsmædelse kunde hægtes.
Jeg kan ikke dvæle ved de Facta i Shelleys Liv, som
Enhver, der har hørt hans Navn, er idetmindste overfladisk
bekjendt med: hvorledes han som 18aarig Student havde den snurrige Vane at
skrive sine politiske og sociale Tvivlsmaal ned i Brevform og sende disse
Breve til forskjellige mere eller mindre bekjendte men ham ubekjendte
Personer, hvem han bad gjendrive de og de Argumenter, som han for sin Part
ikke var istand til at finde Bevisgrunde imod, hvorledes af disse Breve, der
for største Delen vare Excerpter af Humes og de franske Materialisters Værker en lille
nu forsvunden anonym Brochure »Atheismens Nødvendighed«
fremgik, der endte med et Q. E. D. og
som Shelley i det naive Haab at indvirke reformerende
paa sin Samtids Bevidsthed indsendte til Biskoppernes Overret. Hvad der
fulgte er ligeledes bekjendt. Han blev angivet som Forfatter, bortjaget fra
Universitetet, udvist af sit Fædrenehjem. Vi tro ikke mere nutildags, at
nogen alvorlig videnskabelig Overbevisning, hvorledes den end lyder, bør
hidføre beskjæmmende Straf for den, der bekjender sig til den; men dobbelt
urimelig bliver den Straf, der ramte Shelley, derved,
at han i Virkeligheden i sin Brochure, hvis Hovedindhold udgjør Noterne til
»Queen Mab«, ikke er mere Atheist end f. Eks.
Ørsted er det i sin bekjendte Bog »Aanden i
Naturen«. Han har paa hin Tid endnu ikke nogen consequent og
sammenhængende Livsbetragtning, han er kun klar over det ene Hovedpunkt, at
han hverken er en Tilhænger eller nogensinde vil kunne blive
en Tilhænger af nogen positiv Religion. Men iøvrigt forenes materialistiske
Indtryk fra hans Lecture hos ham med en sværmerisk Pantheisme, som han
aldrig opgav. Da Trelawny i
Shelleys Dødsaar spurgte ham: Hvorfor har De kaldt Dem selv en Atheist? svarede derfor
Shelley: Jeg brugte Ordet for at udtrykke min Afsky
for Overtro; jeg tog det op som en Ridder i gamle Dage tog en Handske op
for at trodse Uretfærdighed.
Shelley var voxet op, høj og spinkel, smal over
Skuldrene, Trækkene uregelmæssige, men Munden ualmindelig skjøn, attraaende
og klog, Øiet kvindeligt og næsten seraphisk i sit Blik, Udtrykket uendelig
omskifteligt og vexlende, snart som var han kun 19, snart som var han 40 Aar
gammel. I de 10 Aar, han endnu havde tilbage at leve i, blev hans Udseende
mandigere, dog gjorde det imellemstunder et halvt drengeagtigt, halvt
kvindeligt Indtryk. Man vil maaskee erindre Trelawnys
Forbauselse under hans tidt citerede første Møde med
Shelley. Var det muligt, at denne
mildtudseende skægløse Yngling kunde være det Uhyre, der laa i Krig med
Verden og som af sine Rivaler blev denunceret som Grundlægger af en djævelsk
Skole i Litteraturen? Paa hin Tid vexlede hans Udtryk,
hvis herskende Charakter var Raskhed og Bestemthed mellem Alvor, Glæde,
rørende Sorg og ligegyldig Træthed. Det har hyppigt stemt med Ordene i hans Digt til Edward
Williams: »Af Had er jeg stolt, tilfreds med Haan; Ligegyldighed, der engang saarede
mig, er nu selv bleven mig ligegyldig«. Iøvrigt saae han,
for at bruge et Udtryk af en af hans Ungdomsvenner,
overnaturligt intelligent ud, og
Mulready, en dengang berømt Portraitmaler,
erklærede det for umuligt at male Shelley, han var »altfor deilig«.
Det er da som en Yngling af den beskrevne Natur, exalteret som en Poet,
modig som en Helt, blød som en Kvinde, sky og rødmende som en ung Pige, let
og rask som Ariel hos
Shakespeare, at man maa tænke sig
Shelley gaae ind og ud hos sine Venner.
Mrs. Williams sagde om ham: »Han
kommer og gaaer som en Aand. Ingen veed naar og
hvorhen«.
Hans Helbred var hele hans Liv igjennem utaaleligt svagt og vilde rimeligvis
slet ikke have slaaet til, hvis han ikke havde iagttaget den allersimpleste
Diæt; fra sit 20de Aar af adopterede han med tvivlsom Nytte Vegetarianismen.
Han havde Hang til Tæring, han led bestandig af nervøse og Krampe-Anfald,
saa heftige, at han kunde rulle sig paa Jorden af Smerter og jevnlig brugte
Opium for at dulme Smerterne: i Perioder, hvor han led mere end ellers, kom
Opiumsflasken ikke ud af hans Haand. Medens han i 1816 besøgte Hospitalerne
i London og studerede Medicin for at kunne pleie de
Fattige, blev han selv alvorligt syg og en
fremragende Læge spaaede ham Døden af Svindsot. Ligefuldt
rettede hans Bryst sig nogle Aar derefter. Under hans Besøg hos de Fattige i
deres smittebefængte Landsbyer paadrog han sig en farlig Øienbetændelse; den
kom igjen i 1817 og atter igjen i 1821, saa han, saalænge den stod paa, ikke
kunde læse.
Saa dyrt bødede han for sin exalterede Menneskekjærlighed, for den
Philanthropi, det var ham en Religion. Denne Philanthropi ledsagede ham
overalt. Da han boede i Marlow i England, forvandlede
han med sine sparsomme Indtægter alle Omegnens Fattige til sine
Pensionister, de kom ugentlig til ham og fik deres Lønning; han sad ved
deres Senge, naar de paa Grund af Sygdom ikke kunde komme. Engang kom han
barfodet ind til en af sine Naboer paa Landet. Han havde foræret en fattig
Kone sine Sko. Af egen Drift gav han Afkald paa næsten hele sin Arv til
Fordel for sine Søstre og det strax efter hans Fordrivelse fra
Oxford, og da hans Formue senere omtrent beløb
sig til 1000 Pund aarlig, gik næsten al hans Indtægt bestandig direkte i
andre Menneskers især fattige Skribenters Lommer, hvis Gjæld han betalte og
hvis Udkomme han sikrede dem med en Velgjørenhed og Ædelmodighed, der langt
overgik hans Evne.
Man kjender Historien om hans første Ægteskab. Af misfornøiet
og overdreven Ridderlighedsfølelse bortførte han, 19 Aar gammel,
en lille Skolepige paa 16 Aar, der elskede ham
lidenskabeligt, og som beklagede sig over sin Faders
Mishandlinger. Han vilde tvinge hende til at gaae i Skole (!) og ikke
tillade hende at elske Shelley. Efter nogle Stevnemøder
løb Shelley bort med Harriet
Westbrook til Skotland og giftede sig i
Edinburgh med hende. Overfor de mange og haarde
Angreb, Digteren i den Anledning var Gjenstand for, turde den Ytring af Rossetti være paa sin Plads, at just
ikke mange kristne unge rige Baroner vilde have giftet sig med
en forhenværende Hotelværts Datter, der selv tilbød at
følge dem som deres Elskerinde. Dette Ægteskab var
sluttet af for umodne Bevæggrunde til at blive lykkeligt. Det opløstes som
bekjendt, da Shelley i 1814 lærte den 17aarige
Mary Wollstonecraft Godwin at kjende, og fattede
den uimodstaaeligste og pludseligste Lidenskab for hende. Hun, der var en
Datter af Kvindeemancipationens første berømte
Forfægterinde og af den radicale Forfatter til de Skrifter,
der i Shelleys tidligste Ungdom havde havt saa dyb en
Indflydelse paa ham, gav ham sin Kjærlighed frit og varmt, og var idet hun
gav ham sit Ja i Overensstemmelse med sin egen Morallov. Begges Anskuelse af
Ægteskabet var altfor ideal til at den ikke skulde være bleven
anseet for frivol og pøbelagtig af Pøbelen.*)Smlgn. G.
Brandes: »Den romantiske Skole i Tydskland«. S. 121
ff. Men den var i Nutidens Virkelighed uigjennemførlig og
upraktisk. Skjøndt derfor gjensidig Kjærlighed og ingen religiøs eller
social Formalitet var dem begge det virkeligt hellige og stærke
ægteskabelige Baand, besluttede de Aaret efter af praktiske Grunde og for
deres Børns Skyld at lade sig vie. De forlode England sammen, først paa en
kortere Reise gjennem Frankrig, der næsten helt blev tilbagelagt tilfods,
senere paa de større Reiser, under hvilke Shelleys Navn
blev knyttet til Byrons, medens den engelske Presses
Raseri ligeligt faldt over dem begge, ja gik saa vidt, at Rygtet gav deres
skjønne og mandige Venskab en infam Fortolkning.
Anledning til en sand Explosion tog Southey af den
ubetydelige og uskyldige Omstændighed, at Shelley i det
lille Bjerghus paa Montanvert ved
Chamounidalen under en lang Række af
vammeltfromme Udgydelser om Naturen og Naturens Gud, havde sat denne lille
høist uorthographiske Hexameterlinie:
είμι ϕιλάνϑρωπος δημωκράτικός τ΄ άϑεός τε.
Percy B. Shelley.
Paa Dansk: Jeg er en Philanthrop, en Demokrat og en Atheist.
Southeys ovennævnte Manifest mod Byron tog sit Udgangspunkt heri.
Dette er med faa Ord Ouverturen til Shelleys Levnet og
Poesi.
Cor cordium blev han med Rette kaldt.
Det vil sige, at hvad han forstod og følte, det var Tingenes Midte og
Kjerne, deres Aand og Sjæl, og at de Følelser, han gav Udtryk, vare hine
allerinderligste, for hvilke Ordet synes for grovt og som give sig Luft i
Musik eller som hos ham i Vers, der ere ligesaa musikalske som rigt
harmoniserede Melodier. Den tilbagetrængte Vemod i
Shelleys Lyrik minder om
Shakespeares, Spinderskens
lille Sang i »The Cenci«, f. Ex. om Narrens
Sange i »Hvad I vil« eller om Desdemonas og Ophelias Viser.
Men i stærkeste Strid hermed synes den Eiendommelighed hos
Shelley at staae, som rimeligvis Enhver, der kun
kjender ham af Anthologier, vil have paa Læben, den nemlig, at de berømteste
af hans lyriske Poesier have et Thema, der ligger udenfor Følelseslivet, ja
udenfor Menneskeverdenen, handle om Vind og Skyer, om de ydre Elementers
bevægede Liv, om Vandenes og Vindenes umaalelige Frihed og stormende Styrke.
Det er meteorologiske og kosmiske Poesier. Men der ligger ingen Modsigelse
i, at den mest inderlige Lyriker tilsyneladende er den mest udvortes. Vi
finde Aarsagen udtalt i en lille Afhandling af Shelley,
der fører Titlen »Om Kjærlighed«. Han skildrer Kjærlighedens Væsen som en uimodstaaelig Trang til Sympathi.
»Hvis vi tænke, ville vi forstaaes, hvis vor
Indbildningskraft former, ville vi, at vor Hjernes luftige Børn skulle
gjenfødes i Andres Hjerner, hvis vi føle, ville vi ikke, at Læber af
ubevægelig Is skulde svare Læber, der zitre og brænde med Hjertets bedste
Blod. Dette er Kjærlighed. At opdage en Aand, der vil vurdere vor, en
Indbildningskraft, der vil gaae ind paa de fine og skarpe Eiendommeligheder,
som vi have havt Glæde af at opelske og udfolde i Stilhed, det er det
usynlige og uopnaaelige Punkt, hvortil al Kjærlighed stræber. Derfor er det,
at i den forladte Tilstand, hvor vi ere omringede af Mennesker, og disse dog
ikke sympathisere med os, elske vi Blomster, Græs, Vandene, Himlen, Vindens
Veltalenhed og Bølgernes Melodi med en Henrykkelse lig den, hvormed vi følge
Stemmen af En vi elske, naar hun synger for os alene.«
I en Note til »Feen fra Atlas« siger
Mrs. Shelley ligeledes, at det var Forvisningen om,
hverken at finde Sympathi eller Bifald hos sine Landsmænd, der – i Forening
med en Sky for ved Fordybelse i Lidenskaberne at aabne sit eget Hjertes Saar
– bragte ham til at søge Glemsel i Phantasiens luftige
Flugt.
Men hin dybe Trang til en Sympathi, som den omgivende Menneskeverden negtede
ham, var det da ogsaa, som gjorde hans Opfattelse af Naturen
til en aldrig før set ildfuld Attraa efter Naturen, og som gav den dens dybe
Originalitet. Uhørt var Sligt i engelsk Poesi. Popes
stive Kunstskole var bleven afløst af Søskolen. Pope
havde parfumeret Luften med Affektation, n havde slaaet Vinduerne op
for Bjergenes og Søernes friske Atmosphære. Men
Wordsworth’s Naturkjærlighed var lidenskabsløs,
hvad andet han saa i »Tintern Abbey« havde sagt. Naturen var
ham en Forfriskning og et Stof til protestantiske Reflexioner. Hin ringeste Blomst, der gav ham Tanker, som ofte laa altfor
dybt for Taarer,*)
»To me the meanest
flower
flover
that blows can give
Thoughts that do often lie too deep for
tears«.
»Poet. W.« III, 322.
den tog han i sit Knaphul og pyntede sig med og betragtede den nu
og da med med stille Værdighed, pønsende paa en Sammenligning.
Shelley kaster sig ud i Naturen, da
Menneskeverdenen lukker sig bag ham. Derfor føler ikke han som Andre den
udenfor sig som kold eller ligegyldig eller grusom. Dens stenhaarde Ro
overfor Menneskets Ve og Vel, dens guddommelige Følelsesløshed overfor vort
Liv og vor Død, vore korte Triumpher og lange Kvaler, er Mildhed for ham i
Sammenligning med Menneskeverdenens Dumhed og Raahed. Han
haaner i »Peter Bell den 3die« Wordsworth, fordi han elsker Naturen som en Art moralsk
Eunuch, der aldrig har vovet at løse dens Belte; han selv
elsker den, som man elsker en Elskerinde, han forfølger dens hemmeligste
Skridt som dens Skygge, hans Puls banker i hemmelighedsfuld Sympathi med
Naturens, han ligner selv som sin Alastor
Vindenes og Luftens Aand med lysende Øine, frisk Aandepust
og lette
Fødder.
Han kaldte Dyr og Planter sine elskede Brødre og Søstre, og med sin dybe
Modtagelighed og sin zitrende Sensibilitet sammenligner han sig blandt
Dyrene med Kamæleonen, blandt Planterne med Mimosen. I et
af sine Digte taler han om Kamæleonerne, der leve af Lys og Luft som
Digterne af Elskov og By, og som skifte Farve efter hver Solstraale tyve
Gange om Dagen, og sammenligner Digternes Existens paa denne kolde Jord med
det Liv, som Kamæleonerne vilde føre, hvis de fra deres Fødsel af vare
indespærrede i en Hule under Havet. I et andet
verdensberømt Digt fortæller han, hvorledes Mimosen voxer i
Haven og Vinden nærer den med Sølvdug, og hvorledes den lukker sig under
Nattens Kys. »Og enhver af Blomsterne
var gjennemtrængt med det Lys og den Duft, dens Naboer udstraalede, lig unge
Elskende, hvem Ungdom og Elskov gjøre dyrebare for hinanden, svøbte i og
fyldte med hinandens Atmosphære. Men Mimosen, der kun kunde
give ringe Vidnesbyrd om den Kjærlighed, den følte fra Bladet til Roden,
modtog mere end alle de andre, elskede mere end nogensinde. Thi Mimosen har
ingen smuk Blomst, straalende Farver og Vellugt forundtes ikke den, den
elsker som Elskoven selv – dens dybe Hjerte er fuldt, den attraaer hvad den
ikke har – det Skjønne.«
Endnu eiendommeligere, endnu personligere fremtræder
Shelleys inderste Væsen, hans Hjertes Hjerte,
saaledes som de tungeste Skjæbner formede og prægede det, i den deilige
Elegi over Keats, forfattet under den
brændende Indignation, der greb Shelley over det lave og hadske Angreb i »Quarterly
Review«. Idet jeg gjengiver disse fine og
melodiøse Stropher i et andet Sprogs Prosa, mindes jeg vel, at
Shelley etsteds i sine Essays har sammenlignet dette
med den Idræt at kaste en Viol i en Smeltedigel for at faae fat paa dens
Farve og dens Duft. Shelley
skildrer, hvorledes alle Tidens Digtere indfinde sig til Klagesangen over
den Døde.
»Midt iblandt de Andre kom en skrøbelig Skikkelse, et
Phantom blandt Mennesker, ene, uden Ledsager, som den sidste Sky af en
udaandende Storm. Han havde, troer jeg, skuet Naturens nøgne Elskelighed og
Skjønhed som en anden Aktæon, og
flygtede nu med svage Skridt bort over Verdens øde Vidder, og som rasende
Hunde forfulgte hans egne Tanker paa hans stenede Vei ham,
deres Fader og deres Bytte. En Aand som en Parder, skjøn og hurtig, en
Elskov under Trøstesløshedens Maske, en Kraft, omgjordet med Svaghed, en
døende Lampe, en faldende Regn, en bristende Bølge – ja, er den ikke
bristet, mens vi tale om den? – Hans Hoved var omvundet med gjennemblæste
Stedmodersblomster og visnede Violer, hvide, brogede og blaa; og et let Spær
med en Cypreskogle til Top, omvundet med en Efeufletning, der endnu dryppede
af Skovens Dug, zitrede, alt som hans Hjertes Banken rystede den svage
Haand. Af denne Flok kom han sidst, glemt og ene – et af Hjorden forladt
Raadyr, ramt af Jægerens Pil. Alle reiste sig og smilte gjennem Taarer ved
hans Klage. Vel vidste den ædle Skare, hvo der nu i en Andens Skjæbne begræd
sin egen. Men da han med et ukjendt Lands Betoning sang sin Sorg, betragtede
den sorgfulde Urania den Fremmedes
Aasyn nøie og mumlede: Hvo er Du? Han svarede ikke, men med en pludselig
Haandbevægelse blottede han sin brændemærkede og blodige Pande, der var som
Kains og Christus’s – ak, at det skulde være saa!«
Med Aktæon sammenligner han sig her,
hvem Skuet af Naturens nøgne Skjønhed har sønderrevet; tydeligt nok
udfordredes der hans kraftige Villie til med saa zart og skrøbeligt et
Legeme ikke at gaae tilgrunde under de Visioner og Hallucinationer, der
hjemsøgte ham. Mangen en Gang har det været ham, som om de
Syner, der paatrængte sig hans Indbildningskraft, kunde sprænge hans Hjerne,
og naar han da i fremmed Land, i Exilet, søgte Lindring i Ensomheden, var
det at han oplevede Natur-Indtryk, som det, der er fastholdt i de henrivende
»Linier, skrevne i en nedslaaet Stemning nær ved Neapel«,
Linier, der kunne betragtes som en Mikrokosme af
Shelleys hele Poesi. Han skildrer ikke Landskabet,
han skildrer overhovedet aldrig. Han beskriver ikke Tingenes ydre Former og
Farver, men han fornemmer med den yderste Modtagelighed hvad jeg kaldte
Tingenes Aand og Sjæl.
Med faa Strøg giver han Billedet af Golfen: Solen er varm, Himlen blaa, Bølgerne dandse hurtigt og let,
blaae Øer og snebedækkede Bjerge farves af Dagens gjennemsigtige Purpur.
Bølgerne kastes mod Kysten som opløst Lys i Stjerneskudsregn, og en Tone
stiger fra Oceanets afmaalte Svulmen, ak – udbryder han – hvor sødt, hvis nu
et andet Hjerte delte min Bevægelse!
»Ak, jeg har hverken Haab eller Sundhed, hverken Fred
forinden eller Bo foruden eller Betragtningens Tilfredshed eller Ry eller
Magt eller Kvinders Elskov; jeg seer Andre, hvem disse Goder omringe, de
leve smilende og kalde Livet en Glæde, ak, mig blev dets Kalk tildelt i et
andet Maal. Dog nu er selv Fortvivlelsen mild, ligesom Vindene og Vandene
ere, jeg kunde lægge mig ned som et træt Barn og bortgræde
dette Bekymringens Liv, som jeg har baaret og endnu maa bære, til Døden som
en Søvn vilde stjæle sig over mig, og jeg i den varme Luft vilde føle min
Kind blive kold og høre Søen aande sin sidste Monotoni henover min døende
Hjerne.«
Disse sidste Ord blev en Propheti. Men endnu mere prophetiske ere disse:
»Nogle [ville](n5713) klage, naar jeg er død, som jeg klager, naar
denne søde Dag er gaaet, de samme hvem mit fortabte og altfor tidlig ældede
Hjerte nu krænker med sine ubetimelige Klager; thi jeg er En, hvem
Menneskene ikke elske men dog ville savne, ulig denne skjønne og
glædelige Dag, der, naar Solen gaaer ned over dens pletfri Hæder, vil leve
som en Glæde i Erindringen
endnu.«
Selv i Prosa vil Udtrykkets uendelige Simpelhed og Hjertelighed være
bevaret. Han, over hvis døende Hjerne grusomme Bølger saa snart skulde slaae
sammen, føler med den mildeste Vemod sit Væsen opløse sig i Naturens
velgjørende Elementer, og sammenligner sin Udaanden med den deilige
sydlandske Sommerdags. Han elskede Naturen ikke alene i dens ophidsede
Tilstande som Byron, men simpel af Hjerte, som han var,
elskede han dens ædle Simpelhed, dens hellige Enfold.
Dog, dette Træk er ikke det mest charakteristiske. Hertil
kommer et andet: Selv titanisk og gigantisk anlagt elsker han Naturens
titaniske og gigantiske Skjønhed, og atter her paa en ganske anden Maade end
Byron gjør dette. Det er ikke Naturens
haandgribelige og let tilgjængelige Poesi som Blomsternes eller Skovens, han
besynger, nei, hans storladne Sjæl beruses især af det Store og Fjærne, af
Rummets brede Bevægelser og Klodernes Dands gjennem Himmelrummet. I denne
Fortrolighed med Naturens store Skikkelser og store Bevægelser ligner
Shelley
Byron, men han ligner ham som en blond Genius ligner en
tilsvarende brunet, som Ariel ligner
Morgenstjernens flammebringende
Engel. For Byron samlede Søens Poesi
sig i Skibbrudets Poesi, i Uveirets og Hvirvelvindenes Kamp og Rasen, i
Havets Raab efter mere og mere Bytte. For Byron samlede
Himlens Poesi sig i Forestillingen om Stormens Tuden og Tordenens Tonefald
og Lynildens Knitren. Han lever med og i den tilintetgjørende Natur. Den
berømte Passus i fjerde Sang af »Childe Harold«: »Rul, du dybe mørkeblaa Ocean, rul frem!«
jubler over hvorledes Havet feier Flaaderne bort fra sit Bryst og skyller
Keiserriger ned i sit Dyb, og lader en Boble stige op paa sin Flade som
eneste Vidnesbyrd om, at et Menneske sank. Denne Passus er som et Præludium
til den gigantiske og pragtfulde Syndflodsvision, der kaldes
»Himmel og Jord«, og som er en Tilintetgjørelseslystens
Dithyrambe.*)
Swinburne, der i sit lille mesterlige Essay om
Byron paapeger det Naturomraade, han har
tilfælles med Shelley, har ladet
den Modsætning, som trods Ligheden findes, uomtalt.
Læs saa derefter Shelleys berømte Digt
»Skyen«. Man hører alle Naturens elementære Kræfter lege og
spøge deri i løsladt Munterhed, med titanisk Fryd, med kjæmpemæssig
Velgjørenhed og Gavmildhed mod Jorden. Hvilken stormende Friskhed i Skyens
Sang om, hvordan den bringer de tørstige Blomster friske Byger fra Søerne og
Strømmene, hvorledes den kaster lette Skygger over Bladene, der ligge i
deres Middagsdrømme. Kaad er den, naar den svinger sin Pleil af piskende
Hagl eller naar den spreder Sne paa Bjergene nedenunder, for hele Natten
trygt at kunne sove paa den hvide Snepude i Blæstens Favn, eller naar den
lader Hvirvelvindene slaae dens Banner ud, saa Vulkanerne mørknes og
Stjernerne skjælve; overmodig, naar den med Tordenlatter flyver forbi,
stolt, naar den blodige Solopgang med Meteorer til Øine springer op paa
Ryggen af dens seilende Damp, og stille bliver den, sammenrullet i sin
luftige Rede, naar Aftenens høirøde Kaabe falder ned fra Himmelhvalvet og
den klare Sø nedenunder udaander sin brændende Higen efter
Kjærlighed og Hvile. Den føler sin Vælde, naar den som en uhyre Bro soltæt
og mørk hænger fra Forbjerg til Forbjerg, den nyder sin Seir, naar den
Triumphbue, hvorigjennem den flyver med Orkan, Ild og Sne, er den af
Millioner Farver sammenvævede himmelske Bue. Men bestandig leger den som et
Barn; feie Solstraalerne den bort fra Himmelhvælvingen, saa leer
den
der
kun deraf, og med Latter stiger den paany fra sit Intet og river
Luftens blaa Kuppel ned igjen. – Det er ikke blot Modsætningen til
Byrons mørke Lidenskab, der slaaer i denne Skyens
storartede Barnlighed og Gavmildhed og Alkjærlighed, det er desuden et Træk,
jeg her kun accentuerer for senere at vende tilbage dertil, denne Poesies
primære og primitive Charakter, der gjenkalder de ældste
ariske Hymner, Vederne og de homeriske.
Byron er i Sammenligning hermed rent moderne. Naar
Skyen taler om hin Mø klædt i hvide Luer, som de Dødelige
kalde Maanen, der skinnende glider hen over dens Bomuldsflade, og hvis
usynlige Fod med lette Trin, som kun Englene høre, bryder Væven i dens Telts
tynde Tag, eller naar den synger om den
blodige Solopgang med Meteorøinene, da har Digteren i
Kraft af sin Phantasis Urfriskhed rykket Læseren tilbage til den Tid, da
Natursynene i fuld Nyhed formede sig til Mythologier.
Men for Shelley vare disse Natursyn ogsaa evigt nye. Han levede imellem dem paa en anden Maade end nogen Digter før
eller siden har gjort. Dette hans korte Liv af 29 Aar er næsten helt blevet
tilbragt under aaben Himmel, Søen var hans Lidenskab, han seilede bestandig,
og liggende i sin Baad er det, at han har skrevet sine skjønneste Digte,
medens Solen brændte og brunede det sjælfulde Ansigt og de fine Hænder.
Lidenskaben for Søen var hans Liv og blev hans Død. Alt hvad der havde med
Baade og Seilads at gjøre, havde en Tiltrækning for ham. Han blev helt Barn
derved. Det kunde more ham i det Uendelige at lave Smaabaade af Papir og see
dem seile; en Dag, da han intet Papir mere havde hos sig, tog han en 50 Pds.
Note og satte den ud paa Kanalen i en Have som Baad. Svømme kunde han ikke.
Da han under sine uophørlige Dag og Nat fortsatte Seiladser med
Byron paa Genfersøen engang
var paa Nippet til at kuldseile, afslog han al Hjælp, sad fuldkommen rolig
og ventede Døden. »Mine Følelser«, skriver han,
»vilde have været mindre pinlige, hvis jeg havde
været alene, men jeg vidste, at min Ledsager vilde have forsøgt at frelse
mig, og jeg følte mig dybt ydmyget ved Tanken om, at hans Liv kunde blive
udsat for at bevare mit.« Men faa Aar efter var det end
ikke med pinlige Følelser, han tænkte paa en saadan Død. Da han, nogle
Maaneder før han døde, en Dag var lige ved at drukne, men blev
frelst af Trelawny, sagde han blot: »Det er en stor Fristelse; hvis gamle Kjærlinger have Ret, kunde jeg i
dette Minut have været paa en anden Planet.« I Italien
levede han bestandig i fri Luft, snart paa de lange Rideture med
Byron i Venedig,
Ravenna og Pisa, snart i
Robaad paa Arno og Serchio,
eller i Seilbaad paa det toskanske Hav. Det er ogsaa
værd at mærke, hvorledes Baaden er en Yndlingslignelse hos ham. Og digtede
han ei tilsøes, da i ethvert Fald i fri Luft. »Prometheus«
skrev han i Rom, liggende oppe paa
Caracallas Bades bjerglignende Ruiner, og det var
paa disse svimlende høie med Blomstertykninger begroede Buer, at han fandt
Inspirationen til Digtet i Roms klare
Himmel og Foraarets kraftige, næsten bedøvende Opvaagnen i dette herlige
Klima. »Livets Triumph« skrev han dels siddende paa Husets Tag
i Lerici, dels i Baad under den mest overvældende
Hede og Tørke. Men Shelley havde Salamandernaturen og
levede først ret under stegende Sol.
Det var liggende i en Lund ved Arnoen nær ved
Florents, at han skrev sit mægtigste Digt,
»Oden til Vestenvinden«.
De første Stropher gjenkalde Vindens Efteraarspust, der driver de døde Blade
afsted, gule, sorte, blege, hektisk røde, som pestramte, og dens
Foraarspust, der fylder Dal og Høi med levende Farver og Vellugt, en Susen,
der har sit Echo i Sonetternes dybe Omkvæd: Hør, o hør! Og
minder det ikke atter om de gamle Mythologier, naar han synger om de løse
Regnskyer, der nedrystes paa Vindens Flade fra Himlens og Havets
sammenslyngede Grene, om Stormens Lokker, der spredes over den luftige Flade
som det lyse Haar, der løfter sig fra en ildfuld Mænades Hoved! Men
Vestenvindens og Shelleys hele Sjæl er i dette
Slutningsudbrud:
»O, løft mig som en Bølge, et Blad,
en Sky! jeg falder paa Livets Torne, jeg bløder. En Vægt af tunge Timer har
lænket og nedbøiet En, der var dig altfor lig – utæmmelig og hurtigfodet og
stolt. Gjør mig til din Lyre, som Skoven er det, hvad gjør det, om mit Løv
falder som dens! Dine mægtige Harmoniers Tumult vil aftvinge os begge en dyb
Efteraarstone, sød skjøndt sorgfuld. Vær du, o frie Aand, min Aand, vær mig,
du voldsomt stormende! Driv mine Tanker, naar jeg er død, over Universet som
visne Blade, at de kunne kalde ny Væxt tillive, og spred, besværget ved
dette Digt, mine Ord blandt Menneskeheden som Aske og Gnister fra en
uudslukket Arne! Vær en Prophetis Trompet over den uvakte Jord! o, Vind,
naar Vinteren er kommen, kan da Vaaren være fjern?«
Man sammenligne denne Ode med det deilige Sted i 3die Sang af »Childe
Harold«, hvor Byron raaber: »O, kunde jeg samle Alt, hvad der er stærkest i mig, Elskov,
Had, Lidenskaber, Haab og Fortvivlelse i et eneste Ord og dette Ord var
Lynet!« eller med det Sted, hvor han ved
Genfersøen under det rasende Uveir tilraaber
Natten: »O, lad mig nyde dit Uveirs Kamp, jeg, som er en
Del af Stormen og Dig!« og man har i et prægnant Exempel
Modsætningen mellem en alt omfattende og en alt udfordrende Digteraands
Sværmen med Naturen. Shelley vil ikke som
Byron fravriste den dens Tordenkile. Han elsker den
ikke som sit Vaaben, men som sit Instrument, sit Plekter, elsker den
uskræmmet af dens uhyre Proportioner, fortrolig med dens kjæmpemæssige
Storhed, følende sig i Verdensaltet som i sit Hjem. Allerhelst tumler hans
Phantasi med Verdenskloderne, han tiltrækkes af deres Skjønhed og Liv som
andre af Forglemmigeiens og Rosens.
Hvilken mægtig, verdensbeherskende Phantasi er der ikke i det Digt, han
nedskriver ved Efterretningen om Napoleons Død:
»Hvad ilive? og saa kjæk, o Jord, er du ei altfor kjæk?
Hvad springer du frem som i gamle Dage i Glandsen af din Morgenglæde, du den
sidste af Flokken i Stjernefolden? Ere Lemmerne ikke stille, naar Sjælen er
flyet, og kan du bevæge dig, nu Napoleon er død?
Hvorledes? Er ikke dit bankende Hjerte blevet koldt, er en Gnist endnu ilive
paa din Arne? Du varmede jo dog dine gamle Fingre over Gløderne af hin ildfulde Aand, o
Moder! kan du smile nu han er død? – Jeg er endnu ilive og endnu kjæk,
jubler Jorden, stedse mere og mere kjæk. De Døde fylde mig titusinde Gange
mere med Hast og Ild og Lyst. Jeg var skyet og vranten og kold som et
frossent og sammenrullet Chaos, til mit Hjerte ved Aanden af hin mægtige
Døde paany blev varmt«.
Med sin Sjæls Øie saae Shelley Kloderne i Verdensrummet
dreie sig besjælede, glødende indadtil, lysende udadtil i Natten, hans Blik
loddede de dybe Afgrunde, hvor grønne Verdener gled hverandre forbi,
Vandrestjerner med glimrende Lokker, kolde og klare Ismaaner. Han ligner dem
ved de Kugler af Dug, der om Morgenen fylde Blomsternes Kalke, han seer dem
rulle Verden efter Verden fra Tilblivelse til Undergang som Bobler paa en
Flod, gnistrende, bristende og dog udødelige, bestandig vævende nye Væsener,
nye Love, nye Guder, lyse eller mørke, som Kjortler, de kaste over Dødens
nøgne Ribben. Han seer dem som Raphael
malte dem i Rom i Santa Maria del
Popolo, hver behersket og ført af sin
Engel, og i Kraft af sin Phantasis poetiske
Magtfuldkommenhed anviser han den stakkels afdøde Keats
en saadan ledig Throne, en kongeløs Sol. Hans »Atlasbjergets Fe« har sit Hjem i Ætheren. Som Arion paa
Delfinens
Delflnens
Ryg rider hun paa Skyen syngende
gjennem Luften og leer, naar hun hører Ildkuglernes brølende Susen bag sig.
Her spiller Shelley med Himmellegemerne som en Jongleur
med sine Kugler, i »Prometheus« aabner han dem som Botanikeren
aabner en Blomst. I fjerde Akt skildres Jorden gjennemsigtig som Krystal og
alle dens Lag over hverandre, dens Bølger af Ild, dens uhyre Kilder, hvoraf
Havet dies, dens Forsteninger, begravne Trophæer og Ruiner og Byer, og
Shelleys Genius svæver udenom den, indaander
Skovenes stærke Duft og seer det smaragdgrønne Lys, Bladene kaste tilbage,
og hører Sphærernes vilde Musik. Men
Jorden er ham ikke et Aggregat; den er en levende Aand, i hvis ubekjendte
Indre en evigt uhørt Røst slumrer, hvis Stumhed bliver brudt, naar Prometheus løses.
Da Jupiter er styrtet i Afgrunden,
istemme Jord og Maane en jublende Vexelsang, en Hymne uden
Mage. Jorden jubler over sin Befrielse
fra Gudetyranniet, Maanen udsynger sin
brændende ekstatiske Kjærlighedserklæring til Jorden, skildrer, hvor stum og stille den bliver, naar
Jordens Skygge falder hen over den
og dækker den, og hvor fuld af Kjærlighed den da er til den deilige
Jord. Dens Goldhed ophører,
levende Blomster groe frem paa dens Flade, den hører Musik i Sø og Luft,
medens vingede Skyer svæve rundt om den, tunge af den Regn, hvorom dens unge
Knopper drømme, og den jubler: »det er Kjærlighed, Alt er
Kjærlighed«.
Hans Phantasi opløser hele Naturlivet og glæder sig med et Barns Naivetet
over hvert enkelt Element. Feen glæder
sig f. Ex. over Ilden: »Menneskene vide slet ikke rigtigt,
hvor smuk Ilden er. Hver Flamme er som en kostbar Ædelsten, opløst i evigt
bevæget Lys, og disse Ædelstene tilhøre os alle«. Og
Feen elsker Søvnens Skjønhed: »En stor Fornøielse var det for Feen at see Menneskene ligge
i alle Søvnens Former: Her laae to Tvillinger, to Søstre – her en Yngling,
som græd i Drømme, her to Elskende uskyldigt sammenslyngede, hvilende i
deres løse Lokker, der sneg sig hen over begge som Efeu over en Stamme, og
her laa rolig Alderdom med hvide Haar og foldede Hænder«.
Shelley føler med Floderne, der elskes af Søerne og
forsvinde i deres Leie, synger om Naturens Død og Ligbegjængelse i Efteraar
og Vinter, mindes Blomsterne, der kastes over Adonis, skildrer Sommerens og Skjønhedens Gudinde, der
som en kvindelig Balder holder Havernes
Blomster vedlige og maler Horaernes vilde Kjørsel over Himlen.
(»Arethusa«, »Apollo«, »Pan«,
»Autumn«, »Sensitive Plant«, Horaerne i
»Prometheus unbound«).
Ethvert Livselement har han stemplet med et poetisk Ord – de udstrakte, og ensomme Egne, hvor vi nyde den Glæde at troe det vi see
er grændseløst, som vi ønske vor Sjæl skulde være det
(»Julian og Maddalo«) – Tiden, den
umaalelige Sø, hvis Bølger ere Aar og have Braksmag af
Saltet af menneskelige Taarer – Sneen og
alle Former af den straalende Frost.
Man læse det Digt, hvori de sidste Ord forekomme. Det resumerer elegisk hans
Elskov til Naturen. Det hedder »Song« og er rettet til Glædens
Aand. Han klager over, at den har forladt ham, at den kun elsker dem, der
ikke trænge til den, at En som han aldrig kan vinde den tilbage igjen, at
den skræmmes af Sorg og flyer for Kummer. »Kummerens Suk
synes at bebreide dig, du ikke er nær, og Bebreidelser vil du ikke
høre«. Og han slutter:
»Se, jeg elsker Alt hvad du elsker, du Glædens Aand, den
friske Jord i sit nye Løv og den stjernerige Nat og Efteraarsaftenen og
Morgenen, naar de gyldne Taager fødes. Jeg elsker Sne og alle Former af den
straalende Frost, jeg elsker Bølger og Vind og Storm, næsten Alt, hvad
Naturens er og som ikke er plettet af Menneskets Elendighed. Jeg elsker
rolig Ensomhed og saadant Selskab, der er stille, viist og godt. Mellem dig
og mig, hvad Forskjel er der da? […] o, tag endnu engang Bolig i mit
Hjerte!«
Men ud af disse elegiske Stemninger stiger Shelleys
Aand i Kraft af sin herlige Frihedsbegeistring med Lærkeflugt snorlige
iveiret. Hans »Ode til Lærken«, der
betegner Overgangen til hans Frihedsdigte, er skrevet under en Rus af
befriet og jublende Stemning. Neppe overtraf i ældre engelsk
Litteratur nogen lignende Sang den bedste af
Wordsworth’s Sange til Lærken, der er saa typisk
for Søskolens Aand og Poesi. »Overlad Nattergalen dens
skyggefulde Skov; et Rige af straalende Lys er dit«, og
hvori disse for hin conservative Digter saa betegnende Ord: »Du, Type for den Vise, der svæver over Jorden, men aldrig flyver bort som
Trækfugl, trofast mod de to beslægtede Punkter Himlen og Hjemmet«.*)
»Type of the wise, who soar but never
roam
True to the kindred points of Heaven and
Home.«
Gaa nu til Shelleys Lærke, som
syngende stedse stiger og stigende stedse synger. Her er
det som om alle Vinde ringede med Melodier, som gled vi ind og hvirvledes
ned i et Hav af evige morgenfriske Toner. Det er den rene Frihedsfølelses
yngste klareste Triumphsang af Glæde og Lykke. Den danner Overgangen til den
lange Række af Frihedssange, den store Gruppe, i hvilke
Shelleys Genius er de kommende Revolutioners
stormende Herold. Hans Frihedssang er et eneste langt Krigsskrig, klædt i
vexlende Melodier. Som Oder til Friheden og dens Forsvarere – Digte saa
skjønne og store som Marseillaisen – som politiske Satirer mod Tilstande og
mod Personer, som aristophanisk Komoedie over Uvæsenet og Latterligheden hjemme, som mythisk eller historisk Tragoedie er hans Poesi
kun det samme mægtige Klageraab over Uretfærdigheden og Hykleriet, det samme
mægtige Opraab til alle dem i hans Samtid, der endnu havde en Gnist af
Indignation i Brystet.
Allerede strax efter sit første Ægteskab var han optraadt som politisk
Agitator. Han reiste til Dublin for at fremme Katholikernes Emancipation, forfattede
en ungdommelig Adresse til det irske Folk, hvori han
bønfaldt det om at undgaae de Voldsomheder, der havde plettet den franske Revolution, og var saa naiv,
at han fra sin Balkon paa Hotellet kastede den ned for Fødderne af de
Forbigaaende, der syntes ham at see ud som om de vare stemte til at modtage
Opraab. Hvor barnligt baade han og hans unge Hustru
toge Sagen, kan sees deraf, at han en Dag, da han spadserede med
Harriet, ikke kunde negte sig den Fornøielse at
putte Adressen ned i Hætten paa en Dames Kaabe, hvorover hans unge Brud var
– efter eget Sigende – nær ved at døe af
Latter. Han var tilstede ved flere Møder og talte en Gang en hel Time i
O’Connels og andre Celebriteters Nærværelse. De
Samtidiges Vidnesbyrd er saa enthusiastisk, at han, hvis man kan slutte
deraf, var endnu større som Taler end som Digter.
Den næste Gang Shelley stødte sammen med det regjerende Parti, havde Sammenstødet en helt anden tragisk Charakter.
Harriet var død, og paa Forlangende af hendes Fader
blev der for Kantslerretten indledet en Undersøgelse om, hvem der besad
flest intellectuelle og moralske Betingelser for Opdragelsen af
Shelleys Børn, den forhenværende Værtshusholder
Westbrook eller Forfatteren til »Queen
Mab« og »Alastor«, der denunceret som Atheist var
mistænkt for at ville opdrage sine Børn til Atheister.
Lord Eldons Dom faldt ud til, at
Shelleys hele hidtidige Opførsel havde været i
høieste Grad umoralsk, at han, langt fra at skamme sig herover, meget mere
gjorde sig til af de fordærveligste Principer og anbefalede disse til Andre,
at Børnene følgelig skulde berøves ham for bestandig, dog saaledes, at han
havde at sørge for dem med en Femtedel af sin Indtægt. Børnene bleve
overgivne til en Præst af Høikirken.
Shelleys Smerte var saa frygtelig, at end ikke
nogen af hans nærmeste Venner nogensinde senere vovede at omtale Børnene for
ham.
I Digtet til Lord Eldon udraaber han: »Jeg forbander Dig ved en Faders krænkede Kjærlighed, ved Haab, der længe
vare opelskede og altfor nyligt ere mistede, ved ædle Følelser, Du aldrig
har forstaaet – ved det falske Hykleri, der nu skal hænge ved deres
uskyldige Læber som Gift paa en aaben Blomst, ved den mørke Tro, der solformørkende skal dække deres Vei fra Vuggen og til Graven –
og ved min Fortvivlelse, der bringer en Fader til at jamre og raabe: Mine
Børn ere ikke længere mine; Blodet i deres Aarer er mit, men Tyran, deres
besmittede Sjæle er dine.« – Og i Digtet til
William Shelley, hans lille Søn med
Mary, hedder det: »De have taget
din Broder og din lille Søster, de
have gjort dem uskikkede til Selskab for mig og Dig […] Til en dræbende Tro
og en Forbrydelsens Sag have de bundet dem som Slaver fra Barnsben af, og de
ville forbande mit Navn og dit, fordi vi ere frygtløse og frie […] Dog frygt
ei, at Tyrannerne ville regjere bestandig eller Præsterne af den onde Tro,
de staae paa Bredden af Tidens rasende Strøm […] den skummer og svulmer, og
jeg seer deres Vaaben og Sceptre flyde som Vrag paa Evighedens
Vande.« Slagen af Rædsel for at blive ogsaa dette sidste
Barn berøvet var det, at Shelley forlod sit Fædreland
for aldrig mere at vende tilbage. Men paa samme Tid som
Lordkantsleren brændemærkede
Shelley som en Mand, der var mindre skikket til de
mest elementære sociale Pligter og Rettigheder end nogen anden Mand i
England, forberedte han sig selv til at vise, at han var en af de faa
dalevende Mænd, der vare bestemte til Udødelighed.
Stemplet som en Forbryder forlod han England, og overalt hvor han i Udlandet
mødte Engelskmænd, var han frygtet og hadet af dem som i Stand
til enhver Forbrydelse. Da han nogle Aar efter paa Posthuset i
Pisa spurgte efter et Poste-restante-Brev og
angav sit Navn, raabte en engelsk Officier i
portugisisk Tjeneste: »Hvad, er det den fordømte Atheist
Shelley!« og slog ham med et
Næveslag til Jorden. Han opsøgte senere denne Officier for at udfordre ham,
men fandt ham aldrig. Shelley havde, som ovenfor
berørt, tidligt udarbeidet en Brochure om Parlamentets Reform,
der udkom 1817, saa god og sund, at den Reform, Toryerne
tiltraadte og udførte i 1867, i alt Væsentligt stemmer
med »Atheistens og Republikanerens«
halvtredsindstyve Aar gamle Plan. Han vilde hverken have
almindelig Stemmeret indført paa een Gang eller Monarchi og Aristokrati
afskaffet. Han udtaler sig ofte nok mod altfor forhastede
Forandringer. Hans Radicalisme var kun den at være 50 Aar forud for sin
Samtid. Udsat for al Bornerthedens Forfølgelse var det, at han nu slyngede
sine Frihedsdigte mod England. Hans politiske Poesier ere skrevne med hans
Blod. Han havde Lov til at kalde
Castlereagh og Sidmouth
»to blodløse Ulve, hvis tørre Struber hyle, to Snoge,
sammenviklede til een«. Man maa ikke glemme, at
Castlereagh, at Sidmouth, at
Eldon ikke vare ham Mænd, men et Princip,
Reactionens store skjæbnesvangre Princip, som hans Liv og hans Lykke var
bleven ofret. Han siger:
»Jeg mødte Mordet paa min Vei, det saae ud som
Castlereagh, saa kom Hykleriet som Krokodille, det
lignede Lord Sidmouth. Da Alle flyede, var der en
afsindig Pige tilbage, hendes Navn var Haab, sagde hun, men hun saae mere ud
som Fortvivlelse, og hun raabte ud i Luften: Min Fader Tid er svag og graa
af at vente paa bedre Dage. See, hvor idiotisk han staaer, famlende med sine
rystende Hænder. Han har mistet alle sine Børn undtagen mig. Jammer, o
Jammer!«
Dog var det ikke blot i lyriske Stridsdigte, at Shelley
i disse Aar nedlagde sine politiske og sociale Ideer og Lidenskaber. Han
forfattede i Aaret 1818 to meget eiendommelige episke Digtninge
»Julian and Maddolo« og »Rosalind and Helen«.
Det første giver en levende Skildring af hans Samliv med
Byron i Venedig og er et af
de mange Vidnesbyrd om hans ædle og brændende Begeistring for
Byrons Poesi. Digtet indeholder en Fremstilling af
de to Venners Besøg paa en Sindssygeanstalt udenfor
Venedig og af de Stemninger, dette afføder hos
Shelley. Han »hvem en Vildfremmeds
Taarer kunde hærje som Draaberne en Sandsten og som kunde sørge over Kvaler,
Andre ikke see«, maatte nødvendigvis føle en dyb
Medlidenhed med de Ulykkelige, man paa hin Tid endnu lagde i Lænker og
straffede med Svøbeslag. Hvor lidet Begreb man dengang havde om Sindets
Sygdomme og med hvilket Barbari Patienten blev behandlet sees
bedst, naar man læser, for hvilken Behandling en Sindssyg i Georg
den 3dies Samfundsstilling endnu 1788 var udsat. Kongens
Sygdom viste sig især i en uafbrudt Snakkelyst, men var ikke ledsaget af
nogensomhelst Tilbøielighed til Voldsomheder. Ligefuldt blev han strax fra
først af og forblev hele Tiden uafbrudt snørt i Spændetrøie, indespærret,
berøvet Brug af Kniv og Gaffel og overladt til sine Pagers Lune, der
behandlede ham som en Ting, puffede og stødte ham og gav ham grove Ord.
Efter sin Helbredelse huskede Kongen tydeligt Alt, hvad der var hændet ham
under hans Sindsforvirring og saaledes vides det nu. Det maler
Shelleys blide og menneskekjærlige Charakter, at
han, som ikke anede, at man i Frankrig under Revolutionen havde begyndt at behandle de Sindssyge
humant, taler for en kjærlig Behandling af de Ulykkelige:
Methinks there were
A cure of these with patience and kind care
If music can thus move […]
Det andet Digt »Rosalind and Helen«, der giver et stort
Totalbillede af al den Elendighed, som Fordom og Intolerance have ført over
Menneskeslægten, synes mig langtfra forstaaet og vurderet efter Fortjeneste.
Det forsøger at fremstille en sand Mikrokosme af de Godes og Frisindedes
Lidelser paa Jorden, som de fremkaldes af forældede Institutioner og menneskelig Ondskab i Forening. Her skildres en Familiefader,
Kryster overfor de Stærke, Tyran overfor de Svage, haard, selvisk, falsk,
løgnagtig og havesyg, sin Hustrus Bøddel, sine Børns Plageaand – naar
Børnene høre hans Fodtrin nærme sig, forstummer al Tale og de blive blege.
Han døer, og Rosalinde, Moderen,
vaander sig under, at maatte see Børnene ubevidst glæde sig over Faderens
Død og selv at maatte føle den som Lindring. Den Døde var høist orthodox.
Det viser sig, at han i sit Testamente har fastsat, at Børnene, hvis de
vedblive at leve sammen med deres Moder, intet skulle arve, da hun hemmeligt
anseer den christne Lære for falsk og han maa frelse sine Børn fra den evige
Ild. Saa maa Moderen da forlade sine Børn; »thi,« siger
hun, »Du veed, hvad Fattigdom er i disse Dage, det
er Forbrydelse og Angst og Infami og hjemløs Mangel paa frosne Veie, og
Selvforagt – hvortil ingen Moder vilde dømme sine Smaa.«
Rosalindes Skjæbne tjener nærmest til
at fremstille det ulykkelige Ægteskabs Jammer og Kvindens Afhængighed af en
slet og tyrannisk Mand, og man føler Shelley’s Sorg
over Tabet af sine Børn derigjennem. Helenes Skjæbne spiller direkte paa de Forfølgelser,
Digteren var udsat for som Philosoph. Hele Fremstillingen af Lionels Liv og Ideer er ren Selvskildring.
Kunde noget Ord bedre male Shelleys Menneskekjærlighed
end dette:
For love and life in him were twins
Born at one birth. In every other
First life, then love, its course begins
Though they be children of one mother.
Ung, rig og fornemt født som han er, træder han med Begeistring ind i deres
Rækker, som under Revolutionen ville
befrie Menneskeslægten fra Dogmernes Herredømme. Hans Omgivelser speculere
forgjæves over, hvad Hensigt han kan have dermed:
If he seeks Fame, fame never crowned
The champion of a trampled creed,
If he seeks Power, Power is enthroned
’Mid ancient rights and wrongs, to feed
Which hungry wolves with praise and spoil
Those who would sit near Power must toil.
Reactionen indfinder sig: »Graahærdet Magt blev gjenindsat i
sin Værdighed og Dragen Tro reiste atter sit Hoved.«
»Many then wept, not tears but gall«.
Snart fængsle hans Fjender ham, fordi han har udtalt Blasphemier over deres
Guder og han tilbringer lange Tider ene skilt fra sine Kjære. Saa mødes han
atter med sin Elskede og under Stjernehimlen feire de deres Bryllup. –
»Rosalind and Helen« er et Digt, som synes skrevet i dyb
Fortvivlelse; ingensteds er Shelley ogsaa gaaet saa
vidt i sin Krig mod alt Traditionelt. Jeg har tidligere vist, at »et af den unge revolutionære Skoles Yndlingsthemaer var
det, at Afskyen for Blodskam kun beroede paa Fordom«.*)»Emigrantlitteraturen« S. 71.
Saavel i »Rosalind and Helen« som i »Revolt of
Islam«, hvis Helt og Heltinde kun paa
Forlæggerens indtrængende Anmodning ophørte at være
Broder og Søster, spildte Shelley megen Veltalenhed paa
dette uhyggelige, ogsaa Byron saa stærkt sysselsættende
Paradox, der skulde give Anledning til et saa enfoldigt og oprørende Angreb
paa den Sidstnævntes Minde.
I Aaret 1820 brød den store, alt berørte Skilsmisseskandale løs. Den 8de
April 1798 havde Prindsregenten
pour faire une fin ægtet den 28-aarige
Caroline af Brunsvig. Han tog imidlertid Sagen saa lidt høitideligt, at han
allerede ved det første Møde i St. James, da
Prindsessen knælede for ham, til Gesandten
Lord Malmesbury raabte: »Harris!
skaf mig et Glas Brændevin! jeg føler mig ikke rigtig
rask!« og da denne spurgte om ei et Glas Vand i saa
Tilfælde var at foretrække, løb bandende ud af Stuen uden at sige sin Brud
et Ord. Han var fuld ved Bryllupet og hikkede under Vielsen uafbrudt. Han
viste meget hurtigt Prindsessen ikke blot
Ligegyldighed, Tilsidesættelse og en Utroskab uden Grændser, men ogsaa den
mest hensynsløse Raahed, lod hende indespærre, omgav hende med Spioner og
berøvede hende paa en falsk Anklage hendes Datter, hvad
der gav Anledning til stadige Scener ved Hoffet. Ulastelig
synes Prindsessens Adfærd ikke længe at have været. Hun
var først kun uforsigtig, men i mere fremrykkede Aar søgte hun Trøst og ikke
altid paa nogen værdig Maade, saa vi finde hende 50 Aar gammel bereisende
Europa med sin Kureer og Kammerherre, tidligere Kammertjener
Bergami, en italiensk Ruy Blas, hvem hun udnævner til alt Muligt, bedækker med
Ordener og elsker ømt. Da hun ved Prindsregentens
Tronbestigelse vendte tilbage til England for uden Videre at indtage
Dronningesædet, var det, at den ynkelige og foragtelige Fyrste besluttede at
benytte sig af, hvad han gjennem betalte Spioner vidste om sin Gemalinde,
for at skille sig af med hende. Hun bliver for Overhuset anklaget for
Utroskab. Og nu er det, at hele Skibsladninger af fremmede Hotelopvartere og
Kammerpiger blive landsatte i England under Befolkningens forbitrede Hujen
for at afgive Vidnesbyrd mod Dronningen. Jeg troer aldrig at have læst noget
saa Uanstændigt som denne Proces.*)
»The trial at large of her Majesty Caroline Amelia Elisabeth,
Queen of Great Britain in the house of lords on charges of
adulterous intercourse«. London 1821. 2 voll.
»At Carlsruhe her Majesty was
one day found in Bergamis room; she was sitting
upon his bed, and he was in bed with his arms around the neck of her
majesty. She was surprised in this
extraordinary situation by one of the femmes de
chambre, who was going into the room by chance […] In that
bed was found a cloak, which her majesty was
afterwards seen wearing; and in that bed, also, certain marks were
observed by one of the servants. These marks, without his saying any
thing farther at present, would lead their lordships, perhaps to
infer that which he wished them to understand«
(vol. I 145, cfr. II 487.)
»What was the state of
Bergami’s dress at the time you saw him in
the passage going towards the bedroom of her royal
highness?
He was not dressed.
When you say he
was not dressed, what do you mean; what had he on?
He was not
dressed at all.«
(vol. I 484 cfr. vol. II 435).
»On the 12th of that month she arrived at
Salona […] A large bed was provided in
the inner room for her majesty; the outer room
assigned for Bergami had no bed. There was no
access to the bed in the inner room except through
Bergami’s. It would be proved in evidence,
that, in the morning after her majesty had
slept here, her bed had the appearance of having been slept in by
two persons. There was only one passage to her
majesty’s bed-room; that passage led from
Bergami’s room, and in his room there was
no bed.«
(vol. I 136).
Det er Undersøgelser om Sovekamres Beliggenhed og
Senges Stilling, om en Dronning og hendes
Kammerherre observerede i allerdybeste Negligée,
som Dag efter Dag fyldte alle Englands Aviser, indtil –
Anklagen pludselig toges tilbage, dels paa Grund af Bevisernes formentlige
Utilstrækkelighed, dels paa Grund af den grændseløse Høide, hvortil Foragten
for Kongen som Skandalens Ophav var stegen. I Anledning
af denne Proces er det, at Shelley skriver sin
kostelige Satire »Oedipus eller Swellfoot the Tyrant« ↄ: den
podagristiske Tyran, et Forsøg i den politiske Komedie, mindst saa vellykket
som Prutz’s »Die politische Wochenstube«.
Handlingen foregaaer i Bøotien. De engelske
Bulls optræde her som Svin. Engelsk Aand, Væsen og Magt
betegnes derfor som Svineri og Tonen falder saaledes: »Skatterne, denne sande Kilde til Svineri, jeg siger Svineri, thi
hvorledes kan der gives et bedre Udtryk til at betegne den
Religion,
Religion.
ændret ordlyd pga. omarbejdelse i SS, Fu og 1923-24
den Moral, den Fred og den Velstand, kort alt Det, der gjør Bøotien
til et Mønster for Nationer«. Den kronede Ægtemands
Hykleri, Dronningens frække Pukken paa sin Renhed,
Castlereaghs og Sidmouths
forløiede Holdning, Alt er ramt med den sikreste Satire.
Men Shelleys Geni var ikke skabt til ret længe at dvæle
ved Spotten over Tidens Karrikaturer. Hans frie og himmelske Aand var som
ingen anden skikket til at stille den moderne Tids gigantiske Frihedsideal i
Straaleglands frem for Tidens Bevidsthed.
Fra hans Drengeaar af vare alle hans Bestræbelser i Grunden
gaaede ud herpaa. Han havde først skrevet store, høist musikalske og høist
formløse Digte, der ere lange Indlæg mod Konger og Præster, mod Religionen,
»der befolker Jorden med Djævle, Helvede med Mænd og
Himlen med Slaver«, mod Regjeringernes og Domstolenes
Uretfærdighed og Servilitet, mod det Oprørende i Tvangsægteskaber og i
Kvindens Udelukkelse fra Retten til frit Erhverv, mod Grusomheden i
Slagtning af Dyr, Indlæg mod alle Former af Undertrykkelse og Intolerance,
og hvis Formaal intet ringere var end at reformere Menneskeheden og lære den
de Midler at kjende, hvorved den kunde fjerne Aarsagerne til sine Ulykker og
naae en Tilstand, der i Sammenligning med den nuværende var at betegne som
en fuldstændig Guldalder.
Han havde, som han selv barnligt udtrykker det, »en
Lidenskab for at reformere Verden«. Trods hans Afsky for
didaktisk Poesi, var det, som han siger i Fortalen til »Revolt of
Islam«, hans Hensigt at give Læseren en ædel
Impuls, vække en brændende Tørst hos ham efter
Fuldkommenhed.
»Den Panik,« siger Shelley,
»der som en Epidemi greb alle Klasser under den franske Revolutions Udskeielser,
begynder lidt efter lidt at vige for Sundhed. Man har ophørt at tro, at hele
Generationer af Menneskeslægten behøve at indskrænke sig til en Arv af
haabløs Uvidenhed og Elendighed, fordi et Folk, der havde
levet som Bedragne og Slaver i Aarhundreder, var ude af Stand til at styre
sig selv med Visdom og Ro som frie Mænd, saa snart som nogle af deres Lænker
tildels bleve løsnede. Hvis Revolutionen havde været i alle Henseender
lykkelig, da vilde Misregjering og Overtro tabe en stor Del af deres Krav
paa vor Afsky som Lænker, den Fangne kunde afryste ved den ringeste
Bevægelse af sine Fingre, i Stedet for at de i Virkeligheden med giftig Rust
æde sig ind i Sjælen.«
Saaledes besluttede da Shelley at føre Revolutionens Forsætter videre i forklaret Skikkelse.
Hans Sang blev en Prædiken, hans Indbildningskraft aabenbarede ikke hans
Iagttagelser, men hans Ønsker.
Indbildningskraften var nu imidlertid ogsaa efter hans System den i Sandhed
reformatoriske Evne. Han, hvem kras Uvidenhed har udskjældt for Materialist,
havde ikke forgjæves gaaet i Hume’s og
Berkeley’s Skole og inddrukket den mest extreme
Immaterialisme. For ham var Alt kun Tanke, Tingene Lag af Tanker, Universet
en uhyre Coagulation af gamle, sammenløbne og størknede Tanker, Billeder,
Forestillinger. Heri ligger, at Digteren, hvis Fag og Hverv det er at skabe
nye Billeder af den Art, der gjør det stærkeste Indtryk paa Andre, bestandig
reformerer om paa Verden. »Phantasien«, siger
Shelley, »er den Evne, af hvilken ethvertsomhelst Fremskridt, selv det ringeste,
afhænger.« Enten ved med Blidhed at
bringe de størknede Tanker i Strømning paany eller ved med konvulsivisk
Kraft at sprænge de traditionelle Forestillingers Vane-Skorpe, optræder
Digteren som den sande Reformator.
Philosophisk og uhistorisk anlagt, som Shelley i sine
Ynglingeaar er, søger han sig i den eneste Periode af sit Liv, han kom til
at leve tilende – den før »Cencierne« – intet Grundlag i Tid og
Rum for sine reformatoriske Syner, thi som Ønsker have de ingen historisk
Realitet. Men idet hans Figurer mangle denne Realitet, savne de visse
væsentlige Egenskaber, som kun de historiske og locale Forhold kunne give,
og de Egenskaber, de besidde, ere fortrinsvis Menneskenaturens primære og
primitive Træk. Ogsaa i Charakterdannelsen gaaer
Shelley tilbage til Slægtens Urhistorie. Personerne
blive halvt mythologiske Personligheder, gigantiske og ubestemte af Omfang,
aandige af Skikkelse, og ingen almindelig menneskelig Interesse kan knytte
sig til dem, fordi »Historien«, det i vulgær Forstand Interessante ved
Digtningen, rent foragtes og overspringes af Shelley.
Heraf hans fuldstændige Upopularitet. Medens en Walter
Scott til alle Tider vil kunne vinde sig Læsere blandt alle
dem, der [kunne](n5714) læse, vil Shelley til alle Tider være
indskrænket til at skrive for the happy few.
Det gjaldt for Shelley imidlertid kun om at møde Stoffer, hvortil disse Evner netop svarede, for at yde det Høieste i
Poesien. Denne Side af hans Begavelse var fuldstændig græsk, ligesom
Shelley overhovedet ved Arten af sin Religiøsitet,
ved sin hele poetiske og philosophiske Dannelse var gjennemgræsk. »Vi ere alle Grækere«, siger han et Sted.
Det gjaldt om ham.
Dog heroisk og mythologisk og primitiv som hans Poesi var den græske kun i
sit Udspring. Det er derfor ogsaa kun med denne ældste græske Poesi, at
Shelley kan og maa sammenlignes. Som hans Lyrik
gjenkalder de homeriske Hymner, og
ligesom hans politiske Komoedie saavel ved sin hensynsløse Satire som ved
Sangenes lyriske Flugt er Aristophanes lig og
Aristophanes værdig, saaledes blev han nu i det
alvorlige Drama Æschylos’
sideordnede
side ordnede
Rival. Hans »Den løste Prometheus« er det moderne
Modstykke til Æschylos’ »Den bundne
Prometheus«, hans »Hellas«, en Profeti om
Grækenlands Seir, det moderne Sidestykke til Æschylos’
»Perserne«. Jeg kan kun dvæle ved
»Prometheus«. Dette storartede Digterværk kroner al
Shelleys Frihedsdigtning. Her forsøgte
Shelley første Gang med Held at skabe sin Poesies
og sin Tidsalders herskende Type. Mange Typer jog igjennem hans Hjerne,
Hjobs, Tassos, den samme, der
samtidig greb Byron og Goethe. Det
blev ved Prometheus.
Over den samtidige engelske Poesies Søer og Sletter hæve sig
Byrons Alper med hans »Manfred« og Shelleys
Kaukasus med hans »Prometheus«. Siden
Menneskeaandens Frigjørelse for Alvor var begyndt, sysselsatte denne Type
alle de store Digtere. Den opstaaer omkring vort Aarhundredes Begyndelse i
Goethes, Byrons og
Shelleys Hjerner. Goethes
deilige Digt fremstiller den
fra Gudetroen løsrevne Menneskeaand i dens Arbeiden og kunstneriske
Frembringen, stolt af sin Hytte, som Guden ei har bygget, og dannende
Skikkelser i sit Billede. Goethes
Prometheus er den formende og frie.
Byrons haarde, korte, ildfulde Vers
skildrer Martyren, der lider med sammenbidte Tænder i Tavshed, hvem ingen
Tortur kan fravriste Tilstaaelsen, og som sætter sin høieste Ære i ikke at
lade sine Kvaler ane; denne Titan vilde aldrig som den
antike have ladet sig trøste af Oceanets Døtre eller have klaget for
dem – Byrons Prometheus er den
trodsende og bundne.
Men Shelleys ligner ingen af dem. Han er den
velgjørende Menneskeaand, som kriger mod det onde Princip, som en uendelig
lang Tid igjennem undertrykkes af det og ei af det alene, men af alle andre
Væsener, de Gode med, der ere narrede til at antage det Onde for nødvendigt
og godt; han er den Aand, der kun en Tid – om nok saa lang – kan fængsles og
lænkebindes, men som en Dag til Universets Henrykkelse befries – den
seirrige, den løste, den af alle Himmellegemers forenede Jubelsang hilste
Prometheus.
Han er selv i sine Kvaler fuldstændig rolig; thi han veed, at Jupiters
Begjering ikke er Andet eller Mere end Periode i Verdenslivet. Herfor vilde
han ikke bytte den sorte Afgrund, hvori han forsmægter, for vellystig Glæde
ved Jupiters Hof. Da Furierne lee ham ind i hans evigt søvnløse
Øine, svarer han: »Jeg tænker ei paa, hvad Ondt I gjøre
mig, men paa, hvor ilde I selv have det, da I ere
onde«. Hvor ganske anderledes
vilde en Byronsk Prometheus
have svaret. Han er helt igjennem Kjærlighed – til sine Fjender, til
Menneskene. Og Trodsen har ikke lukket Titanens Hjerte for Elskov. Han
mindes i Kvalerne sin Brud, hende, der »naar hans Hjerte
strømmede over, var som en gylden Kalk, der opfangede den ædle
Vin«. Asia er den Titanen elskende Natur. Hun
er Lysets Barn, en levende Elskovsflammeskikkelse, hvis Læber, som Panthea synger, med deres Kjærlighed tænde Aanden mellem dem, og hvis Smil
gjør den kolde Luft til Ild. Da saa Kvalernes og
Uretfærdighedens Tid er omme, synker Jupiter feig og foragtet, ynkeligt anraabende Prometheus om Naade, ned i Afgrunden. Den
prometheiske Tidsalder begynder, og Luften forvandles til et Ocean af evige
og deilige Kjærlighedsmelodier, Jordens tunge, dumpe Jubel vexler med Maanens henrivende Salighedssang, til Altet
smelter sammen i en Glædeshymne, som ikke
Beethovens overgaaer i den niende Symfonis
Finale.
Jeg kan kun berøre, hvorledes Shelley nu efter at have
kappedes med Æschylos rivaliserede med
Shakespeare og med et pludseligt Spring ind i den
historiske Virkelighed gav England, selv efter
Byrons Vidnesbyrd, den bedste Tragoedie, det siden
Shakespeares Dage havde
besiddet. »Cencierne« minder mest om
saadanne af Shakespeares Stykker som »Lige for
Lige«, skjøndt end ikke Shakespeare besad
det glødende Had til Tyranni, som har indblæst det sin Aand.
Beatrice Cencis Navn er endnu den Dag i Dag for
Romerne det store Frihedssymbol. Den unge Pige, som værnede
sin Ære overfor sin skrækkelige Fader, hvis Voldsgjerning
indirekte understøttedes af Pavens og alle Myndigheders Corruption, staaer
for Romeren endnu som Heltinde og Martyr. Saa tidt der under Pavedømmets
Tryk i Tidernes Løb er kommen blot en Smule Lysning i Luften, er hendes Navn
og hendes Billede dukket op overalt i Rom.
Shelley fortabte sig her helt i Historien og glemte
alle Theorier. Men dog er det mig klart, at hvad der egentlig greb ham i
denne tragiske Conflikt, var det dybe Brud med al Tradition, som
Faderens Forbrydelse her havde gjort til
Nødvendighed og til Pligt, samt den Anledning, den gav til at stille de
gjængse theologiske Begreber om Verdensstyrelsens Fadergodhed i
en grel Belysning. Beatrice siger:
»Du store Gud, hvis Billede paa Jorden en Fader er,
forlader du mig virkelig?« og da hun spørges: »Er du ikke skyldig i din Faders Død?«
lyder Svaret: »Kræv heller den dømmende Gud til Ansvar for,
at han tillod en saadan Udaad, gjorde den unævnelig og berøvede den al
Tilflugt, al Opreisning, alle Følger undtagen den, du har kaldt min Faders
Død.« Foran Pinebænken siger hun:
»Jeg græder Taarer, der brænde som Galde, ved i denne onde
Verden, hvor Ingen er sand, at see min egen Slægt opgive sig selv og ved at
betragte det elendige Liv jeg har levet, og dets elendige Udgang nu og den
ringe Retfærdighed, der undes mig og mine af Himmel og Jord – og hvilken
Verden vi udgjøre, Undertrykkeren og den
Undertrykte.«
Tydeligt nok har Foreningen af Energi og Godhed især tiltrukket
Shelley i Beatrices Skikkelse.
I Dødsøieblikket, da Rædsel griber hende for at gjenfinde Faderen efter Døden, under Jorden, i Himlen,
udbryder hun endelig:
»Hvad om alle Ting var min Faders Aand, hans Øie, hans
Stemme, hans Berøring, hvad om han efter Døden skulde komme […] og vikle mig
ind i sine Helvedes Arme og fæste sine Øine paa mig og drage mig ned, ned,
ned. Thi var ei han alene almægtig her paa Jorden og
allestedsnærværende, og boer ikke endnu hans Aand, skjøndt
død, i Alt, hvad der aander, og skaber Undergang, Haan, Nød og Fortvivlelse
for mig og mine!«
Det var om dette Shelleys modneste og bedst componerede
Værk, at »Litterary Gazette« erklærede: »»Cencierne« er Tidens mest afskyelige Frembringelse og
synes at være et Product af en eller anden Djævel.«
Kritikeren haaber aldrig igjen at faae en Bog at see, der er saaledes »stemplet med Besmittelse, Ugudelighed og
Infami«.
Denne Modstand nedslog Shelley. Han mente denne Gang at
have gjort sit Bedste. Ikke at han forknyttedes, men han tabte Lysten til at
producere. Hans to sidste Leveaar ere blottede for større Arbeider. Han
skriver i November 1820: »Sikkert nok kan den Modtagelse,
Publicum giver mig, dæmpe enhver Mands Enthusiasme.« Hans
sidste Breve vrimle af Udtalelser om Kritiken:
April 1819: »Hvad Kritikerne angaaer, saa antager jeg, at
det ikke er Andet end Skjældsord, og de ere ikke følte eller ærlige nok til
at more mig.«
Marts 1820: »Hvis nogen af Kritikerne skjælde mig ud, saa
klip det ud og send mig det. Hvis de rose, behøver Du ikke at gjøre Dig
Uleilighed. Jeg skammer mig ved den Tanke, at jeg kunde fortjene det Sidste
af dem. Jeg smigrer mig med, at det Første kun er en skyldig Tribut.«
I 1821 er det, at han skriver Digtet over Keats med det
frygtelige Udfald mod den Kritiker, som mentes at have
dræbt ham: »Hed Skam skal hemmeligt
brænde dit Bryn, og Du skal skjælve som en banket Hund!«
Juni 1821: »Jeg hører at Skjældsordene mod mig overgaae
alle Grændser. Jeg beder Dig, hvis Du finder en eller anden særligt
krænkende Artikel, at sende mig den. Hidtil har jeg leet deraf. Men vee de
Slyngler, hvis de engang skulde bringe mig ud af Ligevægt. Jeg har opdaget,
at min Bagvasker i »Quarterly
Review« er den velærværdige Mr.
Milman. Præster have deres
Privilegium.«
August
1821
I821
: »Jeg skriver Intet og vil sandsynligvis ikke skrive
mere.«
Naar Byron paa denne Maade blev tirret af sine Fjender,
da standsede han et Øieblik i sit Arbeide og viste dem Løvens Klo. Med
Shelley var det anderledes. Hvad der i hans
»Peter Bell den 3die« findes mod Kritikerne er en overgiven
Spøg i Sammenligning med Byrons blodige Haan mod
Southey og de Andre. Saa tidt han optraadte,
vrimlede det litterære Krapyl og Kryb under hans Fod. De
saarede hans Hæl. Han kunde ikke knuse deres Hoved. Thi
saadanne Kreaturer have, som
Swinburne har sagt, altfor lidt Hoved til at man
kan skjælne og knuse det. Byron
havde desuden i Europa erhvervet sig Venner og Beundrere i
Tusindtal ved sin Poesi; han delte Parnasset med
Goethe, han havde begyndt at stemple Kontinentet med
sin Aands Præg. Shelley var altfor langt forud for sin Samtid. En Fører, der
gaaer 20 Skridt forud, drager endnu Flokken efter sig; men er han 1000
Skridt forud for de Andre, da see og følge de ham ikke, og den første den
bedste litterære Krybskytte kan ustraffet skyde ham ned fra et Baghold.
Moore var et Talent og virkede som saadant.
Shelley var intet Talent, hverken lidet eller
stort, men en Genius, Sangens egen Genius, med al Geniets Kraft, men tillige
med Geniets hele Mangel paa Virkelighedssands; han var udseet til endnu 50
Aar efter sin Død at beherske Englands yngre Digterslægt, men han opnaaede
ikke Tyvendedelen af den kun talentfulde Moores
Indflydelse paa sin Samtid. Byron var Individualitetens
Digter som Ingen før ham og som saadan i høi Grad selvisk; Fordom og
Forfængelighed kunde ikke helt udbrændes af ham uden at ædle Dele vilde
lide. Uforfængelig og uselvisk som Shelley var, gik han
ubetinget op i sine Idealer; han udfoldede sit Selv til det omspændte
Verdensaltet; men hvad der var en rent ideal Dyd hos ham som Menneske,
betingede og medførte en skjæbnesvanger Mangel i hans Poesi, i ethvert
Tilfælde i den Gruppe af Poesier, han frembragte i sit altfor korte Livs
første Periode. Den saa fuldkomment uselviske Digter manglede
længe al Selvbegrændsning. En skjærpet Formsands for den store Composition i
dens Helhed var ham i mange Aar negtet. Da han begyndte som Digter, snublede
han derfor over Tærskelen og der skal mere end Geni til at bringe en saadan
Indtræden iglemme hos Læseverdenen. Hans »Revolt of Islam« var
med alle sine skjønne Enkeltheder ubestemt og vag, abstract og metaphysisk.
Den var med sine skyggelignende blodløse Skikkelser fremfor Alt saa bred og
lang, at det blev en Opgave at læse Digtet til Ende, og en Opgave, som kun
løstes af Faa. Lige til Shelley skrev »The
Cenci« synes han at have manglet enhver Sands for den uendelige
Tiltrækning og den uendelige Værdi, som det Individuelle har.
Selv Prometheus og Asia mangle i deres Egenskab af Typer enhver
Gnist af Individualitet, deres Navne ere kun Overskrifter over den
skjønneste Lyrik, England nogensinde har frembragt. Hvor tydeligt »The
Cenci« end viser, at Shelley vilde have
kunnet indvinde Alt, hvad der i denne Henseende fattedes ham, saa reves han
dog bort, før han naaede til at indløse de rige Løfter, han havde givet, og
før Samtiden havde faaet Øinene op for hvad den i ham besad. Og skjøndt hans
mindre lyriske Stykker efter min og Manges Overbevisning overgaae Alt, hvad
dette Aarhundrede har skabt i lyrisk Form, saa kunde dog heller ikke disse Digte paavirke Tidsalderen, da de bedste af dem end ikke bleve trykte i Shelley’s
Levetid.
Saaledes kunde da han saa lidet som Moore og
Landor udføre den Bevidsthedsrevolution, som Europa
trængte til og ventede paa. Der udfordredes en Digter, der var lige saa
individuel som Shelley kosmisk, ligesaa lidenskabelig
som Shelley ideal, ligesaa skjærende satirisk som
Shelley harmonisk og gratiøs til at udrette det
grove og herkuliske Arbeide at rydde op i Europas politiske og religiøse
Bevidsthed, vække de Sovende og støde de Triumpherende ned i Latterdybet.
Der udfordredes en Aand, som i lige Grad kunde vinde Tidsalderens Interesse
ved sine Laster og Dyder, sine Fortrin og Feil.
Shelley’s Instrument var en ædel Violin; det var en
Lur, som behøvedes til at rense Luften og give Kampsignalet.
Hvad der endnu staaer tilbage at fortælle om Shelley’s
Liv er kun lidet: Hans sidste Reise fra Livorno til
Lerici, da han overfaldtes af den uforudsete
Storm, og hvorfra han aldrig kom levende iland – de lange Dage,
hans Hustru tilbragte i frygtelig Angst, søgende
ham langs ad den italienske Kyst – saa Fundet af det ukjendelige Lig. En
Forordning bestemte, at Alt, hvad der kastedes iland paa Kysten, skulde
brændes. Byron benyttede sig heraf til at give
Shelley en græsk og hedensk Ligfærd
overensstemmende med hans Charakter. Paa Baalet strøedes
Røgelse, Vin, Salt, Olie som i det gamle Hellas. Det
var en skjøn Dag og et pragtfuldt Skue – det rolige Hav og
Apenninerne i Baggrunden. En lille Fugl kredsede
om Baalet og var ikke til at jage bort. Flammen steg høi og gylden. Legemet
fortæredes, men til Alles Forundring forblev Hjertet helt, og
Trelawny snappede denne Reliquie bort fra den
glødende Ovn og forbrændte sin Haand derved. Asken nedlagdes nær
Cestius’s Pyramide i Rom,
hvor Shelley havde fundet det saa skjønt at hvile.
Den Mand, der havde overgivet hans Legeme til Ilden, overtog hans aandelige
Arv. Vi have mødt hans Navn paa hver Side af Tidens Historie. Vi see ham
forberedt af Wordsworth, Coleridge
og Scott, hadet af Southey,
misforstaaet af Landor, elsket af
Moore, beundret, paavirket og besunget af
Shelley: Han spiller en Rolle i Alles Liv. I
Virkeligheden er det ham som giver Tidsalderens poetiske Litteratur dens
endelige og afgjørende Præg.
16. Byron. Den individuelle lidenskabelighed (1)
XVI.
Naar man træder ind i
Thorvaldsens Museum, er det første
Billedværk, man har paa sin høire Haand, en Marmorbuste, som forestiller en
smuk ung Mand med fine og ædle Træk og med krøllet Haar,
Busten af Lord Byron. Man forefinder den samme Buste i
Gibs i Salen Nr. XII og den Portraitstatue, hvortil den efter
Byrons Død blev benyttet i Salen Nr. XIII. Stiller
man sig foran Gibsbusten, der uden Sammenligning siger mest, vil det første
Indtryk være det af elegant og fornem Skjønhed; i næste Øieblik vil man
sikkert gribes af det Udtryk af Liv, der er udbredt over den og som nærmest
bestaaer i en urolig Zitren over Panden, som kunde der lægge sig Skyer over
den og Lyn udgaae fra disse Skyer, og i noget Voldsomt ved Bryn og Blik.
Denne Pande har Uimodstaaelighedens Præg.
Naar man betænker Afstanden mellem Thorvaldsens og
Byrons Naturer, naar man erindrer, at
Thorvaldsen sikkert aldrig har læst en Linie af den
engelske Digter, og naar man tilmed veed, at Byron ikke
viste sig fra sin fordelagtigste Side for Thorvaldsen,
maa man høilig beundre Resultatet af hint Møde mellem de to
store Mænd. Busten giver om end nødvendigvis en svag og
meget ufuldstændig, dog en sand og skjøn Forestilling om en Hovedside af
Byrons Charakter, der laa
Thorvaldsen uendelig fjernt. Det Omraade, paa
hvilket han er størst, er Idyllens; vil han fremstille
Alexanders Indtog i
Babylon, lykkes Hyrderne, Faarene,
Fiskeren, Børnene, Kvinderne, det hele festlige Optog ham bedre end Helten
selv; thi det Heroiske er ikke i samme Grad hans Sag; hvor
meget mindre da det krigerske Naturel i den sammensatte og moderne Form
deraf, man har betegnet som dæmonisk! Og dog har han anet
Byron. Han har i Busten (ikke i
Statuen) sat ham et Mindesmærke, der skjøndt det hverken tilfredsstillede
Grevinde Guiccioli eller Thomas
Moore, dog er saavel Digteren som
Kunstneren værdigt. Ifald han havde kjendt Byron
personligt, vilde Værket formodentlig være blevet endnu fortrinligere, have
havt et Træk af det Aabne og Sympathetiske, der har slaaet Enhver, som
kjendte Byron nøie. Dette kom nu ikke frem. Men det
lykkedes den danske Kunstner bag det mørke Udtryk, som han antog for
paataget, at trænge ind til det virkelige, dybt originale Stempel af Smerte,
Uro, Geni, ædel og frygtelig Kraft.
Det er sikkert nok denne Byron,
Byron, som man kjendte ham fra Museet, med hvilken
den yngre Slægt i Danmark er voxet op. Men med Billedet fulgte tillige
haardnakket Anekdoten om Besøget i
Thorvaldsens Værksted og dennes Udbrud: »Han vilde
nu engang være saa ulykkelig«,*)Thiele: »Thorvaldsen i Rom« I,
342. og man undrede sig uvilkaarligt over at en saa stor Mand ikke
skulde være fuldstændigt naturlig. Saaledes kom vi fra først af i et skjævt
eller usikkert Forhold til Byron. Og i de 50 Aar, der ere hengaaede siden den store Digters Død er Slægten
kommet i et lignende fremmed Forhold til ham. Han er saa langt fra at være
vore Dages Helt. Hvad der endnu langt mere end hans poetiske Storhed bragte
vore Bedstefædre og Bedstemødre til at sværme for ham, det har netop stødt
den nulevende Generation tilbage fra ham, Legenden om ham, den hele
Tradition, hvormed hans Historie er overgroet og som forhindrer os fra at
see den, Theaterhelten i ham, hvis Halstørklædes Knude var Mønster,
Romanhelten, der ikke kunde skille sig fra sine Pistoler, og hvis
Elskovseventyr bleve ligesaa navnkundige som hans Vers, endelig
Aristokraten, hvis høie Rang var ham selv saa værdifuld, men hvis Titel ikke
længer virker imponerende paa en mere demokratisk Efterslægt. Vor praktiske
og positive Tidsalder ringeagter den Figur som Byron
snart satte sin Ære i at være, snart i Virkeligheden var: Dilettanten. Det
var ham en Æressag at drive sin Kunst som Amateur og Dilettant. I Fortalen
til sine første Poesier
bemærker den unge Digter, at hans Stilling og hans
Bestræbelser gjøre det høist usandsynligt, at han nogensinde paany vil gribe
Pennen. I April 1814 beslutter han paa Høiden af den
Hæder, hans første poetiske Fortællinger have skaffet ham,
aldrig mere at skrive Poesi og at undertrykke Alt, hvad han allerede havde
forfattet. En Maaned efter digter han »Lara«, og
da Jeffrey har kaldt Heltens Charakter altfor
udarbeidet, skriver han (i et Brev fra 1822): »Hvad mene Kritikerne med udarbeidet? »Lara«
skrev jeg, mens jeg klædte mig af, naar jeg kom hjem fra Baller og
Maskerader i det Svirens Aar 1814.« Man føler, at han
udtrykkeligt betoner den skjødesløse Productionsmaade og den Planløshed, den
har til Følge, fordi han fremfor Alt vil være Verdensmand og ikke Digter af
Fag, men hvad hans Geni forbød ham at være: Dilettant i Poesien. Og som han
nu med Vold og Magt vilde være Dilettant paa et Omraade, hvor han aldrig
kunde blive det, men hvor det nutildags undertiden støder os tilbage, at han
ikke i høiere Grad respecterede sit Kald, saaledes var han omvendt
uomtvistelig Dilettant paa et Felt, hvor han selv paa ingen Maade vilde være
det, som Politiker nemlig. Hvor megen praktisk Sands han end, saa snart det
kom til politisk Handling, altid lagde for Dagen, var hans Politik dog i sin
Grund Følelses- og Eventyrerpolitik, hvad enten han deltog i
Sammensværgelser som Carbonari i Ravenna, eller som
Feltherre stod i Spidsen for Missolunghi’s
Sulioter. Byrons
første Handling, da han besluttede at gaae til Grækenland var at lade gjøre
forgyldte Hjelme til sig og sine Venner med sin adelige
Devise som Indskrift. Vore Dages Politiker er den, som
lægger bestemte Planer, fastholder og udvikler dem Aar efter
Aar og som endelig udfører dem haardnakket og hensynsløst uden Heltens
Apparat, men med Heltens Fasthed.
Endelig har den hele Række af Byrons Beundrere og
Efterlignere trængt sig frem imellem ham og os, fordunklet Billedet og
blandet Indtrykket af den store Afdøde. Man har paaduttet ham deres
Egenskaber og tillagt ham Skylden for deres Feil. Da Reactionen i
Litteraturen indtraadte mod dem, der havde forstaaet ham halvt og slet, mod
de Sønderrevne, de Blaserte og Interessante, saa førte den efterhaanden til,
at det store Navn blev skudt tilside med alle de mindre, som fortrængtes.
Det havde fortjent en bedre Lod.
George Gordon Byron fødtes den
22.
22
22de
Januar 1788 af en lidenskabelig og ulykkelig
Moder, der kort iforveien havde forladt en raa og
hensynsløs Mand. Denne Mand, Capitain Byron ved Navn,
der som Gardeofficier nogen Tid havde gjort Tjeneste i Amerika, havde
allerede i sin Ungdom ved sit vilde Liv gjort sig almindelig kjendt under
Navnet den gale Jack Byron; han blev retslig anklaget, da han bortførte
Marquis’en af Carmarthens
Hustru; Processen endte med Skilsmisse; han ægtede
Marquisen, satte hendes Formue overstyr og
behandlede hende saa slet, at hun faa Aar efter døde af Græmmelse. Med sin
lille Datter Augusta reiste han saa tilbage til England
og giftede sig udelukkende af pekuniære Hensyn med en rig
skotsk Arving Miss Catharina Gordon, der blev Moder til
det Barn, hvis Ry endnu beskjæftiger Verden. Strax efter Brylluppet begyndte
Capitain Byron at valte med sin anden Hustrus
Formue som med sin førstes, og i Løbet af et Aar havde han bragt den ned fra
24000 Pund til 3000. Hun forlod ham i Frankrig og fødte i
London sit eneste Barn. Ved Fødselen blev Barnets
Fod forvredet eller beskadiget.
To Aar efter drog Moderen med sit Barn til Aberdeen i
Skotland, hvorhen Capitain Byron i det Haab at pumpe
Penge af sin Hustru under en Pause i sine Udsvævelser fulgte dem.
Mrs. Byron optog ham nogen Tid godmodigt i sit Hus,
senere vedblev han endnu længe at besøge hende, indtil han for at undgaae
sine Creditorer vendte tilbage til Frankrig, hvor han kort efter døde. Da
Efterretningen om hans Død naaede til hans Hustru, der
aldrig havde ophørt at elske ham, udbrød hun i saa lidenskabelige
Klageskrig, at de hørtes over hele Gaden. Kun i forskjellig Form og Grad
findes da hos begge Byrons Forældre som fælles
Charaktertræk en stærk Lidenskabelighed, forenet med en stor Mangel paa
Selvbeherskelse. Og gaaer man tilbage opefter i begge Slægter finder man
samme Træk, i Moderens Familie som Selvmords- og Forgiftningsforsøg, i
Faderens snart under Form af heltemodig Forvovenhed, snart i Skikkelse af
vild Brutalitet. Byrons Bedstefader paa
fædrene Side, Admiral John Byron, almindelig kaldt
»hardy Byron«, den kjække, deltog i Søkrig mod Spanierne og Franskmændene,
gjorde Opdagelsesreiser i Sydhavet, seilede Jorden rundt og oplevede Farer,
Eventyr og Skibbrud uden Tal; den Eiendommelighed, at han aldrig kunde gjøre
nogen Reise uden at overfaldes af heftige Storme, skaffede ham hos
Matroserne Tilnavnet »Foulweather-Jack«. Byron
sammenligner sin Skjæbne med hans. Hos Digterens Grandonkel
William træder Slægtmærket uhyggeligst frem. Han
var en udsvævende Slagsbroder, hvis Livs afgjørende Begivenhed var den, at
han efter en Trætte dræbte sin Nabo Mr. Chaworth i en
Duel uden Secundanter. Kun som Pair af
England undgik han at blive dømt for Mord, og levede skyet som en Spedalsk
paa sin Eiendom Newstead. Hans
Omgivelser hadede ham; hans Hustru skilte sig fra ham;
Egnens Overtro fortalte de urimeligste Mordhistorier om ham.
Uroligt Blod havde Digteren da i sine Aarer. Men dette urolige Blod var
tillige høiadeligt Blod. Paa mødrene Side var han beslægtet med Stuarterne og kunde føre sin Familie
tilbage til Kong Jacob den anden; paa fædrene Side
nedstammede han – dog med et enkelt illegitimt Led i Stamtræet, en
Omstændighed, Byron selv aldrig nævner – fra en gammel
normannisk Adelsslægt, hvis ældste bekjendte Ahne Radulphus de
Burun deltog i Englands normanniske Erobring.
Og da den nysnævnte Grandonkel mistede sin eneste
Søn og i 1794 sin eneste
Sønnesøn, var der al Udsigt til at hans Eiendom
Newstead og med den hans Pairstitel og Pairsrettigheder vilde
tilfalde det lille Barn, som han aldrig havde seet, men som han pleiede at
kalde »den lamme Dreng, der boer i Aberdeen.«
Den lille lamme Dreng voxede da ogsaa op med denne Udsigt for Øie. Stolt og
umedgjørlig var han af Natur. Da han en Dag som ganske lille fik Skjænd,
fordi han havde plettet sin nye Bluse, svarede han intet Ord, men bleg som
Døden greb han sig med begge Hænder foran i Brystet, og rev i et af sine
(senere ikke sjeldne) Anfald af stumt Raseri Blusen i Stykker fra øverst til
nederst. Moderens Opdragelse var af den Art, at hun
snart overøste Barnet med Skjældsord, snart med de heftigste Kjærtegn, snart
lod det høre ilde for den Uret, dets Fader havde gjort
mod hende, snart endog for dets Legemsfeil. Hun har saaledes sin Del af
Skylden for, at denne Legemsfeil strax kastede en mørk Skygge over den lille
Geordie’s Sind; han hørte sig kaldt Krøbling af sin
Moders Læber. Ved orthopædiske Maskiner og Bandager
havde man forværret Ondet; Foden smertede og den stolte lille Dreng anvendte
al sin Villieskraft paa at skjule denne Smerte og Besværligheden ved Gangen.
Undertiden taalte han ingen Hentydning til sin Vanførhed,
undertiden kaldte han sig selv med bitter Humor for Klumpfod.
Uden at vise nogen Skoleflid kastede Drengen sig, saasnart han kunde læse,
over historiske Bøger, dog især over Reisebeskrivelser; Grunden til hans
Længsel efter Østerland blev paa denne Maade lagt i hans allerførste Aar.
Han siger selv, at han ikke 10 Aar gammel havde læst
mere end sex store Værker over Tyrkiet, desuden Reiser og arabiske
Eventyr. Hans Yndlingsroman som lille Dreng var
»Zeluco« af John Moore, hvis Helt ved
Moderens slette Opdragelse efter Faderens Død bringes til at hengive sig til
ethvert Lune, og hvis Temperament tilsidst bliver »saa
fængeligt som Krudt«. Barnet saae sig i Speil i denne om
William Lovell mindende Romanhelt.
Blandt de Egenskaber, der skulde spille en afgjørende Rolle i Digterens Liv
viste den lidenskabelige Tiltrækning til det andet Kjøn sig allerede hos
Barnet. Kun fem Aar gammel blev han saa heftigt forelsket i en lille Pige,
Mary Duff, at han, da han 11 Aar efter erfarede
hendes Giftermaal, blev som lynslagen ved Efterretningen.
Til Stoltheden, Lidenskabeligheden, Melancholien og den phantastiske
Reiselængsel kom som det afgjørende Charaktertræk en brændende
Sandhedskærlighed, en naiv Oprigtighed, der alt som Barn gjorde sig
gjældende hos den, hvem den Lod var forbeholdt som Mand at optage Kampen med Samfundshykleriet i Europa. Hans Trods var kun en af
Formerne for hans Sandhedskærlighed. En Anekdote fra hans Barndom viser,
hvor tidligt Sandheden brændte ham som en Glød paa Tungen. Da Tjenestepigen
en Dag havde taget Barnet med i Theatret for at see
Shakespeare’s »Taming of a shrew«, og
man var kommen til det Sted, hvor Catharina siger »Det er jo
Maanen«, og Petruchio for at tæmme hende svarer »Hvor
Du lyver! det er jo den kjære Sol«, sprang den lille
Geordie indigneret over denne Usandhed op og raabte
til Skuespilleren: »Og jeg siger Dem, Sir, at det er dog
Maanen.«
Da George var 10 Aar gammel, døde hans Grandonkel.
Barnets første Bevægelse var at løbe ind til sin Moder
og spørge om hun ingen Forandring kunde bemærke paa ham, siden han var
bleven Lord. Da næste Morgen Eleverne i Skolen bleve raabte op og hans Navn
under hans Kammeraters Jubel blev ledsaget af Titelen Dominus, var
Indtrykket saa dybt, at han brast ud i Taarer og ikke kunde faae det
sædvanlige Svar »Adsum« over sine Læber.
Hans heftigste Glæder vare tidligst og længe Forfængelighedens Triumpher.
Men for at forstaae denne Sindsbevægelse maa man erindre, hvad
Lordværdigheden i England betød og betyder. Adelige i streng Forstand ere i
dette Land ikke mere end omtrent 400 Personer, altsaa omtrent saamange som
der er Fyrster i Tydskland, og Lorden, der i sit Baroni er
udrustet med en næsten uindskrænket politisk og social Indflydelse, ansees
neppe ringere end en regjerende Fyrste, og i Almindelighed svarer hans
Rigdom til hans Rang; dette var dog her ikke Tilfældet; thi
Byron var formueløs og Newstead
Abbedi forfaldent og dybt forgjældet.
I Efteraaret 1798 begav Mrs. Byron sig
paa Reisen til Newstead med sin lille
Søn. Da de kom til Bomhuset foran Newstead, lod Moderen som om hun
ikke kjendte Stedet og spurgte Konen ved Bommen, hvem Parken og Slottet
tilhørte. Konen svarte, at den sidste Eier af Abbediet
var død for nogle Maaneder siden. – Og hvem er hans Arving? spurgte hun i
sin Lykke. – Det skal være en lille Dreng, som boer i
Aberdeen. – Da kunde Tjenestepigen ikke længer
holde sin Glæde tilbage. Hun kyssede den lille George,
som hun havde paa Skjødet og raabte triumpherende: »Og ham er det, og Gud
velsigne ham!«
1801 blev Drengen sat i Skole i Harrow, en af de store engelske
Nationalskoler, meget yndet af Aristokratiet. Undervisningen (i Græsk og
Latin) var tør og pedantisk og virkede ikke synderligt paa Byron, der gjerne
stod paa en spændt Fod med sine Lærere, medens han knyttede sværmeriske
Venskabsforbindelser med sine Kammerater. »Mine
Skolevenskaber,« siger han i sin Dagbog fra 1821,
»vare Lidenskaber; thi jeg var altid
voldsom.« Han var som Ven altid ædelmodig og helst
Beskytter. Da Peel, den senere Minister, en Dag blev
ubarmhjertigt pryglet af en større Dreng, hvis Fag han var, blev hans Plageaand af
Byron afbrudt med en Bøn om at turde faae Halvdelen
af de Kammeraten tiltænkte Slag. Da den lille Lord Gort
af en yngre Lærer var bleven brændt med et glødende Jern i Haanden til Straf
for at han havde ristet hans Franskbrød daarligt, og Drengen, da Sagen blev
undersøgt, haardnakket vægrede sig ved at nævne Gjerningsmanden, tilbød
Byron ham at blive Fag hos ham istedenfor hos Læreren med det Løfte, at
han saa ikke behøvede at frygte for Mishandling. »Jeg blev
hans Fag,« siger Lord
Gort (se Grevinde Guiccioli’s
Memoirer), »og var yderst lykkelig
over at have faaet saa god og ædelmodig en Herre, der bestandig forærede mig
Kager og Slikkerier og altid bar over med mine Feil.« Til
sin Yndlingsfag, Hertugen af
Dorset har Byron i sine »Hours of
idleness« henvendt smukke Vers til Erindring om Skolelivet.
Naar Byron i Ferietiden var hjemme, vedblev
Moderen sin ustyrlige Færd overfor ham, men
istedenfor at være bange for hende, kunde han ikke lade være at lee af den
lille tykke Kones Lidenskabelighed. Ikke nok med at hun slog Tallerkener og
Kopper i Stykker; stundom drev hun ogsaa Sønnen paa Flugt med
Ildrageren og Kniven.*)Forholdet mellem Moder og Søn er af
D’Israeli, Englands nuværende Førsteminister,
skildret i Romanen »Venetia« paa en saa sand og levende
Maade, at jeg med Forandring af de opdigtede Navne (Cadurcis, Plantagenet, Morpeth o. s. v.) til de rette anfører en sammentrængt
Scene af denne Bog. Vi tænke os en Formiddag paa Herresædet
Annesley i Nærheden af Newstead, da en Postvogn kommer
kjørende ind i Gaarden, ud af hvilken stiger en lille og meget før Dame
med et rødligt Ansigt og iført en Dragt, der paa en eiendommelig Maade
forener det Lurvede med det Spraglede. Hun er ledsaget af en Dreng paa
mellem 11 og 12 Aar, hvis Udseende i høi Grad danner Contrast til
Moderens: han er bleg og slank med langt lokket Haar og store lyse Øine,
hvis Glimt nu og da paa en behagelig Maade oplive et Ansigt, der i
Almindelighed har et sky og utilfreds Udtryk. Det er et første Besøg.
Man kommer ind træt og varm efter Kjørslen. En skrækkelig Reise! udbrød
Mrs. Byron, viftende sig, idet hun tog Plads,
og i den Grad hed! George, min Skat, buk for Fruen;
har jeg ikke altid sagt dig, at du skulde bukke, naar du kom ind i en
Stue? Buk for Mrs. Chaworth! – Drengen gav et Slags
fortrædeligt Nik; men Mrs. Chaworth tog saa
hjerteligt imod ham, at hans Træk opklaredes en Smule, skjøndt han
forholdt sig ganske taus og sad paa Randen af sin Stol som et Billede
paa haardnakket Ligegyldighed. – En yndig Egn, Mrs.
Chaworth, sagde Mrs. Byron […]
Annesley er et deiligt Sted, meget
forskjelligt fra Abbediet, men skrækkeligt ensomt er her. Det er en stor
Forandring for os, der komme fra en lille By og alle vore venlige
Naboer. Meget forskjelligt fra Dulwich – er det
ikke, George? – Jeg hader Dulwich, sagde Drengen.
– Hade Dulwich, raabte Mrs.
Byron, naa det maa jeg kalde Utaknemmelighed mod alle de
kjære Venner. Desuden, George, har jeg ikke sagt
dig, at du ikke maa hade Nogen? Aa De troer ikke, Mrs.
Chaworth, hvad Møie det koster at opdrage det Barn, men
naar han vil, kan han være saa artig som Nogen. Kan du ikke,
George? – Lord Byron
smilte haanligt, satte sig helt tilbage i den dybe Stol og svingede frem
og tilbage med sine Fødder, der ikke mere naaede Gulvet. – Jeg er sikker
paa, at Lord Byron altid er artig, sagde
Mrs. Chaworth. – Naa,
George, sagde Mrs. Byron,
hør blot hvad der blev sagt. Hør hvad Mrs. Chaworth
siger. Pas nu paa aldrig at give Fruen Anledning til at skifte Mening. –
George krummede sin Læbe og vendte halvveis
Ryggen til Selskabet. – George, min Skat, sig
Noget! Har jeg ikke altid sagt dig, at naar du var ude i Besøg, skulde
du nu og da lukke Munden op. Jeg holder ikke af snakkesalige Børn, men
jeg holder af Børn, der svare, naar der bliver talt til dem. – Ingen har
talt til mig, sagde Lord Byron i en tvær Tone. –
George, min Skat, du veed, du lovede mig at
være artig! – Hvad har jeg da gjort? – Lord Byron,
sagde Mrs. Chaworth afbrydende, holder De ikke af
at see Billeder? – Nei mange Tak, sagde den lille Lord i en mere høflig
Tone, jeg holder af, at man lader mig i Fred. – De maa ikke, bedste
Mrs. Chaworth, bedømme ham efter som De seer
ham nu. Han kan være saa rar, naar han vil. – Rar! mumlede den lille
Lord mellem Tænderne. – Hvis De blot havde seet ham i
Dulwich af og til i et lille Theselskab, han
var ligefrem Selskabets Perle. – Nei, jeg var ikke, sagde Lord
Byron. – George, sagde hans
Moder igjen i en høitidelig Tone, har jeg ikke
altid sagt dig, at du ikke maa sige imod? – Den lille Lord hengav sig
til en undertrykt Brummen. – Man spilte en lille Comoedie sidste Jul, og
han spilte ganske deiligt. Nu skulde De ikke troe det efter den Maade,
hvorpaa han sidder paa sin Stol. George, min Skat,
jeg fordrer, at du er artig. Sid som en Mand! – Jeg er ingen Mand, sagde
Lord Byron, jeg vilde ønske, jeg var. –
George, sagde Moderen, har
jeg ikke altid sagt dig, at du ikke maa svare mig? det passer sig ikke
for Børn at svare […] George, kan du høre hvad jeg
siger, raabte Mrs. Byron med et Ansigt saa rødt som
Skarlagen. – Alle Mennesker kan høre, hvad De siger, Mrs.
Byron, sagde den lille Lord. – Kald mig ikke
Mrs. Byron, det er ikke Maaden at tale til sin
Moder paa, jeg vil ikke kaldes Mrs. Byron af dig.
Jeg har næsten Lyst til at reise mig og give dig et godt Dunk. O
Mrs. Chaworth, sukkede hun, og en Taare
trillede ned ad hendes Kind. Vidste De hvad det vil sige, at opdrage det
Barn! – Kjære Frue, sagde Mrs. Chaworth, jeg er vis
paa, at Lord Byron ikke har andet Ønske end at
gjøre, hvad De helst vil have. De har vist misforstaaet ham. – Ja hun
misforstaaer mig altid, sagde den lille Lord i en blødere Tone og med
vaade Øine. – Saa, nu begynder han, sagde hans
Moder og begyndte selv at græde paa det
Forskrækkeligste, da i det Samme Erindringen om al hans Uartighed paany
dukkede op i hendes Bevidsthed og hun foer op for at gribe til sin
sædvanlige sidste Tilflugt: at give ham et godt Dunk. Hendes behændige
Søn, der var vant til disse Storme, undløb, stillede en Stol foran sin
Moder, hvorover hun nær var falden, og nu løb
de rundt om Stuen. I sin Fortvivlelse snappede hun en Bog og vilde kaste
den i Hovedet paa ham, men med et satanisk Smil bøiede han Hovedet, saa
Bogen fløi ud gjennem en Rude. Hun gjorde endnu et desperat Angreb og i
sin Forskrækkelse frelste den lille Lord sig kun ved at hvirvle
Mrs. Chaworth’s Sybord hen foran hende. Saa
faldt hun over Bordbenet og fik et hysterisk Anfald, medens
Lord Byron stod bleg og trodsig i en
Krog.
Tænker man sig, at efter en Scene af denne Art en ung
guldhaaret Pige traadte ind af Døren og med et Blik formildede
den trodsige Dreng, saa har man en Situation, som sikkert ofte er indtraadt
paa Annesley hos Familien Chaworth (Slægtninge af den
Mand, hvem Byrons
Grandonkel havde dræbt i Duel), naar
Moder og Søn vare der i Besøg
og Husets unge Datter Mary Ann Chaworth et Øieblik lod
sine Øine hvile paa George. Hun var 17 Aar gammel, da
Byron var 15. Han elskede hende
lidenskabeligt og skinsygt. Paa Ballerne, hvor hun glimrede, maatte han, der
ved sin Lamhed var forhindret fra at dandse, med kvalfulde Blikke see hende
i de Andres Arme. En Aften hørte han endelig, hvorledes hun til Kammerpigen,
som bragte Talen paa Byron og hans Udsigter, sagde:
»Troer Du, jeg bryder mig noget om den
lamme Dreng?« – han slugte Smerten og trak sig tilbage.
13 Aar senere skrev han under strømmende Taarer i [Villa Diodati](n5715) ved
Genfersøen Digtet »Drømmen«, som
behandler dette Forhold – oversat paa Dansk af Poul
Møller – og som leverer Beviset for, hvor dybt denne
Ungdomsskufffelse gik ham til Hjerte.*)Høist
charakteristisk for Moderen er den Maade, hvorpaa
hun to Aar efter at Byron havde maattet opgive sine
Forhaabninger, meddelte ham, at Mary Chaworth var
bleven gift. Hun fik Efterretningen, da hun netop havde Besøg.
Byron! raabte hun, jeg har en Nyhed til Dig. –
Godt, hvad er det? – Hent først et Lommetørklæde, du vil faae Brug for
det. – Byron gjorde det. Da
Moderen saa fortalte ham, at Miss
Chaworth var bleven gift, stak han hurtigt Lommetørklædet
i Lommen og sagde med tvungen Ligegyldighed og Kulde: Er det det Hele?,
medens en stærk Bleghed udbredte sig over hans Ansigt. Til
Moderens Bemærkning, at hun troede, han vilde
have sunket sammen af Sorg, tav han og ledede Samtalen over paa andre
Gjenstande. Jo mindre han kunde have en Fortrolig i
Moderen, des mere maatte han føle Drift til at
betroe Papiret sine Følelser og Sorger.
Forholdet mellem Moder og Søn blev
stedse unaturligere, altsom Byron med mere og mere
rolig Ironi mødte Moderens Anfald af Raseri. Det kom
til saadanne Scener, at Moder og
Søn engang hver for sig samme Aften sendte Bud til
Apotheket med den Anmodning, at hvis den anden Part skulde forlange Gift, der da maatte blive udleveret en uskadelig Mixtur istedenfor.
Have de truet hinanden med Selvmord? Det er med en trist Humor, at den unge
Byron i sine Breve taler om de Udflugter, ved
hvilke han nu og da frigjør sig for Scenerne i Hjemmet, Udflugter, om hvilke
han ikke lader Nogen forudane det Ringeste, af Frygt, som han siger, »for det sædvanlige moderlige Krigshyl.«
I 1805 kom Byron til Universitetet i
Cambridge og tilbragte der sin Tid mindre med
Studiet af Universitetets Discipliner end med alle
mulige
urolige
Arter af Legemsøvelser, hvortil han allerede fra Barndommen af for at raade
Bod paa sin Legemsfeil havde hengivet sig med Iver. At ride, svømme, dykke,
skyde, boxe, spille Cricket og drikke, det var Færdigheder, som han satte
sin Ære i at tilegne sig til Fuldkommenhed. Dandy’en begyndte at spire i
ham, og i ungdommeligt Overmod morede han sig nu med at gjøre sine Udflugter
sammen med en kjøn ung Pige, der fulgte ham i Mandsklæder, snart som hans
Page, snart som hans yngre Broder, under hvilken sidste Benævnelse han var
kaad nok til at forestille hende for en fremmed Dame i Badestedet
Brighton. Newstead
Abbedy havde været leiet ud. Saasnart det blev ledigt,
flyttede Byron derind. Det var et virkeligt gammelt
gothisk Abbedi med Refectorium og Celler, grundet allerede i
1170 med Park og Sø og Ringmur og en gothisk Brønd i Gaarden. Her levede han
med sine Kammerater et af ungdommelig Trods mod alle Regler fremgaaet
Svirebroderliv, holdt i en Stil og stemplet af en Originalitetssyge, hvortil
genial Ungdom, der endnu ikke er bleven sig Opgaver og Formaal bevidst, saa
ofte i Historien er seet at forfalde. Man stod op Kl. 2 om Middagen,
fægtede, spillede Fjerboldt, skjød med Pistoler, og efter Bordet gik til den
gudfrygtige Omegns Forfærdelse en Hjerneskal fyldt med Burgunder rundt.
Byron havde, da hans Gartner tilfældigvis var
kommen til at opgrave et gammelt Munkekranie, i et Anfald af Lune ladet det
fatte i Sølv, og han og hans Venner fandt nu en drengeagtig Morskab i,
forklædte som Munke med Tonsurer, Kors, Rosenkrandse o. s. v. at benytte det
som Bæger.*)Den nuværende Eier af Newstead har af
religiøse Grunde ladet det begrave. Man maa dog ikke i dette
Træk alene ville see en ungdommelig Cynisme af den Art, som saa tidt f. Ex.
hos unge Medicinere kan forenes med megen Livslyst; en Charakter som
Byrons har sikkert følt en Art bitter Pirring i
under Drikkelaget at have et saadant Memento mori for Øie. I de
Linier, Byron har skrevet til denne
Drikkeskaal, hedder det, at Berøringen af Menneskelæber
altid maa være den Afdøde kjærere end Ormenes
Bid. Af altfor stor Freidighed udsprang hans
Extravagancer dog ikke. Han havde ikke blot den Tungsindighed, der hos
fremragende Naturer i den første Ungdom saa gjennemgaaende er en Følge af
med endnu uprøvede Evner og Kræfter at befinde sig Ansigt til Ansigt med
lutter Spørgsmaal; han havde den Melancholi, som hans særegne Naturanlæg,
hans Opdragelse, hans heftige Lidenskabelighed maatte medføre. Der fortælles
fra denne Periode af hans Liv et Par Anekdoter, hvorover hans Biographer
pleie at blive rørte. Den første angaaer hans Hund. Han
satte i 1808 paa sin Yndlingshunds Grav en høist misanthropisk
Indskrift, hvori han hævede den paa den samtlige
Menneskeheds Bekostning, og gjorde samtidigt et (senere tilbagetaget)
Testamente, hvori han fordrede at begraves ved Siden af denne Hund som hans
eneste Ven. Det andet Vidnesbyrd om hans Følelse af Forladthed er Maaden,
hvorpaa hans Fødselsdag 1809 blev feiret. Paa den Dag fyldte han sit
21de
21
Aar og blev efter de engelske Love myndig. Denne Dag betragtes ellers
efter engelsk Skik som den høieste Festdag; den feires i Adelsstanden med
Dands, Illumination, Fyrværkeri og Beværtning af alle Godsets Beboere.
Byron var saa fattig at han kun for Aagerrenter
formaaede at skaffe sig Penge til at lade den traditionelle hele Oxe stege
og give et Bal for sine Folk. Ingen Vognrække med høie Fremmede holdt den 22de Januar 1809 for Slottets Port, hverken
Moder, Søster,
Formynder eller Slægtninge indfandt sig, han
tilbragte Dagen paa et Hotel i London. I et af hans
Breve fra 1822 hedder det: »Har jeg nogensinde fortalt Dem,
at den Dag jeg blev myndig, spiste jeg til Middag Skinke og Æg og drak en
Flaske Ale dertil. Det er min Livret og Livdrik; men da jeg ikke kan taale
nogen af Delene, bevilliger jeg mig dem kun engang hvert 4de, 5te Aar paa
høie Festdage.« Det er selvfølgelig morsommere at være
rig end fattig, og mere smigrende for Selvfølelsen at blive lykønsket af
Slægt og Frænder end at føle sig hjemløs og ene, men i Sammenligning med de
Vanskeligheder og Afsavn og Ydmygelser, som enhver ung moderne Plebeier har
at kjæmpe med ved Begyndelsen af sin Bane, ere denne unge Patriciers
Gjenvordigheder dog virkelig for Intet at regne. De faae deres Betydning
derved, at de tidligt henviste Byron, der som
Aristokrat saa let kunde være gaaet op i Stands- og Slægtsfølelser, til de
Hjælpekilder alene, som den enkelte isolerede Personlighed besad.
Det var ingen af Datidens store politiske Begivenheder, intet Indtryk af
Begeistring eller Harme over de historiske Katastropher, hvorpaa Tiden var
saa rig, der udrev Byron af det regelløse og planløse
Liv paa Newstead. Saadanne Begivenheder
som Fox’es Død, som det for England saa
vanærende Bombardement af
Kjøbenhavn lode den Personlighed
urørt som Yngling, hvem enhver politisk Hændelse, Daad og Udaad, skulde
gjennembæve som Mand. Det var en privat litterær Gjenvordighed, der
frembragte det første Vendepunkt i hans Liv. Medens
Byron fra Sommeren 1806 til Sommeren 1807 boede i
den lille By Southwell, havde han udført sine første
poetiske Forsøg og hos de yngre Medlemmer af en borgerlig Gjenbofamilie,
Pigot ved Navn, fundet levende Deltagelse for disse. I Marts 1807 kom
Samlingen ud under Titlen »Hours of idleness«. Blandt disse
Digte er der intet meget betydeligt; de iblandt dem, som varsle om et
energisk Følelsesliv tabe sig i en lang Række Skoledrengepoesier, dels
Oversættelser og Efterligninger af de i Skolen læste klassiske Digtere og af
Ossian, dels sentimentale og
stilistisk umodne Venskabs- og Kjærlighedsdigte. Nogle faa angive os
Nulevende, der jo have let ved at være bagkloge, i tydelige Omrids
Byrons senere Personlighed og Stil; i Digtet
»To a lady« der er rettet til Mary
Chaworth findes et Par ægte Byronske Stropher:
If thou wert mine, had all been hush’d: –
This cheek now pale from early riot: –
With passions hectic ne’er had flush’d
But bloom’d in calm domestic quiet.
[…]
But now I seek for other joys:
To think would drive my soul to madness;
In
thoughtless
thougtless
throngs and empty noise
I conquer half my bosom’s sadness.
Men i Virkeligheden fortjente Digtene kun liden Opmærksomhed; og da de nu
vare forsynede med drengeagtige og smagløse Anmærkninger, udstyrede med en
fordringsfuld Fortale og paa Titelbladet bare Ordene »en
Mindreaarig« føiede til Forfatternavnet, var der i denne
Digtsamling Materiale nok, som kunde ægge til Spot og Satire. I Januar 1808
bragte da »Edinburgh Review«, Datidens
kritiske Høiesteret, en (
rimeligvis
en rimeligvis
af Lord Brougham forfattet) yderst haanlig
Kritik af disse Digte. »Mindreaarigheden,« hedder det heri,
»pranger paa Titelbladet, endog paa Bindet […] Var
Lord Byron bleven dømt til at præstere et Qvantum
Poesi og isteden derfor havde indleveret dette Bind, er det sandsynligt, at
Retten vilde have ladet Mindreaarigheden gjælde som Undskyldning. Men nu o.
s. v.« Og Kritikeren fortsætter: »Maaskee er Meningen den at tilraabe os: Se saaledes kan en Mindreaarig
skrive! dette Digt har sandt for Dyden et ungt Menneske paa 18 Aar
forfattet, og dette andet er af en ung Fyr paa 16! men langt fra at undre os
over, at et ungt Menneske gjør meget middelmaadige Vers, troe vi snarere, at
af ti velopdragne Drenge i England, gjøre de ni Vers og den tiende bedre Vers end Lord Byron […] Vi maa give ham
at betænke, at det at de sidste Stavelser rime sig og at Versefødderne ere
rigtigt talte paa Fingrene – Noget, de endda ikke altid er hos ham – ikke er
Indbegrebet af Alt, hvad der fordres af en Digter. En Smule Phantasi hører
ogsaa til […] o. s. v. o. s. v.« Artiklens Raad til
Byron er da det at opgive Poesien og anvende sine
Evner og sit Otium bedre. Som Henvendelse til Aarhundredets største engelske
Digter fra En, hvis Fag det var kritisk at prøve og vurdere Aanderne, var
Artiklen trods dens delvise Berettigelse unegteligt en grov Bêtise. Men for
Byron var den det Bedste, som kunde hænde ham. Den
slog ned i hans Sjæl som en Udfordring, den saarede hans Forfængelighed
dødeligt og vakte hvad der skulde overleve den: hans Stolthed. En Ven der kom til ham, lige efter at Tidsskriftet var
kommet ham i Hænde, forsikrer, at han havde et saa vidunderlig skjønt Udtryk
af Trods og Stolthed i sine Øine, at ingen Kunstner, der skulde fremstille
en krænket Guddom, havde kunnet finde en Model af mere frygtelig
Skjønhed. Overfor Omverdenen skjulte han, hvor bevæget
han var; i et Brev fra de Dage beklager han, at hans
Moder har taget sig Artiklen saa overordentlig nær,
erklærer, at den hverken har forstyrret hans Ro eller hans Appetit, og
bemærker kun, at disse Papirkugler have lært ham at staae for
Skud; men mere end ti Aar efter skriver
han: »Jeg husker endnu meget levende det
Indtryk Edinburgher Kritiken gjorde paa mig; det var Raseri og det Forsæt at
trodse og hævne mig, men ingenlunde Nedslaaethed eller
Fortvivlelse. En ubarmhjertig Kritik er
Gift for en begyndende Forfatter og denne slog mig til Jorden – men jeg
sprang op igjen […] fast bestemt paa at
gjøre deres [Ravneprophetier](n5716) tilskamme og
paa at det ikke skulde være sidste Gang de hørte fra
mig.« Saaledes kom da ude fra
Omverdenen af den Impuls, der for første Gang samlede den unge Mands
lidenskabelige og spredte Sjæleliv til een eneste Følelse og et enkelt
Forsæt. Med fast Beslutning og seig Udholdenhed satte han sig til at
arbeide, sov om Dagen, stod op efter Solnedgang for at have mere Ro og skrev
flere Maaneder itræk Nætterne igjennem indtil Morgenens Frembrud sin første
navnkundige Satire.
17. Byron. Den individuelle lidenskabelighed (2)
XVII.
Navnkundig er den og blev den med Rette; dog ikke paa Grund af dens Vid og
Lune, thi den har hverken Lune eller Vid, ikke heller paa Grund af det
Træffende i dens Udfald; thi den har næsten kun blinde Hug tilhøire og
tilvenstre, men paa Grund af den Kraft, den Selvfølelse, den uhørte
Dristighed, som ligger bag den og her fik Luft. Angrebene
havde for første Gang givet Byron et Sandseindtryk, der
snart skulde blive hans constante, den Følelse i hvilken han først helt fornam sig selv, og det var denne: Ene mod
Jer Alle! Denne Sandsefornemmelse var Livselixiren for ham som for
Historiens andre store stridbare Naturer. »Mig skulde man
kunne haane ustraffet! Mig troer man at kunne knuse! Mig som ene er stærkere
end dem Alle,« det er det Thema, som har sunget for hans
Øren, mens han skrev. Edinburgherne vare vante til, at naar de i en saadan
Recension sloge en lille Dusindigter til Jorden som en Flue, eller af Vaade
skjøde en stakkels lille Sangfugl ned, den Paagjældende da græmmede sig i
Stilhed, eller ydmyget gav sin egen mangelfulde Begavelse Skylden, saa at
Kritiken i ethvert Fald fulgtes af en dyb Taushed. Men nu vare de stødte paa
den, hvis uhyre Styrke og Svaghed det netop var aldrig at give sig selv
Skylden for en Vanskjæbne, men med Lidenskab at kaste den over paa Andre.
Ogsaa denne Gang fulgtes Kritiken af en halvandetaarig Taushed. Men da gik
det som der staaer i Victor Hugos Digt:
Tout à coup au milieu de ce silence morne
Qui monte et s’accroît de moment en moment
S’élève un formidable et long rugissement,
C’est le lion.*)
Hugo: »Les châtiments«. »La
caravane«.
Og Billedet er det rette. Thi denne ikke smukke, ikke gratiøse,
ikke vittige Satire er mere Brøl end Sang. Den Digter der har Nattergalens
Strube fryder sig, naar han første Gang hører, at hans Stemme har
Vellyd;*)
»Ret aldrig kan jeg glemme
Den allerførste Gang,
Da jeg min egen Stemme
Fik høre, at den sang.«
Chr.
Chr
Winther: »Til Een«, Nr.
139.
den grimme Ælling sporer sin
Svanenatur, da den kastes ud i sit Element; men
Løveungens Brøl overrasker den selv og lærer den, at den nu er voxet op til
Løve. Man søge da ikke i »English bards and scotch reviewers«
efter Kaardestød, givne med en fast og sikker Haand; disse Saar ere ikke
slagne af en Haand, men huggede af en Klo – dog ex ungve
leonem! Man søge ikke her om Kritik, Maadehold og
Fornuft; har det saarede Rovdyr Skjønsomhed og Takt, naar en Kugle, der
skulde dræbe det, kun har saaret det flygtigt? Nei Rovdyret seer sit eget
Blod flyde, der staaer Blod for dets Øine og det vil udgyde Blod til Hævn.
Det søger ikke heller den, som fyrede, alene; naar En af Skaren har saaret
den unge Løve, da ve Skaren! Alle Englands Digternotabiliteter,
de berømteste, de mest feirede, Enhver, der var vel anskreven i
»Edinburgh Review«, og Enhver, som skrev
deri, blive i denne Satire behandlede som Skoledrenge af en
tyveaarig Yngling, der nylig selv ikke havde været andet end Skoledreng. De
løbe Spidsrod, den ene efter den anden, engelske Poeter og skotske
Recensenter iflæng. Der forekommer her mangt et bidende Ord som ikke er sagt
hen i Luften. Det tomme Phantasteri i Southey’s
»Thalaba« og denne Forfatters unaturlige Productivitet, de
Beviser, Wordsworth’s Digte levere for Sandheden af
hans Lære, at Vers kun er Prosa,
Coleridge’s Ammestuebarnagtighed, og Lystenheden
hos Moore snærtes med Hidsighed og Haan. Paa
Scott’s »Marmion« gjøres et Angreb,
som minder om Aristophanes’s Invectiver mod
Euripides’s Helte. Men den store
Masse af disse Udfald ere dog saa uskjønsomme og ubesindige, at de i den
følgende Tid bragte deres Forfatter langt flere Ærgrelser end dem, hvem de
gjaldt. Byrons Formynder Lord
Carlisle, hvem »Hours of Idleness« nyligt havde
været dediceret, men som havde undslaaet sig for at indføre sin Myndling i
Parlamentet, Mænd som Scott,
Moore, Lord Holland, der senere
hørte til Byrons bedste Venner, vare her overfusede
uden Grund, ud fra rent urigtige Forudsætninger og med en colossal
Kritikløshed, der kun har sit Pendant i den forbausende Redebonhed, hvormed
Byron, saasnart han kom til bedre Indsigt, gjorde
Afbigt og søgte at udslette Virkningerne af sine gamle Vildfarelser. Han
stræbte nogle Aar senere forgjæves at bringe den engang trykte
Satire ud af Verden ved at tilintetgjøre dens femte Oplag helt.
Foreløbig gjorde den imidlertid stor Opsigt og skaffede sin Forfatter den
ønskede Opreisning.
Byron havde i Begyndelsen af 1809 taget Ophold i
London dels for at give sin Satire i Trykken,
dels for at indtage sit Sæde i Overhuset. Da han ingen havde, til hvem han
kunde henvende sig om Ledsagelse derind, maatte han mod Skik og Brug
introducere sig selv. Hans Ven Dallas har beskrevet
Scenen. Da Byron traadte ind, syntes
han at blive endnu blegere end sædvanligt, og hans Træk havde Udtrykket af
Krænkelse og Uvillie. Kantsleren, Lord Eldon gik ham
smilende imøde og sagde ham nogle forbindtlige Ord. Med et stivt Buk berørte
Byron til Svar Lord Eldons
udstrakte Haand med sine Fingerspidser. Da Kantsleren
saae sin Imødekommen saaledes forsmaaet, gik han tilbage til sit Sæde;
Byron kastede sig skjødesløst paa en af
Oppositionens tomme Bænke, blev der nogle faa Minutter, reiste sig og gik.
Han vilde blot markere sin Plads og vise, til hvilket Parti han hørte. »Nu
da jeg har indtaget mit Sæde,« sagde han til Dallas,
»vil jeg reise udenlands.« I Juni 1809
forlod han England.
Længe havde han – som han i et Brev til Moderen fra
1808 siger – følt »at hvo der kun har seet sit eget
Fædreland, aldrig kan bedømme Menneskene fra et friere eller
alment Standpunkt; thi,« siger han, »man lærer af
Erfaring ikke af Bøger; Intet er saa belærende som den sandselige
Betragtning af Gjenstanden selv.« Han reiste først til
Lissabon (Digtet »Huzza, Hodgson!«)
og Beskrivelsen af Cintra i første Sang af
»Childe Harold« stammer fra dette korte Ophold, saa
galoperede han med sin Ledsager Mr. Hobhouse til
Sevilla og besøgte derefter
Cadiz og Gibraltar. Intet
af Sevillas pragtfulde og historiske Mindesmærker
gjør noget Indtryk paa ham; men her som i Cadiz
optage Kvinderne ham ganske. Han er ungdommeligt smigret ved de Avancer der
gjøres ham af smukke spanske Damer og medtager fra
Sevilla som Reliquie en tre Fod lang Haarlok.
Gibraltar er ham som engelsk By selvfølgelig »et fordømt Sted«. Men saa uberørt som
han er af de historiske Minder, saa stærkt begynde nu Landenes politiske
Forhold at beskjæftige ham, og Spaniens til England sysselsætter ham først.
De to første Sange af »Childe Harold« vise at han kun havde
bitter Haan for Englands hele Udenrigspolitik; han spotter dets saakaldte Seir ved Madrid,
hvor Englænderne havde 5000 Faldne uden at tilføie de Franske nogen
væsentlig Skade og han er dristig nok til at kalde
Napoleon sin Helt. Fra Spanien
gik Reisen til Malta, hvis Fortidsminder, der senere henrykte den gamle syge
Walter Scott, atter lode ham fuldstændig kold. Den historisk-romantiske Sands fattedes ham ligesaa
fuldt som den romantiske Nationalfølelse. Hans poetiske Tanker og Længsler
dreiede sig hverken om Englands grønne Enge eller om Skotlands taagede
Højlande, men om Genfersøen i dens evige Farvepragt
og det græske Archipelagus. Ham sysselsatte ikke hans
Folks historiske Bedrifter, ikke Kampene mellem den røde og
hvide Rose, men Nutidens Politik og blandt
Fortidsminderne kun Erindringerne om de store Frihedskampe. De gamle Statuer
vare ham kun Sten, han fandt de levende Kvinder skjønnere end alle de antike
Gudinder (Pottemagerarbeide, som han kalder dem i
»Don Juan«), men han faldt i Tanker paa
Marathonmarken og har i begge sine Epopeer
forherliget den i udødelige Vers. Og da han i sit sidste Leveaar kom til
Ithaka viser han Førernes Tilbud om at see Øens
Monumenter tilbage med de Ord til Trelawny: »Jeg hader antiquarisk Vrøvl. Troe de Mennesker da, at jeg
ingen lyse Øieblikke har og er kommen til Grækenland for at sammensmøre
endnu flere Taabeligheder.« Den praktiske Frihedspathos
slugte tilsidst endog den poetiske hos ham. Med Byron
er den romantiske Sentimentalitet forbi, med ham oprinder den moderne Aand i
Poesien og derfor var han en Mand, der virkede ikke blot for sit Land, men
for Europa, og derfor er han en Sanger for dem, der tilhøre den Tid, hvori
de leve.
Paa Malta var Byron stærkt fængslet af en ung deilig
Dame, hvis Bekjendtskab han gjorde der, en Mrs. Spencer
Smith, som af politiske Grunde forfulgtes af
Napoleon, og der udviklede sig mellem ham og hende
et sværmerisk Venskab, der har efterladt sig Minder i en hel Række af
Byrons Poesier. (»Childe Harold« II,
30. »To Florence«. »Lines written in an Album«.
»Stanzas composed during a thunderstorm«. »Stanzas
written in passing the Ambrasian Gulf«). Fra Malta gik Reisen
gjennem Vestgrækenland til Albanien »vilde Mænds trodsige
Amme«, som han i »Childe Harold« kalder
Landet, hvor »Ulven streifer og Ørnen hvæsser sin Klo og
Mænd huse, der ere vildere end Ulv og Ørn.« Hvor
charakteristisk er det ikke for Byron, at hans første
Reise gjaldt Egne, der laa udenfor al Civilisation, og hvor Individualiteten
kunde udvikle sig frit uden Hensyn til
nogensomhelst
nogensomhelt
ændret ordlyd pga. omarbejdelse i B, SS, Fu og 1923-24
conventionel Skranke. Det var et Valgslægtskab som drog ham til disse
Naturscener og disse Mennesker. Det gik ham som den unge Mand i
Wordsworth’s »Ruth«:
Whatever in these climes he found
Irregular in sight or sound
Did to his mind impart
A kindred impulse, seemed allied
To his own powers and justified
The workings of his heart.
Han, der i lige Linie stammer ned fra
Rousseau, føler sig heftigt dragen til alle de i
»Naturtilstanden« levende Folk.*)Han har skildret Rousseau i en
Strophe, der synes skrevet om ham selv:
»Here, the self-torturing sophist, wild
Rousseau,
The apostle of affliction, he who threw
Enchantment over passion, and from woe
Wrung overwhelming eloquence, first drew
The breath, which made him wretched; yet he knew
How to make madness beautiful, and cast
O’er erring deeds and thoughts a heavenly hue
Of words, like sunbeams, dazzling as they pass’d
The eyes, which o’er them shed tears feelingly and
fast.«
»Childe Harold« III, 77.
Albaneserne ere næsten endnu den Dag idag saa vilde som deres
[pelasgiske](n5718) Forfædre, og Næveret og Blodhævn gjælder endnu imellem dem som
eneste Retsorden. Det første Skue af Mænd og Kvinder paa Kysten i de
prægtige Costumer, med høie Filthuer eller Turbaner, med sorte Slaver, med
pragtfuldt sadlede Heste, med Trommehvirvler og Muezzin-Raab fra Minareterne var, da Solen lige gik ned
og lagde sine Straaler over det Hele, som et Syn af »tusind og en
Nat«. Janina viste sig at være en endnu
betydeligere By end Athen. Det var i Nærheden af
denne By, at de Reisende i en Nat, som
Byron har besunget, mistede
deres Fører og at han ene mellem Bjergene med Hungersdøden for
Øie imponerede sine Reisefæller ved det urokkelige Mod, som var hans mandige
Særkjende i alle store Farer.
Dagen efter Ankomsten blev Byron indført hos
Ali Pascha, den tyrkiske Bonaparte, hvem han trods
hans Grusomhed og Vildhed altid havde beundret. Ali
modtog ham staaende, var yderst venlig, bad ham hilse sin
Moder og sagde, hvad særligt smigrede
Byron, at han paa hans smaa Øren, hvide Hænder og
lokkede Haar kunde kjende hans fornemme Fødsel. Besøget hos
Ali har afgivet Motivet til vigtige Scener i 4de
Sang af »Don Juan«; Lambro og endnu flere Byronske Figurer ere tegnede efter
ham, som jo iøvrigt senere blev skildret af
Hugo i »Les
orientales«. Ali behandlede
Byron ganske som et forkjælet Barn og sendte ham
vel tyve Gange om Dagen Mandler, Frugt, Sorbet og Sukkergodt.
Sikret mod Landets talrige Røverbander ved det bevæbnede Følge,
Ali medgav ham, reiste Byron
nu gjennem Albanien, og hans vilde Følgesvende fik ham saa kjær, at de, da
han nogle Dage laa syg af Feber, truede med at slaae Lægen ihjel, hvis han
ikke helbredte ham; som Følge heraf flygtede Lægen – hvorpaa
Byron kom sig. Det var paa denne Tur, medens man
overnattede i en Hule ved Artagolfen, at
Byron blev Vidne til den Nattescene – Udførelsen af
den [pyrrhiske Vaabendands](n5719) under Sang – der har givet Anledning
til Skildringen i »Childe Harold« II
67 og til den skjønne Sang »Tamburgi,
Tamburgi!« I Athen gav
Byrons Indignation over den
engelske Plyndring af Parthenonssculpturerne ham
Anledning til Digtet »Minervas Forbandelse« og en flygtig
Forelskelse i en af den engelske Consuls
Døtre ham Motivet til det lille Digt »Pigen fra
Athen«, hvis Heltinde i hele sit følgende Liv, endnu da hun var
en lille bleg Matrone, blev overrendt af engelske Turister. 3die Mai foretog
Byron
sin bekjendte Svømmetur over Strædet ved
Dardanellerne fra Sestos
til Abydos i en Time og ti
Minutter, af hvilken han hele sit Liv igjennem var saa stolt, og som han omtaler i »Don
Juan«. Alt hvad han saae og oplevede i disse
fremmede Egne skulde iøvrigt faa Aar efter afgive ham poetisk Stof. I
Konstantinopel saae han en Dag Hundene æde Kjødet
af et Lig og denne af ham selv oplevede Scene har afgivet et Motiv til
Skildringen af Rædslerne i »Beleiringen af Korinth« og senere i
»Don Juan« til Skildringen af dem, som Ismails Beleiring fører med sig. Og da han
efter en Reise i Morea vendte tilbage til
Athen, synes han selv at have oplevet det
Kjærlighedseventyr, der ligger til Grund for »Giauren«. (
Marquis’en af Sligo’s Brev til
Byron taler herfor). Udenfor al
Tvivl er det i ethvert Tilfælde, at han en Dag, da han vendte hjem fra sit
Bad i Piræus, mødte en Trop tyrkiske Soldater, der
bar en i en Sæk indsyet ung Pige, som skulde kastes i Havet,
fordi hun havde staaet i Kjærlighedsforhold til en Christen. Med Pistolen i
Haanden tvang Byron den hele vilde Skare til at vende
om og udvirkede dels ved Bestikkelse dels ved Trusler Pigens Frigivelse.
Det brogede Reiseliv formaaede dog ikke at give hans Sind den Ligevægt, som
fattedes det. Hans sidste Breve fra Reisen vise den yderste Melancholi.
Formaalsløshed og deraf følgende Livslede synes at knuge ham til Jorden.
Sorgen over at være dybt i Gjæld, over med en rystet Sundhed og et
febersvækket Legeme at staae ene uden Venner gaaer gjennem alle hans
Udtalelser. Han venter hjemme kun at modtages af Creditorer. I Virkeligheden
modtoges han af Efterretningen om sin Moders Sygdom.
Han ilede til Newstead for at see hende
endnu en Gang og ankom Dagen efter hendes Død. Kammerjomfruen fandt ham om
Aftenen siddende ved Liget og hørte gjennem Døren hans Hulken. Paa hendes
Opfordring til ham om at beherske sin Smerte svarede han med Taarer: »Ak, jeg havde kun en eneste Ven og hun er
død.« Men dog kunde han i sin overdrevne Sky for at Andre
skulde see hans Smerte ikke overtale sig til at følge sin
Moder til Jorden. Han stod ved Slotsporten, til
Liget var forsvundet. Saa kaldte han paa sin Page, lod sine Fægtehandsker
bringe og tog med krampagtig Heftighed sin sædvanlige Boxertime. Dog det
overgik hans Kræfter, han kastede Handskerne og ilede ind paa
sit Værelse. – Umiddelbart herefter hensank han i en Paroxysme af
Melancholi, under hvilken han paany testamentarisk bestemte, at
Lord Byrons Krop skulde begraves ved Siden af hans
Hunds.
Neppe var Byron landet, før hans Ven
Dallas spurgte ham, om han ikke bragte nogle Vers
hjem med fra sin Reise. Den kritikløse Byron viste ham
da ikke uden Stolthed »Hints from Horace«, en ny Satire i
Popes Stil, og da Vennen, med Rette ikke synderligt
opbygget ved Gjennemlæsningen, spurgte, om han ikke havde Andet, kom
Byron frem med hvad han kaldte en »Del mindre Digte og en stor Mængde Spenser-Stanzer,«
det var de to første Sange af »Childe Harold«. Paa Vennens
indstændige Bøn bleve disse først givne i Trykken.
For os Nulevende smelter Indtrykket af disse to Sange let sammen med
Erindringen om de to (sex til syv Aar senere) sidste, men man maa strengt
holde de to Indtryk ude fra hinanden, hvis man vil stille sig
Byrons Udviklingsgang klart for Øie. Der er et
ligesaa stort Spring fra »Childe Harold«’s første Halvdel til
den anden, som fra den til »Don Juan«. – De Stanzer,
Byron viste Dallas, ere
velklingende, følte og nu og da pompøse; her klinger for første Gang Sang og
Musik fra de Læber, over hvilke rig Vellyd skulde strømme
uafbrudt saa længe de drog Aande. Men vi have her dog kun den svage Skizze
til det Digterphysiognomi, der ti Aar senere var kjendt af hele Europa.
Digtets talrige og kraftige Naturbeskrivelser ere her endnu Hovedsagen, de
lyriske Partier i Sammenligning hermed forsvindende i Volumen, og for et
overfladisk Blik kunne disse Stanzer tage sig ud som en ung fornem og
livstræt Englænders Reiseindtryk, kun at disse have modtaget et forædlende
Præg ved Stilens strenge Idealisme; thi »Childe Harold« er et
ligesaa udpræget idealistisk Digt som »Don Juan« er realistisk.
Her findes i Stemningen et vist sørgmodigt Graat i Graat;
Byron er her endnu ikke den, som springer fra een
Følelse til en anden, helst dens modsatte Extrem, for at paaføre dem alle
Vold og sønderrive dem des voldsommere, jo stærkere han spænder dem. Men
skimte vi end kun Digterens Physiognomi i halv Profil, see vi end ikke Glimt
af Satirikerens braaddede Lune eller af hans snart cyniske snart spøgende
Smil, saa have vi dog her i Ynglingens varme og høitidelige Pathos det store
Ego i dette Aarhundredes Poesi. Der er et Jeg i dette Digt, som behersker
hver Enkelthed, et Jeg som ikke smelter hen i nogen Følelse, ikke gaaer op i
nogen Sag. Medens de andre Digterpersonligheder kunde antage luftige,
flydende, chrystalliserede Former, snart bleve usynlige bag en fremmed
Personlighed, snart forvandlede sig til kosmiske Væsener,
snart gik helt op i de Sandsninger, de modtoge udefra, staaer der her et
Jeg, der gjennem Alt forholder sig til sig selv og vender tilbage til sig
selv, og det et bevæget, lidenskabeligt Jeg, om hvis Sindsbevægelse hver
enkelt nok saa ringe Strophes Bevægelse vidner som den enkelte Conquilles
Susen erindrer om Oceanets. Childe
Harold (i det første Udkast Childe Burun) forlader efter en slet tilbragt Ungdom med
Hjertet fuldt af Spleen et Land, hvor han ingen Venner og ingen Elskede
efterlader sig. Han har den ungdommelige Lede ved Livet, som tidlig
Overmættelse af Nydelser og en til Melancholi anlagt physisk Organisation
fører med sig. Der er i ham intet Spor af Ungdommens freidige Munterhed,
eller af dens Lyst til Fornøielser og Ry, han troer at være færdig med Alt
efter at have prøvet Lidet, og Digteren smelter saa fuldstændigt sammen med
sin Helt, at han aldrig endog blot et Minut hæver sig op over ham paa
Ironiens Vinger. Alt dette, som imponerede Samtiden saa stærkt, er temmelig
lidet tiltalende for en moderne kritisk Læser; den tragiske »Pose« er stærkt
fremtrædende og den Tid, da Blasertheden var interessant, er forbi. Men
Ingen, hvis Øie er øvet, kan heller oversee, at Masken her – thi her er en
Maske – naar den kritisk fjernes, aabenbarer et alvorligt og lidende Aasyn.
Masken var en Eneboers; kast den bort, og der staaer en ensom
Natur tilbage! Masken var tragisk Melancholi; riv den af og der ligger ægte
Tungsind bag den! Harolds
muslingebesaaede Pilgrimsdragt er vel kun en Domino paa Maskeballet, men den
dækker en Yngling med ildfuld Følelse, med skarp Forstand, med mørke
Livsindtryk og med sjelden Frihedskjærlighed. I Childe Harolds bedre Jeg er intet Uoprigtigt; for Alt hvad
han tænker og føler, vil Byron selv staae inde. Og hvis
den, som kjender Byrons egen Livsførelse i den nærmest
følgende Periode skulde finde en Contrast imellem den digtede Personligheds
gammelagtige Tungsind og den virkelige Personligheds ungdommelige og
nydelsessyge Letsind, da kommer denne Uoverensstemmelse alene deraf, at
Byron, som i Digtekunsten endnu fulgte den abstract
idealistiske Retning, ikke formaaede at lægge hele sit Væsen
for Dagen i »Childe Harolds« første Sange; det er vel Altsammen
ham; men der er i ham endnu en helt anden Verden, som han først i »Don
Juan« formaaede helt at faae med og fuldstændigt incarnere i sin
Digtning. Selvskildringens Ufuldstændighed maa ikke forvexles med
Forstillelse eller Affektation.
I Februar 1812 optraadte Byron i Parlamentet med sin
Jomfrutale til Fordel for den
fattige Arbeiderbefolkning i Nottingham, der havde
slaaet de Vævemaskiner, der gjorde den brødløs, i Stykker, og mod
hvilken
hviken
nu
de strengeste Forholdsregler vare foreslaaede. Talen er
ungdommelig og rhetorisk men levende og varm; det laa ret for
Byron at tale til Fordel for den forhungrede og
fortvivlende Masse og med megen sund Forstand viser han sine Landsmænd, at
en Tiendedel af den Sum, hvormed de beredvilligt havde sat Portugiserne
istand til at føre Krig, vilde være tilstrækkeligtilstækkelig til at afhjælpe den
grændseløse Nød, som man nu vilde bringe til at forstumme ved Fængsel og
Galge. Byrons levende og haardnakkede Had til Krig er
et af hine »Gran af sund
Menneskeforstand« der altid forekomme opløste i hans
Poesi og det besjæler ogsaa de første Sange af »Childe Harold«.
Byrons
anden Parlamentstale gjaldt Katholikernes Emancipation; den behagede
lidet, men er særdeles god; man seer af den, at det var et af Modstandernes
Argumenter, at skulde man give Katholikerne Religionsfrihed, kunde man
ligesaa gjerne give Jøderne den – et Argument, som
Byron besvarer med megen Logik. I hans Papirer
findes med Hensyn til denne Tale følgende ungdommelige og humoristiske
Udtalelse: »Da begge Partier i Emancipationsspørgsmaalet
omtrent stode lige, sendte man i al Hast Bud efter mig og kaldte mig bort
fra et Bal, som jeg, tilstaaer jeg, temmelig ugjerne forlod for at
emancipere fem Millioner Mennesker.« Det er denne Art
spøgende Ytringer af Byron da – i Stil med hans Notits
om Ægteskabet: »Hvor det maa være behageligt
at være gift og boe paa Landet; man har en smuk Kone og kysser hendes
Kammerjomfru« – som, fordi de
saa lidet svare til det Childe-Haroldske Tungsind have været dumme Mennesker
Bevis nok paa, at han ikke mente det alvorligt med Noget. Han var simpelthen
meget ung, noget lapset, ansaa det for en Skam at udtrykke sig sentimentalt
og havde altid til Motto den hellige Bernhards gamle
Ord: Plus labora celare virtutes quam
vitia!
Jomfrutalen gjorde ganske overordentlig Lykke og kom lige tilpas til at
gjøre Reclame for de to første Sange af »Childe Harold«, der
udkom to Dage efter at den var holdt. Digtets Virkning var overvældende; med
eet Slag var Byron bleven en Berømthed,
Londons nye Løve, Stadens legitime Hersker for
Aaret 1812. Hele Verdensbyen, det vil sige: Alt det i den, der var
skjønnest, finest, mest dannet og mest glimrende laa for den 23aarige
Ynglings Fødder. Havde »Childe Harolds« første Sange havt de
sidstes Egenskaber, den dybe Originalitet og den ærlige Kraft, som besjæler
disse Mesterværker, da havde de sikkert ikke opnaaet denne larmende
Popularitet. Stor Ærlighed og stor Originalitet vinde aldrig med eet Slag
Massernes Gunst. Men netop det Tilsløretinteressante, det Uklartblaserte i
disse Geniets første Forsøg gjorde Indtryk paa Hoben: den
Energi som skimtedes virkede des stærkere fordi den
udtrykte
udtrykker
sig en Smule theatralsk. Det var Dandyvæsenets Blomstringstid, hvor
under den bekjendte Brummells Auspicier det egentlige
Londoner high-life udfoldede sig med en Overdaadighed og Letfærdighed som
ikke siden Karl den andens Dage. Selskaber og Baller,
Theaterbesøg, Spil og Gjæld, Kjærlighedshistorier, Forførelser og deraf
følgende Dueller det var Aristokratiets Livsindhold. Og
Byron var Dagens, ja Aarets Helt. Hvilken Gjenstand
for Beundring og Tilbedelse var ikke han for et Samfund som kjedede sig og
led under sin egen Tomhed! Saa ung, saa smuk og saa brødefuld! thi Ingen
kunde tvivle paa at han jo var et ligesaa
mauvais
sujet som sin Helt.
Byron besad ikke Scotts
Koldblodighed og Ligevægt overfor Fristelser og Smiger. Han lod sig glide
med den Strøm som bar ham oppe. Kunstneren i ham trængte til at gjennemleve
alle Stemninger og viste ingen fra sig. Med Lethed vedligeholdt han sit
Digterry; thi med korte Mellemrum fulgte de poetiske Fortællinger,
»Giauren« (Mai 1813), »Bruden fra Abydos«
(December s. A.), »Korsaren« (færdig Nytaarsdag 1814), af
hvilken der paa een Dag solgtes 13000 Exemplarer; den bitre Ode
til Napoleon i Anledning af hans Abdication viste, at
Byron ikke helt tabte den samtidige Politik afsyne
for Poesi; saa skreves i 1815 »Parisina« og »Beleiringen
af Korinth«. Det Nye, det Fremmedartede og den
exempelløse Lidenskabelighed i disse Productioner reve det afspændte
Londonerselskab hen. Han var Phænomenet, hvorpaa Alles Øine
hvilte. Unge Damer skjælvede i Selskaberne af Glæde ved Tanken om, at han
mulig vilde tage dem tilbords og zitrede samtidig for at spise en Bid, da
det vidstes, at han ei holdt af at see Kvinder spise. Man hengav sig
ængstelig til den Forhaabning, at han vilde skrive et Par Linier i Ens
Stambog. Hans Haandskrift alene var en Skat. Man spurgte hinanden om hvor
mange græske og tyrkiske Kvinder, Kjærligheden til ham havde bragt Døden og
hvor mange Ægtemænd han havde dræbt. Hans Pande og Blik saae ud som lutter
Forbrydelse. Han bar ikke Pudder, hans Haar var vildt som hans Sindelag.
Forskjellig fra almindelige Dødelige i enhver Henseende var han ligesom
Korsaren af en [Tarvelighed](n5720) uden
Grændse; forleden hos Lord den og den havde han ved en Diné ladet elleve
Retter gaae forbi og forlangt Biscuit og Sodavand. Hvilken Gêne for
Husfruen, der var saa stolt af sin Anretning! og hvilken Abnormitet i et
Samfund, hvor kraftig Appetit er Nationaldyd!
Saaledes see vi Childe Harold i Person
forvandle sig til Don Juan. Den
ensomme Pilgrim blev Salonløve. Fuldt saa meget som
Byrons Poesi gjorde naturligvis hans høie Rang,
hans Ungdom og sjeldne Skjønhed Indtryk i Damekredsene. I
Walter Scotts Levnet
findes om Byrons Ydre denne Ytring: »Jeg troer at have seet de bedste Digtere i min Tid og mit Land, men
skjøndt Burns havde de skjønneste Øine, saae dog Ingen
i den Grad ud som det man tænker sig ved en Digter som
Byron. Hans Billeder give ingen Forestilling om
ham; Lyset er der vel, men det er ikke tændt. Byrons
Ansigt var Noget, hvorom man kunde drømme.« Det er
bekjendt at en af Englands berømteste
Skjønheder,
da hun første Gang saae ham, udbrød: »Dette blege Ansigt er
min Skjæbne.« Kvinderne havde
altid optaget meget af Byrons Sjæleliv, Hentydningerne
i »Childe Harold« gave
Anledning
Andledning
til det Rygte, at han paa Newstead havde havt et formeligt Harem,
skjøndt dette Harem i Virkeligheden synes at have bestaaet af en eneste
Odalisk; om hans Reiseeventyr i Forhold til Kvinder dannede sig latterligt
overdrevne Historier; som Følge af alt dette blev han nu formelig bestormet
af Kvinderne; hans Bord laa dagligt fuldt af Breve fra ham bekjendte og
ubekjendte Damer. En kom til ham forklædt som Page, formodentligt for at
ligne Kaled i »Lara«, og
mange flere kom uforklædte. Om den Hvirvel, hvori han levede, faaer man et
Begreb, naar man hører ham fortælle Medwin, at han
efter sit Bryllup i sin Kones Dagligstue en Dag traf
tre gifte Damer paa een Gang, »hvilke han« – for at bruge hans egen Udtryksmaade – »alle
kjendte som Duer fra samme Slag.«
Det var et Liv i Forfængelighedens Triumpher, fuldt
af
at
tomme Nydelser; for Byron var det idetmindste
bedre end Ro; »thi Ro er,« som han i »Childe
Harold« siger, »Helvede for stærke
Hjerter«. Var hans Hjerte iøvrigt her nogensinde med i
Spillet? Jeg troer det ikke. Det Kjærlighedsforhold, som i disse Aar optog
Byron og som fik en Betydning for hans senere
Skjæbne, har som opbevarede Breve vise, kun været ham en Malstrøm i
Malstrømmen og fristende som saadan, men har ladet hans Hjerte ganske koldt.
Lady Caroline Lamb, en ung Dame af den høieste
Adel, gift med den senere som Lord Melbourne bekjendte
Statsmand havde længe næret et brændende Ønske om at lære »Childe
Harolds« Digter at kjende. Hun var en vild, phantastisk, urolig
Natur, der ingen Art Tvang taalte og hurtigt fulgte enhver Indskydelse,
forsaavidt aandsbeslægtet med den tre Aar yngre Digter; hun var slank og
smukt bygget med blond Haar og en blid Stemme; hendes Manerer udøvede
skjøndt de syntes affekterte og excentriske en heftig Tiltrækning; kort sagt
hun hørte til den Art »Bakchantinder, enthusiastiske
Kvinder«, som i »Adam Homo« synge:
Ved at splitte hans Hjerte
Faae vi Del i hans Smerte;
Ved at rase derinde
Maae vi Geisten dog finde.
Mens vi vildt ham omdandse,
Af hans Laurbær og Krandse
Snoe vi selv os et Smykke,
Som maa Alle henrykke.
Hun har spillet en lignende Rolle i Byrons Liv som
Fru v. Kalb i Schillers.*)I
Lady Morgan’s
»Memoirer« findes nogle
livfulde Notitser af Lady Lamb om hvorledes hendes
Bekjendtskab med Byron blev stiftet: »Lady Westmoreland lærte ham at
kjende udenlands. Hun foretog sig at præsentere ham. Kvinderne kvalte
ham formelig. Jeg hørte Ingenting om ham, til en Dag
Rogers (for han og Spencer
og Moore vare allesammen mine Tilbedere) sagde: De
skulde kjende den unge Digter, og han tilbød mig Manuscriptet til
»Childe Harold«. Jeg læste det og det var nok.
Rogers sagde: Han har en Klumpfod og bider sine
Negle. Jeg sagde: Om han var saa grim som Æsop, saa
maa jeg kjende ham. Jeg var en Aften hos Lady
Westmoreland og Damerne vare alle forrykte i Hovedet over
ham. Lady W. førte mig hen til ham. Jeg saae
alvorligt paa ham og dreiede mig om. Min Mening om ham, var, som jeg
skrev i min Dagbog: gal – slet – og farlig at kjende. En Dag eller to
gik hen; jeg sad med Lord og Lady
Holland, da han blev meldt. Lady
Holland sagde: Jeg maa præsentere Lord
Byron for Dem. Lord Byron sagde: Det
Tilbud er blevet gjort Dem tidligere; maa jeg spørge, hvorfor De vragede
det da? Han bad om Tilladelse til at komme og besøge mig. Han gjorde det
næste Dag. Rogers og Moore
stode i Nærheden af mig, jeg sad paa Sofaen. Jeg kom just hjem fra en
Ridetur. Jeg var uordentlig og hed. Da Lord Byron
blev meldt, fløi jeg op, ud af Værelset for at vaske mig. Da jeg kom
tilbage, sagde Rogers: Lord
Byron, De er en lykkelig Mand; Lady
Caroline har siddet i alt sit Smuds med os to, men da De
blev meldt, fløi hun ud for at gjøre sig smuk […] Fra det Øieblik af og
i mere end ni Maaneder levede han næsten i Melbourne-House. Han var
Midtpunktet for al Lystighed, idetmindste tilsyneladende […] Hele bon ton i
London samledes her hver Dag. Der var intet
saa fashionabelt. Byron bestræbte sig for at drive
dem alle paa Flugt.« – Det forekommer mig, at disse
med stenographisk Nøiagtighed opbevarede Ytringer give et fortræffeligt
Billede af Londoner high life. Forholdet vakte saa
megen Opsigt, at den unge Dames
Moder ikke rastede før det ved
Datterens Reise paa et Besøg til Irland blev
afbrudt. Byron tilskrev da Lady
Lamb et Afskedsbrev, hvoraf denne senere tillod
Lady Morgan at tage Afskrift, et Brev som er typisk
for Byrons Stil i hans umodne Geniperiode og i hvilket
jeg ikke troer, at nogen Psycholog vil finde Kjærlighedens Sprog. Det minder
nærmest om
Hamlets skruede Billet til Ophelia:
»Hvis Taarer, som Du saae og som Du veed, jeg ikke lettelig
udgyder – hvis den Sindsbevægelse, hvormed jeg skiltes fra Dig – en Sindsbevægelse, som Du maa have lagt Mærke til under hele
denne nerverystende Sag, skjøndt den først blev synlig, da Afskedsøieblikket
nærmede sig, hvis Alt, hvad jeg har sagt og gjort og endnu er rede til at
sige og gjøre, ikke tilstrækkeligt har bevist, hvad mine virkelige Følelser
ere og altid maa vedblive at være imod Dig, min Elskede, saa har jeg intet
andet Bevis at tilbyde […] Er der Noget paa Jorden eller i Himlen, der vilde
have gjort mig saa lykkelig som at gjøre Dig til min Hustru alt for længe
siden? Du veed jeg vilde med Glæde opgive Alt paa denne og hin Side Graven
derfor, og naar jeg gjentager dette som et Omkvæd, kan jeg da misforstaaes?
Jeg bryder mig ikke om, hvem der faaer dette at vide eller hvad Brug der
bliver gjort af det – det er til Dig og Dig alene, at disse Ord ere rettede,
til Dig selv. Jeg var og er Din, frit og helt, til at adlyde Dig, hædre Dig,
elske Dig og flygte med Dig, naar, hvorhen og hvorledes Du selv vil eller
lyster at bestemme.«
Det kan ikke undre Nogen, at Byron faa Maaneder senere
iværksatte et Brud; hans Kjærlighed kan aldrig have været andet end den Art
Reflexkjærlighed, der som i et Speil gjør alle Flammens Bevægelser efter
uden egen Ild. Paa et Bal, hvor Lady Lamb kort derefter
traf sammen med Byron, greb hun i sin Fortvivlelse over
hans Ligegyldighed det første skarpe Redskab hun kunde finde,
Nogle sige en stor Sax, Andre (Galt) et itubrukket
Geléeglas og skar sig dermed i Struben. Efter dette mislykkede
Selvmordsforsøg gav hun (efter Grevinde Guiccioli’s
Paastand) først en ung Lord
»de utroligste Løfter«, hvis han vilde
udfordre og dræbe Byron, og indfandt sig saa dog selv
kort derefter hos Byron, »ingenlunde i
den Hensigt at skjære Halsen over paa sig eller ham.« De
Ord, hun, da hun ikke traf ham, efterlod paa hans Bord, foranledigede Epigrammet »Remember thee!« som findes blandt
Byrons Digte. Syg efter Hævn greb Lady
Lamb nu til Pennen og forfattede Romanen
»Glenarvon«, der udkom paa det for
Byron alleruheldigste
Tidspunkt,
Tidspunkt
nemlig lige efter at hans Hustru havde forladt
ham, og som blev et af de værste Gjæringselementer i Stemningen imod ham.
Bogen har dette Motto af
»Korsaren«: »Han efterlod
et Navn, knyttet til een Dyd og tusinde Laster« og
skildrer Byron som en Dæmon af Forstillelse og Ondskab,
udrustet med alle hans Heltes sletteste Charaktermærker. Alligevel har hun –
maaskee for at undskylde sig selv – ikke kunnet lade være at meddele
Billedet elskværdige Træk. Et Sted staaer der: »Hvis hans
Væsen havde været af den Art, at han havde tilladt sig Nogetsomhelst, der
lignede de Friheder eller den Familiaritet, der er saa hyppig hos Mændene,
da var hun maaskee bleven forskrækket og advaret. Men hvad skulde hun have flyet? Visselig ikke det grove Smigreri eller de
letfærdige og letsindige Forsikringer, som alle Kvinder snart vænne sig til,
men en Opmærksomhed, der strakte sig til hendes mindste Ønsker, en paa een
Gang fin og smigrende Respect, en Ynde, en Blidhed, der er ligesaa
bedaarende som sjelden. Og alt dette forenet med alle Phantasiens Kræfter,
med en Intelligens og et Vid, som ingen Anden har besiddet i lige
Grad.« Under Byrons senere Ophold i
Venedig blev »Glenarvon« oversat
paa Italiensk, og Censor lod forespørge hos ham, om han havde
noget imod, at Bogen udkom, da den i saa Fald vilde blive undertrykket;
Byron svarede med at udgive den paa sin Bekostning.
Lady Lamb forekommer i Byrons
Historie kun endnu een Gang og paa en forunderlig Maade. Da
Byrons Lig var blevet ført til England fra
Grækenland og Ligtoget langsomt begav sig tilfods fra
London til Newstead, kom
midtveis en Herre og en Dame ridende imod det, og Damen spurgte, hvem der
blev begravet. Da hun hørte Svaret, sank hun besvimet af Hesten. Det var
»Glenarvons« Forfatterinde.
Byrons letsindige og vilde Londonerliv fik en foreløbig
Afslutning ved hans Levnets mest skjæbnesvangre Begivenhed, hans Giftermaal.
Stor Agtelse for Kvinden havde hans Livsførelse ikke givet ham; men Kvinden,
som han elskede hende, var den hengivne, selvopgivende Skabning, som han i alle sine Digtninge med Forkjærlighed har malt. Og nu
vilde Tilfældet, at han til Brud skulde faa en seig og kraftig engelsk
Charakter. Miss Anna Isabella Milbanke, eneste Barn af
en rig Baronet, havde fængslet
Byron ved sit simple og beskedne Væsen, lokket ham
ved Udsigten til for hendes Medgift at kunne sætte Newstead istand, irriteret ham ved et Afslag, da han
beilede til hendes Haand, interesseret ham ved kort derefter af egen Drift
at begynde en Venskabsbrevvexling med ham, og hun gav ham nu endelig sit Ja
som Svar paa et Beilerbrev, der blev skrevet i det uforsvarligste Letsind og
afsendt, fordi en
Ven, hvem han
forelæste det, fandt, at det var »smukt
skrevet«. Af lutter slette, dels forfængelige, dels
philistrøse Hensyn styrtede Byron sig ind i et
Ægteskab, der ikke endte værre end det var til at forudsee. Under
Forlovelsestiden var han forholdsvis i en munter Stemning. »Jeg er meget forelsket,« skriver han til en Veninde,
»og saa taabelig som alle ugifte Herrer i denne
Situation,« og et andet Sted: »Jeg er nu
den Lykkeligste af alle Dødelige, da jeg for otte Dage siden er bleven
forlovet. Igaar traf jeg den unge F., ogsaa den Lykkeligste af alle
Dødelige; thi han er ogsaa blevet forlovet.« Saa
barnagtige ere alle Brevene fra den Tid, at Byrons
eneste alvorlige Bekymring synes den, at han ikke kan udstaae blaa Kjole og
at det er Skik at lade sig vie i en saadan. Dog alt som
Brylluppet nærmede sig, blev han mere og mere ilde tilmode, hans Forældres
Forhold havde tidligt indgydt ham Angst for Ægteskabet. Sine Følelser under
Vielsen har han skildret i »Drømmen« og i Samtalerne med
Medwin siger han, at han skjælvede
og gav forkerte Svar.
»Sirupsmaaneden«, som
Byron kalder den, gik ikke hen uden Skyer. »Jeg tilbringer min Tid [paa Landet hos Svigerforældrene],«
skriver han til Moore, »i en
skrækkelig Tilstand af Ensformighed og Stagneren og er udelukkende
beskjæftiget med at spise Kompot, med at slentre omkring, med kjedeligt
Kortspil, med Læsning i gamle Almanakker og Aviser, med at søge efter
Muslingeskaller ved Stranden og med at iagttage Væxten af nogle forkrøblede
Stikkelsbærbuske i Haven.« Og nogle Dage senere: »Jeg lever her meget comfortabelt og hører hver Aften paa
den fordømte Monolog, som gamle Herrer kalde Underholdning, til hvilken min
Svigerfader hver Aften har hengivet sig med
Undtagelse af en, da han spillede Violin. De ere imidlertid meget
elskværdige og gjæstfri. Bell er rask og ved uforandret
Elskværdighed og godt Lune.«
Pegasus følte sig ikke helt vel i Aaget. Imidlertid, det unge Par reiste
snart til London, indrettede sig glimrende, holdt
Equipager, gav Selskaber o. s. v. saalænge, indtil
Byrons Creditorer indfandt sig. De
10000 Pund Medgift svandt som Dug for Solen; 8000 Pund, der netop tilfaldt
Byron i Arv, gik samme Vei. Han maatte endog sælge
sine Bøger. Murray tilbød ham 1500 Pund i Honorar for
at han kunde beholde dem, men af falsk Stolthed sendte han Anvisningen
sønderrevet tilbage. Herefter fulgte otte Udpantninger,*)»Emigrantlitteraturen« S. 73 staaer feilagtigt:
tre. endog Ægtesengene bleve tagne i Beslag, da Møbler og Vogne
vare bortførte. Under disse Forhold var det, at Lady
Byron i December 1815 fødte sin Datter
Ada.
Det var selvfølgelig ikke faldet den unge forvænte Arving ind at slige
pecuniære Forhold forestode hende. Ikke desmindre var deres Samliv i
Begyndelsen godt. De kjørte ud sammen og den unge
Hustru ventede med stor Taalmodighed i Vognen, mens
hendes Mand gjorde Visit. Hun skrev Breve for ham, copierede Digte og
afskrev f. Ex. »Beleiringen af Korinth«. Imidlertid manglede
det ikke paa smaa Rivninger. Den unge Kone synes at
have havt den Vane ved Spørgsmaal og Tiltale uafbrudt at forstyrre Digteren,
naar han skrev, hvilket foranledigede ham til Udbrud af ondt Lune, som hun
fandt høist upassende. Dernæst havde hun aldrig seet en Heftighed og
Uregelmæssighed
Uregelmæsssighed
som hans; engang saae hun ham i Raseri kaste sit Uhr ind i Kaminen og
støde det istykker med Ildtangen, en anden Gang affyrede han
for Spøg eller af Vanvare en Pistol i hendes Værelse. Hertil kom Skinsyge.
Hun vidste, i hvilket Ry for Kjærlighedshandeler han stod og særlig om
Forholdet til Lady Lamb, hvis nære Slægtning hun var.
Endelig havde Byron havt den ulykkelige Ide at lade sig
vælge ind i Bestyrelsen for
Drurylanetheatret
og man begriber, med hvilke Øine hans Hustru saae det
bestandige Forretningsforhold til Skuespillerinder, Sangerinder og
Dandserinder. En Personlighed, der stod i
Tjenesteforhold til Lady Byron, det
Fruentimmer, han har skildret i »A
sketch« gav sig til at spionere og opbrød
Byrons Gjemmer og Breve. Til Syvende og Sidst er
her endnu et mørkt Punkt, hvortil jeg kommer tilbage.
En Maaned efter Barnets Fødsel forlod den unge
Hustru efter fælles Bestemmelse det urolige og
uhyggelige Hjem for at tilbringe nogen Tid hos sine Forældre; men neppe var
hun ankommen dertil, før hendes Fader lod
Byron vide, at hun ikke vilde komme tilbage. Endnu,
medens hun var underveis, havde hun tilskrevet ham et Brev
(som nu er trykt), hvis Overskrift lyder »Dear Duck« (Søde
Putte!) og hvis Underskrift er lige saa kjælen. Man
begriber da Byrons Overraskelse. Han svarede
Faderen, at han i denne Sag selvfølgelig ikke kunde
anerkjende hans faderlige Myndighed, men maatte have sin
Hustrues Erklæring; den faldt lige
lydende ud. 1830 erklærede Lady Byron offentligt, at
hun kun havde skrevet sin Mand saa kjærligt til i den Tro, at han var
sindssvag, og at hun, hvis denne Antagelse havde stadfæstet sig, vilde have
holdt trofast ud med ham, hvis ikke, paa ingen Maade vilde leve sammen med
ham.
I et Novellefragment, forfattet af Byron i 1817, hedder
det i Overensstemmelse hermed: »Faa Dage efter reiste hun
til Aragonien med
sin
Søn for at besøge sine Forældre. Jeg fulgte hende ikke strax, da jeg havde
været i Aragonien før […] Medens Reisen stod paa,
modtog jeg et meget kjærligt Brev fra Dona
Josepha, der underrettede mig om hendes og min Søns
Velbefindende. Efter hendes Ankomst til Slottet tilskrev hun mig et endnu
kjærligere Brev, der i meget ømme og endog temmelig overgivne Udtryk
anraabte mig om strax at reise til hende. Jeg forberedte mig netop til at
forlade Sevilla, da jeg modtog et tredie Brev, dette
fra hendes Fader, der i de høfligste Udtryk opfordrede mig til at ophæve mit
Ægteskab. Jeg svarede lige saa høfligt, at jeg ikke vilde gjøre noget
saadant. Et fjerde Brev ankom fra Dona
Josepha, i hvilket hun meddelte mig, at hendes Faders Brev
var skrevet paa hendes udtrykkelige Ønske. Jeg spurgte med omgaaende Post om
Grunden. Hun svarte med Expres, at da Grunde ikke havde Noget med den Sag at gjøre, var det unødvendigt at give nogen – men at hun var
en forurettet og fortræffelig Kvinde. Jeg spurgte da, hvorfor hun havde
tilskrevet mig de to foregaaende, kjærlige Breve, der opfordrede mig til at
komme til Aragonien. Hun svarede, at det var fordi
hun troede, jeg var gal, og at jeg blot havde behøvet at begive mig paa
Reisen alene, saa vilde jeg uden Vanskelighed være kommen til min
Svigerfaders Slot og der have fundet den ømmeste af alle Hustruer og – en
stram Spændetrøie.«
Saasnart Byrons
Hustru havde forladt ham, var han i Verdens Dom med eet
Slag bleven en anden. Som han en Morgen efter »Childe Harolds«
Udgivelse var vaagnet og havde fundet sig berømt, saaledes vaagnede han en
anden Morgen og fandt sig anseet for infam og behandlet som fredløs.
Hvorledes gik det til? Aarsagerne ligge for Dagen. Aarsag var først og
fremmest Misundelsen, ikke hin Gudernes Misundelse, som de Gamle ansaae for
Kilden til de Stores Undergang, men Menneskenes smudsige og lave. Han stod
saa høit; han var saa stor; med alle sine Feil var han intet Øieblik sunket
til den spidsborgerlige Respectabilitets Niveau; i Tillid til sit Geni og
sin Lykke havde han altid forsmaaet at vinde sig beskyttende Venner og været
ligegyldig for, hvor mange Fjender han skabte sig paa sin Vei. Til at tælle vare de allerede længe ikke mere. Misundelsen var først og
fremmest hans Collegers, og blandt Misundelsens forskjellige Afarter er
Skribent-Misundelsen en af de giftigste. Han havde haanet dem og kaldt dem
Decadenceforfattere, berøvet Nogle af dem deres Navn og gjort Andre det
umuligt at vinde et Navn – hvorfor skulde han forgudes og beundres og de
altid forgjæves ordne deres Lokker til at modtage en Krands, som udeblev?
Hvilken Lyst at rive ham ned fra Berømmelsens gyldne Trone og tilsøle ham i
det Skarn, hvori de stod!
Han var længe mistænkt og hemmeligt hadet i det religiøst og politisk
orthodoxe Selskab. De Par Stropher i »Childe
Harold«, der i de forsigtigste Udtryk vove en Tvivl om et Gjensyn
efter Døden, vare blevne mødte med forkjætrende Raab og
en hel Bog »Anti-Byron« skrevet imod
dem. Hans fire Linier til Prindsesse
Charlotte, der med Overskriften »Til en grædende
Prindsesse« bleve trykte sammen med
»Korsaren« og som trøste
Prindsessen i Anledning af
Prindsregentens politiske Omslag, bragte det hele
mægtige Toryparti i Fyr og Flamme imod ham. Men hidtil havde han som ved et
usynligt Pandser været beskyttet af sin »prestige«; hvad Under, at man
rettede den offentlige Mening imod ham nu, da hans Privatliv aabnede en
Breche!
Lady Byron og hendes Familie levede selvfølgelig ganske efter Selskabets Hjerte og det var ikke vanskeligt at
gjøre Den til et Monstrum, hvem en saadan Hustru saae
sig tvungen til at forlade. Rygterne begyndte, Bagvaskelsen fødtes,
formedes, fik Fødder at gaae paa, Vinger at flyve med og svulmede mens dens
fløi. Dens Stemme steg som det skildres i
Basile’s berømte Arie fra en Hvidsken
til en Susen, fra en Susen til en øredøvende Larm som en Torden mellem
Bjerge. Hvo kjender ikke denne Concert, til hvis
Iscenesættelse Gemenheden slaaer sig sammen med Enfoldigheden, og under hvis
Opførelse Uvidenheden synger i Chor med den bevidste Nederdrægtighed, medens
Skadefryden jublende slynger sine skarpeste Triller ind i Harmonien!
Misundelsen mod Byron gik i Hykleriets Tjeneste og
virkede i dets Sold. Det civiliserede Hykleri har langt ind i det 19de
Aarhundrede, i den religiøse Reactions Tidsalder, været den sociale Magt,
hvis Autoritet kun ved sine Midlers Art, men ingenlunde ved deres
Udstrækning og Virkekraft staaer tilbage for den, det 16de
Aarhundredes Inquisitionstribunal besad. Saaledes bliver
da, som Byron i »Childe Harold« siger,
»den offentlige Mening en Almagt, hvis Slør bedækker
Jorden med Mørke, indtil Ret og Uret blive Tilfældigheder og Menneskene
blegne for at deres egne Domme skulle blive altfor klare og deres frie
Tanker Forbrydelser og Jorden faae altfor meget Lys.« Og saaledes blev, som han i »Don Juan«
udtrykker det, »Hykleriet en Vælde, som han maatte have 40
Præsters Kraft til værdig at besynge«.*)
»Opinion an omnipotence – whose
veil
Mantles the earth with darkness, until right
And wrong are accidents, and men grow pale
Lest their own judgments should become too bright
And their free thoughts be crimes, and earth have too
much light.«
»Childe Harold« IV 93.
»Oh for a forty-parson
power to chant
Thy praise, Hypocrisy! oh for a hymn
Loud as the virtues thou dost loudly vaunt
Not practise! Oh for trump of
cherubim!«
»Don Juan« X 34.
Det kunde ikke være anderledes i en Tid, der frembyder saa mange
Analogier med den Epoche, der betegner den antike Livsanskuelses Opløsning,
en Tid, i hvilken en gammel theologisk Verdens- og Livs-Anskuelse, paa alle
Punkter undergravet og gjennemhullet af Videnskaben, ude af Stand til at
hævde sig ved sin egen indre Sandhed nødes til at klamre sig til det høiere
Selskabs conventionelle Moral, og stive denne op til det Yderste for dog at
have en Støtte, og i hvilken den kirkelige Autoritet og den spidsborgerlige
Conservatisme staae som to Vaklende, der støtte hinanden. Kaster man Blikket
ud over Europas Psychologi i Aarhundredets Begyndelse, da tager det sig formeligt ud, som om alt det Hykleri, der havde spiret hos de
franske Emigranter, der var steget og steget i den tydske Romantik, og som
havde taarnet sig op under Reactionen i Frankrig nu styrtede ned over den
ene Mands Hoved.
Den ædle Macauley siger i Anledning heraf: »Jeg kjender intet saa latterligt Skuespil som det britiske
Publicum under et af dets periodiske Anfald af Moralitet. I Almindelighed
gaae Bortførelser, Skilsmisser og Familietrætter hen uden at vække
Opmærksomhed. Vi læse Skandalen, tale om den en Dags Tid og glemme den. Men
een Gang hvert sjette eller syvende Aar bliver vor Dyd krigerisk. Vi kunne
ikke taale, at Religionens og Sædelighedens Regler blive saaledes krænkede.
Vi maa danne et Bolværk mod Lasten. Vi maa vise de Letfærdige, at det
engelske Folk kjender Vigtigheden af de huslige Baand. Følgelig bliver en
eller anden ulykkelig Mand, der i ingen Henseende er mere fordærvet end
hundrede andre, hvis Overtrædelser ere blevne behandlede med megen Mildhed,
udpeget som Syndebuk. Hvis han har Børn, blive de tagne fra ham; har han en
Livsstilling, bliver han fordrevet fra den; de høiere Klasser hilse ham
ikke, de lavere hysse og pibe af ham. Han bliver en Art Pidskedreng, ved
hvis Straf og Smerter man paa samme Tid straffer alle Ugjerningsmænd af hans
Art. Vi tænke saa med indre Velbehag paa vor egen Strenghed og
sammenligne med megen Stolthed Englands høie Trin af Moralitet med
Pariserletfærdigheden. Tilsidst er da vor Forbitrelse tilfredsstillet. Vort
Offer er ruineret eller har græmmet sig ihjel, og vor Dyd lægger sig til at
sove igjen for de næste syv Aar«.*)Macauley: »Essays«.
Vare Aarsagerne til Byrons Fald af compliceret Natur,
saa var Midlet des mere enkelt, det eneste virksomme, der i saadanne
Tilfælde gives: Pressen. Allerede i Anledning af hans Vers til
Prindsesse Charlotte havde Bladene grebet til de
laveste Bagvaskelser imod ham, og der var i flere af dem en staaende Rubrik
for smudsige Udfald mod den store Digter. Nu kunde Angrebene paa hans
Privatliv tumle sig frit i Kraft af den Anonymitet, som trods al den Unatur
og Corruption den medfører, er herskende i den engelske Presse.
Anonymitetens Betydning er i Virkeligheden kun den, at den usleste Stymper,
som neppe formaaer at holde den Pen, hvormed han lyver, kan sætte den
offentlige Menings moralske Trompet for sin Mund og i Tusinder af Exemplarer
lade den krænkede Dyds Stemme komme tilorde. Og ikke nok med at den enkelte
Anonyme bliver Almenhed i de mange Exemplarer, han kan tilmed som anonym
antage Hundreder af Skikkelser, skrive under alle mulige Mærker og i et
Dusin forskjellige Aviser; og vilde een eneste Smører være
nok til at forsyne en hel Presse med lave Udfald mod en enkelt i den
offentlige Menings Øine fredløs Mand, hvorledes maatte da ikke Angrebene
hagle ned over Byron, hvis Fjenders Navn var legio! Han
erindrede senere kun faa af de Skjældsord, hvormed Pressen overfaldt ham.
Han blev kaldt Nero, Apicius,
Caligula, Heliogabal og
Henrik den 8de, det vil sige, han blev beskyldt for
alle Former af lav Grusomhed, af vanvittig Raahed, af dyrisk og unaturlig
Vellyst, han blev afmalet med alle de Farver, Lumpenheden har paa sin Palet.
Af alle hine Beskyldninger var den frygteligste den, der allerede da gik
Pressen rundt og som satte Brændemærket paa det ham dyrebareste Væsens
Pande, Beskyldningen for at leve i Blodskam med sin
Søster. Og til alt dette ingen Mulighed for Svar.
Hvo kan slaaes med Gadesnavset, som besudler En!
Rygterne fore fra Mund til Mund. Da Skuespillerinden Mrs.
Mardyn optraadte paa
Drurylane-Theatret umiddelbart efter Skilsmissen,
blev hun hysset og pebet ud af Scenen, fordi den rent ud af Luften grebne
Sladder havde udbredt sig blandt Tilskuerne, at denne Dame, med hvem
Byron i Alt havde talt et Par Gange, stod i et
Kjærlighedsforhold til ham. Han selv kunde aldrig gaae ud uden Fare. Han
blev paa Gaden og paa Veien til Parlamentet, hvor Alle lode
som om de ikke kjendte ham, insulteret af den dannede Pøbel.
Da intet Forsvar var muligt, maatte han, saa stolt som han var, bøie Hovedet
og vige Pladsen. Han følte, som han siger, »at naar de
Bagvaskelser, man hvidskede og udtalte, havde Grund, saa passede han ikke
mere for England; havde de ingen Grund, saa passede England ikke mere for
ham.« Den 25de April 1816 indskibede han sig for aldrig mere at vende
levende tilbage. – Fra dette Øieblik daterer Byrons
sande Storhed sig. Edinburgherkritiken havde første Gang vakt ham til
aandelig Bedrift. Dette nye Slag slog ham til Ridder. Der er absolut og
aldeles ingen Sammenligning mulig mellem hvad Byron har
skrevet før og efter hvad han opfattede som sin store Ulykke. Denne Ulykke
sendtes ham af Historiens Genius for at rive ham ud af en bedøvende
Forgudelse, og for at fjerne ham fuldstændigt fra hele den slappende
Sammenhæng med det Samfund og den Samfundsaand, mod hvilken det var hans
historiske Kald med mere Held og mere Kraft end nogen Anden at fremmane
Oppositionen.
18. Byron. Jegets fordybelse i sig selv
XVIII.
Da han anden Gang var bleven en hjemløs og ensom Pilgrim, optog han sin
Ungdoms Reisedigt paany. Han føiede tredie og
fjerde Sang til »Childe Harold«. Han satte
sig tilbage i sin Ungdoms Stemninger; men hvilken Fylde havde de ikke i
Mellemtiden vundet! Den Accord, der fra først af ansloges i »Childe
Harold«, det var Ensomhedens, Melancholiens og Frihedstrangens
Treklang. Hver enkelt af dens Toner var nu bleven mange Gange saa klar og
saa fuldtklingende.
Gjennem Værkets første Halvdel gik Ensomhedens Stemning som
Betingelse for Kjærligheden til Naturen; allerede der hed det, at det at
sidde paa Klipperne, at drømme over Floderne, langsomt at vandre gjennem
ubetraadte Skove eller stirre ned i Afgrunde og Vandfald, det var ikke
Ensomhed, men Samliv med Naturen; derimod at flakke om i Menneskesværmen og
høre dens utaalelige Støi uden at elske Nogen eller elskes af Nogen iblandt
den, det var at være tilgavns alene (»Ch. H.« II, 25, 26). Men
disse Udbrud vare Erindringer om skjønne Barndomsindtryk fra Skotlands
Bjergegne, eller det var Drømmerier som fremkaldtes ved Synet af Eremitens
Bolig paa Athosbjerget; det var endnu, som
Ensomhedsstemningen hos Wordsworth, en Kjærlighed til
Naturen, der beroede paa Sky for en ubekjendt og fremmed Menneskeverden.
Forskjellen mellem Følelsen hos Wordsworth og
Byron var kun den, at
Wordsworth havde Landbarnets og Landskabsmalerens
stumt rugende Dvælen ved Naturindtrykket,
Byron Stadbeboerens higende og nervøse Kjærlighed
til det, og at Wordsworth søgte til Naturen i dens Ro,
medens Byron elskede den mest i dens Vrede (»Ch.
H.« II, 37). I Værkets anden Halvdel er Ensomhedsfølelsen en
anden. Der er en dyb Forskjel paa den Trang til ensomt Samliv med Naturen,
Harold føler som uerfaren Yngling,
og den, han fornemmer som Mand, efter at hans første Jordomseiling om
Menneskene og Tingene er tilende. Ikke Sky for Menneskene, men Lede ved dem
drev nu Digteren til at elske den stumme Natur. Et helt stort Samfund, det
herskende Samfund i en hel stor By, der for det fremmede Øie syntes saa
humant, saa fintfølende, saa rettænkende og ridderligtsindet, havde vendt
sin Vrangside ud imod ham og Vrangen er lærerig, men ikke smuk. Han havde
lært hvad Venskab man viser den Faldne og at den eneste Factor, paa hvilken
den, der vil lægge Planer for sin Fremtid, med Sikkerhed kan regne, er de
Andres Egoisme og Følgerne af den. Saaledes blev han anden Gang ene med sig
selv; og den Poesi, han nu skrev, er ikke for selskabelige Naturer. Men hvo
der om saa blot for kort Tid har lært at vende Menneskene Ryggen, kjendt
Ønsket at leve i Fred for dem, følt Trangen til at forlade sit Hjem eller
reise bort fra sit Land for at undgaae Skuet af Ansigterne og opsøge Skuet
af fremmed Himmel og Jord, hvo der paa ensomme Veie har følt
Synet af et sig nærmende Menneske som Indtrædelsen af en smudsig Plet i hans
frie og rene Synskreds, i ethvert saadant Menneskes Sjæl ville disse lyriske
Udbrud finde Echo. Childe Harold er
ene. Han har lært, at han mindst af Alt er skikket til at
gaae i Trop med andre Mennesker, ude af Stand til at underkaste sine Tanker
fremmede Tankers Herredømme eller til at give Magten over sin Sjæl til
Aander, mod hvilke hans gjør Oprør. Hvor Bjergene stige, der føler han sig
blandt Venner, hvor Havet ruller, der er hans Hjem; det Digt, Naturen
skriver med Solstraaler paa Søen, er ham kjærere end en Bog i hans Fødelands
Sprog. Blandt Mennesker føler han sig som den vilde Falk, naar man har klippet dens Vinger. Men skjøndt
han flyer fra Verden, hader han den ikke derfor; det er hverken af Misfornøielse eller af Trods, at hans Sjæl samler sig dybt i
sin Kilde; den frygter for at skumme over i Mennesketrængselen, hvor i et
Øieblik et Menneskes hele Lykke kan sættes til »saa at alt hans Blod
forvandler sig til Taarer«. Er det da ikke bedre, siger
han, at være alene og saaledes blive en Del af Alt omkring En, naar dog
Synet af høie Bjerge er ham en velgjørende Følelse, medens Byernes Summen er
ham en Tortur, og naar Fjeldet, Himlen og Havet ere en Del af hans Sjæl, som
han af dem, og det at elske dem hans reneste Lykke? Mindst
ensom i Ensomheden aner hans Sjæl i den et uendeligt Liv, en Sandhed, som
gløder den ren for Jeget. Harold har ikke elsket Verden, heller ikke elskede den ham.
Han er stolt af aldrig at have smigret dens urene Aande, aldrig at have
bøiet Knæ for dens Guder; aldrig at have lagt sin Kind i Folder til et Smil,
han ikke mente, og aldrig at have været noget Echo, naar Mængden raabte; han
var en iblandt dem, ikke en af dem. Men han vil som
aaben Fjende skilles fra den Verden, han ikke elskede, og som gjengjældte
ham det med Renter. Han troer, siger han, hvad hans egen
Erfaring end har lært ham, at der gives Ord, som have samme Vægt som
Gjerning, Haab, der ikke skuffer, sand Barmhjertighed, og to eller en, som
er hvad de synes.*)»Childe Harold«, tredie Sang
passim.
Saaledes strømmer Ensomhedens Stemning over i Melancholiens.
Ogsaa denne Streng var anslaaet i de første to Sange; men deres Melancholi
var den rent ungdommelige Utilfredshed. En forspildt Ungdom laa bag
»Childe Harold« og som den phlegmatisk
melancholske Hamlet mellem
Graverkarlene stod han ved Achilles’s
Grav og overveiede med et Dødningehoved
i sin Haand, hvad Livet og dets bedste Ry var værd,
medens han, som da endnu ikke havde smagt Hæderens Sødme, i Virkeligheden ikke attraaede Noget saa lidenskabeligt som Ry, det paa Skrømt
og med tilraisonneret Philosophi forsmaaede og ringeagtede Ry. Nu har han
nydt det og lært, hvor lidet nærende en Føde det er. Hans
Hjerte er som et sønderbrudt Speil, der istedenfor eet Billede optager det
samme tusindfold, og som umuligere kan glemme, jo stærkere det er
brudt. Selv knækket søger han da i Naturen til det, som
ved Modsætningen kan lindre hans Kval, det frie, aabne Hav, hvis Skummanke
han allerede strøg som Barn og der kjender ham som Hesten sin Rytter og
Herre; han elsker Havet, fordi dets Flade er den eneste, der ikke kan
knækkes, ja end ikke rynkes eller fures, den eneste, der endnu den Dag idag
seer ud som den saa ud i Tidernes Morgen. Men Alt i Naturen minder ham om
Kval og Kamp. Den fjerne Torden er ham som en
Stormklokkelyd, der vækker alt, hvad der havde lagt sig til Hvile i
ham. Selv den yndige stille Nemisø
forekommer ham ikke at ligne noget Fredeligt og Mildt; den synes ham »rolig som et kjært Had«
(IV, 173). Hans Melancholi er nu helt cholerisk. Kunde han samle al sin Lidenskab i eet Ord og vilde dette
Ord udtalt forfærde og splintre som Lynet, han vilde, siger han, ikke
betænke sig paa at udtale det. Alt hellere end Ro! er
hans Løsen: Ro er Helvede for livfulde Hjerter; der gives
en Ild i Sjælen som een Gang tændt, uudslukkelig søger at
stige i stedse vildere Flammer. Det er en Feber, som er skjæbnesvanger for
Enhver, der nogensinde kjendte den. Den
er det, siger han, som gjør de Gale, og dem, der gjøre Menneskenes Børn
gale: Erobrerne, Stifterne af Sekter og Opfinderne af Systemer, Sophisterne,
Digterne og Statsmændene, alle de Urolige, som røre altfor stærkt op i
Sjælens hemmelige Kilder, de Misundte og saa lidet Misundelsesværdige. Deres
Aande er Tumult, deres Liv er Storm, som bærer dem til Undergang, og dog ere
de saa skabte for Striden, at døer den hen, saa døe de selv som en Flamme,
der ingen Næring fik. Ak, udbryder
Harold, vi visne fra vor Ungdom af
og stønne saa afsted gjennem Livet, syge – syge – ingen Løn vundet, ingen
Tørst slukket, endnu paa Gravens Rand viser det Blændværk sig, efter hvilket
vi fra først af forgjæves have jaget, for silde, altfor silde. Elskov, Ry,
Ærgjærrighed, Havesyge – Alt er Et, Alt lige forfængeligt og lige forrykt,
intet værre end det andet; thi det er Alt Meteorer med forskjellige Navne,
og med Dødens sorte kvalmende Røg gaaer Lyset ud. – Ak vort Liv er kun
Unatur, et Væsen, som ingen Plads har i Tingenes Harmoni, et uhyre
kjæmpemæssigt Gifttræ, hvis Rod er Jorden, hvis Løv og Grene er en Himmel,
hvorfra i forpestede Dugdraaber Sygdom, Ulykker, Trældom og Død, al den Jammer vi see og al den, vi ikke øine, uophørligt dryssende falde
ned!
Udaf alt dette rugende Mismod som Tanken om den almindelige Jammer
(Verdenssmerte kalde Tydskerne det med et besynderligt Udtryk) uundgaaeligt
lægger over Sjælen, var allerede i »Childe Harolds« første
Sange Frihedskjærligheden som Digtets tredie Grundstemning den
eneste forløsende Magt, den eneste, som angav en praktisk Opgave for Livet.
Allerede i Portugal havde Harold udraabt: »O kunde disse
Volde omgive et frit
Folk«, og til Spanierne sunget: »Op I Spaniens Sønner! Eders Gudinde, Ridderæren
kalder«. Allerede dengang tilraabte
han det undertvungne Grækenland, der
bestandig saae sig om efter Hjælp udefra: »Vide I det ikke,
I arvelige Livegne, at den som vil være fri, maa selv slaae Slaget? Haabe I
paa Gallerens eller Moskovitens Magt? Den kan maaskee styrte Eders stolte
Tyran, men aldrig tænde Frihedens Ild paa Eders Alter! Nei, før
Lacedæmons Helte staae op af Graven, før Thebens
Epaminondas atter reiser sig, før
Athens Sønner have modige Hjerter paany og græske
Mødre atter føde Mænd, før er Trældommens Tid ikke
omme!« Men hans Frihedskjærlighed
dengang var af rent politisk Natur, det var den frifødte Englænders Harme
over at see de fremmede Folkeslag ude af Stand til at afryste et Fremmedaag,
hans eget Folk aldrig havde baaret og umuligt kunde tænkes at
ville bære. Nu opfatter han Frihed i Ordets vide og fulde, almenmenneskelige
Forstand. Nu føler han det, at den frie Tanke er Udgangspunktet
for alt aandigt Liv. »Lader os kun gruble kjækt,« siger
han: »det vilde være en lav Opgiven af Fornuften at opgive vor Ret til
Tanken – vort sidste og eneste Tilflugtssted. Det skal idetmindste altid
blive mit. Skjøndt fra vor Fødsel af denne guddommelige Evne er lænket og
martret, sammenkrummet, indespærret og holdt fangen, og opdraget i Mørke af
Frygt for at Sandheden skulde skinne altfor klart paa det uforberedte Sind –
Straalen bryder dog ind; thi Tid og Kunst ville helbrede de Blinde«.*)
»Yet let us ponder boldly – ’t is a
base
Abandonment of reason to resign
Our right of thought – our last and only place
Of refuge; this, at least, shall still be mine:
Though from our birth the faculty divine
Is chain’d and tortured – cabin’d, cribb’d, confined,
And bred in darkness, lest the truth should shine
Too brightly on the unprepared mind
The beam pours in, for time and skill will couch the
blind.«
»Ch. H.« IV 127
smlgn. »Don Juan« IX 24.
Og han vil ikke blot gruble, han vil handle. Han anraaber Tiden,
den store Hævner, han minder den om at han med Ro og Stolthed har udholdt
Verdens Had – og han har kjendt alle Hadets Arter -*)
»From mighty wrongs to petty
perfidy
Have I not seen what human things could do?
From the loud roar of foaming calumny
To the small whisper of the as paltry few,
And subtler venom of the reptile crew
[…]«
»Ch. H.« IV, 136.
og han slutter med Bønnen: »O lad mig da ikke
have baaret dette Jern forgjæves i min
Sjæl!«
Naar han da nu atter reiser fra Land til Land, da svinder hans personlige
Sorg sammen ved Skuet af Roms uhyre Ruiner og som hin
Sulpicius, hvis Følelser
Chateaubriand tilranede Helten i sine
»Martyrer«, føler han sin Skjæbnes Lidenhed i Sammenligning
med den, som har bortmeiet Grækenlands Byer.*)
»O Rome! my
country! city of the dead
The orphans of the heart must turn to thee
Lone mother of dead empires! and control
In their shut breasts their petty
misery.«
»Ch. H.« IV, 78.
»Wandering in youth I traced the path
of him
The Roman friend of Rome’s least
mortal mind
The friend of
Tully.«
»Ch. H.« IV, 44 smlgn. »Reactionen i
Frankrig« S. 199.
Og naar han ikke nøiet med den blotte Tankes Frihed vender Blikket
udad og sysselsættes af de store politiske Kampe, da gjentager han ikke blot
de gamle Opraab til de Faldne, som naar han tilraaber
Venedig, at Staden har druknet
Aarhundreders Hæder i Slaveriets Dynd og at det var bedre den selv var
sunket i Havet end at opleve slig Skjændsel; nej han
vender sig kjækt mod de Mægtige, mod Seierherrerne ved
Waterloo, dem han spodsk
betegner som Napoleons Aber, og han seer fra
Kampenes politiske Yderside hen til deres sociale Kjærne. Vistnok, siger
han, har Frankrig tilsyneladende forgjæves taarnet Ruin paa
Ruin af ældgamle Fordomme, der have levet siden Tidernes Fødsel, og vel see
vi nu Fængsler og Troner reise sig igjen af alt dette Grus. Men det
vil ikke vare. Thi Menneskeheden har endelig lært sin egen Styrke
at kjende. Og har Frankrig end beruset
sig i Blod til det spyede Forbrydelser – dog Frihed! gaaer dit sønderrevne Banner lig Tordenstormen imod Vinden og
dine Trompetfanfarer klinge selv hendøende saa fuldt som om Echoet af dem
aldrig skulde svinde. Har Frihedstræet end nu mistet sine Blomster og er
Barken end saaret af Øxen, dog vil en ny Vaar, o Frihed, bringe dig en
mindre bitter Frugt!
Da har ogsaa jeg ikke levet forgjæves. Thi der er det i
mig, som vil overleve Tid og Tortur og aande, naar jeg har udaandet, noget
Ujordisk, som de Andre ikke ane, men som vil bevares som den erindrede Tone
af en forstummet Lyra! (»Ch. H.« III, 82.
IV, 97, 136). Saaledes smelte i dette skjønne Digt Ensomhedens,
Melancholiens og Frihedskjærlighedens Grundstemninger sammen,
og saaledes udvides og uddybes Digterens Sjæleliv stedse mere, medens Digtet
rykker frem fra Sang til Sang. Wordsworth havde
forvandlet sit Jeg til Organ for England, Scott og
Moore havde givet Skotlands og Irlands Følelser
Luft i deres Sang; men Byrons Jeg er det
almenmenneskelige, dets Sorger og Forhaabninger hele Menneskehedens. Da
dette Jeg ret kraftigt og mandigt har trukket sig sammen i sig selv og
fordybet sig i sin ensomme Sorg, udvider dets Smerte sig til Sorgen over al
Menneskelivets Jammer, Jegets haarde og egoistiske Skal bliver sprængt og
den dybe Frihedsbegeistring aabner sig Vei for at omfatte og løfte hele
Digterens Samtid.*)I Martensens
»Den christelige Ethik« S. 228 hedder det om
Byron, hvis Sprog den høiærværdige Forfatter,
der citerer Engelsk paa Tydsk, ikke synes at være mægtig: »Men tage vi ham i hans Helhed, maa det visselig siges,
at hans Tro paa det politiske Frihedsideal langtfra var saa stærk som
hans Foragt for den Verden, der er saa slet, at intet Frihedsideal deri
kan blive virkeligt, intet sandt Fremskridt komme
istand,« en Ytring der hverken lader sig forsvare
eller i det paagjældende Skrift forsøges forsvaret.
Byron skal der gaae op i Kategorien
»Pessimisme«. I Gr. Thomsens Disputats »Om
Lord Byron«, et i en høist speculativ Stil affattet Stykke
Arbeide, hedder det mere sundt: »De unge Digtere [i
Frankrig] bleve sig først ved Kjendskabet til
Byrons Poesi selve Revolutionens Princip,
den frie Tanke [udhævet i Texten] klart
bevidste« S. 233. Saa holder Digteren da sin Gudstjeneste og samler sin Sjæl i
Andagt. Han vrager alle »Afgudshuse«, gothiske Kirker
saavel som græske Templer, og ligesom de gamle Persere byggede deres Alter
paa de høieste, Jorden overskuende Bjerge, saaledes bøier han sit Hoved i
Naturens store Kirke, den som bestaaer af Jord og
Luft.*)
»Come and compare
Columns and idol-dwellings, Goth or Greek
With Natures realms of worship, earth and air,
Nor fix on fond abodes to circumscribe thy
pray’r.«
»Ch. H.« III, 91.
19. Byron. Den revolutionære ånd
XIX.
Efter at have besøgt Valpladsen ved
Waterloo, reiste
Byron langs Rhinen ned til
Schweiz, hvor han tog Ophold ved Genfersøen. I en af
Pensionerne der traf han sammen med den fire Aar yngre
Shelley. Shelley havde i sin
Tid sendt Byron
»Queen Mab«, men det Brev der fulgte med, var gaaet tabt og
saaledes havde ingen Correspondance udviklet sig heraf; han var fjorten Dage
tidligere ankommen til Stedet med Mary Godwin og med en
Halvsøster til denne Miss Jane Clairmont, der allerede
i London havde været lidenskabeligt betaget af
Byron. Byrons naturlige Datter Allegra er Frugten af
den kortvarige Forbindelse, der nu fandt Sted mellem ham og den unge
Dame.
Under Samlivet med Shelley modtog
Byrons Aand nogle af de stærkeste og dybeste
Indtryk, for hvilke han var modtagelig. Det første store Indtryk var det af
Shelley’s Personlighed og Livsanskuelse. For første
Gang i sit Liv stod Byron overfor en helt moderne og
helt emanciperet Aand. Med al sin geniale Evne til at tilegne sig hvad der
stemmede med hans Natur havde han kun modtaget en halv, litterær og
philosophisk, Dannelse og bestandigt mere maattet lade sig lede af
Sympathier end af Overbevisninger. Nu traadte Shelley
ham imøde, gjennemglødet af en Apostels Begeistring, længst ude over alle
Tvivl, som en sand Humanismens Præst. Hverken det adspredte Liv i
Londons Salon’er eller det knugende Tryk af tunge
Skjæbner havde undt Byron Sindsro til at gruble
synderligt over metaphysiske Problemer eller over Menneskehedens Reform; han
havde været altfor sysselsat med sig selv. Nu mødte han lige paa det Punkt i
sin Digterbane, da Jeget i ham begyndte at tøe op, den Aand som døbte med
Ild. Hans Sjæl aabnede sig helt for den nye Paavirkning, og i en Række af de
Skrifter, han nu fuldførte, spores den meget tydeligt. De mange
pantheistiske Udbrud i tredie Sang af »Childe Harold« ere uden
Tvivl alle Frugter af Samtalerne med
Shelley, fremfor Alt er det skjønne Sted om
almægtig Elskov som Naturens Aand (III, 100) et Udtryk for
Shelleys Lære om Kjærlighed og Skjønhed som
mystiske, Verden omspændende Magter. I en af sine Dagbogsnotitser gaaer
Byron i disse Dage endog saa vidt i Shelley’sk
Pantheisme, at han betegner den Stemning, der omgiver
Clarens og Meillerie,
Sceneriet for Rousseau’s »Héloise« som en,
der er »af høiere og mere omfattende Art end Sympathien med
en enkelt Lidenskab,« det er, siger han, »Følelsen af
Kjærlighedens Existents i dette Ords høieste og mest
udstrakte Betydning og af vor egen Deltagen i dens Goder og Hæder; det er
Universets store Princip, som her er mere fortættet tilstede end andensteds,
og i hvilket vi, skjøndt vi vide, at vi have Del deri, tabe vor
Individualitet, medens vi gaae op i det Heles Skjønhed.«
En yderligere Paavirkning af Shelley lader sig
eftervise i Aandescenerne i »Manfred« og især i dette Dramas
tredie Akt, hvis Omarbeidelse foretoges paa hans Baad. Endelig havde
»Kain«, selv om Shelley, som han paastaaer, ingen direkte Del har havt
i denne Digtnings Composition, ganske sikkert ikke faaet
det Præg, som Digtet har, hvis man kunde tænke sig
Shelley ude af Byrons Liv.
De to Digtere besøgte Chillon og den hele Omegn i
Forening og saaledes modtog Byron det andet store
Indtryk, som skulde indvirke productivt paa ham, Indtrykket af
Alpekjæden. Det var en Lise for ham, der saa
nylig havde indaandet Dunsten af Londons
Selskabssale, at lade Øiet hvile paa den evige Snee, skyhøit over
Menneskevrimlen at betragte Alpernes snebedækkede
Skalper. Hans poetiske Forgjænger Chateaubriand
afskyede Alperne; deres Storhed virkede trykkende paa
hans Forfængelighed; Byron følte sig hjemme imellem
dem. »Manfred«, hvis sandeste poetiske Værd maa søges deri, at
det er et Alpelandskab og et Alpelandskab uden Mage, er directe fremgaaet af
Naturindtrykkene. Taine har ladet sig henrive til det stærke Udtryk, at
Byrons Alpeaander i »Manfred« kun ere
Theaterguder; men Taine kjendte, da
han skrev dette, ikke selv Schweiz. I ingen Omgivelser ligger Overgangen
nærmere end her til at personificere Naturen. Selv en almindelig Reisende
fristes dertil. Jeg erindrer, at jeg en Aften paa Rigi
Kulm stod og betragtede de smukke Søer ved Bjergets Fod og
de smaa Skyer, der langt nede ved deres Speil dreve afsted over dem. Da
rullede paa een Gang langt ude fra Horizonten en lille hvid Klump. Da den et
Minut efter naaede Pilatus, var den
en uhyre
Taagemasse
Taagemaase. Med rivende Fart bredte den sig over Himlen og kastede
sin Skykaabes milevide Flige ud til begge Sider. Den sænkede sig ned over
Søernes Flade, indhyllede Klippespidserne, red paa Bjergryggene, fordybede
sig i Kløfterne, spredte saa endnu engang sine Flanker,
hvirvlede som Røg mod Himlen, sank som Bly over Byerne, udslukte alle Farver
og flød som Graat i Graat. Sneens Hvidhed, Træernes Grønt, Solskyernes
tusinde Glimt og Farver oversvømmedes i et Øieblik og var borte. Blikket,
som nylig streifede frit hen over den umaalelige Flade, heftede sig
uimodstaaeligt tiltrukket alene ved den uformelige Masse, der hastigt
flyvende og mægtig som en Klode i dens tidligste Tilstand foer ind imod
Beskueren. Det var som himmelske Hærskarer, som hundrede Tusinder af luftige
Ryttere, der i sluttet Trop kom susende paa vingede, lydløse Heste
uimodstaaeligere end nogen jordisk Hær, sporløst udslettende Alting bag sig
som Asiens Horder eller Attilas Hunner. En Nordbo maatte uvilkaarligt tænke
paa Vanernes Tog. I det Øieblik Skyen
naaede Kulmens Rand, tabte de
Yderststaaende
Ydersstaaende
sig for Synet, flere og flere bleve borte i den, saa slyngede den sig
klam og tætfavnende om hver Enkelt, lukkede Munden til paa En og lagde sig
om Brystet. – Det er Natursyn af denne Art, som have afgivet Materialet til
de Aandesyner, som overfalde Manfred.
Passus for Passus af Byrons Dagbøger er gaaet over i
hans Digt og ikke sjeldent ere Udtrykkene i deres første løse Formning nok
saa gribende som i Digtet. »Ankom til Grindelwald. Spiste
til Middag. Red op til den høiere Gletcher – lignede en
frossen Orkan. [I »Manfred« staaer for Versets Skyld: en frossen Storm]. Stjernelyst, skjønt,
men en Pokkers Sti […] en Smule Lyn, men Dagen i det Hele saa skjøn som den Dag, hvorpaa Paradis blev gjort. Gik
gjennem hele Skove af visnede Graner, alle visnede, Stammerne skrællede og
barkløse, Grenene livløse; dette gjort af en enkelt Vinter – deres Udseende
erindrede mig om mig og mine.« Alle disse Udtryk
forekomme let omformede i Digtet.
Men hvor rige paa Udbytte nu end Byrons og
Shelleys fælles Udflugter vare, saa bleve de dog
paa mange Maader forbitrede dem. Deres reisende Landsmænd plagede dem
overalt med deres Nysgjerrighed og trængte endog med utrolig Frækhed ind i
Byrons Hus. Bleve de holdte ude derfra, stode de
med Kikkerter langs Kysterne og Veiene for at gjøre deres Iagttagelser,
kiggede over Havemuren og bestak Hotelopvartere, som senere i
Venedig Gondolførere, for at erfare Skandale. At
Byron og Shelley levede iflæng
med to Søstre var det første Rygte, man bragte i Omløb, og alt som de to
Digtere i Folkesnakken forvandledes til Incarnationer af Djævelen, antoge
disse Rygter en stedse mere modbydelig Charakter. Man kan da ikke undre sig
over, at da Byron en Dag paa
Coppet
traadte ind i Mme de Staëls Dagligstue, faldt en
engelsk Dame, en gammel gudfrygtig Romanforfatterinde, Mrs.
Hervey i Afmagt ved Synet, som om hun, siger
Byron, havde seet selve »hans
sataniske Majestæt« komme anstigende.
Hvis vi ret ville forstaae Aarsagen til denne os nu saa latterlige Rædsel
for Byrons Person, da føres vi til det sidste store
Indtryk, Byron under sit Ophold ved
Genfersøen modtog, nemlig det af en bestemt
Bagvaskelse, der var bleven udspredt om ham i England, hvis Beskaffenhed og
Udbredelse nu først blev ham klar. Det er den samme, som Mrs.
Beecher Stowe for faa Aar siden meddelte Verden at have
modtaget som fortrolig Meddelelse af Lady Byron, »medens en himmelsk Glands omgav denne Dames ætheriske
Ansigt«, Historien om det forbryderiske Forhold mellem
Byron og hans Søster, Mrs.
Leigh. Denne Historie var i Aarenes Løb bleven til en saa fix
Idee hos Lady Byron, at hun, som et
1869 udgivet Skrift »Medora Leigh« udviser, end ikke tog i
Betænkning at meddele en Datter af Augusta Leigh, der i
Nød henvendte sig til hende, at hun ikke var en Datter af Oberst
Leigh, men af Lord Byron og hans
Halvsøster. Hun erklærede samtidigt, at hun stedse skulde sørge for hendes
Underhold, Noget hun senere ganske forsømte at gjøre. –
Om denne Beskyldning har Byron i det Øieblik, han
forlod England, øiensynlig Intet eller saa godt som Intet vidst. Han har vel
neppe læst alle Avisartikler imod sig. Han siger selv: »Først temmelig længe efter min Afreise blev jeg underrettet
om mine Fjenders hele Fremgangsmaade og Sprog. Mine Venner burde have sagt
mig meget, som de fortiede for mig.« Først i Schweiz fik
han gjennem en Ven Alt at vide. Herved forstaaes ogsaa først ret de fra
Schweiz til Augusta rettede
Poesier. Saaledes hedder det i
»Ch. H.« III, 55: »Og et mildt
Kvindehjerte var forbundet med ham ved stærkere Baand end dem, Kirken
knytter. Ren var denne Kjærlighed. Den bestod Prøven af det dødeligste
Fjendskab og blev end fastere hærdet i en Fare, der mere end alt Andet
overmander Kvindehjerter. Hendes Hjerte var fast og hans tungt, da han
sendte hende denne Hilsen fra den fjerne
Kyst.« Stanzerne til
Augusta indeholde lignende Udtryk og Linien: »Skjøndt bagvasket kunde du aldrig vakle«
(i det andet af
Digtene
Digterne
til hende) viser, at ogsaa hun vidste om disse skjændige Rygter.
Først nu er ogsaa det i Schweiz indtrufne pludselige Omslag i
Byrons Stemning imod Lady
Byron forklaret. Han der i den første Tid efter Skilsmissen
siger »at han neppe troer, der findes et muntrere, bedre,
elskværdigere, behageligere Væsen end hendes« og som gav
sin Voldsomhed og Ubetænksomhed al Skylden, seer nu kun Skyggesiderne ved
hendes Charakter, og det er under det nu skildrede
overvældende Indtryk, at han begynder den stygge Krig mod en Kvinde, der
ellers maatte synes saa uværdig, og udkaster det haarde Portrait af hende
som Dona Inez i første Sang af
»Don Juan«. Det afgjørende og i Sandhed knusende Bevis mod
Lady Byron kom for Dagen i October 1869 i
»Quarterly Review«. Der blev nemlig syv Breve og Billetter
trykte, som Lady Byron efter Katastrophen har skrevet
til
Mrs.
Mrs
Leigh, og som strømme over af Ømhed og kjærlige
Forsikringer. Det hedder heri, at det er hende »en stor
Trøst« at vide, at Mrs. Leigh er
sammen med hendes Mand; hun maa vel nu give Afkald paa Retten til at kalde
»sin dyrebareste
Augusta« sin Søster, dog haaber hun,
at dette ikke vil gjøre Skaar i den Godhed, Mrs. Leigh
altid har næret for hende. »I dette Punkt idetmindste (!),«
skriver hun, »er jeg Sandheden selv, naar jeg siger, at
hvilken end min Stilling maatte blive, existerer der Ingen, hvis Omgang er
mig dyrebarere eller mere kan bidrage til min Lykke. Disse Følelser ville
under ingen Omstændigheder kunne forandres. Skulde du fordømme mig, vil jeg
dog ikke elske dig mindre for det.« Saaledes har
Lady Byron skrevet til den, hvem hun mange Aar
efter har stemplet som den Skyldige, der drev hende ud af hendes Mands Hus.
Ja, hvad mere er, den venskabelige Brevvexling mellem Lady Byron og Mrs. Leigh varer
lige til Byrons Død. Endnu Byrons
sidste ufuldendte Brev begynder med de Ord: »Min kjæreste
Augusta! For faa Dage siden modtog jeg Din og
Lady Byrons Beretning om Adas
Helbredstilstand.« Og nu skulde vi troe, at
Lady Byron hele sit Liv igjennem har betragtet
Augusta, der vedblev at være det forsonende
Mellemled mellem Ægtefællerne, som den unaturlige Forbryderske, der var
medskyldig i hendes Livs Ulykke. Hvilket Chaos af Løgn og Vanvid!
Vanvid er det rette Ord; thi, siger »Quarterly Review«,
»ligesom Lady Byron
fra først af ikke kunde finde nogen anden Forklaring for sin Mands
Handlemaade end Afsind, saaledes kunne vi nutildags ikke forklare os hendes
anderledes end ved Sindssygdom. Men der er en mærkelig
Forskjel mellem hendes og Byrons Sygdom. Han overdrev
paa sygelig Maade sine Feil, hun sine Dyder. Hans Monomani bestod i at ville
være en umulig Synder, hendes i at ville være en umulig Helgeninde. Han
gjorde i sine afsindige Stemninger alt muligt for at sværte sit Ry, og hun
tog hans Selvanklager, der ofte kun vare daarlige Vittigheder og
Mystificationer, for fuldt Alvor. Hendes Hallucinationer derimod gik ud paa
at undergrave deres Navn og Rygte, der stode hende nærmest og som burde have
været hende dyrebarest. Hvilken af disse Aandsforvildelser var
vel her den farligste og mindst elskværdige!«.*)»Quarterly Review« Oct. 1869. Smlgn.
Karl Elze’s udmærkede Skrift »Lord
Byron« S. 179.
Byrons sidste Indtryk i Schweiz var da Trykket af den
forfærdelige Bagvaskelse, hvorunder han vaandede sig. Hans Tanker dreiede
sig selvfølgelig atter og atter om den, og paa Kunstnervis gav han sig til
at digte sig dybere og dybere ind i den. George Sand
har etsteds i et Brev til Sainte-Beuve skildret sin
Natur og Digter-Naturen i det Hele med et Par raske Træk. Talen er om
Philosophen Jouffroy, der har ønsket at præsenteres for
hende, men hvem hun nærer nogen Frygt for som en altfor streng og altfor
lidet aandssmidig Moralist. »Jouffroy,« skriver hun,
»er øiensynligt en Mand, som hvis Talen kom paa at spise
Menneskekjød, vilde udbryde: Det er aldrig faldet noget virkeligt Menneske
ind at spise Menneskekjød! De derimod med Deres videre Blik vilde sige: »Der
skal gives Mennesker, som virkelig spise Menneskekjød!« jeg derimod vilde
ganske sikkert tænke: »Hvordan mon Menneskekjød vilde
smage!«« – dybe Ord, der i sig indeholde
en Definition paa Digterens Væsen i Modsætning til Iagttagerens og til
Moralistens. Den stærke Trang til at tillade sin Indbildningskraft og sin
Reflexion ethvert Experiment, til at gruble og phantasere over
hvad Menneskene i Almindelighed frygte og skye, var i høi Grad udpræget hos
Byron. Den bekjendte Anekdote, der
har vakt saa stor Forfærdelse, at han engang med en lille Kniv i Haanden
udbrød: Jeg gad vide, hvorledes En er tilmode, naar han har begaaet et
Mord! har ingen anden Betydning. Det fristede ham at
gruble sig ind i den Skyldbevidsthed, der fulgte med en forbryderisk
Kjærlighed ikke mindre end at digte sig ind i den, der følger paa Mord. Hans
tidligste Helte som Giauren og
Lara have begaaet et
hemmelighedsfuldt Mord, og det er bekjendt nok, at man uden videre
paaduttede Byron denne hans Heltes Forbrydelse, ja at
selv den gamle Goethe af
Folkesnakken lod sig forlede til i sin Anmeldelse af »Manfred«
at berette som »høist sandsynlig« den barnagtige Ammestuehistorie om at
Byron i Florents (hvor han
komisk nok i Alt har været een Formiddag) havde havt en Kjærlighedshistorie
med en ung Kone, hvem Manden dræbte, og hvis Død Byron
atter hævnede ved at berøve hendes Drabsmand Livet.
Ganske som man tidligere troede at finde Beviset for hans Mordgjerninger i
Laras tragiske Miner, saaledes har
man i vore Dage villet see et Bevis for hans Incest i Manfreds Fortvivlelse og i Kains Ægteskab med sin Søster. Det kan ikke undre, at
Byron og Moore engang
paatænkte at forfatte en phantastisk Biographi af Lord
Byron, i hvilken han skulde have forført saa
mange Medlemmer af det ene Kjøn og myrdet saamange Medlemmer af det andet,
at man kunde haabe at stoppe Munden paa alle øvrige Anekdotsamlere ved
Overbydelsen. De opgave kun Planen af Frygt for at Publicums Naivetet skulde
tage Spøgen for Alvor.
Mangen Samtale mellem Shelley og
Byron har da rimeligvis af let forstaaelige Grunde
dreiet sig om Kjærlighed mellem Broder og Søster, saameget mere som det
samme sterile Problem ogsaa sysselsatte den yngre Digter.
Byron irriterede især den Omstændighed, at de
Fromme toge saa stærkt paa Vei i den Anledning, da de dog selv dogmatisk
foredroge, at Menneskeheden som nedstammende fra et eneste Par havde
formeret sig gjennem Sødskendeparring. Derfor accentuerer han i
»Kain«, at Kain og
Adah ere Sødskende og lader
Lucifer forklare Adah, at hendes Elskov til sin
Broder ikke er Synd, men at den
hos Efterkommerne vil være det, hvortil Adah meget logisk svarer: »Hvad er Synd,
som ikke er Synd i sig selv? hvad gjør en ydre Omstændighed til
Sagen?«
Af alle de nu antydede psychologiske Elementer fremgik
»Manfred« og »Kain« som Producter. Det første af
disse Værker er det mindst betydelige af de to og taaler visselig ingenlunde
den Sammenligning med Goethes »Faust«,
hvortil det indbyder og som saa tidt er anstilt. Goethe selv siger, at der kunde holdes en
smuk Forelæsning over den, men den er nu holdt ofte nok,
neppe nogensteds med større Originalitet og Talent end
af Taine. Kun i et enkelt Punkt
hæver »Manfred« sig over »Faust«. For Kritikeren
angiver Intet en bedre Værdimaaler for et Værks forskjellige Partier end den
Omstændighed, hvad det er han efter Aars Forløb har bevaret i sin Erindring
af et Digt, og jeg veed med Vished, at det Eneste, jeg efter i et Aarti ikke
at have læst »Manfred«, fandt i min Erindring, var Scenen, hvor
han, som dog dømmer sig selv saa strengt, i sit Dødsøieblik, efter at have
afvist Abbeden og hans Trøst, med fast Stolthed og dyb Foragt viser de onde
Aander bort, med hvem han Intet har tilfælles og som han aldrig har givet
ringeste Magt over sig. Modsætningen til Faust, der sælger sig til Mephistopheles og synker i Knæ for Jordaanden, er her frappant. Den engelske
Digter har havt et Ideal af selvstændig Manddom for Øie, hvortil den tydske
ikke har hævet sig, og hans Helt er ligesaa typisk Mand som
Goethes Helt er Mennesketypen. Ene i
Døden som i Livet er han uden Samkvem med Helvede som uden Forhold til
Himlen. Han er sin egen Anklager og sin egen Dommer. Hele
Byrons mandige Moral ligger heri. Paa de ensomme
Høider hinsides Snelinien, hvor menneskelig Svaghed og Blødhed ikke mere
trives, der aander hans Sjæl først let, og Alpelandskabet
danner sig naturnødvendigt til Ramme om den med dets strenge Vildhed
beslægtede Hovedperson.
Men i »Manfred« kommer kun den selviske Side af
Byrons Digtersjæl frem. Hans dybe,
almenmenneskelige Sympathi udtaltes for første Gang helt i
»Manfreds« dramatiske Modstykke, »Kain«.
»Kain« er Byrons
Troesbekjendelse ↄ: Bekjendelsen af alle hans Tvivlsmaal og al hans Kritik.
Naar man betænker, at han hverken som Shelley og Tydsklands store Digtere ad Reflexionens Vei
havde tilkjæmpet sig en fri, human Verdensanskuelse, eller som vore Dages
Digtere havde en videnskabelig Naturkundskab og en videnskabelig Kritik af
de bibelske Oldskrifter bag sig som Forudsætning for alle Grublerier og
Drømmerier over Fortidens og Nutidens Livsbetragtning, saa maa man med
Beundring studse over den Energi og Alvor, hvormed han her greb alle de
største Livsproblemer.
Som privat Personlighed var Byron
visselig ligesaa ufærdig i sit Fritænkeri som han var dilettantisk i sin
Politik. Hans klare Forstand oprørtes ved Tro paa det Absurde; men han var
som de fleste store Mænd i Aarhundredets Begyndelse ↄ: før Religions- og
Naturvidenskabens Udvikling, paa een Gang skeptisk og overtroisk. Han havde
faaet Lede ved Religionen alt som Barn; Moderen slæbte
ham regelmæssigt i Kirke, og han hævnede sig ved at stikke hende med
Knappenaale, naar han kjedede sig for stærkt. Som Yngling
opirredes han ved den engelske Kirkes stive Bogstavtro med
dens 39 Artikler og skrev i sit »Memorandum«, at det var ligesaa unyttigt at forbyde
Fornuftundersøgelsen som at tilraabe en Vaagen: Vaag ikke, men
sov! Troen paa et evigt Helvede var ogsaa altid Gjenstand
for hans evige Løier. Han skriver til Moore 1822: »Husker De Frederik den Stores Svar paa
Klagen fra den Bondemenighed, hvis Præst havde præket mod Helvedkvalernes
Evighed. Det lød saaledes: »Hvis mine troe og kjære Undersaatter i
Schrausenhausen foretrække at blive evigt
fordømte, saa staaer det dem frit
for.«« Og frygteligt var det
for Byrons Landsmænd i »Don Juan« at see
»gammel Rhum og sand Religiøsitet«
anførte som de bedste Beroligelsesmidler for ophidsede Gemytter. Han
afskyede vel Præsterne og udraaber hos Trelawny: »Naar have Præsterne beskyttet Geniet? naar En af deres
sorte Bande vover at tænke, bliver han trommet ud som
Sterne eller
Swift« og hos
Moore udbryder han: »De Skurke af
Præster have gjort Religionen mere Skade end alle de
Vantroe«. Men med alle sine Vittigheder og alle sine
Udfald var han usikker. Han vovede ikke at give de Resultater, hvortil
Shelley’s Reflexion havde ført ham, sit Minde, og
han lod sin lille uægte Datter opdrage i et Kloster,
for at ikke Barnet skulde paavirkes af Shelleys og hans
Hustrus fritænkerske Samtaler. Et
smukt og charakteristisk Brev fra Shelley er et
afgjørende Vidnesbyrd om Byrons Usikkerhed. »Lord Byron,«
skriver han, »har læst et eller to Breve fra Moore for
mig, hvori Moore taler meget venligt om mig, og jeg kan
kun føle mig smigret ved Bifald fra en Mand, hvis Overlegenhed over mig jeg
er stolt af at erkjende (!). Men Moore synes at frygte
min Indflydelse paa Byron i religiøs Henseende og at
tilskrive den Tone, hvori »Kain« er holdt, en Paavirkning fra
mig […] Jeg beder Dem forsikre Moore, at jeg ikke har
den ringeste Indflydelse paa Lord Byron i saa
Henseende; hvis jeg havde, vilde jeg visselig anvende den til af hans Sjæl
at udrydde Christendommens Blændværk, der tiltrods for hans Fornuft stadig
synes at kunne vende tilbage og ligge i Baghold for Sygdommens og Ulykkens
Timer. »Kain« var undfanget for mange Aar siden og begyndt før
jeg saae Byron i Ravenna. Hvor
lykkelig skulde jeg ikke have været, om jeg havde kunnet tilskrive mig om og
kun indirecte nogen Del i dette udødelige Værk!«
Vi see saaledes, at Byron som Privatmand ingenlunde var
naaet til en principfast Livsanskuelse. Men desto mærkeligere er det at
iagttage, hvorledes i hans poetiske Production hans Geni river ham med sig,
gjør ham stor og seirrig i sin Argumentation og lader ham med en Sikkerhed
uden Mage ramme de afgjørende Punkter. Og hvilken Revolution
skete ikke i europæisk Poesi, som i 1821 sad til Halsen i Bibeltro og
religiøs Fordummelse, da »Kain« kom ud som et Budskab om Oprør;
Indtrykket kan kun sammenlignes med det, som Strauss’s
»Leben Jesu« 14 Aar senere frembragte i den videnskabelige
Verden. De store tydske Digtere havde i deres frie Hellenisme ladet Bibelen
ligge »links«. Her reiste sig en anden,
mindre frigjort Digter, der sad indeklemt i Dogmeburet, men gik rundt deri
som et fanget Rovdyr ruskende i Burets Stænger.
»Kain« er ikke skrevet med Inspirationens zitrende Hast,
Stykket stormer og tordner ikke. Byron har her
forstaaet at gjøre, hvad der for voldsomme Sjæle er det Vanskeligste og
Indbegrebet af al Moral: at canalisere sin Lidenskab, det vil
sige at frugtbargjøre dens blinde Strømme. Stykket er et Grublerværk. Det er
et Værk af langsomt borende og hulende Reflexion, af sønderdelende
Skarpsindighed og splintrende Tænkerevne. Intetsteds gjælder som her om
Byron, hvad Goethe lader ham
sige som Euphorion i anden Del af
»Faust«: »Das leicht Errungene – das
widert mir – Nur das Erzwungene – ergötzt mich
schier.« Men Aandens hele hamrende og
knusende Maskineri, der her tilsyneladende virker saa behersket, er sat i
Svingning af en antændt og mægtigt brændende Indbildningskraft, og inderst
inde er her en Sjæl som hulker. Byrons Tro er kommen
ham til Hjælp lige saa vel som hans Vantro. Med fuld poetisk
Naivetet gaaer han ind paa den gammeltestamentariske Legende, som den
foreligger. Han behandler Sagnfigurerne ikke som Symboler, men som
Realiteter, og han er ærlig, idet han gaaer saaledes tilværks. Det falder
ham let; thi hans Skepsis bevæger sig ogsaa indenfor hans Digtning bestandig
paa Traditionens Grund og har den til Forudsætning. Tilmed var han
gammeltestamentarisk i sin Aandsretning og sit Sjæleliv. I hans Indre
dirrede Klageraab som Jobs, da han fik
Trøst og Tilrettevisning af sine Venner, i hans Hjerte lød dumpt ved Dag og
Nat et Hævnraab som
Davids. De
»hebræiske Melodier« ere
Vidnesbyrd om, hvor naturligt det jødiske Klædebon passede for hans Følelses
Former.
Idet Byron nu altsaa med fuld Troskyldighed gaaer ind
paa Traditionen og foreløbigt krumbøier sin Fornuft under dens Aag, see vi i
hans Digt den menneskelige Fornuft vride sig under dette Aag, reise sig imod
det, martres af Braadden og stampe mod Braadden. Og hvad der gjør dette
Skuespil end mere tiltrækkende er, at hin menneskelige Fornuft er ung og
nyfødt. Paa den sande Digter virker Solens Opgang saa stærkt, som saae han
den gaae op paa Skabelsens første Dag; hos
Byron havde alle Tvivl og Spørgsmaal en saadan
Friskhed, at de kunde lægges den første Spørger og Tvivler i Munden. Til at
forme disse Tvivlsmaal og Klager udfordredes der intet Ringere
end den hele lange Række af menneskelige Generationer, der havde sukket og
vaandet sig under Livets Grusomhed og nedarvede Legenders Absurditet. Men
idet Aartusinders ophobede Vaande, idet den stedse forøgede Kval ved at føle
den frie Menneskefornuft sammenskruet paa Troens Pinebænk, her er lagt den
første Rebel i Munden, udtales Alt af ham saa oprindeligt og naivt, som var
Millioners Tankearbeide alt udført af den først tænkende Hjerne. Denne
mægtige Modsigelse er den første, som griber i Digtet.
Den Del af Dramet, i hvilken dels alle de indre Uoverensstemmelser i den
jødisk-christelige Tradition, dels dens Uoverensstemmelse med Fornuften
blottes, det krypt-polemiske Parti deri
er vel for os nutildags af temmelig ringe Interesse; Menneskeheden har gjort
saa mange Skridt frem siden 1821, at al den Spidsfindighed, der anvendes paa
kritisk at kløve første Mosebogs Theologi for os omtrent tager sig ud som
Polemik mod Troen paa Varulve. Men i Virkeligheden er denne Polemik jo kun
tilsyneladende at tage bogstaveligt. Det kunde selvfølgelig ikke være
Byrons Hensigt at skrive
gudsbespotteligt; det vilde være Vanvid at fordriste sig til en
Kritik af det høieste, altomfattende Væsen. Hvad
»Kain«
bekjæmper er i Virkeligheden kun den Tro, at Naturens Orden er af ethisk Natur, at det Gode istedenfor at være Menneskelivets
Formaal skulde være Menneskelivets Forudsætning. Men man maa erindre, at det
menneskelige Sprog er fuldt af Ord, som Fortiden har dannet og som
Eftertiden er nødt til at bruge, da Sproget ei har andre, skjøndt den
fortolker dem om og om. Saadanne Ord ere f. Ex. Sjæl og Legeme, Evighed,
Salighed, Paradiset, den første Fristelse, den første Forbandelse o. s. v.,
og Byron har i sit Digt beholdt alle Genesis’s Udtryk.*)
Renan siger herom: »Supposé même
que, pour nous philosophes, un autre mot fut préférable, outre que les
mots ab straits n’expriment pas assez clairement. la réelle existence,
il y aurait un immense inconvénient a nous séparer par notre langage des
simples qui adorent si bien à leur manière. Le mot Dieu
étant en possession des respects de l’humanité, ce mot ayant pour lui
une longue préscription et ayant été employé dans des belles poésies, ce
serait renverser toutes les habitudes du langage que de l’abandonner.
Dites aux simples de vivre d’aspiration à la vérité, à la beauté, à la
bonté morale, ces mots n’auront pour eux aucun sens. Dites leur d’aimer
Dieu, de ne pas offenser Dieu, ils vous comprendront à merveille. Dieu,
Providence, immortalité, autant de bons vieux mots, un peu lourds
peut-être, que la philosophie interprêtera dans des sens de plus en plus
raffinés mais qu’elle ne remplacera jamais avec avantage«.
»Etudes d’histoire religieuse« S. 418.
Saaledes virker hans Drama ved denne anden tankevækkende Modsigelse, at alle de gamle theologiske og barbariske Ord ere
beholdte, saa at der bestaaer en uafbrudt indre Strid mellem Digtets Aand og
dets Bogstav. Denne anden Modsigelse ryster de Læsere, som den første har
skræmmet op.
Men til Opvisningen af den almindelige Theismes Fladhed svarer i dette Drama
den lidenskabelige Udtalelse af Mennesketilværelsens uendelige Jammer. Ikke
Pessimisme, som man med et tomt og intetsigende Ord har kaldt det, men den
dybe Følelse af den ubortdisputerlige menneskelige Elendighed ligger til
Grund. Langt dybere i Byrons Sjæl end Bitterheden mod
den Verdensmagt, som kun skaber for at ødelægge, ligger
Nødvendighedsfølelsen af Alles grændseløse Medlidenhed med Alle, den dybe
Medfølelse med al den Kval, hvorpaa det er umuligt at raade Bod, men som det
er umuligt ikke at fornemme. »Kain« er en Tragoedie om det
Grundtragiske, at Mennesket fødes, lider, bliver skyldigt og døer.
Byron motiverer den bibelske Legende: Adam er tæmmet, Eva er kuet, Abel er
en blød og lydig Dreng; Kain er den
unge Menneskehed, som grubler, spørger, attraaer og fordrer. Han skal
deltage i Takkebønnen.
Hvorfor prise og takke? For Livet, skal jeg da ikke døe?
For Livet, har jeg da ønsket at leve? For Livet, er jeg da endnu i Edens
Have? –
Med
Men
hvad Ret lider jeg? For Adams
Brøde? Hvad angaaer Adams Brøde mig? Hvorfor fristedes han til at forsee sig? Af hvad Grund
plantedes Træet, om ikke for hans Skyld? Hvorfor sattes det som det
skjønneste midt i Haven i hans Nærhed, hvorfor friste Uskyldigheden ved at
pirre dens Nysgjerrighed? Var det godt, fordi Gud vilde
det? Er det et Svar? – Kan den Gode
skabe det Onde og hvad Andet har han skabt? Og hvis det Onde fører til det
Gode, hvorfor da ikke strax gjøre det Gode. I tusindfold Elendighed har han
nu mangfoldiggjort sig selv og endda er han salig. Hvorledes kan man være
lykkelig, naar man er det alene; salig, naar man er den eneste, der er det?
Og ene er han, den ufattelige, utilintetgjørlige Tyran. –
Vi ere Intet overfor ham. Vel! Da vil jeg idetmindste ikke
hykle Tilfredshed med mit Intet og ikke synes fornøiet med min
Kval. Krig af Alle mod Alle og mod alle
Ting og Død for Alle og Sygdom for de Fleste og Tortur og Bitterhed, det er
Frugterne af det forbudne Træ. Er
Menneskets Lod saa ikke elendigt? Eet Gode gav Skjæbneæblet kun:
Fornuft. Men hvo kan være stolt af en
Fornuft, der er lænket til en legemligt trællende Masse og til elendige
Behov i et Væsen, hvis høieste Lyst er en sød Selvfornedrelse, et
enerverende og smudsigt Blændværk. Ikke
Paradiset men Døden fik vi i Arv paa denne usle lille Jord, Sædet for
Skabninger, hvis høieste Lykke skulde have bestaaet i at leve blinde i Uvidenhedens Eden, hvorfra Kundskab var banlyst som
Gift. Og nu Tanken, at al denne
Elendighed skal forplantes og nedarves! At skue de første Taarer og gysende
begribe, hvilke Have der ville flyde! Var det da ikke bedre at slynge det
spæde Barn mod Klippen og dræbe det strax for at standse Jammerens Kilde i
dens Udspring? Var det ikke uendeligt bedre, om Barnet aldrig var blevet
født? Hvorfra faaer Nogen Mod til at sætte Børn ind i en saadan Verden? Og
for denne Existens skal jeg opsende
Takkebønner.
Dette er Stemningen i Kains Sjæl, da
han tvinges til at skride til Offer, og udviklet er den bleven hos ham ved
Lucifers Tale. Thi Lucifer foretrækker Marter for Kryberi med
Hymner og Harper. Denne Lucifer er
ingen Djævel. Han siger selv: »Hvo vilde gjøre det Onde for
det Ondes Skyld! Ingen; men det er Surdeien for alt Levende og
Livløst.« Han er heller ingen Mephistopheles; paa en enkelt svag Spøg nær er han strengt
alvorlig. Nei denne
Lucifer er virkeligt
Lysbringeren, Videnskabens Genius, Kritikens stolte og
trodsige Aand, Menneskets bedste Ven, styrtet fordi han ei vilde krybe eller
lyve, men ubøielig fordi han er evig som sin Fjende. Han er Frihedens Aand.
Men eiendommeligt nok! Han er ikke den klare og aabne Kamp for Friheden; men
Friheden som den besjæler Sammensvorne og Conspiratorer, mørk og skummel,
vandrende lydløst ad forbudne Veie, en Frihedstrang som den,
der i 1821 besjælede alle Europas fortvivlende unge Frihedsmænd.
I sin Bog »Retfærdigheden i Revolutionen og Kirken« udraaber
Proudhon til Ærkebispen af Besançon: »Friheden, det er Eders
Antichristen, o kom Satan, du af Præsterne og Kongerne Bagvaskede, lad mig
omfavne dig, lad mig trykke dig til mit Bryst! Dine Værker, o du mit Hjertes
Velsignede, ere ikke altid smukke eller gode; men de alene give Universet en
Mening. Hvad vilde Retfærdigheden være uden dig? Et Instinct. Fornuften? En
Vane. Mennesket? Et Dyr.« Den saaledes forstaaede Satan
er ikke andet end den frie Kritik og var Byrons Poesi
bleven opkaldt efter den havde den kunnet bære Navnet »den
sataniske« uden Skam. Ved Lucifers Hjælp bliver »Kain« et Aandedrama; thi
Lucifer fører sin Discipel gjennem
Rummet, viser ham alle Verdener med deres Beboere, Dødens Rige og de i
Fremtidens Taager hvilende, endnu ufødte Slægter. Af Kain fordrer han hverken blind Tro eller
blind Underkastelse. Han siger ikke: »Tvivl paa mig og du
synker – tro og du bæres oppe!« Han gjør ikke Troen paa
sig til Betingelse for Kains Redning
og fordrer hverken Knæfald eller Tak. Han aabner Kains Øine.
Saa vender da Kain tilbage til Jorden
og den første Rebel lader den første Drabsmand alene som Bytte
for sine fortærende Tvivl. Der skal ofres, og han skal vælge et Alter. Hvad
ere Altrene ham? Sten og Grønsvær. Han som afskyer Lidelsen, vil ikke slagte
uskyldige Dyr til en blodtørstig Guds Ære, han lægger Frugter paa sit
Alter.*)
Shelleys Indflydelse er paa dette Punkt
øiensynlig. Abel beder sin
fromme Bøn efter Snoren. Han skal ogsaa
bede. Hvad skal han sige? »Gud, behøver Du Ofre for at
stilles tilfreds, saa tag mit! holder Du af Blod, maa Du søge Abels. Han, der reiste dette Alter, er som
Du gjorde ham. Han begjærer Intet, som man vinder ved
Knælen.« Da slaaer Lynet ned i Abels Offer og den himmelske Ild slikker begjærligt dette
Alters Blod, medens Kains foragteligt
væltes af Vinden. Har Gud da frydet sig ved Mødrenes Smerte, da Lammene
førtes fra dem for at slagtes, glædede han sig ved at see de stakkels Dyrs
Kval under den fromme Kniv? Kains Blod
koger, han vil styrte hint Alter, men Abel hindrer ham deri og holder ham tilbage. Vogt dig, din
Gud elsker Blod! – og besnæret af sin Harme, sine Kvaler, sin Skjæbne falder
Kain i den Snare, Jehova har
udspændt for ham, og begaaer det første Drab uden at vide hvad et Drab vil
sige, og bringer saaledes selv den Død ind i Menneskeverdenen, hvis blotte
Navn, da den blev spaaet Menneskeheden, havde hensat ham i en Tilstand af Rædsel. Gjerningen er fortrudt før den er gjort; thi Kain, som elsker alle Mennesker, elsker
inderligt Abel. Men saa følger
Forbandelsen, Straffen, Forviisningen og Kainsmærket.
Dette Kainsmærke er Menneskehedens: Kvalens og Udødelighedens Tegn.
Byrons Drama skildrer Kampen mellem den lidende og
søgende Menneskehed paa den ene Side og hin Lynets, Stormens og Hærskarernes Gud paa den anden, hvis
svækkede Arme nødes til at slippe Taget om en Verden, der vrider sig løs af
hans Favn. For at udrydde den Verden, der fornegter ham, kan han lade Blodet
flyde strømmevis og Baalene tændes i hundredevis af sine Præster; men
Kain stiger
uskadt op af Baalets Aske og pidsker disse Præster med udødelig Foragt.
Kain er den
tænkende Menneskehed, der en skjøn Dag sprænger Himlens gamle Hvælving og
øiner Millioner af Kloder i deres Frihed rullende høit over Jehovas
buldrende Tordenvogn. Kain er den arbeidende Menneskehed, der i
sit Ansigts Sved stræber at frembringe et nyt og bedre Eden, ikke
Uvidenhedens, men Kundskabens og Harmoniens, og som naar Jehova forlængst er
syet i sit Ligklæde, endnu vil leve og trykke den gjenfundne Abel til sit Bryst.*)Smlgn. Leconte de Lisle: »Poemes barbares«.
»Kain«.
»Kain« blev tilegnet Walter
Scott, som fandt, at
Byrons Muse aldrig før havde taget en saa ophøiet
Flugt og forud forsvarede Digteren mod Angreb. Men »Kains«
Udgivelse i England blev ikke desmindre opfattet og udraabt som en formelig
Nationalulykke. Allerede, da Manuscriptet indsendtes, trængte
Murray paa for at opnaae Forandringer og
Byron svarte: »De to Steder kunne
ikke forandres uden at jeg lader Lucifer tale som Biskoppen af Lincoln,
hvad ikke vilde være i den førstnævntes Charakter.« Strax
efter Udgivelsen blev Bogen eftertrykt og Murray
henvendte sig til Lord Eldon for at opnaae hurtigst
mulig Beskyttelse af sin Eiendomsret. Han blev afvist og i disse Udtryk:
»Retten erkjender i Overensstemmelse med alle andre
Retter her i Landet, at Christelighed er Grundvolden for alle engelske Love.
Ogsaa Beskyttelsen af
Boghandlernes
Eiendomsret hviler paa denne Grund. Men den foreliggende Bog, der har til
Hensigt at nedsætte den Del af den hellige Skrift, hvortil den svarer, er
ikke af den Art, at der kan tilstaaes Boghandleren nogen Skadeserstatning
for Eftertryk.« »Kain« ansaaes da altsaa –
ligesom Southey’s »Wat Tyler« – for et saa
forbryderisk Digt, at overfor det endog Eiendomsretten ikke mere gjaldt.
Imidlertid skrev Moore til Byron:
»»Kain« er vidunderlig, frygtelig, vil
aldrig blive glemt. Hvis jeg ikke feiler, vil den synke dybt ned i Verdens
Hjerte.« Historien har stadfæstet denne Dom.
20. Byron. Komisk og tragisk realisme
XX.
Da Strømmen af reisende Englændere henad Efteraaret 1816 begyndte at
oversvømme Schweiz, kunde Byron ikke udholde Opholdet
længere og begav sig med sin Ungdoms Reisefælle
Hobhouse paa Vei til Italien. I
Milano var det, at en af Samtidens fineste og
mest skeptiske Iagttagere Henri Beyle traf sammen med
Byron og det er et stærkt Bevis paa det
overordentlige Indtryk hans Personlighed gjorde, at han betog endog denne
Mands Aand, der altid var paa sin Post mod at forføres til utidig
Begeistring og som hurtigt opdagede hvad der i Byrons
Holdning var tvungent. Han siger: »Jeg traf sammen med
Lord Byron i La scala
Theatret i Minister de Brême’s Loge.
Jeg blev slaaet af hans Øine i det Minut han hørte Sextetten af
Meyerbeers »Elena«. Jeg har aldrig i
mit Liv seet noget saa Skjønt og saa Udtryksfuldt. Endnu den Dag idag viser
dette sublime Hoved sig pludseligt for mig, naar jeg tænker paa, hvilket
Udtryk en stor Maler burde give Geniet. Jeg havde et Øiebliks Enthusiasme
[…] Aldrig kan jeg glemme hans Træks guddommelige Udtryk; det var den klare
Bevidsthed om Magt og Geni.« Fra
Milano kom Byron til
Venedig, hans Yndlingsstad fremfor alle andre,
som han har forherliget i fjerde Sang af »Childe Harold«, i
»Marino Falieri«, i »De to Foscari’er«, i »Oden til Venedig« og endelig i
»Beppo«, der blev skrevet paa Stedet. Aldrig havde hans
Sind været saa nedtrykt som i dette Øieblik og aldrig havde han trængt mere
til Glemsel. Italiens henrivende Clima og bedaarende Atmosphære slog ham for
første Gang varmt imøde. Han var 29 Aar gammel. Med sine skjønne Kvinder,
sine letfærdige Sæder, sit hele sydlandske Liv indbød
Venedig til en Sandsernes Tummel og Rus. En
brændende Trang til Lykke og Nydelse laa i hans Natur og hans Trods var
hidset til det Høieste. Man troede ham dog istand til enhver Udsvævelse, han
kunde da lige saa godt virkeligt give sine reisende Landsmænd Noget at
skrive hjem og de gamle Fruentimmer Noget at daane over; de daanede og skrev
jo dog, hvad han saa gjorde.
Det første Byron foretog sig i
Venedig var at tage sig en Gondol, en Gondoliere,
en Loge i Theatret og en Elskerinde. Den sidste fandt han let; han havde
indlogeret sig hos en Kjøbmand hvis unge 22aarige Hustru Marianne
Segati skildres som en Antilope med store
mørke Øine. Hun og Byron bleve saa forelskede
i hinanden, at Byron lod Hobhouse
reise til Rom alene. »Jeg vilde være
reist med,« skriver han, »men er forelsket og maa vente
til det er ovre«. Den unge Kone trak ham med om i al
Karnavalsglæden. Han levede ganske paa Venetiansk, sværmede Nætterne
igjennem, iagttog – af Frygt for at blive corpulent – sin
sædvanlige Fastediæt, levede kun af Planteføde og maatte drikke sin
Yndlingsdrik Rhum med Vand i store Kvantiteter for at holde Livsaanderne
oppe. Thi paa samme Tid fuldendte han »Manfred«. Det giver et
trist Billede af den daværende Planløshed i hans Liv, at han blot for at
have en Modvægt mod Adspredelserne og give sine Dage et Tyngdepunkt, daglig
tilbragte Timer med i Klosteret St. Lazarus at lære
Armenisk af Munkene. Han lod sine Rideheste bringe til
Venedig, og som Formiddagen var helliget til
Armenisk, saaledes Aftenerne til Legemsøvelser, navnlig Ridning. Med
Shelley og andre Venner lod han sig i en Gondol
sætte over til Lidoen, hvor man saa red frem og
tilbage. Et Minde om Byrons Samtaler under disse
Rideture er bevaret i Shelley’s: »Julian og
Maddolo«. Han og Shelley see ved Solnedgang
paa en af Øerne et vinduløst uformeligt Taarn, der hæver sig mørkt frem i
Relief paa den flammende Himmel bag det. De høre Klokken derfra ringe med
sin hæse Jerntunge. »Det vi see,« sagde
Byron, »er Galehuset, og nu er
det den Tid, da de Afsindige hver fra sin Celle ved Klokkeringning kaldes
til Vesper. Og det,« udraabte han, »er vor Menneskelod.
Lig denne mørke og skrækkelige Klokke maa Sjælen i sit solbelyste Taarn
sammenringe vore Tanker og Længsler til at samles rundt om det sønderrevne
Hjerte og til at bede som gale Mænd gjør – hvorom? de veed det
ikke selv«. Ingen Lignelse maler bedre
Byrons Liv paa dette Tidspunkt. Visselig vare da
hans Længsler og Lyster som Afsindige, der kun een Gang daglig ringedes
sammen af Daarekistens Klokke. Med Møie løsrev han sig, efter i
Venedigs usunde Luft at have paadraget sig en
hidsig Feber, saa længe fra Marianne Segati, at han paa
en kort Udflugt kunde besøge Ferrara og
Rom; men efter hans Tilbagekomst forsvandt den
heftige Lidenskab, da Byron opdagede, at hun solgte de
Smykker, han gav hende, og overhovedet gik ud paa at gjøre sig sit Forhold
til ham indbringende. Under sit første Ophold i
Venedig havde han fortrinsvis søgt det gode
Selskab, der især samledes i den litterært dannede Grevinde
Albrizzis Salon; nu trak han sig helt tilbage fra den gode
Tones Herredømme. Han leiede til sig og sit Menageri et prægtigt Palads ved
den store Canal; dette Palads blev snart til et Harem, og Yndlingssultaninde
deri blev en ung Kvinde af Almuen Margarita Cogni, der,
da hun var gift med en Bager, blev tituleret Byrons
Fornarina paa det Kobberstik, hans
Forlægger lod gjøre af hende. Hendes Ansigt var af det skjønneste venetianske Snit, hendes
Skikkelse maaskee lidt for stor, men derfor ikke mindre skjøn og fuldkomment
passende for Nationaldragten. Hun havde den venetianske Almues hele
Naivetet og Pudserlighed, og da hun hverken kunde læse eller
skrive, kunde hun ikke plage Byron med Breve. Hun var
skinsyg, rev Masken af fornemme Damers Ansigt, naar hun saae dem sammen med
Byron og kom til ham, naar hun lystede, uden at
bryde sig om Tid, Sted eller Personer. I et Brev siger
Byron om hende: »Da jeg gjorde
hendes Bekjendtskab, havde jeg en Liaison med en fornem Dame, der var uklog
nok til at true hende. Margarita, som blev udæsket af
Damen, slog sit Hovedklæde tilbage og svarte paa sin deciderede venetianske
Maneer: I er ikke hans Kone, og jeg er heller ikke hans Kone. I er hans
Elskerinde og jeg er hans Elskerinde. Eders Mand er et Fæ og min Mand er et
Fæ. Hvad Ret har I saa til at skjælde mig ud? Er det min Skyld, naar han
synes bedre om mig? – Efter at have fuldført dette Mesterværk af Veltalenhed
gik hun sin Vei og overlod det til Damen at tænke over hendes
Ord«. Tilsidst indstallerede hun sig
formelig hos Byron som donna di
governo, reducerede ved streng Orden hans Udgifter til
Halvdelen, og spadserede i en Kjole med Slæb og med en Fjederhat paa –
Pragtgjenstande som det havde været hendes høieste Ønske at opnaae – rundt i
Paladset, pryglede Pigerne, aabnede Byrons Breve,
grublede for at lære sig Alphabetet og om muligt opdage Damebrevene iblandt
dem. Med al sin Voldsomhed elskede hun ham; hendes Glæde, da hun saae ham
vende uskadt hjem fra en farlig Seiltour, var »en Tigerindes, der faaer sin Unge igjen«, og da
Byron ved hendes stedse stigende Uregjerlighed
nødedes til at fjerne hende, kastede hun sig, efter at have søgt at saare
ham med en Kniv, i sin Harme og Fortvivlelse ud i Canalen ved Nattetid. Hun
blev fisket op i rette Tid og sendt hjem, og Byron nedskrev vidtløftigt hendes Historie til
Murray; han vidste, at hans
Breve til Forlæggeren ganske som trykte Sager eller offentlige Aktstykker
gik fra Haand til Haand og Fornøielsen ved hans Udskeielser var kun halv for
ham, medmindre han tillige havde sikret sig Forargelsen over dem i
England.
Man seer det allerede af det citerede Brev; han gik ikke op i det tøilesløse
venetianske Liv; han afvandt det en komisk og humoristisk Side. Det var da
ogsaa langt fra, at det blev spildt for hans Udvikling som Aand og som
Digter; medens hans Venner hjemme vare trøstesløse over at han saaledes
satte sin Værdighed paa Spil og sin borgerlige Agtelse overstyr, udsprang af
det vilde og lystige Carnevalsliv mellem Kvinder af Almuen og under Italiens
leende Sol en ny realistisk Stil i hans Poesi. I sin Ungdoms Digtninge havde
han vemodig og smertesønderrevet skildret Livets Ebbe, i
»Beppo« reiste paa een Gang Livets Springflod sig. Det var
Humorens Realisme, Livets Virkelighed opløst i Latter og Skjemt. Der havde i
hans tidligste Pathos været nogen Monotoni og en Del
Maniererthed. Her skjød hans Genius Ham, Monotonien brødes af uafbrudt
vexlende Themaers og Tonarters Gjennemkrydsen af hinanden og al Maneer var
som pustet bort af ærlig Latter. Der havde i hans tidligste Satirer været en
god Del Bidskhed og en betydelig Mangel paa Gratie og Lune. Nu da hans eget
Liv en kort Stund havde antaget Charakteren af en Fastelavnsleg, kom Gratien
af sig selv dandsende og snoende sig gjennem hans Stropher, medens Lunets
Bjælder ringede Takten dertil. »Beppo« er selve Carnevalet i
Venedig – hint gamle Thema, hvilket
Byron som en anden
Paganini fandt paa sin Vei,
løftede iveiret paa Spidsen af sin guddommelige Violinbue, og nu udstyrede
med en Uendelighed af kjække og geniale Variationer, med et overdaadigt
Broderi af Perler og gyldne Arabesker. Han havde lige i de Dage faaet et
engelsk komisk Digt om Kong Arthur og Ridderne
af det runde Bord i Haanden, forfattet af Diplomaten
John Frere, der her havde efterlignet Italieneren
Berni’s
Omarbeidelse af
Bojardo’s »Den rasende
Roland«,
det første Digt, i hvilket Ottaverimet er brugt. Det vakte Lysten hos
Byron til at forsøge noget Lignende og af
Efterligningen fremgik den nysnævnte kunstneriske Spøg, hvis fuldkomne
Originalitet udslettede enhver Erindring om et Forbillede. Her havde han
fundet den Form han kunde bruge, det Vaaben, som laae for hans Haand: Ottaverimet med dets trefold sammenrimede Sextet, til hvis
Masse Slutningsrimet føier snart et Facit, snart en Spøg, snart en sproglig
Overgivenhed, snart en susende Vittighedspil. Hvad Digtet handler om? Om
ligesaa lidt som Alfred de Musset’s
»Namouna« eller Paludan-Müllers
»Dandserinden«, der 16 Aar efter (1833) skreves som
Efterligninger deraf. Handlingen er Intet: At en Venetianer reiser bort fra
sin Kone og bliver saa længe borte, at hun længst har antaget ham for død og
længst er saa godt som gift paany, da han pludselig efter at være solgt som
tyrkisk Slave kommer hjem og klædt som Tyrk finder sin Kone paa et Maskebal
med sin mangeaarige Efterfølger under Armen. Han staaer efter Ballets
Slutning ved Døren til sit Hus, da Parret stiger ud af Gondolen. Da alle tre
ere komne sig lidt af den første Overraskelse, forlange de tre Kopper Kaffe
og nu udspinder sig følgende Conversation. Laura siger: »Beppo! Gud, hvor dit Skjæg er voxet! hvor kunde det dog
falde dig ind at blive saa længe borte? Er du virkelig bleven Tyrk? og har
du et Harem? og er det sandt at de spise med Fingrene istedenfor med Gaffel?
Hvilket Shawl du dog bar om Hovedet! det faaer jeg, det er klart. Og er det
sandt at de aldrig spise Svinekjød?«
– Dette er al den Forklaring, Manden faaer eller æsker; han laaner, da han
ikke kan gaae ud i sit Costume, foreløbigt et Par Benklæder af sin
Efterfølger, Lauras Cavaliere servente, og Historien ender med fuld Harmoni. Den er i og for sig
af underordnet Betydning; men den var Byron Forskolen
til hans Mesterværk »Don Juan« – det eneste af
Byrons Værker, der indeholder og rummer Livets hele
vide Ocean med dets Storme og dets Solskjær, dets Ebbe og dets Flod.
Byrons Venner gjorde det ene Skridt efter det andet for
at bevæge ham til at gaae tilbage til England og saaledes løsrive ham fra
det Liv, han førte; Overtalelserne vare frugtesløse; istedenfor at vende
tilbage solgte han (for 94,000 Pund) Newstead Abbedi, som han i sin Ungdom
havde erklæret aldrig at ville skille sig af med, og saa bestemt var han paa
ikke nogensinde at ville vende tilbage, at han endog med Skræk tænkte paa
Muligheden af at blive ført hjem som Lig. Han skriver: »Jeg
haaber, Ingen vil tænke paa at conservere og balsamere mig for at bringe mig
hjem. Mine Ben vilde ikke kunne finde Ro i nogen engelsk Grav og mit Støv
ikke kunne blande sig med Landets Støv. Den Tanke, at En af mine Venner
kunde være saa slet at bringe mit Lig til Eders Land, kunde endnu paa
Dødssengen gjøre mig rasende. Ikke engang Jere Orme vil jeg
fodre«. Da indtraf en Begivenhed, som paa en uforudseet
Maade gjorde Ende paa den polygamiske Existens, Byron
førte i Venedig, og som fik en afgjørende Betydning
for hans Liv. I April 1819 blev Byron i et Selskab hos
Grevinde Benzoni forestillet for den
unge sextenaarige Grevinde Teresa Guiccioli født Grevinde
Gamba, der lige da var bleven gift med den nogle og
tredsindstyveaarige Grev Guiccioli, som allerede to
Gange havde været Enkemand. Forestillingen fandt Sted imod begges Ønske; den
unge Grevinde var træt og ønskede kun at komme hjem,
Byron var uvillig til at gjøre nye Bekjendtskaber,
begge gave kun efter af Høflighed mod Værtinden. Men fra det første Øieblik
af, de talte sammen, kastedes en Gnist i begges Sjæle, der aldrig blev
slukt. Grevinden siger: »Hans
vidunderligt skjønne og ædle Træk, hans Stemmes Klang, hans Væsen og det
ubeskrivelige Trylleri, der omgav ham, gjorde ham til et Phænomen, der var
overlegent Alt, hvad jeg før havde seet. Fra den Aften af saaes vi dagligt
under mit Ophold i Venedig«. Efter
faa Ugers Forløb maatte Teresa med sin
Mand vende tilbage til
Ravenna. Denne Afsked rystede hende saaledes, at
hun den første Dag flere Gange faldt i Afmagt og derefter i saa heftig en
Sygdom, at hun halvdød kom til sit Hjem. I de samme Dage mistede hun sin
Moder. Greven besad en Række Landsteder og Slotte
mellem Venedig og Ravenna, og
fra hver af disse Stationer rettede Teresa de
lidenskabeligste Breve til Byron, hvori hun udtalte sin
Fortvivlelse over Adskillelsen og bønfaldt ham om at komme til
Ravenna. Rørende er den Skildring, hun efter Ankomsten giver af Forandringen i hele hendes Følelsesliv. Medens hun tidligere kun havde drømt om Fester og
Baller, har, siger hun, hendes Kjærlighed nu saaledes forvandlet hendes
Væsen, at hun overenstemmende med Byrons Ønske undgaaer
alle Selskaber og i dyb Ensomhed kun sysselsætter sig med Læsning, Musik,
Ridning og huslige Beskjæftigelser. Hun blev af Længsel
og Græmmelse farlig syg; en tærende Feber syntes at nage paa hendes Liv og
Svindsotssymptomer indfandt sig. Saa begav Byron sig da
paa Veien. Han fandt Grevinden sengeliggende med Hoste,
Blodspytning og virkelig som det syntes Døden nær. Han skriver: »Jeg frygter meget, at hun er brystsyg. Saaledes gaaer det
med enhver Sag og enhver Person, for hvem jeg føler sand Hengivenhed. Men
hvis der tilstøder hende en Ulykke, saa er det forbi med dette Hjerte –
dette er min sidste Kjærlighed. De Udsvævelser, hvortil jeg før har hengivet
mig og hvoraf jeg er hjertelig kjed, have idetmindste havt det Gode, at jeg
nu i Ordets ædlere Mening kan føle Elskov.« Over
Grevens Væsen mod den unge Fremmede vare alle
forundrede; han var yderst høflig, hentede Byron daglig
i en Vogn med sex Heste for og kjørte, efter Byrons
Udsagn, rundt med ham »som Whittington
med sin Kat.«
Byron følte sig i sin Elskedes
Nærhed yderst lykkelig; al hans Ungdomsfølelsers Poesi var med denne hans
eneste fulde og lykkelige Kjærlighed vendt tilbage. Det yndige
Digt »Stanzas on the Po«, der vidner om saa dyb og ridderlig en
Følelse og som ender med Anraabelsen om at døe ung, var den første Frugt af
den nye Lidenskab. For fuldt Alvor og af hele sit Hjerte elskede han, og
elskede som en Yngling uden i mindste Maade at staae udenfor sin Følelse
eller forsøge paa at hæve sig ud over den. Da i August
Grevinden nødsagedes til nogen Tid at ledsage sin
Mand paa en Reise til hans Godser, besøgte han
daglig sin Elskedes Hus, lod hendes Værelser aabne,
læste i hendes Yndlingsbøger og føiede Randbemærkninger til dem. I et
Exemplar af »Corinna« har man fundet disse Ord: »Min elskede Teresa – jeg har læst denne Bog i din
Have – min Elskede, Du var fraværende, ellers kunde jeg ikke have læst den.
Det er en af dine Yndlingsbøger, og dens Forfatterinde
var min Veninde. Du kan ei forstaae disse engelske Ord, og Andre ville
heller ikke kunne forstaae dem – det er Aarsagen, hvorfor jeg ikke har
kradset dem ned paa Italiensk. Men Du vil kjende hans Haandskrift, der
elskede Dig lidenskabeligt, og Du vil gjætte, at han, siddende med en Bog,
der er din, kun kunde tænke paa Kjærlighed. I dette Ord, som er skjønt i
alle Sprog, men skjønnest i dit – amor mio – er min Existens nu og for
Fremtiden indbefattet […] Tænk paa mig undertiden, naar
Alperne og Oceanet skille os, men det vil aldrig
skee, med mindre Du ønsker det«. Man
behøver ikke at sammenligne Udtrykkene her med Afskedsbrevet til Lady Lamb for at
føle, at dette er en sand og inderlig Elskovs Sprog. – Da i September
Greven blev kaldt til
Ravenna i Forretninger, tillod han sin unge
Hustru og Byron frit at nyde
hinandens Selskab i Bologna og senere at reise sammen
til Venedig, hvor de boede under eet Tag, idet
Grevinden tog Ophold i Byrons
Landsted, La Mira. Hun skriver efter
Byrons Død i et Brev til Moore
om hine Dage: »Men jeg kan ikke dvæle ved disse Erindringer
om Lykke – Contrasten mod det Nærværende er altfor frygtelig. Hvis en salig
Aand fra den fulde Nydelse af himmelsk Lyksalighed blev sendt ned til Jorden
for at lide al dens Elendighed, kunde Lidelsen ikke være større end den, jeg
har følt fra det Øieblik af, da hint skrækkelige Ord naaede mit Øre og jeg
for stedse mistede Haabet om at gjensee ham, fra hvem eet Blik var mig mere
end al Jordens Lykke.«
Den unge Kvinde, hvem Verden skylder at
Byron ikke gik tilgrunde i uværdige Adspredelser,
havde fra det Øieblik af da hun tog Ophold paa hans Landsted compromitteret
sig for stedse i sine Landsmænds Øine. Datidens italienske Moralcodex –
fortræffeligt fremstilt i Stendhals
italienske
Fortællinger
– tillod den unge Kone at have en Amico, ja betragtede
endog denne som hendes egentlige Husbond, men kun paa det Vilkaar, at den ydre Form, hun nu brød, blev iagttaget. Det var ikke
Letsind, der bevægede hende til at udsætte sig for den offentlige Menings
Dadel; men hun saae sit Forhold til Lord Byron i et
poetisk Lys. Hun betragtede det som sin Livsopgave ved sin Kjærlighed at
udløse en ædel og høitbegavet Digter af uædle Forholds Baand og gjengive ham
Troen paa ren og opofrende Elskov. Hun haabede at virke paa ham som en Muse.
Hun var jo pur ung og ualmindeligt skjøn. Hun var ganske blond med mørke
Øine, lille men med en deilig Buste. Den amerikanske Maler
West, der paa Villa Rossa
ved Pisa malte Byron, har givet
følgende Billede af hende: »Medens jeg malte, blev Vinduet,
hvorfra jeg fik Lys, pludselig formørket, og jeg hørte en Stemme raabe: E troppo bello. Jeg vendte mig om og saae
en deilig Kvinde, der bøiede sig ned for at see ind, da Jorden udenfor var i
Niveau med Vinduet. Hendes lange gyldne Haar hang ned over hendes Ansigt og
Skuldre, hendes Skikkelse var fuldendt skjøn og hendes Smil
fuldstændiggjorde et af de mest romantisk-udseende Hoveder, jeg nogensinde
har seet, især som det viste sig med en Glorie af Sollys bag
sig.« Jo mere magtpaaliggende det nu var og maatte være
Grevinden ikke at blive anseet for en af
Byrons mange Elskerinder, des mere ønskede hun at
føre hans Poesi op i høiere og renere Sphærer end den, hvori
den nu bevægede sig.
En Aften, da Byron sad og bladede i
Manuscriptet til »Don Juan«, hvoraf to Sange vare færdige før
hans Bekjendtskab med Grevinden begyndte, traadte denne
hen bag hans Stol, pegede paa det Sted, hvor han holdt og spurgte ham, hvad
der stod. Det var netop den 137te Strophe i første Sang, og
Byron svarte paa Italiensk: »Din Mand kommer«. »O
Gud, kommer han?« raabte Grevinden og foer forskrækket
iveiret; hun troede han mente hendes egen
Mand. Men dette Træf gav hende Lyst
til at lære »Don Juan« at kjende, og da hun havde læst de to
første Sange i fransk Oversættelse, bønfaldt hun, kvindeligt forfærdet over
Indholdets Cynisme, Byron om ikke at fortsætte Digtet.
Han lovede øieblikkeligt sin »Dictatrice« Alt, hvad hun forlangte. Dette var den
første umiddelbare Indflydelse Grevinde Guiccioli fik
paa Byrons Production – dette visselig ingen god – men
hun tog snart sit Forbud tilbage dog paa det Vilkaar, at intet Slibrigt
maatte forekomme i det endnu Uskrevne, og Samlivet med hende satte sig snart
en lang Række af skjønne og varige Minder i alle de Værker, der nu udgik fra
Byrons Pen. Den Maade, hvorpaa i »Don
Juan« Sløret var revet fra alle Illusioner, den skaanselløse Spot
som dreves med Sentimentaliteten, saarede Grevinden som Kvinde, fordi det hører til Kvindens Væsen ikke at ville
have det sidste Slør revet bort fra de Blændværk, der, saalænge de vare,
forskjønne Livet. Men stræbte Grevinden nu at lede
Byron bort fra den Art Productioner, der nedslaae
Troen paa Menneskene og Menneskelivets Værd, saa bevægede hun med sin
romanske Naturs Sands for det Sublime og som lidenskabelig italiensk Patriot
sin Elskede til at vælge Sujetter, der kunde hæve hendes Landsmænds Aand og
vække deres Begeistring for hendes Fædrelands Befrielse fra
Fremmedaaget. Det var paa hendes Ønske at
Byron skrev »Dantes
Propheti«
og oversatte de berømte Vers af Dante
om Francesca af Riminis Elskov og
det var under hendes Indflydelse, at han forfattede de to venetianske Dramer
»Marino Falieri« og »Foscari’erne«, Dramer,
der skjønt skrevne paa Engelsk, ved Stil og Sujet i Virkeligheden snarere
tilhøre den romanske end den engelske Litteratur, ligesom de factisk ikke
tilhøre den engelske, men den italienske Scene. Det er lidenskabelige
politiske Tendensstykker, hvis Formaal var ved de stærkeste Virkemidler at
opflamme de sløvede italienske Patrioter til at reise sig mod
Undertrykkelsen som een Mand. Umiddelbart under det første Indtryk af sit
Kjærlighedsforhold til Grevinden skrev
Byron »Mazeppa«, hvis
Elskede bærer hendes Navn, og direkte er endelig hendes
Personlighed gaaet over i de to skjønneste og bedste
Kvindeskikkelser, Byron i denne Periode frembragte:
Adah i »Kain« og
Myrrha i
»Sardanapal«.
I Grevinde Guiccioli fandt Byron
det kvindelige Ideal virkeliggjort, som altid havde foresvævet ham, men som
det i hans første poetiske Fortællinger ikke var lykkedes ham at fremstille
paa naturlig Maade. Han har selv etsteds til Lady
Blessington aflagt en naiv Bekjendelse om den Vanskelighed,
hvori han følte sig stedt, og om Maaden, hvorpaa han dannede sine Idealer.
»Jeg holder,« sagde han, »meget af
fyldige Kvinder, men disse have sjeldent smukke, slanke Fingre, som de svare
til Idealet af en Kvinde; jeg maatte altsaa for at tilfredsstille min
Phantasi selv skabe mig Kvinder og unge Piger, der forenede Alt, hvad man
ellers ikke finder samlet. Jeg holder fremdeles kun af simple naturlige
Kvinder, men saadanne ere i Reglen ikke dannede og ikke fortrolige med den
fine Anstands Former, og de fine og dannede ere igjen ikke naturlige. Derfor
har jeg udtænkt mig de græske Piger, der med ubevidst Gratie og Naivetet
tillige forene den høieste medfødte Tankernes og Følelsernes
Finhed.« Den Blanding, der saaledes fremkom var ligesaa
umulig som smuk, havde saa godt som intet Virkelighedspræg og svarede
forsaavidt ganske til Charakteren af de Helte, som disse Kvinder tilbad.
Alle Byrons episke Compositioner fra
»Giauren« af til »Beleiringen af Korinth« er
Romantik, dog med et stærkt personligt Præg. Lidenskaben er
hos begge Kjøn forgudet. Alle disse Helte ere for at bruge et Udtryk af
»Giauren«, Vrag, som Lidenskaben har
hærjet, men som hellere ville omtumles i dens Storme end
leve hen i døsig Stilhed; de elske ikke med den kolde Elskov, som avles i et
koldt Klima, men deres Hjerter udsende »Lavaflammer«. Den mest udprægede af disse nu saa
stærkt antiquerede Byronske Helte er den ædle Sørøver, Korsaren, der er stolt, lunefuld og fuld af
Haan mod Menneskeheden, hevntørstig indtil Grusomhed, pint af
Samvittighedsnag og saa ædel og høisindet, at han heller underkaster sig de
mest barbariske Pinsler end han ihjelslaaer en sovende Fjende. Den
interessante Bandit med de hemmelighedsfulde Ansigtstræk, med sin
Theaterholdning og sin uindskrænkede Ridderlighed mod Kvinder er det
Byronske Sidestykke til Schillers Karl
Moor. Til hans Mandsideal passede en Konge i et lovbundet
Land, omringet af Hoffets Regler, kun slet; en saadan fattedes de romantiske
Bedrifter, det frie Liv ved Kysterne og paa Havet; saa tog
Byron da en Sørøverhøvding og føiede til de
Egenskaber, der fulgte af dennes Profession, sin egen Sjæls zarteste
Egenskaber: Korsaren, der er vant til
at vade i Blod gyser tilbage for den unge Sultaninde, som elsker ham, da han
opdager den lille Blodplet paa hendes Pande – ikke fordi en Conrad kan tænkes at ville gyse for saa lidt, men fordi
Byron selv vilde have følt en Gysen ved et saadant
Syn. Kort sagt alle disse Digterens Ungdomsheroer og Heroiner have kun
vundet Mængdens Bifald i saa høi en Grad, fordi de – som
det slaaende er blevet sagt om dem – stadigt bevæge sig der, hvor de ikke
have Led. Publicum henryktes ikke mere over Lidenskabens
Glød i de lyriske Partier og over de løse (næsten altid under Correcturen
indsatte) poetiske Perler end over det Umulige, der laa i Bevægelser, som
faldt udenfor Menneskenaturen. Det var en Beundring af samme Art som den,
der ydes den dristige Akrobat, som udfører halsbrækkende Kunster under
naturstridige Forvridninger af sit Legem.
Men enkelte Træk i disse Figurer naae dog det Dybere i
Byrons Ideal, der nu kom til Udbrud. Conrads Ubøielighed under Lidelser antyder
allerede Manfreds; han vil saa lidet
kaste sig paa Knæ, som Kain vil knæle
for Lucifer eller Don Juan for Gulbeyaz. Medlidenheden med de Laverestillede, der aldrig
forsvandt af Byrons Sjæl, er allerede, om end nærmest
som »Had mod Herrerne«, levende hos
Lara, og
Kjærligheden til Grækenlands Befrielse bryder igjennem i
»Giauren« som i »Beleiringen af Korinth«.
Mærkværdigt nok endte jo Digteren selv sit Liv som en Befalingsmand over
vilde Mænd i Stil med dem, han har besunget. Vikingeblodet i hans Aarer
undte ham ikke Ro, før han selv var bleven en Vikingekonge
som hine Normanner, fra hvem han stammede
ned. Og ere end alle disse Desperado’er (Renegaten
Alp, der
fører Tyrkerne mod sine egne Landsmænd, ikke mindre end Lara, der ligger i Krig med sine egne
Standsfæller) subjectivt idealistiske Phantomer, eet reelt Grundtræk er der
dog i alle disse Skikkelser, det, der bliver det herskende i alle dem, som
slutte sig til dem: det Tragiskes Realisme. Humoren i
»Beppo« er den Form, under hvilken
Realismen overvælder det Theatralske og Maniererte i hans Idealisme.
Følelsen for den menneskelige Lidelse, der i Byrons
pathetiske Poesi efterhaanden opsluger Interessen for alt Andet, er den
Form, i hvilken Følelsen af Livets Virkelighed gjennembryder og tilintetgjør
det Romantiske hos ham. Den var efter Bruddet med England bleven mere
skjærende og sand end nogensinde før. »Fangen i Chillon« havde
skildret de Kvaler, den ædle Bonnivard
led, sex Aar i Træk bundet til en underjordisk Pille med en Lænke saa kort,
at han ikke kunde lægge sig ned paa Jorden, medens han saae sine Brødre, der
paa samme Maade vare lænkede til de nærmeste Piller, døe uden at kunne række
dem en hjælpende Haand. Nu fulgte i samme Spor »Mazeppa«:
Ynglingen bunden paa Ryggen af den vilde Hest, der med dryppende Manke og
rygende Flanke farer gjennem Skove og over Stepper, medens han selv med Kval bag sig og Rædsel foran sig, bortreven fra sin Elskede
fortæres af Tørst, af Saar og Skam. Hidtil havde Byron
især opsøgt det for Kjød og Blod Forfærdeligste; selv hvor Lidelsen som hos
Bonnivard frembød en aandig Side
og Sujettet gav Anledning til Skildringen af en heroisk Charakter, havde han
med Forkjærlighed udmalet den rent physiske Kval. Nu da hans Begeistring
vaktes for Italiens store Martyrer, blev hans Opfattelse af det Tragiske
adlet. I »The prophecy of Dante« skildrer han Digterlod i disse
Ord: »Mangen En er Poet, der ikke kaldes saaledes; thi hvad
er det at digte? At skabe Godt og Ondt ved altfor megen Følelse og Aand, at
klatre op til Himlen med overjordisk Mod, at være en ny Prometheus for nye
Mennesker og da for sent opdage, at Verden lønner den, der bringer de
himmelrante Gaver, med Pinsler, og at Gribben nager hans Bryst, mens han
ensom hænger paa Klippen over Havet«, og
Byron lader den store som han selv uretfærdigt
landsforviste Digter udbryde: »Det er dette, som truer
Aander af min Rang, i Livet Marter og Kamp uden Ende, et Hjerte, der
fortærer sig selv, og en ensom Død«. Allerede tidligere
havde han behandlet Tasso. Blot en flygtig
Sammenligning mellem Goethes »Tasso« og
Byrons »Tassos Klage« viser, med
hvilken Lidenskab Byrons Phantasi opsøgte den haabløse
Lidelse. Goethe tager Tasso som ganske ung, som elskende, som digtende og stiller ham ved
Hoffet i Ferrara i skjønne Kvinders Kreds, hvor han
lykkelig-ulykkelig beundres og saares. Byron tager
Tasso ene, knust, udespærret fra Verden,
indespærret i Vanvidscellen uden at være vanvittig, et Bytte for sin fordums
Velgjørers Barbari: »Jeg elskede Ensomhed, dog anede jeg
aldrig, at ak hvor mange Aar for mig vilde rinde hen fjernt fra alt andet
Liv end de Gales og deres Bødlers. Var jeg som de, saa var min Aand for
længe siden begraven og raadnet som deres. Men hvo saae nogensinde, at jeg
foer op eller skreg! Vi lide maaskee mere i en saadan Celle end en
Skibbruden paa det øde Hav. Han har endnu Verden for sig – min Verden er
neppe saa stor, som
Rummet engang vil være for min Kiste. Bukker han under, saa kan han dog see
iveiret, hans døende Øie kan endnu anklage Himlen – jeg vil ikke slaae mit
Øie op i Vrede, om end et Fængsel omskygger det med sin
Gru«. Goethe havde af Hoffet i
Ferrara, et Hof, som Lucretia
Borgia besøger, et Hof, hvor al Renaissancetidens vilde
Lidenskab og vilde Grusomhed trives, gjort et smaatydsk
Weimar, paa alle Punkter styret af det 18de
Aarhundredes mest fintfølende Humanitet, Byrons Blik
tiltrækkes magnetisk af Ferrara-Hertugens oprørende
Barbari, han forstaaer hin inhumane Periodes Grumhed, og hans Digt
forvandler sig til en Anklage mod fyrstelig Uretfærdighed og
Magthavertyranni. – En endnu heftigere anklagende, men altfor overspændt
Charakter antog Skildringen af tragiske Lidelser endelig i Dramaet
»Foscari'erne«, hvor Faderen nødes til at dømme sin Søn, hvem han elsker, til alle Torturens Kvaler og hvor
Sønnen, Dramaets Helt, kun
forlader Pinebænken, hvorpaa han fra Stykkets første til dets sidste Scene
er udspændt, for at døe af Græmmelse og Sorg over Exilet. Denne Tragoedie er
som Byrons øvrige skrevet paa Trods aldeles efter de
aristoteliske Regler og strengt i den franske Tragoedies Maneer; han er saa
overbevist om, at denne Vei er den ene rette, at han endog fordrister sig til det komiske Paradox, at England til da intet Drama
besad. Man har undret sig en hel Del over, at
Byron, der saa fuldt som alle denne Epoches andre
engelske Digtere var udpræget Naturalist, det vil sige foretrak Skoven for
Haven, Naturmennesket for Salonmennesket og Lidenskabens oprindelige Udtryk
for dens tillærte Sprog, kunde sværme saa stærkt for
Pope og for den lille Gruppe af Digtere, der som
Samuel Rogers, Grabbe og
Campbell endnu bevarede de klassiske Traditioner,
at han drev Sværmeriet til Efterligning af Fortidens dramatiske Stil.
Byrons Modsigelseslyst var den første Aarsag: At
Søskolen, som han foragtede, altid i overdrevne Udtryk, rev ned paa
Pope var i og for sig Grund nok for ham til at hæve
Pope til Skyerne, kalde ham den første af alle Englands Digtere, ja Menneskehedens
Nationaldigter, hvem han gjerne paa egen Bekostning vilde opreise et
Monument i
Westminsterabbediets
Digterkrog, fra hvilken han som
Katholik var udelukket. Hertil kom Skoleindtrykkene fra
Harrow, ved hvilke Byron
hele sit Liv igjennem hængte, og i Harrow var
Pope altid bleven opstillet som Mønsterdigteren –
saa Byrons hele Kritikløshed, der bragte ham til at
prise Grillparzers
»Sappho« paa samme Tid som han lader Lady Blessington forstaae, at
Shakespeare skylder sin lave Herkomst Halvdelen af
sit Ry – saa den Omstændighed, at
Pope var forvoxet og trods sin Forvoxethed havde et
smukt Hoved, at han var Dissenter, at han var det aristokratiske Selskabs
Digter og at hans Forvoxethed for ham var Kilden til en satirisk
Forstemthed, lutter Ting, hvormed Byron sympathiserte –
endelig det med hans normanniske Afstamning følgende, levende Hang til
Rhetorik i de romanske Nationers Maneer. Ved sin æsthetiske Forfægten af
Fortidens System paa samme Tid som han i alle andre Henseender tilhører
Fremskridtet, har Byron en vis Lighed med
Armand Carrel, der ligeledes frisindet til det
Yderste i alle politiske og religiøse Spørgsmaal, bekjæmpede den nye Skole i
Litteraturen. Da de begge paa de fleste aandelige Omraader indtoge Frankrigs
Standpunkt i det 18de Aarhundrede, laa det nær for dem ogsaa at følge det hen til det eneste Punkt, paa hvilket det havde beskyttet
Stagnationen, det litterære. Vist er det imidlertid, at denne theoretiske
Grille indvirkede ufordelagtigt paa hans italienske Dramer. De bestaae af
Monologer og Declamation. Byrons Geni og
Grevinde Guicciolis Fædrelandskjærlighed i Forening
have ikke formaaet at meddele dem mere end et almindeligt poetisk Pust.
Men under Udarbeidelsen af »Kain« og »Sardanapal«
blev den unge Grevinde virkelig, som hun havde haabet,
en Muse for Byron. I hele »Kain« er
Adah det Bedste. Medens
Byrons Mandscharakterer, som man tidt har bemærket,
alle ligne hinanden, ere, hvad man mindre hyppigt har havt Øie for, hans
Kvindeskikkelser af høist forskjellig Art. En kvindelig Kain er Adah ikke, skjøndt hun er den Hustru, der ene passer for
ham; Kains kvindelige Modstykke findes
i den stolte, trodsige Aholibamah i
»Himmel og Jord«. Men som Kain seer Tilintetgjørelsen overalt, saaledes Adah Grøden, Kjærligheden, Spirekraften,
Lykken. Cypressen, der udstrækker sit Løv over den lille Enochs Hoved, er Kain et Sorgens Træ; Adah seer kun, at det skygger over Barnet. Da Kain har udtalt sine fortvivlede Ord om
hvorledes alle Verdens Onder og Ulykker skulle forplantes gjennem Enoch, siger Adah: »O Kain, se paa ham, se, hvor fuld af Liv, af Kraft, af
Skjønhed og af Glæde han er, hvor lig mig og dig – naar du er
god!«. Med saa lidt er Adah gjort, at alle hendes Repliker
tilsammen ikke vilde optage et Octavblad. Da Kain skal vælge mellem Viden og Kjærlighed, siger hun: »Vælg Kjærlighed, Kain!« Da Kain har dræbt Abel og
staaer alene forbandet, og skyet som Morder, besvarer hun hans Udbrud »Forlad mig!« med Ordene: »Alle have jo forladt
dig«. Og denne Charakter har Byron
skabt næsten uden at fjerne sig fra Bibelordet, blot ved nu og da at lægge
det i en andens Mund. I Genesis siger
Kain, da han forbandes af Herren: »Denne Straf er mere end jeg kan taale o. s.
v.« Hos Byron staaer Kain, da Engelens gruelige Forbandelse er
falden, stum, men Adah aabner sin Mund
og siger: »Denne Straf er mere end han kan bære; se, du
driver ham ud af Landet og han maa skjule sig for Guds Aasyn; urolig og
landflygtig vil han være paa Jorden, og hvo som træffer ham, vil slaae ham
ihjel« – ordlydende de Ord, som Bibelen lægger i Munden
paa Kain; men Byron skimtede med Geniets Blik i denne
ene Replik, i denne lille gammeltestamentariske Lerklump Conturerne af et
helt Menneskes Former, og med et simpelt Tryk af sin Haand formede han den
til Statuen af den første elskende Kvinde.
Den anden Skikkelse i hvem man – og endnu stærkere – føler den unge
Grevindes Paavirkning, det er den græske Slavinde
Myrrha i
»Sardanapal«. Af Byrons historiske
Tragoedier er denne den bedste. Med sorgløs Menneske- og
Verdensforagt har den stolte Sardanapal hengivet sig til Livsnydelse. Krigsry forsmaaer
og ringeagter han, han gider ikke kjøbe et saakaldt stort Navn for tusind
sagesløse Menneskers Blod, han ønsker ikke som sine Forfædre at tilbedes i
Templerne som en Gud. Hans ligegyldige Høimod gaaer til Uklogskab. Da
Sværdet er blevet fravristet den oprørske Ypperstepræst, giver han ham det
igjen med de Ord: »Tag dit Sværd tilbage og vid at jeg
foretrækker dit Krigervæsen for din Præsteværdighed og forøvrigt ikke holder
af nogen af Delene«. Hans
Manddomskraft synes svækket i et Nydelsesliv, da Myrrha, den græske Pige, hans Yndlingsslavinde, beslutter at
frelse ham; hun beder ham aflægge sin Ligegyldighed og væbne sig til
Forsvar mod sine Fjender. Hun lider lige saa stærkt under at elske ham som
under at være Slavinde. »Hvorfor elsker jeg ham? Mit Lands
Døtre elske kun Helte. Mit Lands! hvad er mit uden mine Lænker! Men jeg
elsker ham – det er den sidste Ring i den lange Kjæde, at elske den, som man
dog ikke kan agte. I mine egne Øine er jeg sunken, siden jeg elsker denne
Fremmede. Og næsten end mere elsker jeg ham, siden jeg seer, hvorledes hans
egne Barbarer hade ham«. Men da tilsidst Fjenderne nærme
sig Kongeborgen og da Sardanapal,
efter at have vraget det plumpe Sværd som for ubekvemt for hans Haand og den
tunge Hjælm som for besværlig for hans Hoved, styrter sig
barhovedet og letbevæbnet ind i Slaget og strider som Helt, da triumpherer
Myrrha som om Skammens Last var
væltet fra hendes Bryst: »Det er ingen Skam, nei ingen Skam
at have elsket ham. Hercules var vanæret, da han bar Omphales Kvindedragt og
Teen – men han, der paa een Gang springer op som Hercules, han der i
blødagtig Yppighed blev opdraget til Mand og som fra Orgiet styrter sig ind
i Slaget som var Valpladsen et Elskovsleie – han fortjener vel en græsk Pige
til Elskerinde, en græsk Sang til sin Pris og en græsk Grav til
Monument« – prophetiske Ord om Digteren selv. Og gjaldt
det ikke om Digteren som om hans Helt, at han havde kjendt tusinde Kvinder,
men ikke eet Kvindehjerte før nu! »
Myrrha
: Du spørger om hvad du ikke kan kjende?
Sardananapal
: Og hvad da?
Myrrha
: Et Hjertes sande Værd, Kvindehjertets Værd.
Sardanapal
: Jeg kjendte tusind og atter tusind.
Myrrha
: Hjerter?
Sardanapal
: Ja.
Myrrha
: Ikke eet! Maaskee erfarer du det
engang.«
Som Myrrha viste den unge italienske
Grevinde sin Elsker mandigere Formaal end
Livsnydelsen, som Myrrha hævede hun
ham op af en Tilværelse, som ikke svarede til Storheden af hans Aand. – Vi
forlode de Elskende i Landstedet La Mira ved
Venedig, hvor Byron bl. A.
forfattede de Memoirer, han forærede Thomas Moore som
et Arvegods for dennes lille Søn og som
paa Byrons Families Foranstaltning bleve opbrændte af
aldrig retfærdiggjorte Grunde. Men det tilsyneladende fredeligt ordnede
Samliv mellem det unge Par skulde ikke blive af lang Varighed.
Greven vilde pludseligt ikke taale det mere,
Teresa vilde ikke opgive
Byron, og det kom til en Separation imellem
Ægtefællerne, ved hvilken Grevinden med sin Families
Billigelse gav Afkald paa Formue og Samfundsstilling; der blev kun sikret
hende en ubetydelig Aarpenge, og det var en af Separationens Bestemmelser,
at den kun havde Kraft paa den Betingelse, at hun blev boende i sin
Faders Hus. Her pleiede da
Byron regelmæssigt at tilbringe Aftentimerne hos
hende og holdt af at høre hende spille og synge Mozartske eller Rossiniske
Melodier for ham. Hans Dagbog fra Januar–Februar 1821 bestaaer næsten
ufravigeligt af disse Ord: »Red ud – skjød med Pistoler –
spiste til Middag – gik ud, hørte Musik og snakkede Nonsens – kom hjem –
læste«. Saalænge Grev Guiccioli
endnu stod som truende Bussemand, havde Byrons
Kjærlighedsforhold ikke manglet det Element af Fare og Spænding, der var ham
Livets Kryderi. Den eneste Garanti for ikke at blive myrdet paa sine
Rideture saae han i, at han altid havde Pistoler i Sadlen og at hans
Sikkerhed i Skydning var bekjendt og frygtet, og den eneste Garanti for ikke
at blive myrdet hjemme, deri, at Grev
Guiccioli efter hans Mening var altfor gjerrig til at ville
give de 20 Scudi ud, som var Prisen for
en dygtig Bravo. Nu traadte en ny og ædlere Ophidselse istedenfor den anden.
Italien befandt sig i en dump Gjæring. Efter at det
napoleontiske Herredømme var styrtet, optraadte nemlig i
Kirkestaten og i Neapel den
gamle Legitimisme med det utroligste Overmod. Ethvert velgjørende Spor af
det franske Regimente skulde udryddes og istedenfor de franske Reformer den
hele gamle Misregjering gjenindføres. Det utaalelige Tryk af den fra den hellige Alliance udgaaende Reaction
drev Italienerne til at indgaae en vidt forgrenet Sammensværgelse, og efter
Frimurernes Mønster dannedes Carbonariernes store hemmelige Forbund, der
snart strakte sig over det hele Land. Gjennem sin Elskede blev
Byron indført i de Sammensvornes Kreds. Den hele
Familie Gamba tilhørte Carbonarierne, og
Teresas Broder Pietro, en
enthusiastisk Yngling paa 20 Aar, der havde fattet et beundrende Venskab for
Byron og senere fulgte ham til Grækenland, var en
af deres ivrigste og dybest indviede Førere. Carbonarismen forekom
Byron som Politikens Poesi. Han havde følt sig
afskrækket af det træede parlamentariske Liv hjemme i England, men i denne
Form tiltalte Politiken hans Indbildningskraft. Han opnaaede en høi Grad som
Carbonari og blev Fører for en Afdeling ved Navn Americani. Han leverede de Sammensvorne Vaaben og tilbød den constitutionelle Regjering
i Neapel 1000 Louisd’orer som sit Bidrag til Kampen
mod den hellige Alliance. Imod de
østerrigske Voldsmænd vise hans Breve et sandt Raseri. Hvor han end boede,
var han det østerrigske Politi en Torn i Øiet, hans Breve bleve aabnede, den
italienske Oversættelse af »Childe Harold« forbudt i de
italiensk-østerrigske Lande, og han vidste, at Politiet ophidsede til
Snigmord paa ham. Ligefuldt red han hver Dag alene og roligt sin Tur. Hans
Følelser ytrede sig ved denne Leilighed som ellers halvt som heltemodig
Stoicisme, halvt som drengeagtig Overgivenhed. Er det ikke drengeagtigt
elskværdigt, naar han med store Bogstaver sætter foran i sine Breve: »Den østerrigske Regjering Usselrygge! de østerrigske
Politiembedsmænd Hallunker! Jeg veed, at de lukke mine Breve op og læse
dette! derfor skriver jeg det.« Da de haardeste Straffe
vare fastsatte for den, som havde Vaaben i sit Hus, lod han alle de
Sammensvornes Vaaben i
Romagna’en ophobe i sit, der
saaledes forvandledes til et helt Arsenal, medens hans Skabe og Skuffer vare
fulde af deres Proclamationer og Edsformularer. Han tænkte med Rette, at man
neppe vilde vove en Husundersøgelse hos en Pair af England.
Det var imidlertid lettere at fordrive end at fængsle ham. Og det skete
meget simpelt derved, at Greverne Gamba pludseligt fik
Befaling til at forlade Landet inden 24 Timer. Da det var fastsat i
Separationen, at den unge Grevinde skulde tvinges til
at gaae i Kloster, ifald hun forlod sin Faders Hus, var
man sikker nok paa ved denne Leilighed at blive Byron
qvit. Slutningen af Teresas Brev til
Byron, da hun erfoer denne Befaling, lyder: »Byron, jeg fortvivler, hvis jeg skal
forlade dig uden at vide, naar vi skulle see hinanden igjen – er det din
Ville at jeg skal lide saa forfærdeligt, da er jeg besluttet paa at blive.
Man vil indeslutte mig i et Kloster; men da kan du ikke hjælpe mig […] Jeg
veed ikke, hvad man siger til mig. Min Ophidselse overvælder mig – og
hvorfor? ikke for Farens Skyld, som truer mig, men – derpaa kalder jeg
Himlen til Vidne – ene fordi jeg maa forlade Dig«.*)Det store Værk »Lord Byron jugé par les témoins
de sa vie« som Grevinden i 1868 udgav,
afgiver skjøndt æsthetisk og psychologisk værdiløst, et rørende
Vidnesbyrd om Styrken og Dybden af hendes Kjærlighed. Løsningen al den
Gaade, Verden kalder Byron, er for hende givet med
det ene Ord: Han var en Engel, ikke mere, ikke mindre,
skjøn som en Engel, god som en Engel, Engel i Et og Alt. Bogens 1100
Sider ere inddelte i Kapitler efter hans Dyder; hun helliger hans
Menneskekjærlighed eet Kapitel, hans Beskedenhed et andet
o. s. v.
o. s v
. Kapitlet om hans Feil godtgjør paa det klareste, at han ingen
havde. Til hans aandelige Portrait føies det physiske. Hans Stemmes,
hans Næses, hans Læbers, Skjønhed behandles hver i sin Rubrik.
Ufatteligt er det, hvorledes den skjændige Bagvaskelse har kunnet
udbrede sig, at Lord Byron var halt eller hans Fod
en Klumpfod. Feilen ved hans Gang var saa ringe, at det var umuligt at
see, hvilken Fod det var, som ikke var normal, og her forelægges en
Attest fra hans Herligheds Skomager, der endnu besidder de Trælæster,
hvorover hans Sko i Newstead bleve gjorte og
hvoraf det sees hvor høist ubetydelig Vanførheden var. Ufatteligt er det
ligeledes, hvorledes den usle
Bagvaskelse
Bagvaskelske
har kunnet finde Gehør, at Lord Byron
tilsidst blev noget skaldet i Tindingerne; ganske vist blev han noget
blottet for Haar, men det kom kun af, at han yndede at lade sig barbere
i Panden. Ubegribeligt er det, at man har kunnet sige den dumme
Usandhed, at hans Ben tilsidst blev noget tynde. Ganske vist blev de
noget tyndere end de tidligere havde været, men var det ikke naturligt
hos en Mand der tilbragte næsten al sin Fritid tilhest? – Naar man
betænker, at denne Bog er udgivet 44 Aar efter
Byrons Død, kan det ikke negtes, at den
Lidenskab, han indgjød, var dyb og varig.
Den store Formue Byron ved sit Ægteskab var kommen i
Besiddelse af, de Summer, Salget af Newstead indbragte, og de 20,000 Pund,
der i Aarenes Løb udbetaltes ham i Honorarer af Murray,
havde sat ham istand til at vise en storartet Velgjørenhed. Da det rygtede
sig, at Byron tænkte paa at reise fra
Ravenna, indgave alle Egnens Fattige, der havde
nydt godt af hans Velgjørenhed, et Bønskrift til Cardinallegaten om at det maatte tillades
ham at blive. Men netop i Befolkningens Sympathi med ham laa jo for
Regjeringen Faren. Han ombyttede da Ravenna som
Opholdssted med Pisa; dog da den toscanske Regjering
var ligesaa bange for Byron og Gamba’erne som
Kirkestatens, fulgte snart en ny Udvisning, og
man begav sig til Genua, Byrons
sidste Station før Grækenland.
21. Byron. Naturalismens kulmination
XXI.
I Tidsrummet fra 1818 til 1823 udarbeidede Byron
»Don Juan«. Saasnart Begyndelsen af Manuscriptet kom til
England, regnede det fra Venner og Kritikere, der fik det at see, ned med
Forfærdelsesudbrud over det, med Anraabelser om Bortskjæring og Sløifning
saa hist, saa her, med Ak og Vee over Digtets Immoralitet. Immoralitet! det
var den store Beskyldning som Byron ved hvert Skridt i
sit Liv maatte høre og som forfulgte ham efter hans Død; under Paaskud af Immoralitet bleve hans Memoirer
brændte, og under Paaskud af Immoralitet
Westminsterabbediet lukket for hans
Statue. Byron svarer i et Brev til
Murray: »Hvis man havde sagt mig,
at Poesien ikke duede noget, saa havde jeg slaaet mig til Ro, men I sige det
Modsatte og snakke mig saa om Moralitet – det er første Gang, jeg har hørt
det Ord af Folk, der ikke var Hallunker og ikke brugte det som
Middel til Skurkestreger. Jeg paastaaer, at mit Digt er saa moralsk, som
noget Digt kan være, og ville de gode Folk ikke see Moralen deri, saa er det
deres Skyld, ikke min. Af deres fordømte Beskjæren og Kappen af vil jeg ikke
vide Noget. Naar De vil, kan De udgive Digtet anonymt, det er maaskee, naar
Alt kommer til Alt, det bedste; men jeg vil fægte mig frem imod Alle og til
alle Sider som et Pindsvin.« Saa gled da »Don
Juan« af Stabelen, gratiøs og letseilende som en engelsk
Lystyacht, pynteligt udrustet med Kanoner og Ammunition, skabt til at befare
Livets vide Ocean og til at kunne give alle Bygmesterens Fjender det glatte
Lag.
Dette Digt, der maatte udkomme anonymt, ja uden engang at bære nogen
Boghandlers Navn paa Titelbladet, som i den blodigste
Dedication blev helliget Southey, og
der, som Byron siger, vanskeligere kom
ind i en engelsk Dagligstue end en Kamel gjennem et
Naaleøie, er det eneste Digt, som i vort Aarhundrede kan
og maa sammenlignes med Goethes »Faust«:
thi det og ikke det sammenlignelsesvis ubetydelige »Manfred« er
Byrons Verdensdigt. Til sit trodsige Motto har det
disse Shakespeareske Repliker: »Troer Du, at fordi Du er
dydig skal der ikke mere gives Kager og Vin? Det skal der ved Sancte
Anna og
Ingefærret skal brænde Jer i Munden« –
et Motto, der kun lover Forargelse og satirisk Skjemt; men ligefuldt var det
med berettiget og prophetisk Stolthed, at Byron skrev:
»Forlanger I et moderne Epos, saa har I »Don
Juan«, det er saa godt et Epos for vor Tid som
»Iliaden« for
Homers.« Det blev
Byron, som gav, hvad
Chateaubriand havde indbildt sig at give i
»Martyrerne«, den moderne episke Digtning, der hverken lod
sig opføre paa den christeligt-romantiske Grundvold, som
Chateaubriand vilde det, eller paa en enkelt
Nations Folkeliv, som Scott havde forsøgt det. Den
lykkedes for Byron, fordi hans Grundvold ingen ringere
var end vort Aarhundredes hele kosmopolitiske Cultur.
Hans Juan er ingen romantisk Helt, han
hæver sig hverken ved Intelligents eller Charakter synderlig høit over
Gjennemsnittet, men han er en Yndling af Lykken, en sjeldent smuk, stolt,
kjæk og yderst heldig Mand, der ledes langt mere af sin Skjæbne end af
Forsæt og Plan. Saaledes passer han til Helt i et Digt, der skal omfatte
Menneskelivet og hvor det ikke gik an, at Helten valgte sig et særligt Felt.
Thi for dets Spillerum og Rækkevidde var alt fra første Færd ingen Grændse
dragen. Digtet stiger og synker som baaret af solbelyste og stormslagne
Bølger, og kastes fra een Yderlighed til en anden. Paa den ildfulde
Kjærlighedshistorie mellem Juan og
Julia følger Skibbruddet med al dets Hungersnød og Dødskval, paa
Skibbruddet den pragtfulde og smeltende Samklang af ungdommelig Elskov
mellem Juan og Haidee, Livets høieste, frieste, sødeste
Potents som saligt Liv – en nøgen og deilig Gruppe som den af Amor og
Psyche, men besjælet – over dem græske Nætters Maanelys, foran dem det
vinfarvede Hav, hvis melodiske Skvulpen ledsager deres Elskovsord, som Ramme
Grækenlands fortryllende Clima, og endelig for deres Fødder al Østens
asiatiske Pragt: høirødt Atlask, Guld, Krystal og Marmor. Og som alt dette
følger paa den yderste Livsfare og Afmagt, saaledes følger paa Festen i
Haidees Palads: for Haidee Kval, saa hendes Hjerte brister, for
Juan en braaden Pande, snærende
Baand og Salg som Slave. Men som Slave sælges han til Serailet, og nu følger
den pudserlige Forklædning som Pige, hans Indførelse hos Favoritsultaninden
og den vidunderlige Nattescene i Serailet med al dens Glød og Duft, al dens
overgivne og sandselige Spøg. Umiddelbart herfra føres vi til Ismails
Beleiring, til Menneskeslagteri i gigantisk Stil og alle en ideeløs Krigs og
en raa Soldateskes Grueligheder, skildrede i et Omfang og med en Energi,
hvormed det aldrig før var skeet i noget Lands Poesi. Saa reise vi med
Juan til Catharina af
Ruslands Hof ind blandt Østeuropas lakerte Barbarer, styrede
af en genial Messalina, og derfra til England, til
Stratenrøveriets, Moralens, Plutokratiets og
Aristokratiets, Ægteskabets, Dydens og Hykleriets forjættede Land.
Dette raa og grove Omrids angiver blot det nøgne Schema for Digtets Omfang.
Men ikke blot omfatter Digtet med saadan Alsidighed Livets Extremer, men
hver af disse Yderligheder er atter opfattet yderligt. Digteren har paa
hvert Punkt ladet sin Indbildningskrafts Sonde gaae tilbunds i Situationen,
saavel i den psychologiske som i den udvortes reelle Situation.
Goethes antike Naturel førte ham til, hvor det var
muligt, at holde Midten, og selv i »Faust«, hvor han med
skrækkelig Alvor afslører Menneskelivet, løfter han Sløret med nænsom Haand.
Ofte miste dog hans Værker herved Livets høieste Spænding; det fulde Luftrum
til at udbrede deres gigantiske Vinger faae Livets og Dødens Genier sjeldent
hos ham. Byron vil aldrig berolige sin Læser, aldrig
skaane ham. Han er selv ikke rolig, før han har sagt Alt, det sidste Ord om
Sagen; han er en Dødsfjende af enhver Idealisme, der abstraherer og derved
forskjønner, hans hele Kunst peger kun ud mod Virkeligheden og mod Naturen
og tilraaber Læseren: Kjend dem! – Tag den første den bedste Charakter,
Julias f. Ex. Hun er 23 Aar
gammel, henrivende, uden at vide det svagt forelsket i Juan, fornøiet med sin 50aarige Mand, men
dog – uden at vide det – svagt ønskende, at han lod sig dele i to paa 25.
Først strider hun haardt for sin Dyd, saa giver hun tabt; men
endnu har hun ikke begaaet noget lavt eller komisk. Saa viser
Byron os hende i en extrem Situation, da Manden overrasker Parret, og vi opdage
pludselig et nyt Lag i hendes Sjæl. Hun lyver, hun bedrager, hun spiller
Comoedie med en Tungefærdighed uden Mage. Hun var da altsaa ikke god og
elskværdig, som hun viste sig først? Vi have altsaa taget feil? Men nei!
Byron viser os et endnu dybere Lag i hendes Sjæl,
da hun skriver det berømte Afskedsbrev til Juan, et følt og kvindeligt Brev, en af Værkets Perler.
Sjælekampen udelukker da ikke Hengivelsen, Kjærligheden ikke Løgnen, Løgnen
ikke den høieste Sjælsfinhed og Skjønhed i Momenter. Og nu dette Brev, hvor
bliver det af? Juan læser det med
vaade Øine paa Skibet – da afbrydes dets rørende Sammenligning mellem
Maaderne, hvorpaa Mand og Kvinde elsker, af Søsygen; Juan faaer Ondt med Brevet i Haanden –
stakkels Brev, stakkels Julia,
stakkels Juan, stakkels Menneskehed!
Thi er ikke Menneskelivet saadan? Og endnu engang stakkels Brev! Da under
Havsnøden Mandskabet i Baaden elendigt og forkommet har fortæret den sidste
Ration, da Folkene længe med graadige Øine have betragtet hverandres
udtærede Skikkelser, og da det besluttes, at man skal trække Lod om, hvo der
skal slagtes for at blive spist af de Andre, se da findes i Baaden intet
andet Papir end Julias poetiske og
elskovsfulde Brev, og man vrister det fra Juan for at skjære det i Firkanter og
numerere det. Det er en af dets numererede Firkanter, som bringer Pedrillo Døden. Gives der da virkelig paa
Firmamentet en Klode, hvor Elskovens Sværmeri og de kannibalske Instincter
findes Side om Side, ja mødes paa samme Kvadrattomme Papir?
Byron svarer, at han kjender en: det er Jorden.
Umiddelbart herefter føres vi til Haidee. Hvad ere alle Byrons tidligere
græske Piger mod denne! Umodne og usikre Forsøg. Aldrig var i moderne Poesi
et vildt Naturbarns Elskov bleven skjønnere skildret.
Goethes ypperste unge Kvinder Gretchen og Clärchen ere smaa Borgerpiger, og deres Holdning har med al
sin Adel det smaaborgerlige Præg; man føler, at deres Digter var en
Frankfurter-Borgersøn, for hvem Naturen aabenbarede sig i den lavere
Borgerstand ligesom Dannelsen i det smaatydske Hofliv. I
Byrons skjønneste Kvindeskikkelser er intet
Borgerligt; ingen borgerlig Sæd og Skik har tillempet den frie Naturlighed i
dem. Man føler, naar man læser om Juan
og Haidee, at
Byron stammer ned fra
Rousseau; men hvor føler man ikke ogsaa, at hans høie
og uafhængige sociale Stilling i Forening med hans store Skjæbner havde
givet ham et ganske andet frigjort Blik paa Menneskenaturen end
Rousseau besad.
»Og saaledes gik de Haand i Haand over de blanke Stene og
Muslingskaller og gled paa det faste glatte Sand; og i de
vilde, hule Klippeskjul, der see ud som udspændte af Stormen, hvilte de sødt
Arm i Arm, blidt betvungne af Aftenens Purpurtrylleri. – De saae op mod
Himlen, hvis flydende Flammer fløde hen som et rosenfarvet Ocean, de saae,
hvorledes Bølgerne hvilte i deres Glands og hvorledes Maanen dukkede frem
paa Himlens Flade, de hørte den milde Vind og de trætte Søer, og naar de da
saae hinanden ind i Øiet, fløi deres Læber som to Flammer sammen i et Kys –
et langt, langt Kys, et Henrykkelsens Kys, et Elskovens og Skjønhedens Kys,
der i een Gløden samler alle Soles Straalers Kraft […] Hvo tænkte paa Ed og
Skrupler, ikke Haidee; om Forlovelser
og Ægtepagter havde Ingen nogensinde fortalt hende
Noget.«
Hvilken Læser føler ikke her med Berusning, især naar han kommer fra den
franske Reactionslitteraturs grændseløse og modbydelige Hykleri med det
Erotiske, den friske Strøm af ungdommelig Lidenskabs Varme, Digterens
ildfulde Begeistring for den naturlige Skjønheds Adel og hans dybe,
uudgrundelige Spot over Pænemandsmoralens Philisterier! Gives der da en
Verden – en regelmæssig Verden, i hvilken 2 og 2 er 4, en dyrisk Verden,
hvor alle de laveste og mest afskyvækkende Instincter hvert Øieblik kunne
bryde frem – i hvilken der tillige glimtvis, minutvis, dagvis, maanedsvis, i
evige Øieblikke og Aar forekomme saadanne
Skjønhedsaabenbaringer i Menneskelivet? Ja, svarer
Byron, der gives en, og det er den, som ligger
aaben for os Alle. Og nu hurtigt herfra til Slavemarkedet, til Serailet, til
Slaget, til systematisk Myrderi og Voldtægt og Spidden af spæde Børn paa
Bajonetten!
Saa store Modsætninger indbefatter dette Digt. Men det er ikke en sandselig,
satirisk-humoristisk Epopee som Ariosts,
det er et lidenskabeligt politisk Tendensdigt, fuldt af Harme, Haan, Trusler
og Opraab, med lange, gjentagne, gjaldende Stød i Revolutionens
Krigslur.*)
»But by and by I’ll prattle
Like
Roland’s horn in
Roncesvalles
battle.«
»Don Juan« X 87.
Byron skildrer ikke blot Rædslerne, han commenterer
dem. Da han efter Ismails Indtagelse bar citeret Slagteren Suwarows
Seirsrapport til Catharina, siger han:
»Han skrev denne Vise, Text, Melodi og Accompagnement
af Rallen, Hyl og Skrig; den lader sig ikke synge, dog skal den aldrig
glemmes; thi jeg vil præke, til Stenene reise sig imod Jordens Tyranner. Lad
det aldrig kunne siges, at vi endnu krybe for Troner, men lærer af vor
Skildring, o I vore Børnebørn, som komme efter os, hvordan Tiden var, før
Verden blev fri!« Sammenligner man paa dette Punkt
»Don Juan« med »Faust«, det forrige
Aarhundredes største Digt, da føler man, at det brede historiske Pust i
»Don Juan« fuldt vel har den Kraft som den
philosophiske Aand, der besjæler »Faust«. Og sammenstiller man
det i sin Phantasi et Øieblik med dets russiske Affødning
Puschkin’s »Eugen Onägin« og dets
danske Affødning, Paludan-Müllers »Adam
Homo«, da føler man i det engelske Digt Naturens og Historiens
Havbrise des stærkere i Modsætning til Verdenstonen og den politiske
Uformuenhed i den russiske Digtning og til det snevert moralske Synspunkt i
den talentfulde danske Epopee. I »Don Juan« findes Natur og
Historie som i »Faust« Natur og Metaphysik; her er
Menneskelivet udfoldet i sin Brede, som i
»Faust« sammentrængt i en
Personification, og det hele Værk er Foster af en Indignation, der for alle
Tidens Stores Øine her skrev sit: Mene, Tekel,
Upharsin.
Først i dette Værk var Byron helt sig selv. Grundigt
erfaren kjendte han nu Verdensløbet godt nok til at have aflagt al umoden
Idealisme. Han vidste nu, hvad Gjennemsnitsmennesket bestod af og lod sig
lede af i sit Liv. Misanthropisk har man kaldt ham i Anledning af hans
skjærende Spot derover; jeg seer ikke rettere, end at han har givet det
rette Svar herpaa, naar han siger (IX 21): »Hvorfor kalde
de mig Misanthrop? fordi de hade mig, ikke jeg dem.« Vist
er han cynisk nu og da, men det er hvor Naturen selv er cynisk. Har han vel
Uret, naar han siger (V 48): »Nogle tale om en Appel til
Lidenskaben, andre til Følelsen, atter andre til Fornuften […]
men ingen Klang virker dog mægtigere paa Menneskehedens Følelser end den af
hin altformildende, almægtige Klokke, Sjælens Stormklokke,
Middagsklokken!« Har han Uret, naar han ubarmhjertigt
viser (IX 73), hvor forfængelig og selvisk Elskov er, eller gaaer han for
vidt i Bitterhed og Satire, naar han i sin Skildring af Familielivets Lykke
(III 60) siger: »Vist er en smuk Familie en smuk Ting
(forudsat at Børnene ikke komme ind til Desserten) og vist er det skjønt, at
en ung Hustru selv ammer sine Børn, forudsat at det ikke gjør hende
mager« – ak saalænge alle smukke Ting her paa Jorden have deres
Vrangside, nytter det lidet at ville forbyde Digteren at vise den frem, hvor
dybt end Moralisten maa sukke derved. Og disse Steder ere sikkert de mest
udpræget cyniske i Digtet, ligesom overhovedet de bitre Rousseauske Udfald
mod Civilisationen, hvis Glæder opsummeres som Krig, Pest, Despoters Hærjen
og Kongers Svøbe, altid ere ledsagede af brændende Kjærlighedserklæringer
til Naturen (Se især V III 61–68). »Man siger i anonyme
Artikler om mig,« udraaber han (III 104), »at jeg ingen
Religiøsitet besidder; […] mine Altre ere Bjergene og Havet, Jord, Luft,
Stjerner, Alt hvad der udspringer fra det store Hele, der har frembragt og
atter vil modtage Sjælen.« Men det forstaaer sig, at stemmende med
det theologiske Ritual var denne Naturreligiøsitet ikke. Som et Omkvæd fra »Childe Harold« vender Forherligelsen af Tankens
Frihed tilbage. Det hedder (XI, 90)
I may stand alone,
But would not change my free thoughts for a throne.
Snart forekomme de blodigste Udfald mod Theologiens
Forestillinger om Syndens. Oprindelse, snart bidende Satire over Orthodoxien
og den gjængse Lære, at Sygdom og Modgang gjøre from. Om Synden hedder det
(IX 19): »Himlen er over os Alle,
som Cassio siger, lader os derfor
bede! Vi have Sjælesorg behov, siden Eva gled ud og Adam
faldt og derved væltede alle Mennesker ned i Graven, og desuden
alle de arme Bæster, Fiske og Fugle. At Spurven falder,
skyldes en særlig Forsynsgjerning, hedder det; og dog vide vi ikke
noget om, hvad den har forbrudt; hvem veed! maaskee sad den paa den Gren, hvoraf Eva brækkede Æblet«. Man
seer, hvor meget friere og dristigere Tonen er bleven siden
»Kain«. Og om Hospitalsorthodoxien hedder det (XI 5, 6 ):
»Jo flere Stød Sygdommen giver mig, des mere orthodox
bliver jeg bestandig. Det første Anfald beviste mig Guds Guddommelighed (som
jeg iøvrigt aldrig har betvivlet, saa lidt som Satans Existens), det andet
Jomfruens mystiske Jomfruelighed, det tredie Syndefaldet, det fjerde
opstillede med eet Stød Treenigheden for mig paa saa urokkelig en Grund, at
jeg andægtig ønskede, der vare fire, istedenfor tre, for at
jeg kunde have des mere at troe paa.«
Byron var nu kommen til det Punkt i sit Digterliv, at
han ikke mere saae, hvorledes han skulde kunne faae sine Sager trykte. Hans
Forlægger var ængstelig og trak sig efterhaanden
helt tilbage. De første Sange af »Don Juan« kunde jo end ei
finde en Boghandler, der vovede at tage dem i Commission. Han siger selv, da
han (»Don Juan« XI, 56) sammenligner sin Skjæbne med
Napoleons, »»Juan«
var mit Moskva,
»Faliero« mit Leipzig og
»Kain« synes mit Mont St.
Jean; Dosmernes Belle-Alliance kan nu reise Hovedet, da Løven er falden.«
Jeg har allerede fortalt, hvad Southey
vovede at sige i Fortalen til sit Spytslikkerdigt
»Domsvisionen«. Han opfordrede som ægte Angiver Staten
til at skride ind mod Salget af Byrons Skrifter; thi at
det var paa Byron Angrebet var myntet skjulte han ikke
i sin
Svarartikel paa
Byrons Gjensvar. Triumpherende udbryder
han her: »Jeg har givet denne Skoles Medlemmer til Pris for
den offentlige Afsky som Fjender af deres Fædrelands Religion, af
Samfundsordenen og den huslige Moral. Jeg har givet den Navnet den sataniske
Skole, et Navn, hvortil dens Grundlægger og Høvding svarer. Jeg har af min
Slynge kastet en Sten, som har truffet dens Goliaths
Pande. Jeg har naglet hans Navn til Galgen til Skjændsel og Vanære
for ham, saa længe som det huskes. Tag det ned, hvo som
kan!« Saaledes skrev den holdte og betalte Skribler, der som
Byron siger, havde løiet sig til
Laureatpoet,*)See Udfaldene mod Southey
»Don Juan« I, 205, III, 80, 93 IX, 35, X, 18.
og hvis Navn i Virkeligheden var at søge paa det moralske
Atlas’s Botany Bay.
Byron svarte med sin beundringsværdige Satire
»The vision of judgment«. Georg
den
Tredie
ankommer her som hos Southey til Himlens Port og
forlanger at lukkes ind. Men
St.
St
Peter er ingenlunde rede til at komme hans Ønsker imøde. Dørvogterens
Laas og Nøgler ere rustne; der er saa lidt at gjøre; siden 1789 gaae alle Mennesker ad Helvede til. Cheruberne ville gjøre
Plads for den gamle Mand; thi Englene ere allesammen Tory’er. Men Satan indfinder sig som Anklager og han og
Michael disputere nu om Retten til
den Døde. Hver af dem føre Vidner og blandt disse bringes af Asmodeus
Southey, som begynder at læse sine Værker høit og
vedbliver saa ustandseligt dermed, at Alle, baade Engle og Djævle, tage
Flugten og den gamle Konge i Forvirringen og Hurlumheien slipper ind. I sin
Fortvivlelse over Foredraget slaaer St.
Peter
Southey i Hovedet med Nøglerne, han synker først
tilbunds – som hans Værker, saa flyder han atter ovenpaa – som han selv »thi alle bundfordærvede Ting ere af lutter
Raadenskab saa lette som Kork.« Det hele lille Mesterværk, af
hvilket i vor Litteratur Paludan-Müller har taget
Motivet til sidste Sang af »Adam Homo«, følger Punkt for Punkt
Southey’s Digt, som det parodierer. Men
Vanskeligheden var at faae det trykt. Murray vilde ikke
tage det, heller ikke nogen anden Londonsk Forlægger. Og under disse
Forlegenheder var det, at Byron gjorde sit uklogeste
litterære Skridt, det der skadede ham mest i det engelske Publicums Øine. En
talentfuld men ikke fremragende Skribent, den radicale Digter
Leigh Hunt, hvem Byron for at
at gjøre en oppositionel Demonstration i sin Ungdom sammen med
Moore havde besøgt, da han var bleven sat i
toaarigt Fængsel for Fornærmelser mod Prindsregenten og
som nu var lieret med Shelley, fik Lyst til at grunde
et radicalt Tidsskrift i Forening med Shelley og
Byron. Shelley selv holdt sig
af Beskedenhed tilbage, men saa snart han havde stillet
Hunt det i Udsigt, at han mulig kunde faae
Byron til Medarbeider, forlod
Hunt med Kone og Børn England,
opgav Alt, hvad han havde for og hvoraf han levede og kom nu pengeløs og
hjælpeløs til Italien, hvor Byron ædelmodigt gav ham og
hans Familie Husrum under sit Tag. Imidlertid viste det sig snart, at
personlig Sympathi var umulig mellem disse to Mænd af saa forskjellig Art og
Værdi; Byron følte sig saaret ved
Hunts Familiaritet, Hunt sig stødt ved Byrons Overlegenhed. Men
Hovedulykken var, at Byron ganske ruinerede sig i
Englændernes Omdømme ved Alliance med en saa meget ringere Mand. Forgjæves
advarede Thomas Moore ham, idet han afslog at levere
Bidrag til det projecterede Tidsskrift og skrev: »Ene kan
De tage Kampen op mod Verden, hvilket vil sige Noget, da Verden som Briareus er en Gentleman med mange
Hænder, men for at kunne det – maa De staae alene. Husk at de usle
Huse om Peterskirken næsten tage Synet ganske bort
fra den.« Men Byron havde engang givet sit Ord
paa at hjælpe Hunt og vilde ikke nu træde tilbage. Han
anede dengang ikke, at Leigh Hunts første Gjerning
efter hans Død skulde være at skrive tre Bind for
at besudle hans Minde.*)Med Rette sammenligner
Thomas Moore ham med Hunden, der fik Lov at boe
i Løvens Bur:
»Though he roar’d pretty well – this
the puppy allows –
It was all, he says, borrow’d – all second-hand roar;
And he vastly prefers his own little bow-wows
To the loftiest war-note the lion could pour
[…]
Nay, fed as he was (and this makes it a dark case)
With sops every day from the lion’s own pan,
He lifts up his leg at the noble dear’s carcass
And – does all a dog, so diminutive,
can«.
Han gav da Hunt »Domsvisionen« og
»Himmel og Jord«, det skjønne
Verdensundergangsdigt, som i vor Litteratur har fremkaldt
Paludan-Müllers »Ahasverus«. Dog
Tidsskriftet, som først skulde hedde »The Carbonari«, men som
man af Politik gav det matte Navn »The Liberal« vakte en saadan
Forfærdelse og Uvillie, at det fristede et kummerligt Liv og gik ind
allerede efter fjerde Hefte. Saaledes var Byron omtrent
udespærret af Litteraturen, og Veien til Handling og virkelig Kamp for sine
Ideer den eneste, der factisk endnu stod ham aaben.
Men først fik hans revolutionære Pathos Luft i »Don Juan« og
»Bronzealderen«. Shelley tiltroede
Byron den Ærgjerrighed og den Evne »at blive sit undertrykte Fædrelands Frelser«. Med Urette; thi
for den engelske Oppositions seige og langsomme Frihedskamp passede han
ikke. Det var heller ikke blot Englands politiske Nød, der sysselsatte og
greb ham, men i sin Uvillie over al Undertrykkelse og sit Had til alt
Hykleri opkastede han sig til Talsmand for den lidende Verden. Hans Blod
kogte, naar han tænkte paa Slaveriet i Amerika, paa Mishandlingen af den
fattige Befolkning i Irland, paa de italienske Patrioters Martyrium. Hans
Sympathier havde altid tilhørt den franske
Revolution. Han havde først beundret Napoleon;
men da han saae, hvorledes Tidens Helt sank til at blive en Konge, atter
udslettede »de opvaagnede Menneskerettigheder og omgikkes med gemene Konger
og Snyltegjæster« og endelig i
Fontainebleau foretrak at lade sig fængsle for at
give sig selv Døden, angreb han med frygtelige Haansord sit fordums
Ideal. Der er i Byrons og Heines
Forhold til Napoleon megen Lighed; thi begge haane
deres Lands saakaldte Frihedskamp imod ham; men den Ulighed er der, at den
engelske Digters ubøielige Stolthed og Frisind umuliggjør ham den Fortabelse
i kvindagtig Beundring, hvortil den tydske Digter forfaldt.
Napoleons blodige Krigshæder kunde ikke imponere
Den, der har udtalt de skjønne Ord at det er bedre at
aftørre een eneste Taare end at udgyde Have af Blod (»Don
Juan« VIII, 3), og som ikke beundrede nogen anden Kriger end den,
der kjæmpede for Frihed som Leonidas og
Washington. Han havde længe svunget sin Svøbe over
Prindsregentens Hoved og mangen god Gang ladet
Slaget falde over hans svære Krop. »Irland døer af Hunger,
hedder det, Georg veier 14 Lispund« og i det
Epigram hvor han sammenligner ham med Karl den 2den og
Henrik den 8de udbryder han: »Karl (ↄ: hovedløs) for sit Folk,
Henrik (ↄ: hjerteløs) for sin
Kone!« Nu gik
Byron selve sit Land under Øine. Han
angreb alt Usandt, alt Hadværdigt deri lige fra Traditionen
om den jomfruelige Dronning (vor halvkydske Elisabeth hedder det
»D. J.« VIII, 81) til den mest moderne bon ton. »Jeg er altfor stor en Patriot,« siger han,
»til at jeg ikke hellere skulde fortælle ti Løgne om
Franskmændene, end sige blot eet sandt Ord om dem – saadanne Sandheder er
Landsforræderi« (VII, 22). Han vover at tillægge Preusserne en stor
Del af Æren for Waterlooseiren, at kalde Wellington Villain-ton (som Béranger) og lade ham høre
at han med alle sine Ordener og Pensioner ingen anden Fortjeneste har
indlagt sig end »at lappe Legitimitetens gamle
Krykke«. Han vover endelig med en anden Alvor og Pathos end
Thomas Moore i dennes satiriske Breve
at lade England vide, hvor afskyet dets oprørende Torypolitik har gjort det
hos alle Jordens Folk. »Jeg har ikke stor Aarsag til at
elske hin Plet af Jorden, der bærer en Nation, som kunde have
været den ædleste af alle, men skjøndt jeg skylder den lidet mere
end min Fødsel, føler jeg en Blanding af Ærefrygt og Sorg overfor dens
synkende Ry og fordums Storhed […] Ak kunde mit Folk fuldt og sandt vide,
hvor afskyet dets store Navn nu er Verden over, hvor længselsfuldt hele
Jorden venter paa den Stund, der skal lægge dets Bryst blot for Sværdet,
hvorledes alle Nationer ansee England for deres værste Fjende, ja for værre
end den værste Fjende, den een Gang elskede falske Ven, der forhen rakte
Verden Frihed og nu gad lænke Folkene baade paa Legeme og Sjæl. Kan Den
prale af sin Frihed, der kun er den første Slave? Folkene ere i Fængsel –
men Fangevogteren, hvad er han? Ikke mindre et Offer for Slaa
og Bolt. Er det usle Privilegium at dreie Nøglen til for den Fangne maaske
at kalde Frihed?« (X, 67, 68 ).
Byron stod nu paa den Høide, at intet conventionelt
Hensyn kunde binde ham, han forfulgte »Middelmaadighedernes
Ministerium«, som han kalder det, endog ud over dets Medlemmers
Død. Han under ikke Castlereagh Ro i Graven, fordi,
som han siger i en af Fortalerne til »Don
Juan«, det Undertrykkelsens og Hykleriets System, med hvilket
hans Navn var identisk, varede ved langt udover hans Død. Han
afskyede Legitimiteten og de til Væmmelse gjentagne Phraser om det Havet
beherskende Britannias Trefork og dets lykkelige Forfatning, om de høie
Heltekeisere og det fromme Russerfolk. Paa Pengene – siger han efter
Napoleons Fald – staae nu atter »de samme legitimt-stupide Ansigter«. Hvo kunde ogsaa andet end
væmmes naar man saae den Forgudelse, som dreves med Europas raaeste Folk, og
naar man rundtom hørte den følsomme Kosaks sentimentale Afskedssang til sin
Pige, hvis Begyndelsesord »Schöne Minka« endnu den
Dag idag ikke ere glemte; de nævnes f. Ex. i tredie Sang af
»Adam Homo«. – Saa bliver det da
Byron, der i Europa aabner den radicale Opposition,
der i Midten af Tyverne udbryder imod den politiske Romantik og den hellige Alliance, som jo ikke var Andet end
Europas politiske Hykleri sat i System. Han kaldte den hellige Alliance for den himmelske
Treenigheds Abekat, der gik ud paa at smelte tre Narre sammen til een
Napoleon. Han haanede den coquette
Czar Alexander, den ypperste »Valser og Barbar« og brændemærkede den hyklerske Congrespolitik, med hvilken »de tyve Hanswurster i Laibach vilde
afgjøre Menneskehedens Skjæbne«. »O
Wilberforce,« synger han, »du
ædle Mand, der befriede Negerslaverne, se dig om paa vor gamle Halvkugle,
her er endnu en Del at gjøre for dig. De Sorte ere frie – spær nu de Hvide
ind! Spær ham ind, den skaldede Pralhans Alexander og
send de hellige tre Konger til Senegal og spørg dem saa, hvordan det smager
at faae Pryglesuppe til Middag.« – Hvilket Sprog! Hvilke Toner
under Dødsstilheden i det undertrykte Europa! De skar igjennem den politiske
Atmosphære og gjenløde vidt og bredt; intet Ord af Lord
Byron faldt jo uhørt til Jorden, og de talløse
Flygtninge og Forfulgte, Undertrykte og Sammensvorne over hele Europa
fæstede deres Øine paa den ene Mand, der under Intelligensernes og
Charakterernes almindelige Synken til et lavt Niveau stod opreist, skjøn som
en Apollo, modig som en Achilles, stoltere end Europas Konger tilsammen.
Han, den overalt ukrænkelige Pair af England, blev
Organ for den stumme Forbitrelse, der kvalte Europas bedste og mest
frihedselskende Aander, idet han uhindret og ustraffet løslod
sin revolutionære Vredes frygtelige Udbrud.
Han havde selv defineret Poesi som Lidenskab.*)
»poetry, which is but passion«
»D. J.« IV. 106.
Hans egen blev lutter beaandet Lidenskab nu. Hør hvilken Torden der
nu rullede hen over Europa: »Den Tid vil komme, da Alt hvad
vi have oplevet, vil synes Fabel, og naar man da hører Historikerne tale om
Troner og om dem, som sad derpaa, vil det være som vi nu stirre paa
Mammuthdyrsknogler, undrende os over, hvilken Oldtid der vel var Vidne til
Sligt. – Sæt, Georg den 4de blev udgravet! Et
Fremtidsmenneske vilde slet ikke forstaae, hvad vi gave saadant et Dyr at
æde. – Dog lige meget! Gud skjærme Kongen og Kongerne! for hvis
han ikke vil, saa tvivler jeg paa, at
Menneskene ville det mere. Jeg synes at høre en lille Fugl synge, at Folket
lidt efter lidt vil blive den stærkeste. Den trægeste Hest bliver vild, naar
den stedse maa trælle, naar den føler Seletøiet skjære sig altfor dybt ind i
dens saarede Kjød. Og selv den stakkels Pøbel bliver engang kjed af at følge
Jobs Exempel. Først knurrer den blot, saa
bander den ogsaa, og saa – som David greb Slyngen mod
Kjæmpen, griber den de Vaaben, Fortvivlelsen rækker – og saa bliver
der Krig. Det gjør mig ondt, jeg har aldrig prist den; men det har jeg nu
indseet, at Revolution alene kan rense Jorden fra Helvedes
Besmittelse. – Krig sværger jeg da Enhver (idetmindste i Ord, maaskee engang
i Daad) som bekriger Tanken, og af alle Tankens Fjender ere og vare Tyranner
og Sykophanter altid de værste. Jeg veed ikke, hvo der vil seire; men om jeg
kunde vide det, vilde jeg dog ikke vakle; det skulde intet Baand kunne lægge
paa min ærlige, svorne, ligefremme Afsky for ethvert Despoti i ethvert af
Jordens Folk.« (VIII, 137 IX, 39 VIII, 50, 51 IX, 24).
Han havde spaaet Revolutionen; han havde med Smerte seet
Carbonari’ernes Planer strande. Endelig var den udbrudt, denne Revolution;
»fra Andernes Toppe til
Athos’ Klippespids« vaiede samme Banner.
Han var udstødt af Litteraturen i England. Han blev drevet fra By til By i
Italien. Han havde længe sagt, at en Mand burde gjøre mere
for Menneskeheden end skrive Vers. Mangen en Gang havde han talt
med en Ringeagt som Shakespeare’s
Hotspur om Kunsten som om
Flitter. Nu trængte Alt sig sammen for at drive ham til Handling.
Hensynet til Grevinde Guiccioli var det eneste, som
endnu holdt ham tilbage. Han tænkte paa at deltage i Creolernes Frihedskrig, han forhørte sig ivrigt om Tilstandene i
Sydamerika og allerede hans »Ode til Venedig« havde jo sluttet
med Ordene: »Bedre, langt bedre end at forsumpe her var det
at døe ved Thermopylæ, hvor engang Leonidas
faldt; bedre var det at seile bort over Dybet og bringe Dig Amerika een fri
Mand endnu!«
Dog Tiltrækningen til det Land, der først havde begeistret ham til Sang, var
stærkest. Han vristede sig løs fra sin Elskede, hvem han ikke vovede at
udsætte for et Felttogs Farer og Strabadser. Philhellenernes engelske Comité havde optaget ham blandt sine
Medlemmer, og han bragte rige Pengemidler fra Comitéen med sig. I
Livorno modtog han endnu paa Afreisens Dag den
første og sidste Hilsen fra Goethe, den gamle Mesters
bekjendte Sonet til Byron. Fem hele Maaneder opholdt
Byron sig paa Cephalonia,
beskjæftiget med indtrængende at sætte sig ind i de græske Anliggender og
bestormet af de forskjellige Høvdinge, der laa i Partistrid med hverandre,
om at slutte sig til hver enkelt af dem. Fordelingen af Krigsmateriel, Skyts
og Penge gav Anledning til en uhyre Correspondance, som han med Jernflid
besørgede. Endelig traf Byron sit Valg mellem de græske
Anførere og bestemte sig for at gaae til Maurocordato i
Missolunghi. Under Opholdet paa
Cephalonia vare allerede de for hans Ærgjerrighed
mest smigrende Tilbud blevne rettede til ham. Grækerne heldede overveiende
til den monarchiske Regjeringsform, og efter
Trelawnys Overbevisning, som kjendte Forholdene,
vilde man, hvis han havde oplevet Congressen i
Salona have tilbudt ham
intet Ringere end den græske Krone.
Da Byron steg i Land i
Missolunghi blev han modtaget næsten som en
Fyrste. Skytsets Salver og larmende Musik hilste ham, den hele Befolkning
var i vild Begeistring strømmet sammen paa Stranden, og i det for ham
indrettede Hus ventede Maurocordato ham med en
glimrende Forsamling af græske og fremmede Officierer. 5000 Mand laa i Byen.
Byron tog 500 Sulioter, der ved Marco
Bozzari’s Død vare blevne høvdingløse, i sit eget Sold. Selv
udvalgte han sig den farligste Post, ret som ønskede han Døden. Han vilde
selv overtage Befalingen over de Tropper der skulde sendes mod
Lepanto, og haabede ved Mod og Daadskraft at bøde
paa hvad der manglede ham i militær Erfaring; den egentlige strategiske
Ledelse skulde besørges af en Generalstab. Han havde her Anledning til at
forbauses over den mægtige Virkning, som personlig Uforfærdethed og
personlige Fortrin gjøre paa halvvilde Folk; ved Intet imponerede han sine
Sulioter, der selv vare daarlige Skytter, saa meget som ved sin
Skydefærdighed og sin Ligegyldighed for Farer. Han selv var bleven et større
Menneske. Vel kunde han endnu have dybe Anfald af sin gamle Melancholi, men
Hæderens lyse Bane laa aaben for hans Øine. Vidnesbyrd om hans Stemning er
det deilige Digt, maaskee det skjønneste, han har skrevet, som han forfattede paa sin 36aarige Fødselsdag. Sammenligner man
det med de fortvivlede Linier han nedskrev den Dag, han fyldte
33 Aar, føler man ret Forskjellen. Det indeholder med Anelsen om hans
nærforestaaende Død det mandigste Forsæt.
’Tis time this heart should be unmoved
Since others it hath ceased to move
Yet, though I cannot be beloved,
Still let me love!
My days are in the yellow leaf;
The flowers and fruits of love are gone
The worm, the canker and the grief
Are mine alone!
[…]
But ’tis not thus – and ’tis not
here
Such thoughts should shake my soul, nor now
Where glory decks the hero’s bier
Or binds his brow.
The sword, the banner, and the held,
Glory and Greece, around me see!
The Spartan, borne upon his shield,
Was not more free.
[…]
Seek out – less often sought than found –
A soldier’s grave, for thee the best;
Then look around, and choose thy ground,
And take thy rest.
Byrons allerførste Tanke var, som det kunde ventes af
ham, at bidrage til at raade Bod paa det frygtelige Barbari,
hvormed Krigen blev ført. Han frigav nogle tyrkiske Officierer og sendte dem
til Jussuf Pascha med et i værdige og
skjønne Udtryk affattet Brev, hvori han beder ham til Gjengjæld vise
Menneskelighed mod de fangne Grækere, da Krigens Ulykker endda ere
frygtelige nok. Saa rettede han af al Magt sin Opmærksomhed paa den
Opgave, han havde stillet sig, og her viste sig da klart hans praktiske Blik
i Modsætning til hans Omgivelsers poetiske Drømmerier. Medens de øvrige
Englændere i Comitéen i deres philanthropiske Idealisme vilde begynde med at
civilisere Grækenland ved at grunde en fri Presse, skrive Avisartikler o. s.
v., var hos Byron Carbonaro’en nu ganske svunden for
Realpolitikeren. Med Fasthed og Kraft støttede han sig overalt kun paa de
reelt foreliggende Forhold, først og fremmest paa Grækernes fælles
Tyrkerhad. Han troede, at man regnede sikrere dermed end ved at gjøre
Regning paa deres republikanske og liberale Tendentser.
Stanhope vilde grunde Skoler.
Byron fordrede og fordelte Kanoner.
Stanhope stræbte ved Missionærer at indføre
protestantisk Christendom. Byron, der saae, at denne
Taabelighed vilde fjerne hele den græske Geistlighed fra Opstanden, vilde
kun indføre Geværer og Penge. Endelig ophørte han nu med ethvert fjendtligt
Udfald mod de europæiske Regjeringer. Han, som havde oplevet, hvor ynkeligt
Carbonarismen var strandet paa den organiserede Magt, vilde
fremfor Alt see at opnaae Grækenlands Anerkjendelse af Stormagterne.
Men desværre var hans Helbred ikke hans store Planer voxent. Han foretog i
Missolunghi sine sædvanlige Rideture rundt om
Byens Volde og for at indvirke paa Indbyggernes Phantasi lod han, naar han
red, en Livvagt af 50 Sulioter følge sig til Fods; de vare saa ypperlige
Løbere, at de med Geværet i Armen løb ved Siden af hans Hest, selv naar den
gik i det stærkeste Trav. Paa en af disse Rideture blev han gjennemblødt og
vilde ikke ile directe hjem derefter. »Tog jeg saadanne
Hensyn,« sagde han, »vilde jeg kun afgive en daarlig
Soldat«. Dagen efter fulgte frygtelige Convulsioner – tre Mænd vare
neppe istand til at holde ham – og Smerterne vare saa skrækkelige, at han
sagde: »Jeg frygter ikke Døden, men disse Smerter kan jeg
ikke bære«. Under den afmagtlignende Tilstand, der fulgte, styrtede
en Trop oprørske Sulioter ind i hans Værelse, svang deres Sabler og
forlangte Opreisning for en formentlig Tilsidesættelse.
Byron reiste sig op i Sengen og med en mægtig
Villiesanstrengelse, stedse roligere, jo mere de raste og skreg, beherskede
han dem ved Blik og Miner og sendte dem bort.
Han havde tidligere skrevet til Moore: »Hvis noget Saadant som Feber, Overanstrengelse, Hunger eller Lignende her
skulde gjøre Ende paa Deres Broder i Apollo – saa tænk paa mig ved Deres Vin og Sang. Jeg haaber, at den gode Sag vil seire; men
det veed jeg, at Ærens Bud skal af mig blive holdt saa nøie som min
Melkediæt«. Den 12te April maatte Byron atter
gaae tilsengs, og Feberen forlod ham ikke mere. 18de April var det
Paaskedag, som Grækerne pleie at feire med Kanontorden og Geværsalver paa
Gaderne. Men af Hensyn til sin Velgjører forholdt Befolkningen sig ganske
stille. Den 19de April var hans sidste Levedag. Han laa i
Delirium, troede, han commanderede, og
raabte:
»Frem, Fremad, Mod!« Da han atter kom til sig selv, bad han sin
Kammertjener
høre sin sidste Villie. Han sagde: »Gaa til min Søster
og sig hende […] gaa til Lady Byron og sig hende […]«;
men hans Stemme svigtede, og man hørte kun enkelte Navne:
»Augusta – Ada –.« »Nu har jeg
sagt dig Alt«, sagde han. »Ak, Mylord,« svarede Tjeneren,
»jeg har ikke forstaaet et Ord af hvad Deres Herlighed
har sagt mig«. »Ikke forstaaet mig!« svarte Byron med
et trøstesløst Blik, »hvilken Ulykke! nu er det for
sent!« – Endnu hørtes kun enkelte Ord af hans Mund: »Stakkels Grækenland!
stakkels By! mine stakkels Tjenere!« saa have hans Tanker vendt sig til hans
Elskede; thi han sagde paa Italiensk: »Io lascio qualche cosa di caro nel
mondo«. Endelig henimod Aften sagde han: »Nu vil jeg sove« – og det var
forbi.
Den store Mands Død ramte hele Grækenland som et Tordenslag.
Folket stod overfor dette Tab som overfor en frygtelig Naturbegivenhed, hvis
Følger ikke lode sig beregne. Samme Dag udkom følgende Decret:
Den provisoriske Regjering for
Vestgrækenland. Paaskefesten idag er fra en Glædesfest
bleven forvandlet til en Sorgens og Kummerens Dag. Lord
Noel Byron har i Eftermiddags Kl. 6 efter en 10 Dages
Sygdom ophørt at leve. […] Jeg forordner herved:
- Ved Daggry imorgen skulle 37 Kanonskud affyres fra det
store Batteri, et Tal, der svarer til den høie Dødes
Leveaar.
- Alle offentlige Bygninger, ogsaa Domhusene, forblive
lukkede i 3 Dage.
- Alle Boder med Undtagelse af Apothekerne forblive
ligeledes lukkede, og der holdes strengt over, at ingen Art
af Munterhed, hvormed Paaskefesten ellers feires, bliver
givet tilkjende.
- Almindelig Landesorg i 21 Dage.
- I alle Kirker skal Sørgegudstjeneste afholdes.
Givet i Missolunghi d.
19.
19
April 1824.
A. Maurocordato.
Der behøves intet andet Vidnesbyrd om det Indtryk, Budskabet om
Byrons Død gjorde paa alle dem, der stode ham nær.
Den græske Befolkning løb klagende gjennem Gaderne under Raabet: »Han er død, den store Mand er
død!« – Liget blev bragt til England og
Geistligheden negtede det en Plads i Westminsterabbediets Digterhjørne. Men
»høit hævet over Englands Dadel og Grækenlands
Pris« gik hans Minde Jorden over.
I Ruslands og Polens, Spaniens og Italiens, Frankrigs og Tydsklands Aandsliv
satte de Spirer Frugt, som han med ødsel Haand havde udstrøet. Frøet blev
til Blomster og Dragetænderne til stridbare Mænd. De slaviske Nationer, der
sukkede under et brutalt Tyranni og som af Naturen havde Hang til Melancholi
tilligemed oprørske Instincter, tilegnede sig med Lidenskab
Byrons Poesi, og Puschkin’s
»Onægin«, Lermontow’s »Vor Tids
Helt« og Mickiewitz’s
»Wallenrod« vise, hvor dybt deres Digtere følte sig grebne.
De romanske Folkeslag, hvis skjønne Clima og hvis søde Synder han havde
besunget, og som netop nu reiste sig til Opstand, oversatte og studerede med
Begeistring hans Værker. De emigrerede spanske og italienske Digtere optoge
hans Feltraab, i Spanien selv dannedes Myrtheselskabet, i Italien undergik Giovanni
Berchet fremfor Alle Byrons Indflydelse,
og den er ikke mindre kjendelig hos Leopardi og
Giusti. I Frankrig var det øieblikkelige Indtryk af
Byrons Død dog kjendeligst. Der laa kun faa Uger
mellem denne Begivenhed og Chateaubriands Overgang til
Oppositionen, og Chateaubriands første Gjerning efter
sit Fald var at indmelde sig i den græske Comité. Hugos
»Orientales« var ingen Flugt til Orienten, som de tydske
Digteres; Digteren lagde Veien over Grækenland og dvælede længe
ved Frihedskrigens Helte.
Delavigne besang Byron i et
ypperligt Digt, Lamartine føiede en sidste Sang til »Childe Harold«,
Alfred de Musset prøvede paa at løfte den store
Digters Arv, og selv Lamennais talte snart et
Tungemaal, hvori mangt et Ord og mangen en Vending mindede om Sproget i
Byrons Invectiver. Tydskland var endnu politisk for
langt tilbage til at have Landsforviste og Udvandrede blandt sine
Digteraander; men med stille philologisk Begeistring havde dets Lærde seet
det antike Hellas’ Gjenopstandelse i Grækenlands Reisning, Digtere som Wilhelm Müller og Alfred
Meissner skrev skjønne Digte til Byrons
Ære og indenfor Landets Grændser gaves der her i Litteraturen
Aander, der med Grund følte sig som exilerede og banlyste, og i hvem
Byrons Poesi slog des mægtigere ned: Forfatterne af
jødisk Herkomst særlig Börne og
Heine, og Heine’s bedste
Poesi, fremfor Alt »Deutschland, ein Wintermährchen« fortsætter
Byrons Værk. Romantismen i Frankrig og Liberalismen
i Tydskland nedstamme begge i lige Linie fra Naturalismen i
Byrons Poesi.
Naturalismen i det engelske Aandsliv begynder hos
Wordsworth som landlig Kjærlighed til den ydre
Natur, som Opsparen af Naturindtryk og som Pietet mod Dyret, Barnet, Bonden
og de Enfoldige af Hjertet. Den forvilder sig hos ham forbigaaende ind i en
cul-de-sac af plat Naturefterligning. Den nærmer sig hos Coleridge og end mere hos
Southey den samtidige tydske Romantik, følger denne
ind i Legendens og Overtroens Verden, men holder sig ren for dens værste
Udskeielser ved sin naturalistiske Behandling af det romantiske Stof, ved
sin aabne Sands for Land og Hav og alle Virkelighedens Elementer.
Naturalismen bliver folkepsychologisk og historisk hos
Scott og skildrer med levende Farver Mennesket som
Barn af en Race og af en Tidsalder; den erobrer hos
Keats hele Sandseverdenen og holder sig her et
Øieblik neutral midt imellem Hvilen i Naturbeskuelse og Prædiken af
Naturevangelium og naturlige Rettigheder. Den bliver erotisk og liberalt
politisk hos Moore, hvem Skuet af hans Fødeøes Jammer
driver over i de frisindede Ideers Leir. Den optræder hos
Landor som fri hedensk Humanisme, men for
afskrækkende og stolt til at kunne vinde Europa. Den forvandler sig hos
Shelley til et pantheistisk Natursværmeri og en
poetisk Radicalisme, der raader over de ypperste digteriske Midler; men dens
kosmiske og abstracte Charakter bevirker i Forening med Digterens altfor
store Forspring for sin Samtid og hans tidlige Død, at Sangen taber sig
uhørt og uden at Europa aner, hvilken Digter det besidder og mister. Men
som Achilles reiser sig efter at have brændt
Patroklos’s Lig, med saadan Vælde hæver nu efter
Shelley’s Død Byron sin
Stemme. Den europæiske Poesi strømmede i en dorsk og rolig
Flod, og den, som gik langs ad Flodens Bred, fandt Lidet at lade Øiet dvæle
ved. Da opstod som Fortsættelse af Strømmen denne Poesi, hvem Grunden saa
tidt svigtede under Foden, at den styrtede sig i Cascader fra Fald til Fald
– og Alle betragte en Flod paa det Sted, hvor dens Bølger danne et Vandfald.
Her hos Byron saae man Floden skumme og syde, hørte den
risle som Musik og syngende sende sin Ode mod Himlen. Her stod Vandet –
gyseligt skjønt – i Raseriets hvide Fraade, hvirvlede sig i Malstrømme,
splittede sig selv og Alt, hvad der stod det i Veien, ja udhulede i Længden
selv Klipper. Og midt i Vandfaldet stod der, som Byron
har skildret det i »Childe Harold« (III 72), en deilig Iris, en
pragtfuldt straalende Regnbue, Harmoniens og Fredens og Frihedslykkens Tegn,
usporlig for Mange, men synlig for Enhver, der har Solen over sig og stiller
sig rigtigt. Den varslede om bedre Dage for Europa.